Den uforudsigelige og nødvendige revolution

For nogle dage siden udtalte en kammerat under en diskussion denne sætning: »En demokratisk stat må have ret til at forsvare sig mod angreb«.

For mig var det virkeligt en forbløffende sætning, fordi det kom bag på mig, at nogen kan gå rundt med forestillinger om, at stater har rettigheder.

Sætningen kunne give anledning til mange overvejelser, hvis jeg skulle folde den helt ud. Men lad mig her nøjes her med at fastslå, at stater ikke har rettigheder. Stater har pligter, og de har suveræn magt.

Derimod er det mennesker, der har rettigheder. Rettigheder er faktisk noget, der er helt eksklusivt for mennesker.   

Nå jeg siger, at stater har suveræn magt, så betyder det, at staten bestemmer, hvad der er lovligt og ulovligt for borgerne, og at staten har magt til at sætte sig ud over borgernes rettigheder i forfatning og lovgivning.

Det sker f.eks. når stater erklærer undtagelsestilstand, dvs. en situation hvor borgernes rettigheder ophæves, og statens udøvende, dømmende og lovgivende magt samles i den udøvende magt.

Sådan fungerede for eksempel Weimar Republikken fra 1930 og det fortsatte under Det Tredje Rige.

»Suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden,« skrev den tyske jurist Carl Schmitt allerede i tyverne, og samtidig mente han, at undtagelses­tilstanden var et instrument for at beskytte den demokratiske forfatning.

Men som den italienske filosof Giorgio Agamben påpeger, så er et beskyttet demokrati ikke et demokrati overhovedet. Giorgio Agamben bruger derimod billedet af interneringslejre, koncentrationslejre, og asyl- og flygtningelejre for at beskrive den suveræne magtudøvelse, som rettighedsløse mennesker møder i undtagelsestilstanden. 

Spørgsmålet om undtagelsestilstand og suveræn magt er helt afgørende for os.

Det liberale samfund blev født i et opgør med den feudale territorialstat og dens enevældige styreform. Den liberale stats grundide er at undgå koncentration af al magt på ét sted.

Derfor udviklede man en stat, der var baseret på magtens tredeling, frihedsrettigheder til borgerne og mere eller mindre demokratiske styreformer.

I Danmark blev det nationaldemokrati, vi har i dag med almindelig valgret til alle, først gennemført fuldt ud med Grundloven af 1953.

Alligevel er der i det moderne nationaldemokrati med terrorlovgivningerne mange partielle undtagelsestilstande.

For at forsvare statens sikkerhed har vi amerikansk overvågning af internet, og i Danmark har vi f.eks. bestemmelserne om opbevaring af oplysninger om alle borgeres tele- og internet-kommu­nikation, politiet har fået en række udvidede beføjelser, der harmonerer dårligt med en demokratisk retsstat, der er indført domsstols procedurer, der begrænser anklagedes mulighed for at få en fair proces, adgang til at indefryse borgeres midler, indførelse af rejseforbud for personer, udveksling af informationer, fingeraftryk, dna etc. på tværs af grænser.

Vi ser det også i dagligdagen, hvordan vore rettigheder krænkes, når der indføres særlige visitationszoner, når man ikke kan bevæge sig i det offentlige rum uden overvågning, når vi ikke kan købe billetter til offentlig transport uden at oplyse vores identitet, og når love, som f.eks. lømmelpakken intimiderer os fra at bruge vor ytrings- og forsamlingsfrihed i praksis. Når vi skal have et pas registreres vores identiet i dag med fingeraftryk.

Staten trænger ind i vores mest private sfærer. Som Agamben meget rigtigt skriver, så vil ethvert fremtidigt folkemord med de biometriske og genetiske identifikationsdata, som staterne besidder, kunne blive gennemført hurtigere og mere totalt end nogen sinde før i historien.

Folkene har altid kæmpet for at sikre sig, at de rettigheder, der skulle beskytte dem mod statslige overgreb, blev så stærke som muligt.

Denne kamp kulminerede i lyset af Det Tredje Riges forbrydelser med Verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948, som siden blev fulgt op af en lange række af konventioner, der skal holde staterne fast på deres pligter.

