Den kommunistiske horisont

Kommunismen er som en horisont. Der er noget umuligt over den, da vi aldrig kan nå den. Samtidig er den virkelig som rammen for vores tilværelse. Kommunismen betinger vores erfaring.

Venstrefløjens problem er ikke, at den holder fast i en marxistisk kritik af kapitalismen, men at den har mistet den kommunistiske horisont af syne. Med nye politiske bevægelser som Occupy Wall Street kan vi dog begynde at skimte horisonten igen.

Det er grundtesen i Jodi Deans The Communist Horizon, den seneste udgivelse i forlaget Versos ‘Pocket Communism’-serie.

I den lille bog diskuterer Dean forskellige aspekter af den kommunistiske horisont.

Diskussionen er overvejende abstrakt og filosofisk frem for historisk og konkret. Om det er et problem eller ej i sig selv kommer an på, hvad den enkelte læser foretrækker. I The Communist Horizon er det dog en skam, da Deans mere filosofiske diskussioner ikke er videre originale, men læner sig tungt op ad de sædvanlige skikkelser fra den intellektuelle venstrefløj (fx Žižek, Rancière, Badiou og Hardt og Negri).

Bogen indeholder dog to originale bidrag, som jeg vender tilbage til nedenfor.

Hug til højre og venstre

Ifølge Dean er der seks forskellige aspekter af vores nuværende situation, der kan gives mærkatet ’kommunisme’: billedet af Sovjetunionen og dens sammenbrud, en tilstedeværende og voksende kraft, folkets suverænitet, det fælles (common), fælleden (commons), et egalitært og universelt begær samt endelig partiet.

Kapitlerne om Sovjetunionen og kommunisme som en tilstedeværende kraft indeholder interessante pointer.

Højrefløjen skældes ud for sin fejlagtige påberåbelse af historien. Med argumentet om, at historien har vist, at kommunisme ikke fungerer, mister historien sin historicitet; den mister den kontingens og uforudsigelighed, der netop gør den til historie.

Dermed afmonteres kommunismen fra den historie, højrefløjen henviser til med sit argument.

Venstrefløjen får også kritik. Mens den amerikanske højrefløj i disse år ser kommunisme over det hele, begræder venstrefløjen, at den har mistet det kommunistiske alternativ.

Venstrefløjen har desuden travlt med at afvise sin egen eksistens som kollektivt subjekt. Det paradoksale er, ifølge Dean, at ”venstrefløjens melankolikere sørger over manglen på politiske alternativer, mens det virkelige politiske alternativ er det, hvis tab determinerer deres målløshed: kommunisme.”

Venstrefløjen må altså genfinde det kommunistiske alternativ for at give sig selv identitet og retning.

Abstrakte gentagelser

Vekslingen mellem det abstrakte og konkrete følger ikke fuldstændig bogens emner, men der er dog et vist sammenfald.

Særligt kapitlerne om folkets suverænitet og venstrefløjens begær foregår på et meget et abstrakt niveau; De består primært af diskussioner med mere eller mindre ligesindede teoretikere, og pointerne er ikke videre originale eller konkrete.

For eksempel skriver Dean, at kommunisme er folkets suverænitet. ’Folket’ forstår Dean dog ikke som en helhed eller enhed, men snarere negativt: ”folket som resten af os”.

Derfor er folkets suverænitet heller ikke noget, der kan fastfryses i en regering eller en konstitution. Folkets suverænitet er en transformation af folket og derfor en proces, der ikke kan afsluttes.

Forlaget Versos bagkatalog har serveret lignende pointer for os en del gange, og nu udfoldes de så endnu en gang i bogens længste kapitel.

Kommunikativ kapitalisme

Deans samtidsdiagnose er mere interessant. Kommunisme er alternativet til kapitalismen. Den kapitalisme, der strukturerer vores hverdag i dag, kalder Dean kommunikativ kapitalisme:

”Kommunikativ kapitalisme er en ideologisk formation, hvori kapitalisme og demokrati mødes i et netværk af kommunikationsteknologier.”

Vi stræber alle efter at blive inkluderet og deltage i kommunikationsnetværk, der konstant udvider sig, forøger deres hastigheder og kapaciteter og så videre.

Vi søger efter, kommenterer på og deler information i et væk. Problemet er, ifølge Dean, at vi derved fanges i en fælde af ”kommunikation uden kommunikabilitet.”

Der kommunikeres, men hvad der kommunikeres, selve meningen, er underordnet. Vores udsagn i kommunikationsnetværket er på sin vis ækvivalente; de har alle lige gyldighed.

Og så alligevel ikke. For den kommunikative kapitalisme har (selvfølgelig) en indbygget modsætning: Den kommunikative ækvivalens hviler på et system af ulighed, ekspropriering og udbytning. Eksproprieringen og udbytningen sker på flere måder. Lad mig nævne et par af dem.

Vores rettigheder til den data, vi placerer i kommunikationsnetværket, for eksempel feriebillederne på Facebook, tages fra os. Det samme gør den metadata, som vores adfærd på internettet genererer.

