Der findes ikke noget alternativ – eller gør der?

Europa er i dyb krise og Frankrig udgør  ingen undtagelse.

I den sammenhæng er en vigtig og yderst original radikal politisk bevægelse - radikal i betydningen : der går til roden - opstået i Frankrig.

Den direkte og aktuelle årsag er en ny arbejdmarkedlov som den 'socialistiske'-regering vil have gennemført.

Den nye radikale oprørs-bevægelse kalder sig »Nuit debout« (Oprør i natten).

Det er en protest imod den etablerede politik, den nuværende regering og den programmerede arbejdsmarkedlov, der bærer arbejdsministerens navn: »El Khomri.«

»Nuit debout« er især domineret af de yngre veluddannede generationer fra middelklassen. De modsætter sig den omfattende økonomisk liberalisering – det vil sige prækarisering af samfundslivet - og dermed den  dramatisk forringelse af deres sociale fremtidsperspektiver.

 Men nok så vigtigt og betydningsfuldt i kampen mod den ny arbejdsmarkedlov:

»El Khomri« og dens 'verden' - læs néo-liberalismens -  er strejkerne og demonstrationerne organiseret af flere af de største fagforeninger og støttet af  partierne til venstre for det regerende 'socialistparti'.

Regeringens lovforslag præsenteres og debatteres i parlamentet fra begyndelsen af maj. For øjeblikket er det usikkert, om der er parlementarisk flertal for loven. De parlementarikere der støtter regeringens politik er under hårdt pres fra utilfredse vælgere.

Europaparlamentets direktiver - overvejende af systematisk økonomisk  néoliberal observans - er til trods for bred folkelig modstand, og et vundet referendum, blevet ført ud i livet af de skiftende franske regeringer, og forårsager, som i det øvrige Europa, en dyb økonomisk, men også politisk krise.

Fremgang til de højrenationale 

Forskellige varianter af  grundlæggende fremmedfjenske og  autoritære partier vinder  derfor hurtigt frem i de forskellige europæiske lande.

I Frankrig er det Front National der ved det sidste landsvalg har opnået flest stemmer.

I Frankrig, som i andre lande, drejer det sig om en almindelig politisk perspektivløshed.

Oftest ser vælgerne ikke nogen reelle alternativer, eller disse bliver brutalt kvalt i fødslen, som i Grækenland.

Partierne på det yderste højre, der i de forskellige lande har antaget ret så forskellige former, udgør ikke nogen egentlig trussel mod det herskende økonomiske system -  det antikapitalistiske venstre bliver samtidigt, så vidt det er muligt, marginaliseret.

De toneangivende europæiske medier, der er domineret direkte eller indirekte, af kapitalstærke økonomiske interesser, favoriserer i deres nyhedsbehandling en yderst bred dækning af fremmedfjenske og stærkt højreorienterede temaer.

Oftest bliver de store almene sociale spørgsmål, så vidt det er muligt, henvist til nyhedsbilledets baggrund.

Modstand mod neoliberal politik

Med modstanden mod den néo-liberale politik er der i Frankrig opstået mange forskellige progressive politiske gruperinger. En af dissse er sammenslutning »konsternerede økonomister« ( "Economistes aterrés"). De argumenterer fagligt kritisk mod de altdominerende økonomiske dogmer og forsøger at gøre offentligheden opmærksom på, at finansverdenen igen skalter og valter på næsten samme vis som før finanskrisen i 2008.

Blandt initiativtagerne til denne forening er økonomisten og filosofen Fréderic Lordon. Han er direktør i forskningsinsituttet CNRS (Centre National de la Recherche Scientifique) og forsker i Centret for Europæisk Sociologi (Centre de Sociologie Européenne).

Denne ikonoklast, der ligeledes er teaterskriver og debatredaktør på månedsbladet »Le Monde Diplomatique«, er uden tvivl den intellektuelle hvis tanker har haft størst indflydelse på bevægelsen Nuit Debout, »Oprør i natten«.

