Den nødvendige politik

Vist findes der noget, der kan betegnes som »den nødvendige politik«, men det er ikke – som Corydon åbenbart mener – en asocial politik med begunstigelse af de rigeste på de fattigstes bekostning.

Den nødvendige politik er den politik, der gør det muligt for os at overleve. Hvis vi skal undgå at ødelægge hele vores biologiske livsgrundlag, er det nødvendigt med en stor og grundlæggende omstilling - fra vækstsamfundet til et samfund i harmoni og balance.

Det er en omstillingsproces, der kan sammenlignes med indførelsen af landbruget og den industrielle revolution, men den skal nødvendigvis foregå betydelig hurtigere.

Hvis vi venter for længe med at gå i gang, risikerer vi, at klimaet går i selvsving, og så er vores muligheder for at overleve meget mindre. At få gennemført den store omstilling kræver oplysning og politisk vilje. Desværre ser det ud til, at langt de fleste politikere forbliver uoplyste.

De bliver ved med at messe deres mantra: Vækst vækst vækst. Vi skal oplyse om konsekvensen af deres politik. Hver gang de siger »vækst«, skal vi mentalt oversætte ordet til »svulst«.

Den politik, de taler for, er kræftscellens logik – de aggressive cellers uhæmmede vækst, selv om den fører til organismens død.

Når de siger, at vi skal optræde som ansvarlige forbrugere og købe mere for at sætte gang i hjulene, så vi kan få mere vækst, mener de: »I skal i blind grådighed købe og æde mere, end I har brug for, så svulsten kan brede sig endnu mere.«

Det er ikke nok, at nogle få kan se, hvor problemet ligger, og hvad der skal gøres. Vi skal få et flertal i befolkningen til at forstå, at vi må gennem en grundlæggende omstilling til et helt andet samfund.

Vi skal ikke tilbage til halvfjerdserne, hvor snesevis af smågrupper sad og roste sig af at sidde inde med sandheden, mens Glistrup og Erhard Jacobsen bredte sig i Folketinget.

Det er nemt at have rene hænder, hvis de aldrig kommer op af lommerne.

Sådan som situationen er i Danmark i dag og inden for en overskuelig fremtid, kommer vi ingen vegne uden socialdemokraterne.

De borgerlige partier er i lommen på storkapitalen i en grad, så de skal have erhvervslivet til at betale for øl til deres private fester. Liberal Alliance er ligefrem betalt af en bank, hvis direktør sidder i skattely i Schweiz. Dansk Folkeparti lever efter Thorkild Gravlunds devise: »Det skal være, som det er, og det skal blive, som det var«.

Dansk Folkeparti mener, at alle problemer bliver løst, hvis vi kan få de fremmede ud af landet og tulle rundt som glade, lyshårede solskinsbørn mellem marker, hvor bonden støt går med ploven bag sin hest. Hvor børn bliver opdraget med salmevers og øretæver, og hvor kirke, konge og militærvæsen er urørlige guder.

Partiet lefler så for vælgerne ved at spille social og kræve mere til etnisk racerene danske syge og gamle, men det stemmer trofast for alle de borgerliges mest asociale love.

Hvis vi ikke skal opgive det hele og bare sætte os ned og sige, at vi da har nogle procent af befolkningen med os, må vi se, hvordan vi kan påvirke socialdemokraterne til at indse, at løsningen ikke er vækst, og at ikke engang det nye orakel Piketty fortæller os, hvordan vi skal få gennemført en omstilling til det stabile samfund, der ikke plyndrer naturen, men lærer os at leve i og med naturen.

Piketty kan fortælle os, at kapitalismen ikke er løsningen, men hvor løsningen så ligger, må vi selv prøve at finde frem til.

Der er ingen færdige modeller, vi kan bruge. Systemet i østlandene under den kolde krig byggede lige så meget på vækst som vores samfund og svinede og forurenede endnu mere.

Der skal nye modeller til, og vi må arbejde os frem til dem skridt for skridt. Det kan virke fortvivlende svært at tro på, at vi kan påvirke socialdemokraterne til noget som helst, når partiets ledelse har valgt at begå harakiri, at svigte alt det, partiet historisk har stået for, og markedsføre sig selv som liberalistisk vækstparti.

Men partiet er ikke kun en lille gruppe ledere – det er også medlemmerne og vælgerne, og mange af dem har endnu en vision om, at socialdemokratiet er et parti, hvor de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, hvor der er plads til alle ved samfundets bord, og hvor man skal stræbe efter et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Der mangler endnu en forståelse af, at vækst er svulst. Den forståelse må vi forsøge at hjælpe frem.

Nemt bliver det ikke, men det er nødvendigt. Der er ingen anden vej. Løsningen er ikke at sætte sig i græsset i Fælledparken og trutte i båthorn. Løsningen er at tale med folk, gøre alt hvad vi kan for at få folk til at indse, at det ikke kan blive ved, sådan som det er nu.  At kapitalismen ikke har noget svar på de store problemer, vi står overfor, men kun gør det hele værre ved at kræve evig materiel vækst i et lukket materielt system som planeten Jorden.

Vi må fortælle, at vi heller ikke i detaljer kan sige, hvad vi skal gøre. Vi kan se, at huset brænder. Vi ved, vi skal ud af det brændende hus. Hvordan det nye hus skal bygges, må vi finde ud af efterhånden.

Arne Herløv Petersen er pensioneret forfatter, oversætter og journalist. Han er i foråret 2014 bogaktuel med erindringsromanen Grænseløs, der udkommer på Det Poetiske Bureau.

Læs anmeldelsen »Selvbiografi i grænselandet mellem fiktion og virkelighed« på Modkraft