Der eksisterer ikke socialistisk kunst

Jeg er lidt chokeret over en maleriudstilling i Studiestræde, hvor Enhedslisten har landskontor. Billederne er givetvis skabt af en socialistisk indstillet maler – for den propagandistiske side dominerer over æstetikken.

Det har fået mig til at reflektere lidt over forholdet mellem politik og kunst.

I

Man kan tit høre den mening, at kunstnere kan have stor indflydelse på folkets masser, især at revolutionære kunstnere kan påvirke folket til revolutionære idéer. Idéerne om en socialistisk revolution er jo i folkets interesse.

Det må da siges, at selv om man mener, det er rigtigt, så er det måske ikke lige, når arbejderen kommer træt hjem fra arbejde, at læsningen af en socialistisk roman eller af et digt vil få vedkommende til at storme ud på barrikaderne og lave revolution.

Man regner generelt med en langtidsvirkning på arbejdernes idéer.

Men de fleste mennesker har en ambition om at tilpasse sig det system, de nu engang bor i, og at få en komfortabel stilling deri, dvs. de fleste har en konservativ indstilling.

Karl Marx skrev da også i 1845:

De dominerende idéer er kun den idéelle form af de dominerende materielle forhold – de forhold at én klasse dominerer, dvs. at de dominerende idéer er de idéer som udtrykker denne klasses dominans.

Læg mærke til at arbejderklassen slet ikke er undtaget.

Man behøver heller ikke at kigge sig særlig længe omkring for at se, at det er rigtigt, også underklassemennesker er tit konservative.

Hvordan kan de bringes ud af den tilstand? Ved at kæmpe for egne interesser – i fællesskab, for de vil da hurtigt opdage, at de har de største chancer for at lykkes, hvis de kæmper sammen med andre i samme eller lignende situation.

Til gengæld, hvis de accepterer ulighedens samfund, har underklassen et behov for at kunne se ned på andre mennesker – det være jyder, jøder, østarbejdere, bøsser, kvinder eller indvandrere af mørk hud eller fremmed religion.

Dét er grundlaget for racisme. 

Det er en stalinistisk – og socialdemokratisk - vildfarelse at tro, at arbejdere har en naturlig tendens til socialisme.

Jeg har haft en god bekendt, som er er butiksansat og som med stor nydelse læste Halldór Laxness revolutionære romaner (Salka Valka, Frie mennesker, Verdens lys, Islands klokke, Kæmpeliv i nord). Men han var konservativ fra sin ungdom!

Der samme var min far, mens hans far var med til at stifte den første fagforening og Socialdemokratiet i Island.

Derfor har jeg svært ved at tro på, at litteratur kan forandre folks tænkemåder.

Karl Marx skrev da også (i 1842):

En forfatter kan ikke se sine værker som instrument, han kan kun se dem som et mål i sig selv.

Og han skrev samme år:

Stilen, hvordan stoffet anskues og behandles, det bestemmes naturligvis af forfatteren. Ingen ekstern tvang er tilladelig.

Hans ven, Friedrich Engels, skrev i 1859:

Et historisk digtværk skal vise den tendens, som ligger i stoffet, forfatteren må ikke påtvinge værket sine anskuelser. Når værkets personer repræsenterer samfundsklasser og tendenser, er det på rette vej. Således er et værk socialistisk, hvis det afslører de dominerende forhold, ryster de borgerlige læseres optimisme og opretter tvivl om det beståendes evige værdi, selv uden at tage standpunkt. (Brev til Lassalle, 18. maj)

Det er et holdbart standpunkt, både hos socialister og andre.

Således skrev den russiske marxist Plekhanov i 1913:

En kunstner udtrykker sine idéer billedligt, mens en artikelforfatter bruger argumenter til at påvise sine idéer. Hvis en forfatter bruger argumenter i stedet for billedsprog, eller bruger billedsproget for at argumentere for en bestemt holdning, så er han artikelforfatter, selv om han udelukkende skriver romaner, noveller eller skuespil. Den, som mener at kunne ofre formen for idéerne, holder dermed op med at være kunstner, hvis han da nogensinde har været det.