For at illustrerere en af sine centrale idéer, gør han provokerende opmærksom på det paradoksale i, at Margaret Thatchers berømte néo-liberale devise: »There is no alternative«, eller TINA som man forkortet kalder dogmen, faktisk er logisk korrekt!

Det néoliberale system, bemærker han: det spin af love, fri-handelstraktater og internationale politiske insitutioner der udgør dets overbygning - globaliseringen - gør det praktisk taget umuligt, at realiserere et socialt anti-kapitalistisk politisk projekt, om ikke et sådant progressivt offensiv inbefatter viljen til at sprænge selve den ramme som dette totaliserende system udgør.

Inspireret af Marx og Spinoza

Som barnet i »Kejserens nye klæder« siger økonomen Fréderic Lordon, det som efterhånden er blevet indlysende, men som næsten ingen tør sige offentligt:

Euroen fungerer alene i Tysklands og dets traditionnelle inflydelses-sfæres interesse. Af historiske grunde og i betragtning af dets økonomiske interesser kan Berlin ikke acceptere en devalueret Euro.

For de sydeuropæiske lande bliver resultatet af denne monetære politik derimod stadig mer uholdbarligt. Og den fælles møntfod umuliggør radikalt et hvert forsøg på at føre en progressiv politik. Desuden bringes de egentlige politiske beslutningstagere mere og mere på afstand af de europæiske vælgeres indflydelse. 

Frédéric Lordon, der betegner sig selv som »hétérodoxe«, vil tilnærme de økonomiske teorier til sociologien. Han er under indflydelse af Marx, men er især inspireret af filosofen Spinoza og dennes udlægning af begreberne
»conatus« (vilje, løst) og »affect« (følelsesreaktion). 

Kapitalismens tiltrækningskraft, dens dominans over forbrugerne og lønarbejderne i almindelighed, kan bedre forstås og bekæmpes udfra disse begreber, mener han.

Når Lordon refererer til Spinoza understreger han også, at i begyndelsen til enhver tanke er der sanse- og følelses-reaktioner, man begynder at tænke, når man er udsat for, eller bliver sig noget, bevidst. 

Det er følelsesmæssige kræfter, der får mennesker til at forene sig og derved giver dem antallets styrke. Det er lyst der for mennesker til, at bekræfte og hævde  krav og nye rettigheder, og til at søge emancipation.

I den intellektuelle débat tager Fréderic Lordon skarpt på vej over dem, han kalder »grædekonerne« på venstrefløjen.

Det er personificeret i kendte figurer som den franske økonomiske historiker Thomas Piketty,  hvis bog »Kapitalen«, der først i USA, og siden i Europa, er blevet meget omtalt og lovprist.

Han karakteriserer disse intellektuelle som vage og politisk ufarlige - hviket kan ses bekræftet af den megen omtale et værk som »Kapitalen‹ har nydt godt af i de dominerende médier.

Fréderic Lordon mener, det gælder om at forandre de herskende forhold og derfor også om aktivt at tage del i klassekampen. Han teoriserer denne holning ved, blandt andet, at henvise til Pariser-kommunen. Det gælder for ham om at »gen-kommuniserere« ("ré-communiser"), at virke aktivt for en »Social Républik« ("la République Sociale"). 

Det følgende er en oversættelse af en samtale med Fréderic Lordon, hvor han gør rede for nogle af sine politiske og filosofiske idéer.

Læs artiklen »Vi kommer ikke med fred« hos Information  

Nuit Debout

»Vi bør holde op med at udtale os om det, vi er imod, og istedet tage til orde for at sige, hvad det er vi egentlig vil.« 

14 april 2016 samtale med Fréderic Lordon

Hvordan vil »Nuit Debout« (Oprør i natten) kunne undgå de faldgrub som Occupy Wall Street i USA og 15-M (de indignerede ) i Spanien mødte?

–Ved at udvide grundlaget for modstand. Og ved at nå ud over krav-stadiet for istedet at udarbejde en ny systemramme resumeret i formlen:  "Nej til arbejdsmarkedloven El Khomri og til dens verden".

