Selv om Dansk Folkeparti, franske Front National og engelske UKIP gik frem ved EU-valget i maj, underminerede valget tesen om krise som baggrund for højreradikal fremgang. For højrefløjen gik mest frem i de nordlige lande, der er mindst ramt af krisen.
Valget til Europaparlamentet blev afsluttet den 25. maj 2014.
I den europæiske offentlighed blev tre partier udråbt som de store vindere af valget: Front National fra Frankrig, United Kingdom Independence Party fra Storbritannien og Dansk Folkeparti.
Alle tre partier tilhører den (mere eller mindre) radikale og EU-skeptiske højrefløj. I de internationale og hjemlige medier blev valgresultatet udråbt som en jordskredssejr for den yderste højrefløj i Europa.
Lad os se lidt nærmere på partierne og valgresultaterne.
I Frankrig blev Front National under Marine Le Pen det største parti i landet. Det fik 25 procent af stemmerne, en tilvækst på 18,7 procentpoint sammenlignet med 2009-valget. Front National har nu 24 pladser i EU-parlamentet.
Nigel Farages United Kingdom Independence Party (UKIP) opnåede 27,5 procent og 24 mandater. En stigning på 11,4 procentpoint. Også UKIP blev landets største parti.
Det samme gælder for Dansk Folkeparti, som med 26,6 procent af stemmerne kunne fordoble dets mandater til fire.
Det er første gang i EU’s historie, at radikale højrefløjspartier er blevet størst.
Som sidebemærkning skal dog nævnes, at det højrepopulistiske schweiziske folkeparti (SVP) har været størst siden 1999.
De to åbne nazistiske partier, som er nye i EU-parlamentet er det græske Gyldent Daggry, som fik 10 procent og tre mandater på trods af anklager om politisk vold, og at partiledelsen sidder fængslet.
Det tyske nationaldemokratiske parti NPD, Nationaldemokratische Partei Deutschlands, kom ind i parlamentet med ét mandat. At det blev valgt ind, skyldes Tysklands ændring af valgloven, således at tre procentsgrænsen blev afskaffet.
Disse partier er nye, men der har altid siddet nazi-partier i parlamentet.
British National Party havde to mandater i sidste valgperiode, men tabte begge deres mandater ved dette valg. Den neo-fascistiske italienske sociale bevægelse, MSI og flere af dens radikale splittergrupper har siddet i næsten alle parlamenter siden valgene blev introduceret i 1979.
I forskerkredse er der delte meninger om, hvornår et parti defineres og kategoriseres som tilhørende den radikale højrefløj.
Hos nogle partier er der fraktioner, som skiller sig ud med højreradikale positioner, som dog ikke er repræsentative for partiet i almindelighed (f.eks. Finnernes Parti og det lettiske National Alliance).
Hos andre bliver højreradikale holdninger mest tydelige i valgsituationer, som f.eks. hos UKIP.
Derudover er der opstået nye partier rundt om i medlemslandene, som endnu er for ukendte i resten af Europa, til at man kan kategorisere dem. Eksempelvis det polske Ny Højres Kongres (KPN).
Hvis man definerer den radikale højrefløj bredt, dvs. inkluderer partier som nævnt ovenfor, har den radikale højrefløj opnået 83 mandater i EU-parlamentet. De fordeler sig således:
Land | Pladser i alt | Parti | Procent | Mandater |
Belgien | 21 | Vlaams Belang (Flamsk interesse) | 4,26% | 1 |
Danmark | 13 | Dansk Folkeparti | 26,6% | 4 |
Finland | 13 | Perussuomalaiset (Finnernes Parti) | 12,9% | 2 |
Frankrig | 74 | Front National | 24,85% | 24 |
Grækenland | 21 | Crysi Avgi (Gyldent Daggry) | 9,4% | 3 |
Anexartitoi Ellines (Uafhængige Grækere) | 3,46% | 1 | ||
Holland | 26 | Partij voor de Vrijheid (Frihedspartiet) | 13,2% | 4 |
Italien | 73 | Lega Nord | 14,29% | 5 |
Letland | 8 | National Alliance-Fædreland og Frihed (LNIM) | 14,25% | 1 |
Polen | 51 | Kongres Nowej Prawicy (Ny Højres Kongres) | 7,15% | 4 |
Storbritannien | 73 | United Kingdom Independence Party (UKIP) | 27,49% | 24 |
Sverige | 20 | Sverigedemokraterne | 9,7% | 2 |
Tyskland | 96 | Nationademokratische Partei Deutschlands (NPD) | 1% | 1 |
Ungarn | 21 | Jobbik (Bevægelse for et bedre Ungarn) | 14,29% | 3 |
Østrig | 18 | Freiheitliche Partei Österreichs (Østrigs Frihedsparti) | 20,5% | 4 |
EU-parlamentet i alt | 751
|
|
| 83 |
I flere lande kunne partier på den radikale højrefløj forøge deres mandater.
