Den sære klassebevidsthed

Center for Vild Analyse er noget så forholdvis sjældent som et filosofkollektiv.

Centret, der dækker sig under betegnelsen tænketank, præsenterer ofte overraskende læsninger af kulturelle og politiske hændelser og fænomener, og er i hvert fald et af de få indslag i den offentlige debat, som er konsekvent nytænkende og systemkritiske, omend ofte på finurlige måder.

De vilde analyser præsenteres ugentligt i dagbladet Information, og selv om kvaliteten kan være lidt ujævn, er det altid inspirerende læsning for den, der vil udfordre egen vanetænkning.

I bogen "Særklasse - den tøvende revolution" har Centret sat sig for at præsentere en ny slags klassetænkning. En undersøgelse af, hvad der sker, når en revolutionær handling finder sted - eller når en radikalt samfundforandrende bevægelse sætter igang.

Det er et modigt bidrag, der ikke tager udgangspunkt i den klassiske marxistiske diskussion om de materielle og politiske betingelser for den revolutionære situation, men tager udgangspunkt i ideens betingende betydning og virkemåde. Der er ikke nødvendigvis tale om et modsætningsforhold, men om to forskellige synsvinkler på det samme fænomen: revolutionen.

Hvad er "Særklasse"?

Særklassen defineres gennem en række eksempler, der udmunder i, at "særklasser finder sted til alle tider og steder, på alle niveauer, fra det mindste lille korte glimt af en frigørende luftlomme i en ellers almindelig tilværelse, til en stor politisk revolution, der skriver sig ind i historiebøgerne for altid".

Dermed er det gjort klart, at særklassen ikke kun skal læses i en politisk kontekst, men også i en kulturel og en psykologisk.

Særklassen opstår i det øjeblik, at en gruppe formår at tænke det samme sammen. Centret hævder, at det kun lader sig gøre, når man ikke venter på de andre, men formår at holde sine konklusioner tilbage og tøve. Når flere tøver samtidig, opnår de en samtidighed og et fælles udgangspunkt, som kan lede til fælles handling.

Dette fælles udgangspunkt betragtes som en utopi, et ikke-sted, som finder sted.

Men hvor kommer særklassen fra? Bogen undersøger, om den nødvendigvis kommer nedefra og nævner eksempler på, at venstrefløjens hang til forandring nedefra ofte hviler på en række fordomme, som reelt ikke fører til forandring. For eksempel har den manglende tro på arbejdernes vilje til forandring ført til, at mange fokuserer på at solidarisere sig med "papirløse" migranter.

Men som Centret skriver: "Problemet med at søge forandringskraften allerlængst nede er, at man dermed netop er henvist til til at hente den i forargelsen over, at der skal være nogen, som befinder sig dernede. Og forargelsen har aldrig formået at ændre noget som helst".

Centret afviser altså, at forandringen kommer nedefra. Men i deres undersøgelse konkluderer de vilde analytikere også, at den heller ikke kommer ovenfra eller udefra eller indefra.

I stedet foreslår de, at den kommer "mellemfra". Centret indrømmer, at det er en påstand, og at mellemfra ikke er et sted. Men pointen er, at særklassen opstår mellem mennesker, og derfor kommer den mellemfra.

Særklassen er et udtryk for et fællesskab om en "ånd", og de begreber, vi sædvanligvis har til rådighed til at forstå verden med, passer ikke på særklassen. Den resulterende verdensforståelse er "svag(t) på den ånd, som særklassen bobler over med, dvs. den er ånds-svag", hedder det.

I deres undersøgelse af, hvad det så er for en ånd, særklassen finder sammen om og udtrykker, gennemgår de vilde analytikere Immanuel Kants tre former for vished: mening, viden og tro, som Kant redegør for i "Kritik af den rene fornuft".

De peger på, at Kant veg tilbage for at beskrive en fjerde form for vished, nemlig ren objektiv vished. Og det er netop den, der betegner særklassens tilstand. Det skal forstås sådan, at særklassens vished ligger i det objektive, uden at subjektet kan siges selv at have denne vished eller vide, hvad den fører til.

Når den objektive vished træder frem i en fælles handling, handler det ikke om jeg eller den anden, men om alle.

Dette alle er en tredjepart, vi har tilfælles: "Igennem tredjeparten taler vi fra et (ikke-)sted, der giver udtryk til noget, vi ikke vidste, vi kunne være", hedder det.

Ifølge de vilde analytikere går meget særklasse i sig selv igen eller lever sit eget stille liv. Kun sjældent fører særklassen til verdensomspændende forandringer. I sådanne tilfælde bliver særklassen til verdensklasse, dvs. den afstedkommer nye typer beslutninger og nye strukturer.

Og det er der mange eksempler på i historien, og centret af vilde analytikere nævner da også, at det er meget muligt, at "det liberale demokrati" bliver erstattet af noget andet og bedre, og at bruddet vil komme fra en særklasse og fortsætte som regulær verdensklasse.

Særklasse og det revolutionære subjekt

Center For Vild Analyse nævner selv, at særklasse-begrebet er i familie med Badious begreb "Begivenheden". En badiou'sk begivenhed er for eksempel 68-oprøret. Men særklasse-begrebet er mere omfattende, fordi det ikke kun omfatter store, samfundsmæssige begivenheder.

