Den forargede, den vrede, den nemme og den cool

Når det venstreorienterede Danmark analyserer Dansk Folkepartis valgsejr, er der fire typer reaktion, der går igen, nemlig Den forargede, Den vrede, Den nemme og Den cool.

Ingen af dem peger frem mod en situation, hvor venstrefløjen kan generobre den politiske dagsorden i Danmark, ændre noget i en progressiv retning eller for den sags skyld vinde den politiske magt ved valget om fire år.

Skal vi forandre noget, skal vi aktivere Dansk Folkepartis (DF) trekvarte million vælgere mod den nye regerings politik.

Den forargede

Den forargede bygger på en afvisning af resultatet: Det er for galt, at så mange har stemt på Dansk Folkeparti. Det tages for givet, at 21 % af den danske befolkning har stemt på DF, fordi de er racister. Eller i det mindste fremmedfjendtlige, muslimhadere.

Kodeordene er fy og føj! Derfor flytter vi til Sverige, hvor de er meget sødere, Danmark er ikke til at holde ud, fordi så mange mener noget andet end mine venner og mig.

Vi kan også allernådigst affinde os med at blive boende i Danmark, men så skal det også være forbudt at sige neger. Eller at antyde, at der kan være problemer forbundet med at integrere mellemøstlige muslimer i Danmark. For det er der bare ikke.

Det er ikke overraskende, at særligt Alternativets og Det Radikale Venstres vælgere reagerer på denne måde, for det er en reaktion, som ikke tager i betragtning, at der kan være sociale eller klassemæssige årsager til, at så mange har stemt DF. Reaktionen er følelsesmæssig og moralsk.

Problemet er, at næppe mange retter ind, fordi de bliver forhånet.

Tværtimod kan man være ret sikker på, at de tidligere socialdemokratiske, folkesocialistiske og enhedslistevælgere, som denne gang har stemt på DF, vil blive bekræftet i, at skiftet var rigtigt, når de progressive skælder dem ud, nægter dem at tale deres eget sprog og nægter at anerkende eksistensen af de problemer, som de ser på gaden hver dag eller hører om i tv hver aften.

Det er med andre ord en reaktion, som uddyber kløften mellem DF-vælgerne og de rene og sande.

Den vrede

Det er Thorning-regeringens skyld, siger de vrede. Socialdemokrater og særligt deres radikale makkere har fremkaldt en foragt over for den politiske elite, særligt over for sig selv, ved at sælge DONG-aktierne til en lyssky investeringsbank, ved at diktere en skolereform med en ny arbejdstidsaftale mod lærernes ønske og uden om deres faglige organisation.

De har også regeret på grundlag af en asocial dagpengereform, som de radikale havde et hovedansvar for, og de har jaget og talt nedsættende om de arbejdsløse, ovenikøbet i kølvandet på en stor økonomisk krise.

Det er naturligt, at DF vinder stemmer på at gå imod et yderligere salg af DONG-aktier, på at love forkortelse af genoptjeningsperioden for dagpengeretten og på at love bedre vilkår for de gamle og de syge.

Især fordi, Socialdemokraterne og de radikale er fanget af deres egen nyliberale politik. Hvis man ønsker et virkeligt opgør med den politik, er der kun DF at stemme på, for Enhedslisten SF har jo understøttet den socialdemokratiske regering.

Hvis de røde skal vinde næste valg, må Socialdemokraterne vælge en anden vej end den nyliberale, så vælgerne kan se, at der er et alternativ til den blå politik.

Det er særligt SF'ere og Enhedsliste-vælgere, der argumenterer sådan. Håbet knytter sig til en socialdemokratisk venstrefløj, personificeret af den nye forkvinde, Mette Frederiksen. Der er meget rigtigt i analysen, men forhåbningerne er naive.

Socialdemokraterne vælger en ny forkvinde, ikke en ny politik. Mette Frederiksen er også fedtet ind i den blå arbejdsmarkedspolitik, og var hun det ikke, ville hun ikke blive valgt som formand.

Hvis Socialdemokraterne skal skifte kurs og ikke kun ledelse og retorik, kræver det, at partiet bliver sat under massivt pres fra en venstreorienteret socialpolitisk bevægelse uden for Folketinget.

Den nemme

Det nemmeste svar på et valgnederlag er at efterligne vinderne. Socialdemokraterne gik frem, men ikke lige så meget, som deres dørmåtte, SF, gik tilbage. Partiet tabte magten, og nu vil mange socialdemokrater igen slå til lyd for, at vejen frem er at efterligne DF.