Det skete i Danmark (+2), Finland (+1), Frankrig (+21), Grækenland (Gyldent Daggry +3, Uafh.Gr. +1), Letland (+1), Polen (+4), Sverige (+2), Storbritannien (UKIP +11), Tyskland (+1) og Østrig (+2).
Men de mistede også pladser i Belgien (-1), Bulgarien (-2), Italien (-4), Rumænien (-3), Slovakiet (-1) og Storbritannien (BNP -2).
Ser man på stemmeprocenten og mandaterne, så er det især Front National og UKIP, som står som vindere af valget, og som har styret avisoverskrifterne sammen med Dansk Folkeparti og til dels Østrigs Frihedsparti.
I det nye Europaparlament sidder der højreradikale partier fra 14 lande (hvis man tager den brede kategorisering). 14 lande har ingen højreradikale partier repræsenteret i parlamentet.
Siden Berlin Murens fald og de østeuropæiske landes optagelse i EU i 2004 er den tidligere kommunistiske del af Europa blevet udråbt som den radikale højrefløjs højborg.
Det er her i 2014 ikke længere tilfældet.
Der er kun ét parti på den yderste højrefløj fra det østlige Europa tilbage i Europaparlamentet, og det er det ungarske Jobbik, som fik 14,7 procent af stemmerne og tre mandater. Det var 0,1 procent mindre end ved EU-valget i 2009 – og 5,7 mindre mindre sammenlignet med det nationale valg i april 2014.
Højreradikale partier mistede repræsentation i Bulgarien, Rumænien og Slovakiet.
Det eneste land i det vestlige Europa, som mistede højreradikal repræsentation, er Storbritannien, hvor det nazistiske BNP blev erstattet af det noget mindre ekstreme, men meget stærkere UKIP.
Der er en udbredt opfattelse, at det er den økonomiske krise, som er årsagen til fremvæksten af højreradikale grupper.
Men denne antagelse beror ifølge nogle forskere på to misforståelser – den ene er af historisk karakter og den anden er nutidig.
Den økonomiske krise som forklaringsmodel bygger på det historiske tyske nazi-parti, Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP’s opblomstring under Weimar-Republikken (1919-1933).
Men Tyskland var i mellemkrigstiden undtagelsen og ikke reglen. Det var kun i Tyskland, at et demokratisk valgt fascistisk regime kom til magten – dog med stiltiende støtte fra borgerlige partier.
På baggrund af denne oprindelige ’kriseteori’ bygger forklaringerne på højreradikalismens vækst i dag på to tilfælde: Front National i Frankrig og Gyldent Daggry i Grækenland.
Mange anser disse to eksempler som symptomatiske for fremvæksten af den radikale højrefløj i dagens Europa, og de betragtes som resultat af den alvorlige økonomiske krise.
Men valget til Europaparlamentet viser et lidt andet billede. Kun ét af gældslandene, nemlig Grækenland, valgte et højreradikalt parti ind i parlamentet.
Faktum er, at de højeste valgresultater til højreradikale partier var i lande, som i EU sammenhænge ikke er hårdest ramt af den økonomiske krise: Danmark, Frankrig, Holland, Sverige og Østrig.
Eneste undtagelse er Ungarn, som er hårdt ramt af krisen. Det er også i de velstående regioner belgisk Flandern og Norditalien, at henholdsvis Vlaams Belang og Lega Nord er opstået. (Og i det rige Norge sidder Fremskrittspartiet i regering).
I gældslandene – bortset fra Portugal – var der fremgang for venstrefløjspartierne: I Grækenland fik Syriza 6 mandater, i Spanien stormede det nye parti Podemos ind med 5 mandater. I Irland og Cypern blev venstrefløjen repræsenteret af med henholdsvis 3 og 2 mandater.
Forhandlingerne mellem de forskellige partier ift. at danne fraktioner er nu i fuld gang.
Front National og det hollandske Frihedsparti forsøger at samle højreradikale grupper i en ny alliance – Europas Frihedsalliance (EAF). Ud over de to partier er Vlaams Belang, Lega Nord og det østrigske Frihedsparti i spil.
Alliancen Europa for Frihed og Demokrati (EFD) består bl.a. af UKIP og Sverigedemokraterne. I sidste valgperiode tilsluttede Dansk Folkeparti sig denne alliance efter at de var blevet afvist af britiske David Camerons ECR – Europæiske Konservative og Reformister.
Dansk Folkeparti blev dengang ligesom Lega Nord ikke optaget, fordi det ville have været politisk pinligt for Cameron at sidde i gruppe med yderst højreorienterede partier. Men denne gang er Dansk Folkeparti blevet taget til nåde og optaget i gruppen.
Også Finnernes Parti og de Uafhængige Grækere er blevet medlemmer.
Den britiske opposition er yderst kritisk overfor indlemmelsen af Dansk Folkeparti og Finnernes Parti.
Gareth Thomas, Labours EU-talsmand, siger til The Guardian (5. juni 2014): »David Cameron må nu være åben over for den britiske offentlighed ift. sine nye europæiske partneres tvivlsomme holdninger og forklare sin beslutning om at danne en alliance med politikere, hvis synspunkter bliver afvist af mange mainstream ledere på tværs af Europa.«
Der skal være minimum 25 medlemmer fra syv lande for at kunne danne en gruppe. Er gruppen officielt etableret, er den sikret økonomisk støtte og øget taletid i parlamentet. Derfor er det meget vigtigt for partierne at finde sammen i grupper.
Som nævnt har nogle af de højreradikale partier allerede fundet sammen i alliancer, men de fordeler sig på tre forskellige EU-kritiske/skeptiske grupper.
Gyldent Daggry og NPD danner ikke gruppe med nogen.
Samlet set er den radikale højrefløj i EU-parlamentet politisk og ideologisk meget forskellig.
Nogle partier er klart antisemitiske, racistiske og homofobiske, andre er pro-Israel og antimuslimske. Nogle er stærkt nationalistiske, andre er det ikke.
Dette vanskeliggør – hvis ikke umuliggør – et tæt samarbejde på tværs af de højreradikale partier i EU-parlamentet, og dermed bliver deres indflydelse på beslutningerne minimal.
Det er et faktum, at den radikale højrefløj samlet set er vokset i Europaparlamentet. Den er især vokset på grund af Front Nationals 21 og UKIPs 11 ekstra mandater.
Til trods for det, er det misvisende at kalde valget for en jordskredssejr for den radikale højrefløj i Europa.
Det er alene Front Nationals, UKIPs og Dansk Folkepartis succes, som har dannet grundlag for den forhastede og ikke grundigt dokumenterede konklusion på valget.
I EU-sammenhænge er den radikale højrefløj fragmenteret og (måske) uden indflydelse. Det er heller ikke EU, som disse partier er interesserede i – tværtimod så afviser de EU som et overstatsligt projekt.
Men EU er nyttig, fordi de i tiden op til et EU-valg får maksimal offentlighed, og ikke mindst fordi de modtager EU-midler, når de (især som gruppe) sidder i parlamentet.
Omtale og penge bliver brugt til at mobilisere og finansiere den radikale højrefløj internt i de enkelte lande, og det er her, de arbejder på at få politisk indflydelse i de nationale og lokale parlamenter. Det er her, de er synlige og succesrige.
Ved fremtidige nationale valg vil det vise sig, om EU-valget får en afsmittende effekt på stemmeafgivelsen til højreradikale partier; om vælgere, som én gang har overskredet grænsen og sat deres kryds ved den radikale højrefløj, vil gøre det igen; om de højreradikale partier kan fastholde deres populisme, dvs. formulere løsninger på den ’almindelige’ borgers bekymringer.
Løsninger, som kædes sammen med national identitet og homogenitet, lov og orden, kulturelle værdier og modstanden mod det multikulturelle samfund.
Anne Jessen er aktiv i den antiracistiske og antiimperialistiske forening Demos
Demos, forlaget Solidaritet og tænketanken Transform!Danmark holder den 19. juni et offentligt møde med Martin Langebach og Andreas Speit, der har skrevet bogen Europas radikale højrefløj – bevægelser og partier på gader og i parlamenter. Læs mere i Modkrafts kalender.
Kilder til artiklen: www.hopenothate.org.uk og europedecides.eu
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96