Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
6. juni 2016 - 13:34

Det civile kup i Brasilien

Tiden med militærdiktaturer og militærkup er næsten forbi i Brasilien. Men et nyt fænomen har tilsyneladende set dagens lys – det civile kup.

Torsdag d. 12. maj 2016 blev Brasiliens første kvindelige, og anden socialistiske præsident, Dilma Rousseff, afsat.

Hun blev anklaget – ikke for korruption, ikke for misbrug af offentlige midler, men for en praksis, som 16 delstatsregeringer og flere forhenværende præsidenter også har brugt[1] – og erstattet af vicepræsidenten, som selv har gjort det samme og desuden, og i modsætning til præsidenten, er mistænkt for korruption.

Kritikere betegner det som et civilt kup.

Og præcis som før er det civile kup et fænomen, som er vendt mod arbejderne, de fattige og deres politiske repræsentanter.

Og det udføres af eller for den politiske elite, som ønsker at beskytte deres privilegier og fastholde os andre som billig arbejdskraft.

Genopretningsplan og socialhjælp

I 2002 vandt venstrefløjen en markant demokratisk sejr i Brasilien, da Luiz Inacio Lula da Silva, bedre kendt som Lula, blev valgt til præsident.

Forinden havde han stået i spidsen for en forandring af arbejderpartiet PT, som tidligere havde været et græsrodsparti med stærke rødder til landets mange sociale bevægelser.

PT var nu blevet et socialdemokratisk parti, og det påbegyndte en samtidig genopretningsplan for økonomien og en plan for etablering af en slags velfærdsstat.

Og det har virket – selv om der også er meget som ikke er ændret.

Brasilien er ikke længere topscorer på listen over ulige lande i verden. I dag er der socialhjælp til de fattigste familier, der er kvoteordninger for videregående uddannelser som er målrettet mod underprivilegerede grupper i samfundet, og antallet af offentlige og gratis uddannelsessteder, heriblandt universiteter, er øget betydeligt.

Eliten ejer medierne

Men landet mangler stadig en jordreform og at gøre op med den økonomiske elites dominans over en række institutioner – herunder de trykte og elektroniske medier, som domineres af seks familier, der alle tilhører den økonomiske elite i landet.

Strategien har vundet støtte i brede lag af befolkningen. Med denne politik har Lula og hans efterfølger Dilma Rousseff genvundet regeringsmagten ved fire valg.

Men nu er det blevet for meget for eliten. Når man ikke kan vinde et valg ved stemmeurnerne, så har man andre metoder.

Klassekamp forklædt som korruptionskampagne

Klassesamarbejdet er opsagt og erstattet af en klassekamp forklædt som en anti-korruptionskampagne.

Brasilien har altid været et land præget af en udbredt og omfattende korruption.

Netop nu er en kæmpe skandale, hvis kerne er det statslige brasilianske olieselskab, Petrobras, i gang.

Den økonomiske elite har ved hjælp af sit mediemonopol været i stand til at bruge skandalen til at piske en stemning op imod den siddende præsident, selv om flertallet af de mistænkte er fra samme opposition, ikke fra PT.

Hvad er Dilma Rousseffs forbrydelse?

Hun er som sagt ikke anklaget for korruption, men for at forsinke statslige betalinger til offentlige banker, så der kunne udbetales bistandshjælp, selv om statens finanser var i bund på grund af den økonomiske krise.

Ingen har beriget sig, og ingen penge er forsvundet fra de offentlige kasser.

Det er normal praksis i Brasilien, og hvis det overhovedet er ulovligt, er det tydeligvis nærmest en lovlig forbrydelse[2].

Et stort antal guvernører, og adskillige tidligere præsidenter har gjort det samme – blandt andet den borgerlige oppositions yndlingspræsident, Fernando Henriques Cardoso fra PSDB.

Anklaget for korruption af korrupte

Flertallet af de, som nu har stemt for, at præsident Dilma skal afsættes, er derimod anklaget for skatteunddragelse og korruption i en helt anden størrelsesorden.

Den drivende kraft i forsøget på at afsætte Dilma, Eduardo Cunha, blev den 5. maj smidt ud af deputeretkammeret på grund af anklager om skatteunddragelse og modtagelse af bestikkelse i millionklassen.

298 parlamentsmedlemmer i søgelyset for korruption

Ud af de 513 medlemmer af Brasiliens deputeretkammer er 298 enten dømt, anklaget for eller undersøges af forbundspolitiet for mistanker om misbrug af offentlige midler, skatteunddragelse, køb af stemmer, modtagelse af bestikkelse og anden form for korruption.[3] Dette gælder også den mand, Michel Temer, som i kraft af at være vicepræsident nu har taget over efter Dilma.

Temer er fra PMDB, som indtil marts i år var allieret med Dilma og PT. Han har nu udnævnt sin nye regering, hvis ministre primært er fra hans eget parti og fra det borgerlige oppositionsparti PSDB, hvis kandidat, Aécio Neves tabte til Dilma ved præsidentvalget i 2014.