Så skal vi igen have strengere straffe for personfarlig kriminalitet. Vi skal lukke ned for familiesammenføringer, vi skal gøre det umuligt for flygtninge at krydse grænsen.

Vi skal ikke alene give DF ret i deres beskrivelse af problemerne ved integration (som godt kan ramme plet en gang imellem), vi skal også overtage deres inhumane svar på problemerne. Vi skal holde de fremmede væk i stedet for at styrke integrationsindsatsen.

Problemet med denne politik er dels, DF ikke har nogen grænse for, hvor rigid en retspolitik og hvor stram en udlændingepolitik, det vil føre.

Strammer Socialdemokraterne skruerne 20 gram, lægger DF bare 40 gram yderligere på. Den kamp kan ikke vindes. Dels er problemet naturligvis, at DF's inhumane politik ikke bliver mere human eller fornuftig af, at det er Socialdemokraterne, der fører den

Den cool

Det betyder ikke en skid! De egentlige magthavere er i virkeligheden nogle andre end Folketinget og regeringen.

85 % af alle lovene er tilpasning til EU-regulativer, og selv EU har kun ringe magt i forhold til bestyrelserne i de multinationale selskaber. Det er der de beslutninger, som har størst betydning for økonomiens og miljøets udvikling, bliver truffet, og derfor er det helt ligegyldigt, hvem der vinder Folketingsvalget.

Det var et populært svar i 1970'erne, men Anders Fogh Rasmussens kulsorte VCO-regime havde ellers kurreret de fleste ved at vise, hvad sådan en beslutsom og enig regering kunne gøre ved Danmarks miljøpolitik, retspolitik, kulturpolitik, sikkerhedspolitik og socialpolitik.

Alligevel har det cool svar på nederlaget har fået en renæssance. Det er anarkisterne og universitetsmarxisterne, der er bannerførere for det svar. Nogle af dem er skuffede Enhedsliste-vælgere, må man formode.

Det er dem, der inden valget opfordrede venstrefløjen til at blive på sofaen. Vi skulle ikke stemme, men tage magten, fik vi at vide.

Magtanalysen er ikke helt forkert, men det politiske argument er uhyre svagt, fordi intet jo forhindrer de røde i at være politisk aktive på 'gadeplan' timen før og timen efter, de har stemt.

Og fordi Folketinget og regeringen faktisk ikke er helt så ubetydelige, som de cool påstår. Det ved enhver, der kan huske, hvordan Fogh Rasmussens første regering slagtede den danske miljøpolitik

De cool førte målrettede kampagner på Modkraft og i venstreorienterede fora på nettet for at få de røde til at lade være med at stemme. Det lykkedes flot.

Valgdeltagelsen faldt fra 87,7 % til 85,8 % (svarende til cirka tre mandater), og både SF, Enhedslisten og Alternativet fik et dårligere valg, end de fleste meningsmålinger havde spået dem. Og højrefløjen fik regeringsmagten – på Dansk Folkepartis nåde.

DF og Løkke vandt med kun et mandat, men skal nok alligevel komme til at gøre livet langt hårdere for mange, som i forvejen har det svært, og i hvert fald vil gøre vores allesammens land dummere (lad os fx se, hvordan folkebibliotekerne klarer sig igennem den kommende folketingssamling), kedeligere, mindre frit og mere angstfyldt.

Hvad så, venstrefløj?

Enhedslisten har i princippet en stor parlamentarisk rolle at spille som det eneste egentlige socialistiske parti i Folketinget.

Men i den kommende samling bliver det en rent retorisk position. Partiet har kun ringe muligheder for at danne flertal for deres dag til dag-politik.

Det social- og arbejdsmarkedspolitiske flertal, som de kunne blive en del af, består af S-SF-DF og så Ø, men for det første har S-SF-DF flertal uden Ø, så hvorfor skulle de tre andre egentlig lytte til de besværlige revolutionære.

Desuden vil DF sandsynligvis binde sig så tæt til Venstre, at flertallet yderst sjældent vil komme i brug.

Det betyder, at Enhedslisten ikke vil komme igennem med noget af betydning i Folketinget i de næste fire år.

Og det betyder samtidig, at det progressive Danmark ikke kan sidde med hænderne i skødet og vente på, at Enhedslistens politikere løser problemerne. Eller skælde ud på dem, fordi de ikke løser dem.

At tage sagen i egen hånd

At Enhedslistens politikere nu ikke kan gøre andet ved den første politik end at bevidstgøre om den og protestere imod den, betyder ikke, at det progressive Danmark som sådan ikke kan gøre mere.

