I 2012 introducerede Kinas præsident Xi Jinping den kinesiske drøm som en ny fælleskinesisk fortælling om vækst og velstand. Hvad drømmer landets millioner af migrantarbejdere om?
Sung Wei har en drøm.[1] Den driver ham ud af sengen om morgenen og afsted til en op mod 12 timers arbejdsdag på fabrikken. Og den har drevet ham over 2000 kilometer fra Yunnan provinsen ved Myanmars (Burmas) og Tibets grænser til kystbyen Xiamen, hvor han former dæk for verdens største cykeldækproducent, Cheng Shin Tires.
Sung Wei drømmer om en opsparing. Til at opstarte egen butik i hjembyen sammen med hans kone, som arbejder på samme den fabrik. De bor i en etværelses lejlighed i et boligblokområde i millionbyens udkant, der har plads til en seng, et skab og et lille computerbord. Køkken/badeværelse går ud i ét.
– Vi tjener begge 4-4.500 kr. om måneden. Vi kan spare 6.000 kr. op om måneden, siger Sung Wei.
Han er 27 år, lille og spinkel med markerede muskler og sort hår. Konen er stadig på arbejde. De arbejder på akkord, og i dag blev han færdig før tid.
– Jeg plejer at være færdig som en af de første. Det er hårdt arbejde, men det er acceptabelt, for lønnen er god, siger han.
På mange måder afspejler Sung Wei den typiske migrantarbejder: Opvokset i et fattigt landområde, ingen uddannelse, fabriksarbejder ved kysten ligesom hans kone, spartanske boligforhold og et ønske om at tjene så mange penge som muligt på fabrikken, før han vender tilbage til hjembyen. Forældrene er bønder og passer parrets toårige søn i hjemprovinsen.
Men på ét punkt adskiller Sung Wei sig fra stereotypen. Han har håb. Han holder stædigt fast i drømmen om et bedre liv. Min fixer Ma Qiang, som i flere år har undersøgt arbejdsforhold i Kina, er overrasket.
– Andre fabriksarbejdere tror ikke på drømmen om et bedre liv. De er udmattede og bliver ligeglade. De formår at sende penge hjem, men ikke at spare op for alvor. Men Sung Wei er mere energisk end de fleste. Og så drømmer han, siger Ma Qiang.
Det samme gør Kinas præsident Xi Jinping. Han introducerede den såkaldte kinesiske drøm med slet skjulte associationer til den amerikanske drøm om succes gennem hårdt arbejde, da han kom til magten i 2012.
Via Kinas velsmurte statsapparat er drømmen blevet kommunikeret bredt ud til landets 1,3 milliarder indbyggere gennem medier, skolebøger og lignende.
Den kinesiske drøm markerer et skift i kommunistpartiets retorik. Tidligere skulle det enkelte individ solidarisk ofre sig selv for samfundet. Nu får individualiteten lov til at fylde en lille smule mere.
Ifølge Jenny Chan, lektor i sociologi og kinastudier ved Oxford Universitet, er den kinesiske drøms subjekt stadig nationen. Hovedmålet er stadig økonomisk og politisk-kulturel vækst. Men kommunistpartiet har brug for en fortælling til at forene befolkningen, da tiltroen til marxismen hos den yngre generation langt fra er lige så stærk som blandt deres forældre.
– Hvis de kinesiske arbejdere skal dele den drøm, er der ikke kun brug for ord, men først og fremmest pålidelige og retfærdige institutioner, siger Jenny Chan.
Sung Wei er indbegrebet af præsident Xi Jinpings kinesiske drøm. Hårdtarbejdende og uden beklagelser støber han dæk i de fleste af hans vågne timer. Sparer op og har planer om ved egen hjælp at starte egen virksomhed og drive det videre.
Men kan han holde til det?
– Vi har boet og arbejdet her nogle måneder. Måske bliver det hårdere, men jeg bliver ved. Jeg vil ikke skuffe mine forældre igen, siger Sung Wei og fortæller, at det fylder meget hos ham, hvor skuffede forældrene blev, da han droppede ud af skolen.
Han arbejdede i landbruget og i små butikker, men det gav ingen penge. Til sidst besluttede han sig for at tage til kysten, som familiens første fabriksarbejder. Hans to ældre søskende driver små butikker i hjembyen. Det vil han også.
Spørger man arbejdsretsorganisationer og aktivister, så skal det nok blive hårdere for Sung Wei. Unge migrantarbejdere har energi i starten, men de mange tempofyldte timers ensformigt og udmattende arbejde sætter sine spor. Det mener Liu Yong, phd-studerende og aktivist.
– De fleste migrantarbejdere har ingen drømme. De er realister og ved, at de slider sig op. Den kinesiske drøm er en dagdrøm, som ikke er mulig at udleve for den enkelte arbejder, medmindre han skaber sig bedre vilkår i fællesskab med kollegerne. Men det handler præsidentens drøm ikke om, siger Liu Yong.
Peter Bengtsen er en undersøgende journalist. Læs flere af hans historier på peterbengtsen.com
[1] Navne på personer i Kina er anonymiserede. Redaktionen er bekendt med disses rigtige navne.
Se også linksamlingen på engelsk: »China and Capitalism«, fra Modkraft Biblioteket.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96