Annonce
Den trotskistiske forbindelse
Danske trotskister eksporterede i 1960 våbendele til en fabrik i Marokko, der forsynede den algeriske befrielsesbevægelse, FLN, med våben. Uddrag af bogen »Kampen om Algeriet - den skandinaviske støtte«.
Om natten den 1. november 1954 bragede eksplosionerne i Algeriet. Kolonimagten Frankrig blev angrebet, og i 40 koordinerede angreb slog Den Nationale Befrielsesfront, FLN, til mod militærbarakker, politistationer, et varehus og en radiostation. Otte år efter, 5. juli 1962, var franskmændene smidt ud og landet selvstændigt.
Dansk-Algerisk Venskabsforening har i anledning af 50-årsdagen for selvstændigheden udgivet bogen Kampen om Algeriet, der skildrer solidaritesarbejdets udvikling i Skandinavien.
Kontradoxa bringer et uddrag.
Våbendele til Marokko
Et af de første initiativer til at støtte algeriernes kamp for selvstændighed fra dansk side blev taget af en lille flok danske trotskister på den yderste venstrefløj.
Poul Møller husker tilbage, hvordan han i slutningen af 1950’erne var med til at sende et telegram til en konference i Afrika, hvor der var repræsentanter fra den algeriske befrielsesbevægelse FLN.
”Vi antydede, at vi kunne samle frivillige til at hjælpe dem i kampen mod franskmændene,” fortæller Poul Møller.
Sammen med andre trotskister stiftede Poul Møller foreningen Det Frie Algiers venner, og derefter afsendte de i 1959 en ansøgning til Justitsministeriet om tilladelse til ”at arbejde for afsendelse af danske frivillige til at deltage i det algeriske folks kamp imod det franske kolonistyre.”
Det var mest ment som en provokation, der skulle skabe opmærksomhed omkring krigen, fortæller Poul Møller. Men den lille gruppe trotskister i Danmark var forbundet til andre trotskistiske grupper gennem den internationale sammenslutning Fjerde Internationale, og her brød man sig ikke om de danske provokationer.
I Fjerde Internationale var de allerede hemmeligt i gang med at snakke med FLN om, hvordan man kunne støtte kampen.
Det fandt Poul Møller ud af, da han i Danmark blev opsøgt af den tyske trotskist Georg Jungclas, der var rasende over danskernes provokerende udspil.
Georg Jungclas var højre hånd for generalsekretæren for Fjerde Internationale Michel Raptis, hvis dæknavn var Pablo.
Georg havde gode forbindelser i Danmark, hvor han tidligere havde boet. Han var i 1933 kommet til Danmark som flygtning, og her havde han været med til at opbygge den trotskistiske bevægelse.
Under krigen blev han i 1944 taget af tyskerne og sendt i koncentrationslejr.
”Da Georg kom til Danmark, gav han os en ordentlig skideballe,” siger Poul Møller.
Georg mente, at telegrammet satte unødigt spot på kontakterne mellem FLN og Fjerde Internationale.
”Han var kolerisk, sulten og tørstig og en dejlig fyr. Vi følte nærmest, der var noget i vejen, hvis han ikke gav os en skideballe,” fortæller Poul Møller smågrinende.
I Danmark gik folkene fra Det Frie Algier ikke videre med konkrete hvervningsforsøg, men fordi trotskisterne havde meldt sig samlet ind i Socialistisk Folkeparti, blev Aksel Larsen, formanden for det nystiftede SF, nødt til offentligt at afvise, at partiet havde noget med sagen at gøre.
Men selvom Georg Jungclas gav danskerne en skideballe, så kom Pablo, generalsekretæren for Fjerde Internationale, kort tid efter, og han var af en helt anden holdning, fortæller Poul Møller.
”Pablo syntes, det var strålende, det vi havde gjort. Han var en meget spændende person. Bagud kan jeg se, han måske var lidt for revolutionsromantisk, men han gik med på den værste,” siger Poul Møller.
”Så fik vi til opgave at skaffe forskellige materialer til en våbenfabrik i Marokko. De skulle producere våben til FLN.”
Det var Pablo, der havde foreslået FLN at yde støtte til opførslen af en våbenfabrik i Marokko.
Forslaget blev accepteret af FLN, som havde problemer med at skaffe de nødvendige våben, efter at flere våbenhandlere var blevet likvideret, og skibe, der sejlede med våben, var blevet angrebet.
Sammen med de to andre trotskister Gunnar Jensen og Preben Kinck stod Poul Møller for at skaffe rør, fjedre og værkstøjsmaskiner, der alt sammen blev eksporteret til Marokko med speditionsfirmaer på officielt papir via Frihavnen.
Poul Møller registrerede rørene som komponenter til vandingsanlæg og lignende.
Ved siden af arbejdet med at eksportere våbendele tjente Poul Møller sine penge i den tid ved at arbejde i Frihavnen.
”Jeg lossede og lastede skibe. Med to dages arbejde samt overarbejde kunne man tjene ligeså meget som på 8-10 dage andre steder. Det var et dejligt frit arbejde.”
Selvom der var mange penge involveret i arbejdet med eksporten af våbendele, var der ingen i gruppen, der tjente på det.
”Vi var glade for det arbejde. Vi så det som en del af den koloniale frigørelse. Vi håbede på, at det kunne sætte gang i en proces i socialistisk retning.”
En anden opgave som de danske trotskister gik i gang med var at starte et dansk blad.
Journalist Åge Skovrind har på baggrund af samtaler med de aktive dengang samt Preben Kinchs upublicerede erindringer skrevet en artikel, hvor han beskriver, hvordan arbejdet startede op.
I august 1960 kørte Preben Kinch på sin knallert af sted mod Korsør. Han skulle hele vejen til Bruxelles og havde da også medbragt proviant til turen: To studenterbrød på bagagebæreren.
Da han nogle dage senere kom hjem, havde han en bunke pengesedler med, som var rullet sammen i en avis.
Pengene havde han hentet hos kontaktpersonerne fra Fjerde Internationale i Bruxelles, som finansierede både det nye blad Algier Frit og køb af våbendele.
Men de danske trotskister fandt også en anden måde at skaffe penge på. Poul Møller fortæller, hvordan de opkøbte papirfirmaet Erges i København, og fik finansieret en del af arbejdet ved at handle med papir.
”Vi fortsatte firmaets aktiviteter en tid, men på et tidspunkt holdt vi op med at betale vores kreditorer, hvilket gav os en masse ekstra penge, som vi brugte til at købe rør og fjedre,” fortæller Poul Møller.
Men Pablo blev anholdt i juli 1960 sammen med et hollandsk medlem af Fjerde Internationale.
Det fremgår af den danske PET-rapport bind 9, der udkom i 2009.
Den hollandske anklagemyndighed anlagde sag mod ham og en anden, og ved retten i Amsterdam blev de idømt 15 måneders fængsel for ”komplot med henblik på fremstilling af falske pengesedler”.
Anklageren forsøgte også at bevise, at Pablo eller Michel Raptis, som var hans rigtige navn, havde haft ansvar for indkøb af våbendele, men det blev han ikke dømt for.
Alligevel stod det klart, at to ledende medlemmer af Fjerde Internationale var i forbindelse med og havde støttet FLN i krigen mod Frankrig.
Lars Borking er journalist og forfatter.
80 sider. Udgivelsesår 2012
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96
Debat
Annonce