Det går imidlertid ikke bedre end godt, for vi skal her huske, at det er stater, der både vogter og bryder menneskerettigheder. Og de terrorlove, der indskrænker vore rettigheder og vore demokratiske udfoldelsesmuligheder, bygger på en FN sikkerhedsrådsresolution (1373; 2001).

Verdenserklæringen om menneskerettighedserklæring indeholder bestemmelser, som beskriver, hvordan et menneskeværdigt demokratisk samfundsliv kan organiseres.

Problemet er bare, at de sociale og økonomiske rettigheder i erklæringen som f.eks. retten til arbejde i artikel 23, ikke kan blive til andet end hensigtserklæringer eller til delvist og betinget opfyldte rettigheder, så længe grundlaget for samfundsøkonomien er kapitalistisk.

Og så mangler der en menneskerettighed i erklæringen, som socialister alle dage har kæmpet for, nemlig retten til ikke at blive udbyttet gennem lønarbejde.

Det er klart, at denne ret ikke eksisterer i nogen menneskerettighedserklæring, for udbytningen af lønarbejdet er hele den kapitalistiske samfunds fundament.

Marx brugte det meste af sit liv på at udforske denne relation mellem lønarbejde og kapital. For socialister vil målet altid være, at ophæve kapital og lønarbejde som økonomiske grundformer i samfundet.

Det er nemlig gennem udbytningen af lønarbejdet, at kapitalen oparbejder mere kapital. Det er selve kapitalismens livsnerve, og det er det kapitalistiske samfunds inderste mening og formål, at alle mennesker skal bruge hele deres liv på at underkaste sig kapitalens behov for at vokse.

Alt er underordnet dette forhold, og al verdens ulighed, fysisk og psykisk forarmelse samt de fås overvældende materielle rigdom stammer fra udbytningen. At bekæmpe ulighed under kapitalismen forudsætter, at kampen mod udbytningen står øverst på dagsordenen.

Udbytningsforholdet sikres af den private ejendomsret. Privat ejendomsret handler om, at lønarbejderen ikke ejer, det han producerer. Det er adskillelsen af lønarbejdet fra produktet af arbejdet, som er privat ejendomsret.

Denne adskillelse gælder uanset om kapitalen er offentlig eller privat ejet. DONG er lige så kapitalistisk som MÆRSK.

Og privatejendommen lader sig kun opretholde, fordi der findes et statsligt undertrykkelsesapparat, der sikrer, at den respekteres. Privatejendomsretten er fundamentet for udbytningen. Så længe vi har privatejendomsret, har vi kapitalisme.

Den, der kender sine menneskerettigheder, vil her påpege, at vi har et problem med artikel 17 i Menneskerettighedserklæringen, som netop garanterer privatejendomsretten. Det er rigtigt, men så overser man, at for socialister er privat ejendomsret ikke et forhold mellem mennesker og genstande, men et forhold mellem mennesker indbyrdes.

I forholdet mellem lønarbejde og kapital, er det mennesker, der ejer eller forvalter produktionsmidler, og de tvinger mennesker, der ikke ejer noget, til at skabe en ubetalt merværdi gennem lønarbejdet, som kan øge værdien af kapitalen.

Men når udbytningen ophører, så vil produktionsmidler ikke mere have kommerciel markedsværdi, men de vil bare være genstande med brugsværdi.

I socialistisk forstand er der ikke noget problem i, at folk besidder eller ejer ting. Det, der er problemet, er, at det ikke må kunne føre til, at man udbytter andre mennesker.

Privatejendomsretten opretholdes gennem lovgivning, offentlig administration og moralske normer. Den fastholder arbejdsmarkedet, som stedet, hvor kapitalen møder lønarbejderen. Der tvinges lønarbejderen til altid at stå til rådighed for kapitalen. Vejen ud af dette udbytningssystem er ophævelsen af kapitalen og afskaffelse af lønarbejdet.

Det er den kapitalistiske nationalstat, der sikrer kapitalismens eksistens. Staten tilpasser samfundet til især finanskapitalens behov og krav, uden hensyn til menneskelige omkostninger.