Dermed adskiller det sig også fra det marx'ske begreb om den revolutionære situation, som lægger vægt på materielle forhold, f.eks. at et samfund må revolutioneres, når produktivkræfterne ikke kan udvikles længere under de givne produktionsforhold, eller den lenin'ske definition, at situationen indtræder, når de beherskede ikke længere vil beherskes, og de herskende ikke længere kan herske.

Men særklassen er alligevel tilstede, når disse materielle betingelser udløser revolution. For revolutionær handling kræver et bevidsthedsskred, et intuitivt greb om forandringens mulighed.

Men mens både marxister og postmarxister slås om at definere det revolutionære subjekt, der skal udføre de revolutionære handlinger, taler de vilde analytikere om "det spærrede subjekt".

Subjektet er spærret, fordi det aldrig kan stemme helt overens med sig selv. (Dette er inspireret fra Jacques Lacan: Det jeg, der taler, og "jeg"'et i min sætning er ikke det samme, da "jeg" i sætningen ikke kan omfatte hele mit jeg).

I bogen forklares det sådan: "Som vi har formuleret det, så er det, der sker i en særklasse, ikke at forskellige (hele) personer mødes og opdager, at "de passer godt til hinanden". Derimod er det, fordi de ikke er hele, fordi de ikke stemmer overens med sig selv, at de kan opdage, at de passer til hinanden i kraft af det i dem, der er mere end dem selv. De kan netop mødes om dette ekstra sammen."

Det er, når særklassen trækkes ind i tid og rum, at den bliver til verdensklasse, og dermed bliver den også til en subjektiv kraft, men der redegøres ikke nærmere for forholdet mellem det spærrede subjekt og det revolutionære subjekt, for sidstnævnte begreb bruges ikke.

Derfor er særklasse-begrebet nok også mest præcist anvendeligt på kulturrevolutioner og bevidsthedsskred i generel forstand, som for eksempel fremkomsten af ekspressionisme og hippier og punk og feminisme og andre eksempler på skred i erkendelsen af verden og i tilgangen til den, der har ledt til nye strukturer i kunst, kultur og samfund.

Diskussion og kritik

Bogen gør meget ud af at forklare Jean-Paul Sartres begreber om serie, gruppe og organisation og ender alligevel med at forkaste Sartres tænkning og hans forvitrede dialektik. Det er en underlig prioritering, at Centret lader Sartre fylde så meget på den baggrund. At særklassen også kan ses i lyset af dens brud med serialiteten er en udmærket pointe, men den kan godt forstås uden en nærmere redegørelse for Sartres tænkning.

Derimod kunne der godt have været gjort mere ud af de vilde analytikeres forhold til Badiou. Det forklares ganske vist, at begrebet særklasse er i familie med det badiou'ske begreb "begivenheden", men man savner en udfoldet diskussion af forskellen mellem de to begreber.

Langt henad vejen står de vilde analytikere også i gæld til Kant og hans begreb om "det sublime", og det redegør de ikke for. For Kant var "det sublime" en oplevelse, som i sin voldsomhed fremkaldte bevidstheden om en "åndelig værdiorden".

Kant interesserede sig dog kun for den individuelle oplevelse, mens analytikerne betoner det kollektive eller det mellemmenneskelige aspekt. Men både Kants "sublime" og Centrets "særklasse"-oplevelse afstedkommer bevidsthedsskred med et klart defineret før og efter. En diskussion af dette aspekt ville være velkommen.

Man kan også kritisere bogens idealistiske tendens. Det er klart, at når man beskriver bevidsthedsskred og åndelige fænomener, behøver man ikke nødvendigvis redegøre for materielle forhold.

Men den idealistiske tendens viser sig i beskrivelsen af de hierarkiske samfundsstrukturer som værende noget, der stammer fra religiøse forestillinger om himlens hierarki med en alfaderlig gud og tjenende undersåtter. Mon ikke det er omvendt? At de religiøse forestillinger har rod i oplevelsen af den materielle verdens hierarkiske orden.

Tankevækkende

Alt i alt er der dog tale om en væsentlig og tankevækkende udgivelse, som kan inspirere til nytænkning af betingelserne for revolutionært arbejde.

Center For Vild Analyse præsenterer et sammenhængende tankesystem, der sætter velvalgte ord på fremkomsten af bevidsthedsskred som forudsætning for at skabe forandring - og som også forklarer logikken bag bevidsthedsskred, og hvordan det fungerer i praksis, når mennesker forrykkes kollektivt.

Det er underbelyst, hvilke skred i de materielle vilkår, der bevirker bevidsthedsskredet - eller i hvilken grad de materielle og de ideelle skred rent faktisk interagerer.

Og det kan medføre en mistanke om, at særklassen er henvist til den pludselige indskydelse - det er den sikkert af og til også - men der kan her peges på en vej, der er åben for mere vild analyse fremover.

Center For Vild Analyse: "Særklasse - den tøvende revolution". 201 sider. Informations Forlag 2012.