Place De La Republique. Foto: Bjarne Mortensen

Læs artiklen »Oprørsbevægelse vokser ud af lokalprotester i Spanien« hos Modkraft

Se Modkrafts artikler med emneordet Occupy Wall Street

Hvordan opstod bevægelsen »Nuit Debout«, og hvad er dens politiske rødder?

–Forud for bevægelsen gik François Ruffin's film Merci Patron! En film, der fortæller historien om en fyret lønarbejder fra LVMH (verdens største firma for luxusartikler), i hvis interesse det lykkes for Ruffin og hans filmhold at narre 40.000 euros fra en af Frankrigs største arbejdsgivere, Bernard Arnault, og at presse denne til at genintegrere og kontraktfastansætte den afskedigede arbejder i et filialselskab!

Filmen giver én en sådan fryd og energi, at nogle af os blev overbeviste om, at det var en positiv tilstand, der ikke måtte gå tabt, at denne energi måtte kunne bruges til noget. Flere af os konstaterede især, at der nok her var en slags konfliktudløser. Den generelle situation forekom os ret så ambivalent: på mange måder truende og håbløs, men paradoksalt nok samtidig meget lovende - fyldt med alskens vrede og med en almen forventning om et eller andet, der kunne sætte fart på udviklingen.

Filmen kunne blive den katalysator, der fremskyndede udviklingen. Med det formål organiserede vi i slutningen af februar en debat for at diskutere, hvad vi fra og med den film kunne starte - altså hvad der kunne gøres.

Det stod os efterhånden klart, at partiernes institutionelle spil uigenkaldeligt var endt i et dødvande, og at der var brug for en bevægelse af en anden type, en besættelses-bevægelse, der uden noget som helst mellemled kunne forbinde folk, sådan som det allerede havde været tilfældet med Occupy Wall Street i USA og 15-M (de indigneredes bevægelse) i Spanien.

Idéen blev at vise filmen offentligt i Paris på Place de la République og så udfra den begivenhed at sammenholde, hvad der måtte  dukke op. Oven i købet kom så arbejdsmarkedloven, El Khomri, der udgør en formidabel og yderligere presserende grund til aktion og dermed et afsæt for vores initiativ. Parolen blev nu: »ingen går hjem efter demonstrationen« Og som sagt så gjort.

I Italien endte kampen mod the Jobs Act (Arbejdsmarkedreformen gennemført af Matteo Renzi, præsident for det italienske Råd)  - en kamp der forøvrigt var ret svagt mobiliseret - med at blive fuldkommen delt: I manifestationerne deltog nok både de prekære, der kun har en periodebegrænset (CDD) kontrakt (eller endnu kortere) og de »autonome«, men ikke ret meget, og især alt for splittet.

Kan du forklare os det centrale i og nødvendigheden af »konvergerende kampe«?

–De giver selv svaret på deres spørgsmål. Så længe kampene forbliver lokale, spredte, og sektorielle, er det sikkert, at de er tabt på forhånd, eller i hvert fald, at de må føres uendeligt.

Vores opgave består i konstant at søge en fællesnævner for de forskellige kampe, for derved at give dem fællesskabets styrke. Man kan så meget lettere samle lønarbejderne, selvom de er af vidt forskellig status - selv arbejdsledere - men også de arbejdsløse, de prekære, og de universitetsstuderende og gymnasieeleverne, som er fremtidige prekære.

Og man kan, for eksempel, også interessere småbønderne, som selvom de ikke er lønarbejdere, ikke desto mindre lider nok så meget under kapitalens generelle logik. Eller, af samme grunde, de der som *Zadisterne omkring Notre-dame-des-Landes, modsætter sig absurde lokale konstruktionssprojekter, (*Økologi-aktivister i kamp mod et storstilet lufthavnsprojekt nær byen Nantes) udelukkende dikteret af blinde økonomiske logikker.