Derfor overlader staten store dele af den samfundsmæssige reproduktion af arbejdskraften til kapitalen, så der kan laves profit på så meget som muligt. Derfor kriminaliserer staten faglige kampmetoder, hvis de er effektive.

Derfor bidrager staten til opbygningen af et fagretligt system, der knægter fagbevægelsens kampkraft. Derfor underminerer staten frihedsrettighederne og indfører overvågning, fordi vi alle hele tiden er mistænkte terrorister og oprørere indtil det modsatte er bevist. 

I Danmark lever vi i et samfund, der trods underminering af vore demokratiske rettigheder og indskrænkning af vort demokratiske råderum for at ytre og forsamle os, bygger på demokratisk repræsentation i statens politiske strukturer.

Er det så ikke gennem den nationaldemokratiske repræsentation, at vi kan komme af med udbytningen? Det er da ikke forbudt at ytre sig imod den, som jeg gør nu, og hvis vi er mange nok, kan vi så ikke bare lave om på sagen?

Problemet er, at den liberale demokratiske styreform forudsætter, at alle statsborgere formelt har lige rettigheder over for staten.

Selvom der absolut ikke er social eller økonomisk lighed og trods udbytningen, kan det lade sig gøre at skabe denne lighed, fordi adskillelsen af arbejdet fra produktionsmidlerne skaber den tro, at udbytningsforholdet mellem lønarbejde og kapital er et forhold mellem to ligestillede ejere af indtægtskilder, som anerkender og handler med hinanden.

Samfundet ser altså forholdet mellem lønarbejdere og kapitalejere som et rent kommercielt bytteforhold. Derfor kan de nationaldemokratiske institutioner ikke anerkende eksistensen af den politiske tvang og af økonomisk udbytning.

For nationaldemokratiet er det hele jo bare markedsrelationer.

Derfor handler lønarbejdernes interesser i den nationaldemokratiske politik altid om at kræve et lønarbejde at leve af, gode indtægter og en fordeling af indtægterne, så der er plads til kollektive servicefunktioner.

Det skyldes, at kravene er et led i den samfundsmæssige handel mellem kapitalejere og ejere af indtægter gennem lønarbejde.

Derimod er der ikke plads til revolutionære lønarbejdere, der vil helt af med lønarbejdet, i nationaldemokratiets politik.

Emnet eksisterer nemlig slet ikke som et politisk emne. Udbytning er nemlig ikke er et emne, der kan forhandles om mellem parter i et parlament eller andre repræsentative forsamlinger med både lønarbejdes repræsentanter og kapital repræsentanter. Det forudsætter nemlig en gensidig anerkendelse af hinandens ret til at være den, man er.

Men kravet om afskaffelse af udbytningen indebærer jo netop, at kapitalen og dets repræsentanter forsvinder. Det er et emne uden kompromismulighed, det er et »enten – eller« emne, hvor parterne udelukker hinanden, hvor man enten vinder eller taber.

Den internationale dimension er helt afgørende for spørgsmålet om socialisme. Enhver tanke om at afskaffe kapitalismen i ét land alene, herunder især en mindre økonomi som den danske, er fuldstændigt absurd.

Socialismen vil kræve en omfattende international organisering, hvor store dele af verdensøkonomien bliver revet ud af kapitalismen.

Som jeg har fremlagt spørgsmålet om lønarbejde, kapital og statens klassekarakter her, er det temmelig klart, at socialismen ikke kan opnås ad anden vej end af end den revolutionære.

Det, jeg forstår ved socialistisk revolution, er, at en socialistisk revolution er en forholdsvis hurtig og dybtgående forandring af samfundets økonomiske, sociale og politiske magterelationer med henblik på ophævelse af udbytning og undertrykkelse.

Men begrebet er i dag vanskeligt at anvende. Fra at betyde en radikal forandring af samfundet betyder revolution for mange noget med et voldeligt pøbelstyre.

Og mest af alt bliver revolutionsbegrebet sat i forbindelse med et spørgsmål om vold, selvom vold og revolution ikke betinger ikke hinanden.

Det er de reaktionære, der siger det. De vil altid beskrive revolutioner som voldelige, og som udtryk for uforståelige udbrud af kollektivt vanvid.