Den enorme spanske protestbevægelse, som har domineret gaderne siden 2011, har netop gjort det i en parlamentarisk situation, hvor det stærkt højreorienterede Partido Popular (PP – Folkepartiet) har haft absolut flertal i kongressen og også har regeret i de fleste af landets regioner.

Protesterne har ikke ventet på støtte fra de magtesløse, venstreorienterede parlamentarikere.

Når de mange nye arbejdsløse er blevet sat ud deres lejligheder, fordi de ikke har kunnet betale huslejen, har aktivisterne forhindret politiet i de facto at smide dem ud. Boligløse har besat de tomme nye lejligheder, som ikke kunne afsættes, da boligboblen sprang. Når der ikke var elektricitet, fiksede de en benzingenerator. Når der ikke var mad, skraldede de sammen. Eller dyrkede squash i hjemmeklampede højbede på byens mere ydmyge pladser.

I Sevilla lavede nogle hundrede BZ'ere i en del af byen deres egen alternative økonomi, hvor de udvekslede selvproducerede varer og tjenesteydelser. En sort økonomi, kan man kalde det, hvis man er interesseret i at fordømme, men en internt solidarisk økonomi, som de var afhængige af for at overleve.

Aktivisterne har deres eget forlag, som udgiver litteratur, der skal hjælp de mange nye bevægelser, kvalificere deres diskussioner. De arrangerer studiekredse om feminisme, økologi, antiracisme, anarkisme og queer-teori, fx.

Når nedskæringerne på universiteterne resulterer i lokalemangel, arrangerer de seminarer på byggetomter.

De producerer t-shirts med slogans, som er vendt mod regeringens nedskæringer. Alle trøjer har den samme grønne farve, så aktivisterne kan genkende hinanden uden videre, selvom de hver især repræsenterer vidt forskellige kampe. Og så demonstrer de gennem gaderne i deres grønne trøjer og med gryder og fløjter, og hvad der ellers kan larme.

I Madrid har fodboldklubben Rayo Vallecanos anarkistiske tilhængere være en del af den radikale bevægelse. Protesterne kan antage uventede former.

Hverken bolig- eller arbejdsløsheden er den samme i Danmark som i Spanien. Vores virkelighed er en anden, så det må kampene og bevægelserne og deres organisationsformer også være, men der er rigeligt at kæmpe for i Danmark. Og i den kommende Folketingssamling vil der blive endnu mere.

Det bliver eksempelvis indlysende nødvendigt at organisere modstand mod de kommende stramninger i retspolitikken; nedsættelsen af den kriminelle lavalder kan være symbolet for den kamp.

Miljøkampen og kampen for folkeskolen, for kulturen, kampen for fri forskning på universiteterne er andre oplagte områder. Vi ved, at vi vil blive udsat for store overgreb her.

Der, hvor det rykker

Den største opgave for venstrefløjen vil imidlertid være en anden. Vi skal vise de mange vælgere, som har stemt DF i protest mod Thorning-regeringens asociale politik, at deres protest er en progressiv protest og kun kan føre til noget, hvis de udsatte kæmper i fællesskab – og kæmper mod den politiske elite, de selv har valgt.

Langt de fleste af disse protestvælgere kunne lige så godt have stemt på Enhedslisten. De fleste har sikkert overvejet det, mange har tidligere stemt på Villy Søvndal eller Socialdemokraterne.

De er blevet svigtet af en erklæret rød, men i realiteten nyliberalistisk regering, som har forhånet de arbejdsløse og gjort deres liv mindre trygt.

Den vigtigste opgave for det progressive Danmark bliver at få mobiliseret disse DF-vælgere i kampen mod den nye, sorte regerings social-, sundheds- og arbejdsmarkedspolitik.

Det kan ikke gøres hånd i hånd med de afgående regeringspartier, som har mistet troværdigheden på disse områder. Og det kan ikke gøres fra Christiansborg.

Det må gøres der ude, hvor DF-politikernes svigt bliver mærkbart. Der hvor DF's vælgere bor. Det må gøres lokalt, ærligt og opfindsomt og uden partipolitiske bagtanker, men på de berørtes egne betingelser.

Lykkes det ikke at løse denne opgave, vil højrebevægelsen fortsætte med uformindsket styrke – også frem mod næste valg.

Jens Peter Kaj Jensen er bosat i Madrid og forfatter til romanen Celeste, forlaget Solidaritet, 2013.

Se også Modkraft Biblioteks linkboks om Valget 2015, venstrefløjen og EFTER valget.