Det der især forekom os vigtigt, var at samle de forskellige venstreorienterede fraktioner, gensidigt holder de en vis afstand og betragter hinanden ret mistroisk, så det gælder om at få dem til at tale sammen.

I store træk drejer det sig om de unge i bymidten, hvis uddannelsesmæssige og kulturelle niveau er relativt højt, ofte er det prekære intellektuelle, og på den anden side, de fagforenings-organiserede arbejderklasser, hvis kamptraditioner adskiller sig ekstremt fra de forannævnte.

For en social bevægelses styrke er denne forbindelse imidlertid afgørende. Og desto mere afgørende er foreningen med de unge segregerede i forstæderne, de har deres egen vrede og deres egne kampe, som de to andre grupper fuldkomment ignorerer.

Denne forbindelse mener jeg er den mest afgørende, for den dag den virkeliggøres, ja så vil regeringen uden tvivl være bange: fra og med det tidspunkt vil bevægelsen blive uimodståelig. 

De siger »vi kræver intet«, for de nylige krav fra arbejdstagerne har kun drejet sig om smuler. Man kan omvendt se kravet som en påstand...men præcist om hvad?

–Alt hvad vi virker for, tager sigte på at ændre kampenes logik. Selvfølgelig er det nødvendigt at fortsætte med at stille krav overalt, hvor det er relevant! Men man bør indse, at det at kræve er en defensiv holdning, som stiltiende samtykker i at blive lukket inde i systemets ramme og præmisser, uden mulighed for at sætte spørgsmålstegn vedrørende selve rammen. At stille spørgsmål angående rammen selv er imidlertid blevet presserende nødvendigt!

Det vil sige at det ikke længere er kravene, vi bør prioritere, men en bekræftelse af den systemramme, vi ønsker. Netop derfor er der ikke nogen, af hvem vi kan »kræve« en anden ramme. Det er os selv, der bør tage dette spørgsmål op for at kunne fører det ud i livet! Det forklarer måden, vi artikulerer krav og det vi grundlæggende vil: vi  siger »nej til arbejdsmarkedsloven El Khomri og til dens 'verden'«.

Vi har krav mod loven, men vi erklærer, at vi vil en anden 'verden' end den, hvis logik konstant afføder sådanne love. Så længe vi bliver i et register, der begrænser sig til at formule krav, må vi uden ende igen og igen  afbøde det ene slag efter det andet og i det udelukkende defensive register, hvori néoliberalismen har lukket os inde de sidste 30 år.

Vi bør gå i offensiv, og at gå i offensiv, er at holde op med at udtale os om det, vi ikke vil, og istedet begynde at sige, hvad det er vi vil.

I Spanien gentager Podemos nu ofte, at man ikke længere bør bruge begreberne venstre og højre, men snarere tale om øverst og nederst, om den 1% mod de 99%. Er du enig?

–Jeg er fuldkommen uenig med den orientering i Podemos. At benægte skellet mellem højre og venstre giver et meget dårlig ekko i Frankrig. Man hører sådanne udtalelser enten fra dem, som jeg udifferentieret og generaliserende betegner som højre i almindelighed, det vil sige det klassiske højre, men også dem fra socialistpartiet, der udgør det nye højre -  Om de vil, saa er højre i almindelighed, og uden forskel, partiet der forvalter den néoliberale globalisering -, eller det ektreme højre. 

Når en eller anden i Frankrig siger, at han hverken er »til højre eller til venstre«, så er han helt sikkert til højre, eller vil ende til højre. På samme måde tror jeg heller ikke, at de økonomiske uligheder - udfra hvilket Podemos omgør skellet mellem højre og venstre til et skel mellem den 1 % og de 99% - er et politisk tema, der er helt specielt afgørende.

Ulighedstemaet giver mere og mere anledning til en slags blød samstemmighed - op om hvilken selv OECD og den liberale avis The Economist kan tilslutte sig

... Det spørgsmål, der virkeligt bør stilles, er ikke såmeget spørgsmålet angående indkomster og formue, men snarere spørgsmålet om den fondamentale politiske ulighed som kapitalismen etablerer: lønarbejderne lever i et forhold, der er baseret på undergivenhed og lydighed. Selv før at være oprindelsen til monetær ulighed, er lønarbejdernes position allerede et forhold baseret på domination, det vil sige et princip om en fundamental ulighed som er en politisk ulighed.