Derimod er vold forbundet med kontrarevolution. Kun med vold kan reaktionen nedkæmpe et flertal af befolkningen.

Men revolution indebærer faktisk et brud med tidligere magtforhold. Og ingen afgiver magt frivilligt. Den glider af hænde, når man ikke er i stand til at opretholde den. F.eks. når et flertal af befolkningen tvinger stat og kapital til at opgive kapitalismen.  

Det ligger i sagens natur, at en revolutionær proces indeholder et stærkt uforudsigelighedselement. En forudsigelig revolution kan ikke lykkes, fordi den vil blive inddæmmet længe inden, det kommer så vidt.

Men det afgørende er, at revolutioner udspringer af nødvendighed. Ingen ønsker sig den hårde konfrontation, som en revolution indebærer. Resultatet vil altid være usikkert, forløbet er ubehageligt, og ingen kan på forhånd garantere for, at det ikke ender i et voldeligt opgør.

For i revolutionen er der ingen retfærdighed, der er kun vindere og tabere. Det mest uforudsigelige i en revolution er, hvornår den pludseligt er nødvendig.

De sociale protester i det arabiske forår, protesterne i Sydeuropa, Occupy-bevægelsen og andre nyere folkelige reaktioner kan ikke tages som retningsgivende for socialistiske revolutioner, bortset fra deres uforudsigelige fremkomst og uforudsete organisations- og kommunikationsmidler.

I Danmark findes der en meget stærk konsensusorienteret demokratisk folkelig politisk kultur, der er rundet af andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, højskolebevægelsen og kvindebevægelsen.

Det er derfor sandsynligt, at en socialistisk revolution i Danmark ville kunne finde sted som en stærk deltagerdemokratisk bevægelse.

Jeg blev fascineret af Negris opfattelse af sammenbruddet af de statskapitalistiske samfund i Østeuropa. De var vel at mærke ikke revolutioner, men dog alligevel store omvæltninger.

Negri taler her om noget, han kalder den »store nægtelse«, som fik det hele til at bryde sammen til sidst.

Den store nægtelse går ud på, at staten kan få folk til at gå på arbejde og formelt opfylde alle pligter. Alligevel fungerer samfundet ikke, fordi de fleste ganske enkelt nægter at engagere sig.

Altså en efterlevelse af den gamle arbejderparole, »at så længe arbejdsgiveren lader som om, han bekymrer sig om min velfærd, så lader jeg som om, at jeg arbejder«.

Kunne man forestille sig dette som et fremtidsscenarie også i Danmark?

Hvis man forestiller sig et fremtidigt scenarie i Danmark, hvor størstedelen af befolkningen vil have et opgør med kapitalismen, ville det være nærliggende at starte med et opgør om Hovedaftalen.

Hovedaftalen er arbejdsmarkedets grundlov og har siden 1898 holdt forholdet mellem lønarbejde og kapital oppe gennem aftalens anerkendelse af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Det er altså den politiske generalstrejke, jeg her taler om. Det kræver en høj grad af organisation, af vidende lønarbejdere, der ved, hvad de kæmper for, og en vilje til at organisere økonomien konkret på en socialistisk måde uden arbejdsgivere.

En generalstrejke skal følges op af etableringen af politiske og økonomiske strukturer uden udbytning, som kan imødekomme samfundets behov. Hvis det ikke sker, så vil strejken være dømt til at tabe. At vinde en revolution kræver mere end blot at sætte samfundet i stå.

Det her er vel det nærmeste, jeg kan komme til at kommentere, hvordan en socialistisk revolution i Danmark kunne komme til at se ud. For jeg tror ikke, at jeg kommer til at opleve en socialistisk revolution i min levetid. Det er et scenarie, der ligger langt ude i fremtiden.

I nutiden befinder vi os i en krise og reaktionsperiode, der har varet siden midten af 1970’erne. Vi befinder os i en neo-liberalistisk omstrukturerings proces, der er inspireret af den model, der blev udviklet af »the Chicago Boys« i Chile under Pinochets liberal-fascistiske diktatur.

Modellen går kort fortalt ud på, at sikre kapitalens frie internationale bevægelighed, at skabe et globalt frit konkurrencemarked, og at privatisere alt, hvad der kan privatiseres, så den offentlige sektor bliver så indskrænket som muligt.

