Derfor stemmer jeg ja som socialist

Egentlig har jeg mest lyst til at stemme nej. Ja-plakaterne er med ganske få undtagelser nærmest pinlige i deres populistiske nonsens.

Prisen for bundskabet tager dog Venstre med en lyshåret dansk politikvinde med Kronborg, blå himmel og dansk splitflag i baggrunden samt Øresunds blå i plakatkanten. Den minder mest af alt om en DF-kampagne for et nej.

Men Socialdemokratiets og Radikal Ungdoms plakater er stærke konkurrenter i forsimpling og plat.

Når det alligevel efter lang tids studier af umådelige mængder papir bliver et ja fra mig, skyldes det ikke mangel på bekymring over det vitterlige tab af demokratisk indflydelse, som fjernelse af hele retsforbeholdet er udtryk for.

Det skyldes heller ikke bekymring for, at vi ved et nej bliver smidt ud af Europol. Dansk deltagelse i dette samarbejde samt det nye Schengen og den nye Dublin-forordning er så vigtig for de øvrige EU-stater, at en eller anden aftale, der tilfredsstiller danske behov på dette område, er nærmest en selvfølge.

Principielt er der heller ikke noget, der hindrer, at Danmark på mellemstatsligt grundlag tiltræder de øvrige efter folkeafstemningslovforslaget tilvalgte retsakter, hvis de øvrige EU-lande altså vil og kommissionen anbefaler. Det vil de nok.

Mit ja grunder sig på mere overordnede overvejelser om Danmarks medvirken i EU-samarbejdet. 

Da vi i 1993 fik de undtagelser, der var krævet i forbindelse med folkeafstemningen i juni 1992., var der flere af os SF’ere, der blev spurgt om, hvor længe disse forbehold skulle være i kraft. Spørgsmålet kunne naturligvis ikke besvares dengang, selvom relevansen var klar nok.

Samtidig betød afstemningen, at Danmark med de givne undtagelser sagde ja til unionen. Denne holdning er bekræftet ved alle senere beslutninger om tilslutning til traktatændringer og nye traktater.  

Derfor er vejen ud af EU ikke længere gangbar politik. Alting har sin tid. Også den generelle EU-modstand. Vi kommer ikke ud.

Derfor må vi se at få det bedste ud af den situation vi aktuelt og i overskuelig fremtid befinder os i. Den erkendelse begyndte tidligere så småt at indfinde sig i SF’s folketingsgruppe efter den tabte afstemning om EF-pakken i 1986. Selvom Poul Schlüter erklærede unionen for stendød, var den afstemning i realiteten et ja til fortsat unionsudvikling.

I den forløbne tid har EU udviklet sig, som det hele tiden har været formålet, hen i mod en stadig snævrere union. Men denne udvikling har afgørende været præget af regulering af grænseoverskridende problemer samt varetagelsen af værnet om de ydre grænser.

Europaparlamentet har fået væsentlig større indflydelse, og dermed er der skabt noget mere åbenhed i det mindste i de sager, hvor parlamentet medvirker.

Det stærkt accelererende samarbejde mellem medlemmerne af unionen har i sig selv betydet, at begrebet grænseoverskridende har fået et ganske udvidet indhold.  Meget mere er i dag grænseoverskridende end i 1992.

I takt med denne udvikling har suverænitetsbegrebet forstået som staten som højeste retsmagt i forhold til borgerne lidt efter lidt mistet meget af sin betydning.

Derfor er det nu på tide at give spørgerne fra 1993 et svar. Har de væsentlige undtagelser, vi fik i 1993 stadig samme berettigelse efter de forløbne 22 år? De er jo navnlig på det retspolitiske område kernestof i vores demokratiopfattelse.

Disse undtagelser har haft stor virkning, og undtagelsen fra at være med i den fælles valuta, og de konsekvenser det har for den nationale økonomiske politik, vil have det mange år endnu.

Den stærke udvikling af det indre marked, tilkomsten af flere nye medlemmer af EU samt de alvorlige migrations- og flygtningeproblemer bringer det retspolitiske område i Lissabontraktatens kap. V i forgrunden.

Vi kan naturligvis hævde, at Danmark sagtens kan være med på et andet retsgrundlag og bevare forbeholdet. Og det er da som anført også rigtigt.

Eksempelvis kan den ofte nævnte fordel ved at være med i konkursforordningen og andre forordninger, der sigter på at gøre handelssamkvemmet og arbejdskraftens frie bevægelighed mere gnidningsfri, udmærket reguleres ved internationale privatretlige aftaler og ILO-konventioner. Sådanne findes i et vist omfang allerede.