I 1908 skrev han:

Men en stor kunstners evner vil blive meget styrket, hvis han bliver gennemtrængt af vor tids store frihedsidealer, dvs. socialismen. De idéer vil dog kun forstyrre ham ved kunstskabelse, hvis ikke de er hans inderste hjerteblod.

II

Lad os alligevel regne med, at kunst kan have en vis indflydelse på folks tankemåde. Hvordan?

Til det siger Gastev (en leder af Proletkult, en organisation af revolutionære kunstnere i Sovjetunionen i 1920’erne):

Proletarkunst kan ikke karakteriseres som arbejdets kunst, for arbejde har altid eksisteret.

Man kan heller ikke sige, at proletarkultur udtrykker lønarbejderes tankegang, for hvilken forskel er der på denne og slavemoral?

Man taler nogen gange om oprørsmentalitet, kampgejst eller revolutionær bevidsthed, men er der sket så store forandringer i revolutionære klassers historiske proces?

Man taler tit om kollektivitetens ånd. Men samarbejde er intet nyt, og den er af mange forskellige slags, bl.a. religiøs.

Man kan ej heller definere proletarkultur ud fra arbejderklassens forskellige organisationsformer, såsom sovjetter, fagforeninger eller direkte demokrati. Sovjetterne for eksempel er et politisk forbund mellem arbejderklassen og fattige bønder, såmænd også mellem arbejderklassen og mellembønder.

Efter denne fortale bringer Gastev en positiv definition af proletarkultur.

Han siger, at folk formes af deres arbejde. Proletarkultur vil derfor genspejle samlebåndsarbejde og arbejdsdeling i storindustri, store enheder og den vil præges af konstant bevægelse.

Arbejdsgrupper formes af maskiner, den konstant forøgede nøjagtighed ved arbejde gør bevidstheden særlig fintfølende og skarp. Man vil ikke længere stole på menneskelige følelser, disse folk kender ingen lyrik og ingen følelser, man kan måle deres reaktioner osv.

De italienske futuristers (omkring år 1900) indflydelse synes åbenbar i tanken om at et nyt menneske vil opstå ved teknikforandring. Denne holdning kaldes vulgærmarxisme.

Futuristernes begejstring for teknik og krig førte de fleste af dem til de italienske fascister.

Friedrich Engels skrev (i 1885, brev til Schluter):

En revolutionær kunst bliver hurtigt forældet, for den kan kun have indflydelse på masserne ved at genspejle tidens almindelige fordomme, såsom Chartisternes revolutionære bevægelses religiøse nonsens.

Og Walter Benjamin skrev i 1934):

Når man skriver for det dominerende distributionssystem, bliver resultatet kontrarevolutionært, uanset hvor revolutionær værkets tendens er. Kampen mod elendighed bliver en forbrugsartikel, en revolutionær tendens bliver til underholdning. Man må derfor forandre forbrugere til blive deltagere. Og det gør Brechts episke teater. Ved at sammenføje forskellige ting (montage), ved at standse begivenhederne, ved stilbrud såsom sange tvinger det tilskuerne til at tænke over stoffet. Hovedsagen er at bryde den kunstneriske illusion, at få tilskuerne til at holde op med at indleve sig i personernes skæbne.

En førende dansk socialdemokrat, som blev den første kulturminister i Danmark, Julius Bomholt, skrev (i 1932):

En socialistisk litteratur bør være opbyggelig, dvs. støtte det almindelige arbejderfolks idéer og værdier, som er forskellige fra andre samfundsklassers. Denne litteratur bør skildre de almindelige arbejders liv, de som er organiseret i fagforeninger. Man bør vise typer, ikke særprægede personer, og ikke være nøjagtig i skildringer af sjælsliv. Typerne bør være forbilledlige, og de bør vises i sammenhæng med samfund og produktivkræfter. Derfor bør arbejderlitteratur være optimistisk, lægge vægt på folkets skabermagt og fælles kamp. Litteraturen bør have en tendens, men denne tendens bør kun fremkomme i saglig fremstilling af stoffet. Formen skal være enkel, men have monumentalitet, der skal være praktisk sprogbrug og litteraturen bør formes af idéer.

III

Trotski skrev i 1923:

Hvis kapitalismen gav proletariatet lejlighed for en sådan blomstring, kulturelt og kunstnerisk som en opståen af en særlig arbejderkultur ville være, så var der sandelig ingen grund til en revolution. Selv efter revolutionen må proletariatet fremfor alt besejre sin egen underudvikling ved at  tilegne sig den borgerlige kultur. Når den gør det, og socialismen bliver realitet, forsvinder samfundets klassekarakter.

Og i 1938 skrev han:

Ethvert rigtigt kunstværk må være en protest mod virkeligheden dvs. være revolutionært, for det rummer et krav om en harmoni og en rig tilværelse, dvs. de vigtigste livsgoder, som klassesamfundet berøver folk.

Og en af Proletkunsts ledere, lægen Bogdanov, skrev i 1918:

Proletariatet må tilegne sig den kulturelle arv, også når den er gennetrængt af et tankesystem som er den fremmed, således som religiøse værker er autoritære. For selv om den autoritære ånd er forsvundet, så omringer dens levn folk på alle kanter, selv i en uventet form. For at besejre en slig ånd må man kende den godt. Men hvem kunne bedre end en stor kunstner føre proletariatet ind i et fremmed livs og tankemådes kerne? Her kommer proletariatets kritikere til og påviser dens historiske betydning og modsætninger til proletariatets leveforhold og problemer. Når det er gjort er der ikke længere en fare for, at proletariatet bliver forledt til en fremmed tankemåde, et kendskab til den er tværtimod dens vigtigste instrument for at skabe sin egen.

Det må være klart af ovenstående, at en marxistisk holdning tager afstand fra at blive ført af en digters eller kunstners vision, man skal selv tilkæmpe sig en forståelse af værket og dets omgivelser, det sker bedst i fælles diskussioner.

Men det er værre endnu. Når man søger, vil man finde.

Finder man noget positivt i f.eks. en fjernsynsserie, som viser almuens slette vilkår, så godtager man seriens helhedsbillede. Det vil sige, at man generelt godtager et billede af samfundet, som godt nok har nogen fejl, men de fejl kan rettes ved målrettet aktion.

Med andre ord: Man godtager det revisionistiske, dvs. det socialdemokratiske verdensbillede, og dermed godtager man kapitalismen! Eksempelvis Sjöwall og Wahlö, Klaus Rifbjergs romaner, fjernsynsserien Forbrydelsen, o.s.v.

I Enhedslistens lokaler findes der et særligt skrækeksempel i en maleriudstilling i stuen. Man ser fede borgere med cigar og deres fine fruer se ned på proleterer og muslimer, mens proletarerne planter træer og skriver litteratur.

Hovedmodsætningen i billederne er mellem almuen og nazister. Men næsten alle er jo imod nazister, så det er en billig løsning.

Jeg taler ikke om den kunstneriske side af billederne, for budskabet dominerer jo totalt. Klassisk propagandakunst.

Man har altså et klart valg: Enten at lade sig føre af en kunstner, som man håber er socialistisk indstillet, og som man derfor vil se igennem fingre med.

Man accepterer altså kapitalismen, men vil forbedre dens største mangler. Denne kunst forleder til en revisionistisk, dvs. en socialdemokratisk holdning.

Alternativet er selv at søge klarhed og forståelse i al slags kunst, bl. a.

Men det gøres bedst i fælles, kritisk modtagelse, diskussion.

Örn Ólafsson er mangeårigt medlem af Enhedslisten

Artiklen har tidligere været bragt i internettidsskriftet Socialistisk Information i lidt forandret udgave.

Litteraturhenvisninger:
Marx/Engels: Werke 1-39, Dietz, Berlin 1964-71.
Marxismus und Literatur I-III. Rowolt 1969.
Marxists on literature. Pengin 1975.
Bogdanov: La science, l‘art et la classe ouvriere. Maspero, Paris, 1977.
Plekhanov: Kunst und Literatur. Dietz, Berlin 1955,
Trotski: Littérature et révolution, 10/18, Paris 1974.