Teoretikerne, der har inspireret til denne model, er kendte navne som økonomen Friedrich von Hayek og nobelpristageren Milton Friedman.

Chile-modellen var en inspiration for Margaret Thatcher og Ronald Reagans økonomiske politikker, der med hjælp fra IMF, WTO og Verdensbanken er blevet til det ideologiske grundlag for verdensøkonomiens indretning.

Den snedige effekt af Chile modellen er, at enhver regering i sine beslutninger er helt underlagt markedskræfterne. Derfor er regeringernes opgave i dag en helt anden end før 1970’erne.

Før krisen søgte regeringerne at regulere markederne, så de bedst muligt imødekom samfundets behov. I dag regulerer regeringerne samfundene, så de bedst muligt imødekommer markedernes behov.

Modellen er nu rullet ud i hele verden, hvor nationaldemokratierne – inklusiv det danske – er i færd med at udvikle sig til en slags autoritære post-demokratier, hvor politikken er forvandlet til et indiskutabelt teknokrati.

Det sker godt hjulpet af regeringer, der går finanskapitalens ærinde, og udnytter demokratiet til at indskrænke den, under påskud af at bekæmpe terror.

Aldrig har politikernes vægtning af demokratiske værdier været så stor som nu, hvor de er i færd med at underminere dem med undtagelsestilstandens midler.

Aldrig har man talt så meget om udsatte gruppers rettigheder som nu, hvor de udstødes fra arbejdsmarkedet, og får deres levevilkår skåret ned.

Aldrig har regeringer været så opsatte på at redde velfærden som nu, mens de systematisk afskaffer den.

Aldrig har politikerne talt så meget om behovet for at integrere udlændinge i samfundet, mens de faktisk bruges som løntrykkere, og mens flygtninge udvises til en uvis skæbne.

I dette hykleriske autoritære og racistiske post-demokrati er de politiske strukturer i Danmark og i resten af den kapitalistiske verden blevet underordnet markedskræfterne og er bundet til at lade markedskræfterne bestemme over politikken.

Bankernes behov for hjælp er nu meget vigtigere, end menneskers behov for hjælp.

Som situationen er nu, er de afgørende socialistiske politiske kampfelter det sociale område, retspolitikken og kampen mod racismen.

På det parlamentariske plan er retspolitikken afgørende for os socialister. Vi vil have vore frihedsrettigheder, retssikkerhed og statens respekt for privatlivet tilbage. Vi vil også have retten tilbage til frit at solidarisere os internationalt med de frihedsbevægelser, vi vil, uden at vi – som nu – først skal have det godkendt af vore politiske modstandere.

På arbejdsmarkedet er det vigtigt at organisere modstanden, ikke bare mod nedskæringer af overførselsindkomster og arbejdspladser, men især mod alle de kontrol- og disciplineringsmekanismer, man ustandseligt opfinder for at fjerne livskvalitet og ydmyge lønarbejdere og overførselsindkomstmodtagere.

Et andet kampfelt er arbejdspladsernes nedbrydning af skellet mellem privatliv og arbejdsliv, den stadige stressende tempoopskruning, new public management inden for det offentlige, og manglende job sikkerhed.

Hertil kommer arbejdsgivernes ydmygende anvendelse af manipulerende psyko-sociale ledelses teknikker, der skal præge vore tanker, værdier og motivationer.

Vi vil have ordentlige jobs, vi vil ikke ydmyges, vi vil vinde retten tilbage til selv at beherske vore skaberevner, vore omsorgsfølelser og vort kærlighedsliv.

Dette var blot nogle eksempler på områder, hvor socialister kan arbejde politisk uden at revolutionen står for døren.

Men pejlemærket er revolutionen og afskaffelse af udbytningen.

Francesco Castellani er medlem af Enhedslisten på Østerbro og medforslagsstiller til et nyt principprogram for Enhedslisten, »Frihed, lighed og solidaritet«.

Artiklen er et oplæg, som Francesco Castallani holdt ved det debatmøde om revolutionsbegrebet i København den 21. januar 2014.