Der findes ikke noget »centrum-venstre«

Der gik ikke mange minutter, efter finanslovsaftalen var på plads, før diskussionen gik i gang.

I Enhedslistens bagland er der kritiske røster, der mener, at når der ikke kom nogen indrømmelser overhovedet på dagpengeområdet, var det en fejl af partiets ledelse og forhandlere at skrive under på finansloven sammen med SF og regeringen.

Her fremføres den idé, at hvis ikke Enhedslisten kan fremtvinge et reelt brud med regeringens hidtil førte politik, risikerer aftalen at skabe mismod både hos aktivister og hos vælgere.

Aftalens forsvarere mener tværtimod, at når aftalen ikke indeholder nogen forringelser, og desuden trods alt et antal forbedringer, ikke mindst inden for kontanthjælpen og velfærdsområdet, giver aftalen muligheder for yderligere mobilisering op mod det næste Folketingvalg.

Man kunne derfor ikke stemme nej til aftalen.

Jeg vil ikke her tage stilling til, om det var rigtigt eller forkert af Enhedslistens ledelse at acceptere netop denne finanslovsaftale eller ej.

Jeg vil i stedet hævde, at både forliget og den debat, der er opstået i sammenhæng med finanslovsforhandlingerne, er et symptom på et meget større problem for Enhedslistens politiske strategi de sidste par år.

(Det samme gælder for SF, naturligvis, men det må vist efter hånden være åbenlyst for enhver efter partiets både ydmygende indtræden og ydmygende udtræden af regeringen.)

Den simple kendsgerning er, mener jeg, at i Danmark (ligesom i Sverige for øvrigt) findes der over hovedet ikke et »centrum-venstre«, som kan udgøre et majoritetsgrundlag for en venstreorienteret politik i landet.

Men det er ud fra denne fejlagtige opfattelse af, at der rent faktisk eksisterer et sådan »centrum-venstre«, som man desuden forventer at kunne trække yderligere til venstre, som Enhedslisten i realiteten har bygget sin politik i Folketinget.

Men sådan ser det politiske landskab i lande som Danmark og Sverige bare ikke ud.  Der eksisterer »et centrum«, der har omtrent en tredjedel af stemmerne bag sig. Et centrum der desuden består af et svækket og forvirret socialdemokrati med 20-30 % af stemmerne og et socialliberalt/grønt parti – i Danmark Radikale Venstre og i Sverige Miljöpartiet – med mindre end 10 procent af stemmerne.

Problemet er bare, at partierne til højre fra midten har støtte fra tre gange flere i befolkningen, end hvad venstrefløjen har.

Siden valget 2011 har SF og Enhedslisten tilsammen støtte hos 15% af befolkningen i meningsmålingerne, mens de borgerlige (inklusive DF) har haft støtte hos næsten halvdelen af befolkningen siden valget.

Kendsgerningen er altså, at der eksisterer et »centrum-højre« med støtte hos 85% af stemmerne fra det forrige valg.

Og ud fra den kendsgerning, at centrum netop i den økonomiske politik desuden slet ikke er centrum, men højre, bliver det tydeligt, at forhåbningen om en centrum-venstremajoritet ved indgangen til finanslovsforhandlingerne netop var en illusion.

SR-regeringen, i dens tro på konkurrencestaten, er i grunden helt enig med den neoliberalistiske politik af skattelettelser, udbudspolitik på arbejdsmarkedet, og det ensidige fokus på »konkurrenceevne« og øget produktivitet i det offentlige.

Det er efterhånden blevet socialdemokratiets politik i hele Europa, så hvorfor skulle vi tro, at det er anderledes i Danmark?

I det lys er det faktisk sådan set relativt godt gået af SF og Enhedslisten at få denne finanslov igennem. Det bliver simpelthen ikke meget bedre.

Men netop den kendsgerning, at det ikke bliver bedre, viser samtidig, hvor ringe den politiske strategi de sidste fire år har været for SF og Enhedslisten.

Det eneste man fra Christiansborg kan vise sine medlemmer og aktivister er, at man i bedste fald har undgået en endnu ringere politik (f eks. er tilbagerulningen af den gensidige forsørgelsespligt kun et fremskridt i forhold til 2013, men ikke i forhold til 2011).

Og man har som sagt ikke opnået noget som helst på dagpengeområdet. Så der bliver karakteren minus.

Imens er det ikke lykkedes SF og Enhedslisten at rykke den samlede opinion et eneste skridt til venstre for socialdemokratiet. Man har kun byttet stemmer med hindanden.

Optimisme er, når vi tror, at tingene, samfundet, kan blive stadig bedre. Det er udsigten til en bedre fremtid, i mere lige, fri og tryg retning, som er enhver socialists og aktivists brændstof og gnist.

Når så resultatet af den valgte politiske strategi bliver lidt mindre forringelser med et centrum-venstre, der ikke er der, i forhold til en massiv majoritet af centrum-højre, der er der, risikerer politikken at kvæle den ilt, som er nødvendig for at kunne politisk mobilisere den samlede venstrefløj og arbejderklassen i Danmark.

Den kendsgerning, at Enhedslisten og SF står stille og ikke har formået at få større støtte i den folkelige opinion, mener jeg er bevis for, at den valgte strategi ikke fungerer.

Og det på trods af at regeringens politik så åbenlyst er slået fejl, og på trods af at SF og Enhedslisten i realiteten har flertallet af befolkningen bag sig på dagpengeområdet og i velfærdspolitikken.

Forudsætningerne for en stærkere venstrefløj kunne knap nok være bedre end nu. Alligevel sker der ikke rigtigt noget.

Måske er det derfor på tide, at SF’s og Enhedslistens ledelser alvorligt overvejer at skifte strategi?

Hvilket inkluderer, at man nu og her opgiver idéen om centrum-venstre, og i stedet går i opposition mod den neoliberalistiske politik. Og det uanset om det er en VKO-regering eller en SR-regering, der fører den. 

I opposition må man rette sin energi mod at forsøge mobilisere nok støtte til venstrefløjen, så at man i det mindste bliver lige så stor som højrefløjen.

Kun i det tilfælde giver den nuværende strategi om at rette sig mod »centrum« i det hele taget mening. Men det gør den desværre ikke nu.

Det er i hvert fald den konklusion, jeg drager af den sidste finanslov.

Daniel Ankarloo er lektor i socialt arbejde og socialpolitik ved Malmö Högskola.