– At det, hvad angår arbejdsmarkedloven El Khomri, drejer sig om dette, har folk i almindelighed fuldt ud forstået: denne lov forstærker mere end nogensinde den suveræne og arbitrære magt, som arbejdsgiverne har, de vil fremover kunne gøre efter forgodtbefindende med arbejdskraften.

Det rigtige spؓørgsmål vedrører derfor: den problematik der angår kapitalens herredømme over, såvel den enkelte, som samfundet i sin helhed.

Og det er det det betyder politisk at være til venstre: at være tilhænger af et projekt, der går ud på at kæmpe mod kapitalens overherredømme. Fortie selve denne idé, der er venstres identitet, og det på et tidspunkt, hvor kampen bør radikaliseres og vælge sine væsentligste mål - lønarbejderklassens tilstand som et afpresningsforhold, kapitalen som tyrannisk magt - samtidigt forekommer det mig, at det helt er at overse og forpasse det, der efter årtiers intens néoliberal intoksikering er ved at komme til verden, og det på et tidspunkt, hvor folk efter at have været helt K.O. kommer til sig selv og begynder at rejse hovedet igen. Jeg er derfor bange for at det er at begå en yderst væsentlig strategisk fejl.

Selv om man har en »permanent mobilisering« i tankerne for radikalt at rykke forholdet mellem Kapitalen og lønarbejderklassen, behøves en magt over ressourcerne og en enorm folkelig deltagelse i et regeringsprojekt. Bør mobiliseringen til »Nuit Debout« stile efter at blive kontituerende?

– Det er hvad jeg grundlæggende tror. Der er så vidt, jeg kan se to grunde til at denne løsning er bydende nødvendig.  Den første er, at den viser en mulig vej ud af det, jeg ville kalde modsætningen Occupy Wall Street/ Podemos.

Occupy var en meget smuk bevægelse, men fuldkommen uproduktiv. Eftersom den ikke gav sig selv nogen politiske objektiver og en nødvendig strukturering, dømte bevægelsen sig til opløsning og unyttighed.

Nøjagtigt modsat repræsenterer Podemos den politiske løsning på 15-M, men på en ultraklassisk måde og forøvrigt på bekostning af et forræderi mod dets oprindelse: et klassisk parti, med en klassisk leder, der spiller valginstitutionernes klassiske spil... og så ender i  de parlamentariske koalitioners suppedas som det mest klassiske af de klassiske partier...

Hvordan slipper vi for modsætningsforholdet mellem uproduktivitet og tilbagevenden til det sammenspiste parlementariske fællesskab?

Så vidt jeg kan se er det eneste svar: ved at strukturere sig ikke for at vende tilbage til institutionerne, men for at forny dem.

At fornye institutionerne i betydningen  forfatte en ny konstitution. Og her er så den anden grund til, at konstitutionen som en udvej giver mening: Kampen mod kapitalen. For at gøre en ende på det afpresningsforhold, som lønarbejderklassen befinder sig i,  må vi  bryde med den lukrative ejendomsret over produktionsmidlerne, men denne ejendomret er i de konstitutionnelle tekster helliggjort.

For at gøre en ende på kapitalens dominans må vi udarbejde en konstitution. En konstitution, der afskaffer den private ejendomsret over produktionsmidlerne og instituerer en forbrugerret: produktionsmidlerne tilhører dem, der anvender dem, og som anvender dem til andet end kapitalakkumulering. 

Interviewet af Marta Fanna er oprindeligt publiceret på fransk og italiensk og tidligere bragt i Reporterre.net og Il Manifesto.

Bjarne Mortensen er pensioneret flyarbejder og fagforeningsleder i CGT Air France. Han bor i Paris.