Den mytiske uudgrundelighed

I 1903 udkom i Rusland den tekst, som vi på dansk kalder Zions vises protokoller for første gang.

Efter den russiske revolution blev den oversat til vesteuropæiske sprog og blev for mange svaret på, hvorfor revolutionen havde fundet sted i Rusland. Svaret var: Det er jøderne, der står bag, og de har en plan for erobring af hele verden!

Siden er teksten blevet genoptrykt mere end 900 gange på alverdens sprog.

Teksten er i virkeligheden et stykke skønlitteratur, som påstår at være noget andet.

Aldrig har et stykke skønlitteratur haft så voldsom effekt. Ved siden af de mange oversættelser og optryk er der en uoverskuelig mængde af forskning om teksten, dens oprindelse og dens kontekst.

Velkommen til mytomaniens skyggeverden.

Som den foreligger på dansk, er Zions Vises Protokoller en bog på 144 sider i lille format (S. Nilus: Jødefaren. De verdensberygtede jødiske Protokoller udgivet af Lauritz Carlsen, Eget Forlag, i kommission hos Vilhelm Prior, København 1920).

Teksten er opdelt i mindre stykker uden nogen fast længde. Der er 24 stykker, som alle har overskriften ’Protokol’, nummereret fra første til fireogtyvende.

Tekstgenren er direkte tale uden angivelse af, hvem der taler. Tekststykkerne fremstår som den ordrette gengivelse af en tale holdt af en eller flere personer. Hvem den talende er, hvem talen er rettet til, og hvor og hvornår sceneriet foregår, oplyses ikke af teksten selv.

Gennem markeringer i teksten dannes imidlertid hos læseren efterhånden et billede, som dog aldrig bekræftes eller afkræftes.

Denne særlige karakter ved teksten forlener den med en 'virkelighedseffekt': Tekstgenren præsenterer sig som et 'virkeligt stenografisk referat af en virkelig tale'.

Ydermere er teksten altid blevet suppleret af en indledning og af fodnoter – forskellig fra sprog til sprog – som understregede netop denne effekt hos teksten, og som ydermere præsenterede læseren for den manglende sammenhæng.

Indledning, noter og mellemrubrikker har udgjort udgiverens tolkningsramme for teksten.

»Vi vil nu – uden at pynte paa Tingene – tale om vor store Plan, og ved at drage Sammenligninger belyse alle Muligheder – og derefter drage vore Slutninger.« Sådan starter teksten helt uformidlet og in medias res.

Allerede i anden sætning ledes vi på sporet af tekstuniversets fundamentale dikotomi: »Jeg vil derfor belyse vort System baade fra vort og de Kristnes Synspunkter.« Det er os og de kristne.

Det billede, som teksten og tolkningsrammen producerer, og den virkelighedseffekt, den opnår, kan kort præsenteres således: Den talende må være en slags jødisk leder, som henvender sig til en forsamling af jøder, måske et råd af ældste, som hedder 'Zions Vise'.

Denne unavngivne leder fremlægger en plan for et jødisk verdensherredømme. Midlerne er mange og hensynsløst kyniske: pengemagt, pressemagt, liberalisme, pornografi og rædselsherredømme.

Der er næppe den forbrydelse, som ikke nævnes med den største selvfølgelighed.

Planens ultimative mål er at indsætte en jødisk konge. Hvorfor dette mål er så vigtigt ekspliciteres ikke. Teksten synes at operere med en selvfølgelig og indbygget rationalitet: Sådan er jøder simpelthen.

Man behøver ikke at læse teksten særlig grundigt for at blive forundret over dens modsigelser, som i de forskellige udgaver søges forklaret gennem fodnoter, fx: »Det Gode betyder her Jødernes Underkuelse af alle Kristne« (s. 33).

Oversætteren synes ikke her at tænke over, at 'verden' i 'verdens-herredømme' omfatter mange andre kategorier mennesker end 'kristne' og 'jøder'.

Andre steder er oversætteren sig begrænsningen bevidst, fx når vedkommende skriver: »Det jødiske Ord Gojim, som betyder Dyr eller Hund, og hvormed Jøderne benævner alle Ikke-Jøder, har jeg oversat ved Kristne, fordi der i Protokollerne omtrent udelukkende tales om Europa.«

Ordet 'goj' (flertal, gojim) betyder i øvrigt på jiddish, som 'gentile' på engelsk, både 'folk' og 'vantro' (men ikke 'hund' eller 'dyr'). Bemærkningen er karakteristisk for den meget 'tolkende' danske oversættelse.

Oversætteren skriver således også: »Jødefrimureriet er oversat ved: Jødeforbundet, for at man ikke skulde forveksle Jødefrimureriet med det almindelige Frimureri. Hvor Jøderne taler om vort almindelige Frimureri, er Ordet oversat direkte.«

Derved nedtoner den danske oversættelse, at teksten oprindelig var rettet nok så meget mod frimurerne som mod jøderne.

Teksten har en slags palimpsest-karakter. Det er som om, der er flere lag af tekster i denne samme tale. Der tales således både om en verden, som synes at datere sig til 1890erne, og om en verden, som daterer sig til tiden kort efter den franske revolution.

De enkelte protokoller har underinddelinger med overskrifter, som karakteriserer emnet i de pågældende afsnit. Der synes ikke at være nogen logisk gang i udviklingen af de enkelte emner, og de samme emner tages op flere gange med varierende pointer.

Det måske vigtigste ved teksten er dens esoteriske og profetiske karakter.

Den taler fra en ganske bestemt position: fra den totale videns synspunkt. Denne viden er hemmelig og forlenet med en mystisk uudgrundelighed. Denne viden rækker langt tilbage i tiden og som profeti langt ind i fremtiden.

»Tænk blot paa den franske Revolution, som vi har benævnt ’den Store’. Hemmeligheden ved dens Opkomst er os alle velbekendt; thi den er udelukkende vore Hænders Værk. Siden da har vi ført Folket fra den ene Fejltagelse til den anden, for at det skal afstaa endog fra vor Magt til Fordel for en Herskerdespot af Zions Blod, som vi opdrager for Verden.« (s. 46)

 Således taler teksten om fortiden. Om fremtiden kan den f.eks. sige:

»Vi maa være i Stand til at møde enhver Modstand med Krig med Naboerne til det Land, som vover at modsætte sig os; men hvis ogsaa vor Fjendes Naboer stiller sig samlet imod os, vil vi svare med almindelig Verdenskrig.« (s. 60) Original i kursiv.

Det profetiske var den effekt, som den danske udgiver/oversætter især slog på i sit forord.

Her står, at bogen giver »Forklaring paa, hvem der er de sande – hidtil skjulte – Ophavsmænd til Verdenskrigen og til det Kaos og den Forvirring, der hersker i nogle Lande, og de meningsløse og ulovlige Strejker og Uroligheder, der hersker i andre Lande« (s. 3).

Og videre: »Bogen udkom i Rusland for 18 Aar siden. Alt, hvad der er sket i Verden siden da, er planlagt i Bogen« (s. 16).

Morten Thing er dr.phil. i historie.

Teksten er forord og første kapitel i  Morten Things bog Antisemitismens bibel – historien om smædeskriftet Zions vises protokoller, som udkommer 28. februar 2014 på Informations Forlag.

Se også linksamlingen på Modkraft Biblioteket om »Zionisme - Antizionisme : Historien om racisme og etnisk fordrivelse«