Herudover er der ministre fra andre borgerlige partier. PT er ude af regeringen.

Kun hvide mænd er ministre

Brasilien er et multietnisk samfund. Men af de 22 ministre på Temers hold er alle hvide mænd. Ingen kvinder, ingen unge, ingen med afrikansk afstamning.

Temer og i alt otte andre ud af de 22 ministre er under mistanke for korruption, heraf 7 i Petrobras skandalen.[4]

Desuden har Temer foretaget sig det samme, som Dilma nu afsættes for. Alle har nu opnået en immunitet, som gør det sværere at efterforske og retsforfølge dem.

Ministerier for kvinder og menneskerettigheder er nedlagt

Ministeriet for kvindeanliggender, racemæssig lighed og menneskerettigheder er nedlagt sammen med kulturministeriet.

Der er forlydender om omfattende privatiseringer af bl.a. postvæsenet, en offentligt ejet bank og en række andre offentlige virksomheder.

Ifølge avisen Correio do Povo er der også planer om en pensionsreform, og de første nedskæringer er varslet – på medicintilskud og sundhedsydelser til mindrebemidlede.

Hele forløbet viser tydeligt, at hensigten ikke har været korruptionsbekæmpelse eller på anden måde bekymring om retstilstanden i det store lands politiske system.

Dilma afsættes for noget, som måske, måske ikke, er en forbrydelse, men som også er almindelig praksis. Hun erstattes af en gruppe politikere, hvoraf mere end en tredjedel er mistænkt for langt alvorligere sager.

Den gamle korrupte elite er tilbage ved magten og de gør hvad der passer dem. Det hele var blot et politisk kup vendt mod en præsident og et parti, som man ikke kunne vinde over ved fire på hinanden følgende valg.

Mange politiske iagttagere i Brasilien mener, at magtovertagelsen kan føre til amnestilove for mange af de nu anklagede.

Og netop det er måske også en del af formålet – at få den gamle politiske elite frigjort fra korruptionsanklagerne og tilbage til magten.[5]

Brolagt vej for arbejderfjendske love

Sikkert er det, at magtskiftet vil føre til vedtagelsen af arbejderfjendske love, som præsident Dilma hidtil har nedlagt veto imod.

Desuden vil Brasilien som en vigtig kritisk stemme på den globale scene forstumme.

Højrefløjen og den økonomiske elite i Brasilien er lykkedes med at vende store dele af den brasilianske befolknings vrede over økonomisk krise og korruption imod Dilma. Hun er nu afsat i 180 dage, mens højesteret undersøger anklagerne – men få tror, hun nogensinde vender tilbage til embedet.

Oprør ulmer

Men andre er begyndt at forstå hvad der foregår. Millioner af brasilianere har både før og efter kuppet været på gaden med råbet ”Nao vai ter golpe” – der skal ikke blive noget kup. Og det fortsætter.

Forfattere, kunstnere og universitetsfolk har sammen med toneangivende udenlandske medier og samfundsdebattører meldt sig i koret af stemmer, som kæmper imod det, som de ser som et civilt kup.

Den brasilianske fagbevægelse og partierne på venstrefløjen har lovet at modstanden mod kuppet fortsætter.

Flere Latinamerikanske lande har meddelt, at de ikke kan anerkende den nye regering. Uruguay, Bolivia, Venezuela og Ecuador har alle offentligt erklæret, at de tager afstand fra den nye regering og fra det, som flere af dem erklærer, er et kup.

El Salvador, Peru, Bolivia, Venezuela og Chile har hjemkaldt deres ambassadører[6]. De to BRICS-lande Rusland og Kina har også meddelt, at de ikke kan anerkende den nye regering.

Det hævdes tillige, at anerkendelsen fra den neoliberale regering i Argentina er forbeholden.

Håbet for de progressive kræfter er, at den nye regering ikke opnår governabilidade – den regeringsduelighed, som den i månederne op til kuppet forhindrede den afsatte præsidents regering i at have.

Et er lige nu sikkert. Og det er, at intet er sikkert endnu.

Fakta om Brasiliansk præsidentialisme

Det brasilianske demokrati er et præsidentielt system.

Ligesom i USA vælges regeringschefen – præsidenten – direkte af befolkningen. Derfor kan han eller hun ikke som en statsminister i Danmark afsættes af parlamentet, hvis vedkommende ikke længere har de deputeredes tillid.

Præsidenten kan kun afsættes hvis hun har begået en »ansvarspådragende forbrydelse,«" og hvis både deputeretkammeret og senatet stemmer for det, og hun efterfølgende dømmes af en rigsretssag.

Begrebet »ansvarspådragende forbrydelse« er imidlertid så løst defineret i den brasilianske forfatning, at præsidenten i praksis kan blive afsat, hvis man kan overbevise et stort nok antal politikere i de nævnte organer om, at det er ønskeligt.



Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce