Derfor holder Vallonien stand mod CETA

EU’s handelspolitik er i disse dage sendt ud i en alvorlig krise. Det skyldes planerne om »særdomstole« for multinationale selskaber (ISDS/ICS), men det skyldes også meget andet.

Parlamentet i den belgiske region Vallonien, og regionalregeringens ministerpræsident Magnette, har lagt sig ud med det store flertal blandt regeringer i EU, og takker nej til den handelsaftale med Canada, CETA-aftalen, der skulle have været underskrevet på et topmøde mellem EU og Canada torsdag den 27. oktober.

I stedet hænger aftalen i en tynd tråd, og mødet – hvis det overhovedet afholdes – vil så handle om krisehåndtering eller forhandlinger.

Hvad bilder de sig ind?

Mange deler kritik

Faktisk er Vallonien ikke alene. Også Bruxelles-regionen og den tysktalende region har udtalt sig meget kritisk om CETA-aftalen.

Dermed er vi oppe på et område omtrent på Danmarks befolkningstal, som ikke vil underskrive aftalen, som den ligger. Man kan mene, at de melder fra på et underligt tidspunkt – netop som aftalen skulle underskrives – men det er ramt helt forbi: Forhandlingerne om CETA blev sat i værk i 2009 med vedtagelsen af et hemmeligt forhandlingsmandat, siden blev forhandlingerne udvidet med nye store emner uden den store debat.

I hele forløbet foregik udvekslingerne med Canada i hemmelighed, og først år senere, da forhandlingerne var færdige, fik offentligheden lov til at se, hvad det hele gik ud på.

Hvordan legitimerer man den slags hemmelighedskræmmeri? Kun med ét argument; at i sidste ende ville aftalen skulle godkendes af valgte forsamlinger. Det har parlamentet for delstaten Vallonien taget alvorligt, ligesom altså også to andre regioner i Belgien. I april havde delstatspolitikerne en grundig debat, som mundede ud i en vedtagelse med holdninger til de væsentligste dele af aftalen, og den endelige vedtagelse er et forbløffende papir.

Først og fremmest fordi det bærer vidne om, at de fransk-talende belgiere er gået grundigt til værks.

En bredside til CETA

Blandt deres krav skal følgende syv nævnes:

- De vender sig mod »investor-stat tvistbilæggelse«, d.v.s. de »særdomstole« under CETA, som vil give private virksomheder mulighed for at sagsøge staten, hvis der tages en politisk beslutning, som fører til lavere indtjening. Opstår der konflikter med investorer, må de løses gennem nationale domstole, eller ved forhandlinger mellem stater.

- De kræver respekt for »forsigtighedsprincippet«, d.v.s. retten til at forbyde en vare eller en produktionsmetode, hvis der er indikationer på fare – også selvom det endegyldige videnskabelige bevis ikke foreligger.

- De kræver, at teksten om offentlige indkøb eksplicit tillader sociale klausuler.

- De kræver, at standarder for miljøpolitik og beskyttelse på arbejdsmarkedet skal beskyttes fuldt ud mod reglerne om investeringsbeskyttelse, »reguleringssamarbejde«, samt liberalisering af tjenesteydelser.

- De kræver regler og samarbejde for at forbedre regulering af finanssektoren, ikke liberalisering.

- De kræver bindende regler om bæredygtig udvikling, herunder for nedbringning af CO2-udslip.

- De kræver ændringer i tilgangen til liberalisering af tjenesteydelser, dels gennem klokkeklare undtagelser af offentlige ydelser, og ved at ændre metoden fra, at landene skal lave undtagelser for det, de ikke vil liberalisere (såkaldt negativ-liste) til at landene skal skrive, hvilke lister, de vil liberalisere. To forsøg på at gardere sig mod kedelige overraskelser på sigt.

De syv punkter under ét, vidner om en parlamentarisk forsamling, som tager den demokratiske behandling af en handelsaftale alvorligt. De er kommet godt rundt i knasterne i den 1.598 sider lange aftale, og har fundet en del, der piner dem. Det er klart, at det stiller EU i en vanskelig situation, for konsekvensen at den vallonske holdning er, at Belgien ikke kan skrive under. Og når Belgien ikke kan skrive under, så kan den endelige godkendelse i parlamenterne – Europa-Parlamentet såvel som de nationale parlamenter – ikke gå i gang. CETA har derfor lidt foreløbigt skibbrud.

Det lille demokratiske spillerum

Så kan man mene, at det er provokerende, at politikere, som repræsenterer ca. et antal som den danske befolkning burde pakke sammen og lære at stå sammen med Dansk Industri og de store regeringer. Men de bruger faktisk bare den lille sprække af demokrati, som procedurerne under EU’s handelspolitik tilstår dem.

Alle syv ovenstående punkter har været en del af den offentlige debat om CETA, og titusinder af bekymrede borger har gentagne gange rejst lignende kritik i medierne og direkte over for politikerne. 3.5 millioner har endda skrevet under på et krav om helt at droppe CETA – sammen med storebroren TTIP, aftalen, som forhandles mellem EU og USA.

Faktisk ligner det lidt af et tilfælde, at netop Vallonien står midt i rundkredsen og overhældes med eder og forbandelser. I de seneste måneder har flere andre regeringer været på nippet til at havne i samme situation.

Det var f.eks. kun fordi lederen af det tyske socialdemokrati lagde hårdt pres på baglandet, og truede med at gå af, at han fik støtten til CETA i hus – og det endda kun på betingelse af en række ændringer i aftalen (som i øvrigt ikke er til at få øje på).

Og da den østrigske kansler spurgte sit socialdemokratiske bagland, om medlemmerne ville støtte CETA, fik han et umisforståeligt svar: 80 procent takkede nej. Kansleren valgte alligevel at gå sine egne veje og takkede ja efter nogle kosmetiske ændringer. Og der er flere. Lille Slovenien har længe modsat sig de berømte »særdomstole«, men valgte af grunde som ikke er fuldt afklarede, at tage en kovending og støtte CETA.

CETA i krise, men ikke færdig

Det kan være lidt svært at forestille sig, at Vallonien holder til det pres, de nu er udsat for. Den vallonske ministerpræsident Magnette har tydeligvis ikke hele pakken af krav med til forhandlingerne, hvor han først og fremmest taler om særdomstolene. Og hans modparter i EU synes alene indstillet på at pille lidt i et bilag til aftalen, ikke i selve aftaleteksten.

Det hele kan ende med meget lidt. For som formanden for Det Europæiske Råd Donald Tusk skrev i et tweet: »Et EU uden redskaber til at forsvare sig mod handelsbøller, er ikke i stand til at opbygge støtte til frihandel«. Tilhængerne har allerede vist, at CETA skal presses igennem, og de er parate til at tromle om nødvendigt.

Hvis vallonerne bøjer sig, vil den nationale ratifikation gå hurtigt i gang. I hvert fald i de lande, hvor der forventes et komfortabelt flertal, herunder i Danmark.

Derfor er det danske organisationslandskab begyndt at lade op, og begynder med en demonstration mod CETA og TTIP i København torsdag, parallelt med EU-Canada topmødet. Om vi ligefrem kan nå til at se Danmark i samme glorværdige rolle som Vallonien, er nok skudt over målet. Men mindre kan gøre det.

Læs artiklen »Her er de vigtigste miljøargumenter for at gå imod CETA« hos Modkraft

Se begivenheden »Stop TTIP & CETA« på Facebook