Vi udbyttes også i kraft af det ulønnede arbejde, vi foretager i netværket, når vi uploader den musik, vi har lavet, de tekster, vi har skrevet, og så videre. Det kan vi jo bare lade være med, men konsekvensen af dette er, at vi så stilles dårligere i den skærpede konkurrence om det arbejde, der bogstaveligt talt betaler sig.

Hvad forbruget angår, fremstår mange af den kommunikative kapitalismes produkter som gratis, men vi betaler med vores opmærksomhed og fokus. Det har, ifølge Dean, en politisk konsekvens: ”Uendelige krav på vores opmærksomhed – krav, vi stiller til hinanden, og som den kommunikative kapitalisme indfanger og forstærker – eksproprierer politiske energier af fokus, organisering, varighed og vilje, der er afgørende for kommunisme som bevægelse og kamp.”

Deans analyse af den kommunikative kapitalisme er spændende, men lider af to grundlæggende problemer. For det første kommer den tæt på den teknologiske konservatisme, man ofte finder på venstrefløjen. Jovist, det er et problem, hvis vores ageren i virtuelle kommunikationsnetværk dræner os for politisk energi. Men de seneste år har også vist, at de samme netværk kan være yderst vigtige midler til politisk mobilisering og organisering (dermed ikke sagt, at man behøver falde i den modsatte grøft og tale om Twitter- og Facebook-revolutioner).

For det andet giver diagnosen kommunikativ kapitalisme kun indblik i en del af den sociale virkelighed, der først og fremmest berører middelklassen. For mange mennesker er kapitalismen ikke specielt kommunikativ. Arbejder du for eksempel for mindstelønnen i USA, gætter jeg på, at udnyttelsen af din internetadfærd ikke er den form for udbytning, der optager dig mest.

Dean understreger ganske vist, at den kommunikative kapitalisme har en materialitet. Vores mulighed for at opdatere vores Facebook-status, læse anmeldelser på Modkraft og så videre er afhængig af blandt andet satellitter, optiske kabler, computere og mobiltelefoner.

Produktionen af disse varer diskuterer hun imidlertid ikke. Men det er vel netop i produktionen af disse varer snarere end i brugen af dem, at den væsentligste form for udbytning finder sted.

Fra okkupation til kommunistisk parti

Deans analyse af Occupy-bevægelsen udgør bogens andet originale bidrag. Bevægelsen åbnede et hul i den kommunikative kapitalisme.

Det er imidlertid ikke bevægelsens horisontale og procesorienterede organisering, der begejstrer Dean. Konsensusdemokratiet i de timelange general assemblies, fraværet af (officielle) ledere og hierarkier og så videre har tværtimod været en hæmsko for bevægelsen.

Bevægelsens politiske potentiale skal først og fremmest findes i dens insisteren på splittelsen. Med sloganet ’We are the 99%’ genindfører Occupy-bevægelsen klassekampen.

Samfundet er opdelt mellem den ene, rige procent og de 99 procent – resten af os. For Dean er den skelnen mere meningsfuld end den traditionelle opdeling mellem bourgeoisi og proletariat.

Dean understreger, at det er en misforståelse at betragte Occupy som post- eller anti-repræsentativ. De, der hævder, at det enkelte individ kun kan tale for sig selv fornægter den splittelse, der nødvendigvis konstituerer subjektet og dets forhold til andre subjekter.

Ifølge Dean bør vi ikke forstå pluralitet som en begrænsning for repræsentation, men derimod som et positivt forhold ved den. Occupy bestod ikke af 99 procent af befolkningen, men repræsenterede under navnet ’the 99%’ den uret, forskellen mellem de rige og resten af os udgør.

Endelig har Occupy bekræftet det kollektives magt. Den erstattede kommunikationsnetværkets individuelle og flygtige ’kliktivisme’ med okkupationen, der krævede både organisering, samarbejde og tid. Bevægelsen har genoplivet den amerikanske venstrefløj og gjort det muligt for den at sige ’vi’ igen.

På den måde har Occupy-bevægelsen peget os i retning af en ny form for organisering, et nyt kommunistisk parti. Hvordan dette parti nærmere bestemt skal se ud, giver Dean, ikke overraskende, ikke noget konkret bud på. Der er ingen viden gemt i partiet. Forsøger det at tilfredsstille folkets begær, ophører det med at være kommunistisk. Horisonten når vi aldrig.

Med sine kapitler om den kommunikative kapitalisme og Occupy-bevægelsen rummer The Communist Horizon altså nogle originale diskussioner, der er værd at læse og diskutere videre. Som helhed kendetegnes bogen dog af abstraktion og gentagelse frem for konkretiseringer og originalitet. 

Anmeldelse af: Jodi Dean (2012): The Communist Horizon. Verso, London. 250pp, £12,99.

Læs et uddrag af bogen på Guernica. Læs interviews med Jodi Dean på New Left Project, Motherboard og Full Stop.