Men det er langt mere besværligt og undertiden omkostningstungt.  Vi har tilsluttet os lovvalgskonventioner og domskonventioner som mellemstatslige reguleringer, men grundlæggende forekommer dansk medlemskab af EU i dag at passe bedre til en accept af et fælles EU-retssystem gældende for de grænseoverskridende problemer.

Et sådant system vil vi alligevel på en eller anden måde vil være nødsaget til at tilpasse os for at få det fulde udbytte af det medlemskab, som vil være en europapolitisk realitet de næste mange år.

Ja men, hvad så med kritikken af det kapitalistiske samfund? Hvad med socialismen? Hvad med forestillingerne om en mere retfærdig og lige verden, hvor det er folkets vilje, der er afgørende, og hvor kampen for mere demokrati udfolder sig alle steder i samfundslivet i Frankrig, Tyskland, Polen, Litauen, Storbritannien og Danmark samt alle de andre EU-medlemslande? Ja i hele verden.

Til det kan det siges, at vi jo langt fra er alene. I alle medlemslande er der politiske partier, der deler de anskuelser, (som SF i Folketinget ganske vist ikke har gjort alverden ud af siden 2008).

SF’s grundlæggende opgør med den kommunistiske bevægelse, var jo tydeligt inspireret af eurokommunismen, der i betydeligt omfang gik helhjertet ind for EF (EU). Kapitalismekritikken må vi så fremføre sammen med de alliancer, der kan skabes.

Et for mig helt afgørende eksempel var, at selv det græske Syritza ikke gik ind for et brud med EU, da Wolfgang Schäuble forsøgte at smide dem ud af Euroen. Det bliver besværligt og ikke uden tilbageslag.

Men tror vi ikke på, at det kan lade sig gøre med gode velgennemtænkte politiske initiativer, herunder ikke mindst i klima- natur- og miljøpolitikken, så har vi givet op.

På det retspolitiske område har SF noget at bidrage med, hvis vi ellers kan holde os fri af den blå regering, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Vejen til de grundlæggende samfundsforandringer går, om vi vil det eller ej, gennem samarbejdet med de partier og bevægelser, der befinder sig i den nærmeste politiske arena. Og den er for Danmarks vedkommende i dag ubestrideligt EU.

Det skal da udnyttes, som vores egen Margrethe Auken på ganske synlig vis har gjort det i EU-parlamentet.

Vores deltagelse i dette samarbejde er i vidt omfang af kompliceret og svært forståelig karakter. Alene beslutningsprocedurerne er stærk kost for selv hærdede EU-eksperter.

Derfor må vi også ved et ja se at få opstillet en række krav om demokratisering af den hele »EU-herlighed«. Jens-Peter Bonde og Erik Boel har for nylig i fællesskab opstillet en række krav som Danmark med styrke kan fremføre. Disse krav er formuleret som syv forslag til EU-reformer:

EU-love skal også vedtages positivt af Europa-Parlamentet.

1. Møder og dokumenter skal i udgangspunktet være åbne. Undtagelser begrundes og kan påklages.
2. Folkevalgte i Danmark og Europa-Parlamentet skal have samme adgang til at følge med i beslutningsprocessen som tyske folkevalgte efter deres aftale mellem Forbundsdagen og regeringen.
3. Alle nationale parlamenter skal vedtage Unionens årlige lovprogram med angivelse af forslag til hjemmel.
4. Folketingets fagudvalg skal udtale sig om alle forslag til EU-love inden for deres områder. Europaudvalget vedtager forhandlingsmandat med angivelse af de forskellige partiers holdninger.
5. Kommissionens medlemmer vælges direkte sammen med valgene til Europa-Parlamentet.
6. Der vælges et konvent til at udarbejde en letforståelig traktat til afløsning af alle eksisterende traktater. Den kan vedtages ved folkeafstemninger på samme dag i hele EU.

Disse krav kan kun med styrke fremføres ved et ja.

Mine overvejelser har været længe undervejs. Meget længe.

Og det gør mig ondt, at mine mange venner i nej-lejren vil se disse betragtninger som et svigt af demokratiske grundholdninger. Det er det ikke. Kun et forsøg på i virkelighedens lys og på et fuldstændigt grundlag at finde nye veje i kampen for et ordentligt, lige og demokratisk Europa, der hele tiden må slås for at finde balancen mellem harmoni(sering) og forskellighed.

Leif Hermann er pensioneret seminarielærer og var medlem af Folketinget fra 1984-1990 for Socialistisk Folkeparti.

Læs også Pernille Skippers debatindlæg: »Jeg stemmer nej, fordi jeg er socialist« på Modkraft

 Se også linksamlingen »Folkeafstemningen om retsforbeholder 3. december« på Modkraft Biblioteket.