Det er helt normalt ikke at føle sig normal

I oktober blev den årlige LGBT film festival i Danmark, Mix-Copenhagen, afholdt. På festivalen vises film, som afspejler livet i forskellige afskygninger for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle og andre, der ikke umiddelbart identificerer sig med den heteroseksuelle livsform.

Festivalen er en fejring af diverse queer-identiteter med en påmindelse om, at andre måder at leve på også har ret i form af anerkendelse og udfoldelse. 

Men først, når andre måder at leve på udfolder sig direkte i samfundets indretning, er anerkendelsen reel. Danmark var det første land i verden til at indføre registreret partnerskab, men siden har de politiske tiltag været ambivalente og langsomme.

Adgang til donorsæd for enlige og lesbiske kvinder i det offentlige sygehusvæsen blev efter en 10-årig pause med forbud atter muligt i 2007. Lovforslag om homoseksuelle pars ret til at adoptere blev flere gange forgæves fremsat, indtil det blev vedtaget i 2010.

I 2009 blev lovforslaget om kønsneutralt ægteskab afvist. Efter en masse palaver om, hvorvidt vielsesritualet skulle flyttes helt ud af kirken, blev loven endelig vedtaget, uanset om vielsen foregår på rådhuset eller i kirken.

Hermed er et afgørende skridt taget for ligestilling af homoseksuelle og heteroseksuelle. Dog med forsinkelse i forhold til andre lande.

Loven om kønsneutralt ægteskab er blevet vedtaget i andre lande såsom Holland, Sverige, Norge, Belgien, Spanien, Canada og Sydafrika.

Danmark er altså ved at indhente det forsømte, men det er som om, landet er splittet mellem at anerkende homoseksualitet som en selvfølge og nægte homoseksuelle de civile rettigheder til at danne par eller familie, som heteroseksuelle aldrig tænker over, at de har.

Et forhold, der synes at svinge kolossalt ambivalent mellem – det er da helt fint, og det er overhovedet ikke i orden – at være homoseksuel. Som et pendul mellem de er bare ligesom os, og de er bare helt ved siden af.

Hvad er mest provokerende - ligheden eller forskellen?

Normalitet i opbrud

I dag er homoseksuelle synlige i samfundet. Ikke (kun) som udskejende mennesker fra en skjult subkultur, der kysser hinanden under Gay Pride'en. Homoseksuelle bliver gift, får børn og er familie. Fuldstændig som den heteroseksuelle norm foreskriver.

Dog med den lille tvist, selvfølgelig, at forældrene ikke repræsenterer normens henholdsvis biologisk kvindelige primære omsorgsforælder og biologisk mandlige sekundære omsorgsforælder. Forældrene refererer måske slet ikke til kvinde og mand.

Forvirringen, der kan opstå, når de anderledes gør det normale, bliver pludselig meget konkret og uomgængelig. Homoseksuelles regnbuefamilier udfordrer forestillingen om, hvad en rigtig familie er.

I nogle lesbiske familier er halvdelen af barnets biologiske ophav suspenderet (kendt donorsæd) eller ekskluderet (ukendt donorsæd). I andre indgår en biologisk far mere eller mindre. Bøssepar og lesbiske par får børn på kryds og tværs og bliver til det, som nogle heteroseksuelle forældre eftertragter: en stjernefamilie, hvor der er mange voksne til at tage sig af børnene.

Man kan også sige, at disse familier ligner de gængse skilsmissefamilier, hvor der er nye partnere - dog uden det forudgående brud på de biologiske forældres kærlighed. 

I Frankrig kender jeg til flere bøssepar, som har fået børn med en rugemor fra et andet land med eller uden ægdonation udefra.

I USA er der mulighed for adoption af indfødte børn og liberale regler for kunstig befrugtning. Det gør det nemmere for bøsser at danne kernefamilie. Det har vi tilsyneladende stadig til gode i Danmark. Til gengæld er kernefamilien med to mødre efterhånden udbredt her.

Fra som homoseksuel at blive opfattet som afvigende til at virke anderledes, i forhold til heteroseksuelle, ligner mange homoseksuelle nu de heteroseksuelle. De har samme ønsker, værdier og livsstil. At rumme kernefamilien i nye konstellationer - uden diskrimination - er den egentlige, store opgave for samfundet. 

Vielse i kirke kan her synes som en nærmest latterlig detalje, men når heteroseksuelle bliver viet i kirken, skal homoseksuelle naturligvis heller ikke forskelsbehandles dér.

Dem, der føler og frygter, at homoseksuelle truer ægteskabets og kernefamiliens traditioner og normer, er galt afmarcheret.

Dét, der i virkeligheden truer den traditionelle kernefamilie, er det stigende antal kvinder, der vælger at få børn alene med kendt eller ukendt donorsæd.

Det "naturlige"

En engelsk undersøgelse, offentliggjort i 2010, viser dog, at selvvalgte singlemødre oplever færre uoverensstemmelser med deres børn og opdrager dem mere konsekvent end både lesbiske og traditionelle mødre.

Som teenager har børn af selvvalgte singlemødre og lesbiske mødre endvidere større psykisk velvære og er bedre tilpasset familien. (Kilde: Dansk Fertilitet/Tidsskriftet Human Reproduction 2010).

Det burde alle dem, der kun kan tænke kærlighed og børn ud fra mand/kvinde-skabelonen tænke lidt over.

Kernefamilien er samfundets fundament, siges det ofte. Traditionelt set består den af heteroseksuel pardannelse og heteroseksuel reproduktion.

Videreførelse af menneskeslægten har været kernefamiliens ærinde og heteroseksualitetens domæne. Det invaderes nu af homoseksuelle og selvvalgte enlige mødre.

Måske er heteroseksualitetens ”naturlige” patent på reproduktionen den sidste formelle bastion i Patriarkatet. Det faderløse samfund ikke bare er indtrådt socialt/økonomisk, men også i en vis forstand biologisk.

Reproduktion i et velfærdssamfund er principielt løsrevet biologien og er decideret et spørgsmål om tilvalg, som hviler på de kommende forældres egne, dybest set egoistiske, behov. For alle.

Valget

Vi vælger at få børn. Nu da vi kan undgå dem og ikke automatisk får dem, viser det sig faktisk, til alt held for artens overlevelse, at folk VIL have børn.

At homoseksuelle, single kvinder og ufrivilligt barnløse par får børn på andre måder end den umiddelbart gængse, gør ikke deres ønske om børn mere egoistisk end andres. Højst mere velovervejet!

I de senere år er der sket en markant stigning i antallet af enlige heteroseksuelle kvinder, der benytter sig af donorsæd. Et dating site for forældreskab til alle uanset seksuel orientering er kommet til.

Kernefamilien synes fortsat er være den foretrukne livsstil for mange. Men grundlæggende er reproduktion og kærlighedsliv i dag to forskellige kategorier, der ikke forudsætter hinanden.

Nogle mener, at homoseksuelle i kraft af deres enkønnede pardannelse ikke er egnede som forældre, mens heteroseksuelle er selvskrevne og ”naturlige”. Dette synspunkt henter til dels sin støtte fra de senere års hjerneforskning, som for tiden gerne bruges til kraftigt at renovere traditionelle kategorier for, hvad der er korrekt mandligt og kvindeligt.

Kønnet defineres nu i høj grad af hormoner, kemiske processer og biologisk betingede forskelle. Men samtidig har videnskabelige fremskridt med ny teknologi ultimativt løsrevet menneskets reproduktion fra den heteroseksuelle norm for faderautoritet og moderomsorg. Denne norm har pudsigt nok aldrig været så såkaldt videnskabeligt underbygget som nu.

Heraf kan der opstår paradokser såsom, at heteroseksuelle par med reproduktionsvanskeligheder antages at være helt ”naturlige” forældre, mens sunde og raske enlige og lesbiske kvinder, der får sund og rask sæd er ”unaturlige” forældre.

Selvom der dog kunne være en darwinistisk – survival of the fittest - betinget (og dermed naturlig) grund til, at de ufrivilligt barnløse heteroseksuelle par umiddelbart ikke kan få børn.

Endvidere mener nogle, at homoseksuelles og singlekvinders ønske om at få børn er udtryk for grov egoisme, som samfundet må sætte en stopper for, mens de ufrivilligt barnløse heteroseksuelle par har en ”naturlig” trang, som samfundet har pligt til at imødekomme.

Opbrud er normalt

Den heteroseksuelle norm definerer mor og far i kernefamilien som henholdsvis biologisk kvindelig primær omsorgsforælder og biologisk mandlig sekundær omsorgsforælder.

Det antages, at mor og far som perfekte rollemodeller udøver henholdsvis kvindens natur, det feminine og mandens natur, det maskuline. Dette i den rette dosis for, at barnet kan udvikle den naturlige, normale (læs: rigtige) kønsidentitet som heteroseksuel.

Hermed forventes, at en biologisk kvinde er feminin og retter sit (passive, modtagende) begær mod mænd, og at en biologisk mand er maskulin og retter sit (aktive, givende) begær mod kvinden.

Det antages, at kvinden beskytter barnet og lærer det empati og tilknytning gennem omsorg, mens manden udfordrer barnet og lærer det mod til at gå ud i verden og præstere.

Når pigen naturligt via kønnet identificerer sig med moderen, og drengen ditto med faderen, går man ud fra, at pigen og drengen helt af sig selv indoptager de rette doser af femininitet og maskulinitet således, at deres kønsidentitet lykkes til fulde.

Dermed udvikler de sig til normale kvinder og mænd. Ud fra denne tankegang må man dog konstatere, at en hel del i tidens løb er gået galt i denne naturlige udviklingsproces. Det vidner ikke bare forekomsten af homoseksuelle mennesker om, men også at langt de fleste af os er dybt såret ind i vores kønnede sjæl.

Når vi sammenligner os med normen, eller måske snarere med vores antagelser om, hvad normen er, så er vi alle amputeret i vores køn. Og føler os kastreret! for nu at bruge en maskulin metafor for det.

Langt de fleste af os lider under følelsen af en forkert kønsidentitet. Enten er vi ikke kvindelige eller mandlige nok - eller omvendt - vi er for meget af det ene eller det andet.

Og hvis vi ikke selv er usikre på balancen, skal der helt sikkert være andre, der har deres tvivl. I den forbindelse er queer-opfattelsen af kønnet som en plastisk størrelse en velsignelse for panikslagne heteroseksuelle – bare rolig: det er helt normalt ikke at føle sig normal.