Den europæiske venstrefløj ser forskelligt på EU

Få emner er så centrale for den europæiske venstrefløj og dens fremtid lige nu som forholdet til og opfattelsen af EU.

EU er i krise - reelt i flere kriser, politisk, økonomisk, flygtningekrise m.m. - men også i en krise der handler om en tiltagende folkelig mistillid til EU og til de traditionelle (regeringsbærende) partier, herunder socialdemokratierne.  

Venstrefløjen udfordres af den ekstreme højrefløj

Vi befinder os i en situation, hvor venstrefløjen burde kunne mobilisere til et stærkt EU-kritisk alternativ til venstre og et nødvendigt opgør med EU’s krise- og nedskæringspolitik, ’austerity’.

Men selv om det er venstrefløjens traditionelle basis - lønarbejderne og de svagt stillede - der mister tiltroen til EU, ser vi i størsteparten af Europa, at især den ekstreme højrefløj vinder stigende opbakning.

Det sker i modsætning til sydeuropæiske lande som Grækenland, Spanien og Portugal, hvor den økonomiske krise har ramt hårdest - og hvor det netop er lykkedes venstrekræfterne at mobilisere den brede befolkning i en voksende modstand mod EU’s krise- og nedskæringspolitik samt økonomiske diktater.

Men desværre var den folkelige modstand uden for Grækenland for svag til at hindre, at den græske regering og Syriza i juli 2015 måtte bøje sig for EU’s pres.

Det har imidlertid skabt en udvikling, hvor fremtrædende dele af den europæiske venstrefløj risikerer at begive sig ind på eller tvinges ind på en bane med kompromisser i forhold til den EU-dikterede krisepolitik.

For eksempel synes Syriza og den græske regering at have udviklet en venstre-socialdemokratisk politisk linje. Det samme ses med Podemos i Spanien, der har opnået succes som et alternativ til de to korrupte traditionelle spanske partier, men som også ønsker at vise ’regeringsduelighed’. Begge steder kan det i værste fald udvikles til en tilpasningspolitik til EU.

Men det skal ikke underkendes, at store dele af den sydeuropæiske brede befolkning pt. ikke er parat til et opgør med Euro-medlemskabet, som jo dikterer krise- og sparepolitikken.

Det er også en udfordring for venstrepartierne, som risikerer at skuffe befolkningen og deres tilhængere, hvis de svækker deres modstand mod EU’s krisepolitik.

Venstrefløjen delt i sin opfattelse af EU

Det er ikke nyt, at der er forskellige opfattelser af EU på den europæiske venstrefløj. Både i de radikale venstrepartier og i bevægelserne. Netop den europæiske fagbevægelses følgagtighed over for EU (og socialdemokratierne) har været med til at stække fagbevægelsen som politisk aktør under de seneste årtiers nyliberale offensiv.

Oprindeligt var der en skarp skillelinje i opfattelsen af EU på den europæiske, radikale venstrefløj: I Norden var venstrefløjen EU-modstandere, syd for var den hovedsageligt EU-tilhængere.

Den bagvedliggende forklaring på det positive syn på EU hos venstrefløjen i det sydlige Europa - i lande som Spanien, Portugal og Grækenland - var især landenes historiske erfaringer som tidligere diktaturstater: EU blev af venstrefløjen set som progressiv - som en faktor der kunne hindre en tilbagevenden til diktaturet. De nordiske velfærdstater stod for dem som det sociale EU, som EU stræbte efter at opbygge - og som de håbede, at deres lande ville blive en del af.

Maastricht-traktaten gør venstrefløjen mere EU-kritisk - men ikke nok

For store del af denne venstrefløj var Maastricht-traktaten - som Danmark stemte om i 1992 - en øjenåbner, der såede tvivl om EU projektet.

For traktatens Økonomiske og Monetære Union baseredes på en nyliberal økonomisk model, som venstrefløjen var modstander af. Den tvivl vandt i 1990’erne og især 2000’erne større indpas i venstrefløjens opfattelse af EU. I 2000’erne bidrog stærke bevægelser, bl.a. mod den kapitalistiske globalisering, væsentligt til dette.

Folkeafstemningerne i 2005, hvor to EU-kernelande - Frankrig og Holland - stemte imod forfatningstraktaten, var en skillelinje. Venstrefløjen spillede en vigtig rolle i kampagnen for et nej til EU-forfatningen, der blev set som elitens projekt.

Med finanskrisen blev kritikken af EU’s krisepolitik og økonomiske diktater omdrejningspunktet for den radikale venstrefløjs politik nationalt og på EU-plan. Men uden at denne venstrefløj generelt udviklede en forståelse af, at den økonomiske politik udsprang af kerneindholdet i EU - det nyliberale fundament.

De sydeuropæiske partier og bevægelser synes stadig at se EU som noget grundlæggende godt, som bare ødelægges af EU-eliten, der udbreder en nyliberal og asocial politik og dagsorden.

Flere af venstrepartierne hælder desuden til en opfattelse af, at EU-integration er en god ting i sig selv, som principielt bereder vejen for kampen for socialisme ved at skabe et større samlet europæisk ’rum’, hvor klassekampen kan udspilles. 

Den grundopfattelse deles af en række venstrepartier i det sydlige Europa: Det drejer sig om partier som fx PCF - det franske kommunistparti; om IU - det Forenede Venstre - og Podemos i Spanien; Venstreblokken i Portugal; og SYRIZA i Grækenland, samt andre mindre partier i regionen.

Tysk Die Linke er også overvejende EU-positiv, men med et mindretal der ytrer sig fundamentalt EU-kritisk.  Det samme billede ses i Sinn Féin i Irland og Venstrealliancen i Finland.

Mens Socialistpartiet i Holland er EU-modstandere ligesom de fleste nordiske venstrepartier. Samtidig foregår der en stadig debat og kamp internt i partierne om EU-linjen.

På nær i Tjekkiet er venstrefløjen stort set uden betydning i Østeuropa.

Der er således mange årsager til, at den europæiske venstrefløj står splittet og uafklaret i sit syn på EU.

Det svækker uden tvivl dens muligheder for at kunne blive en ny samlende og mobiliserende kraft, der kan byde ind med et reelt radikalt alternativ til EU’s politikker og en vision om et andet - rødt og grønt – Europa.

Inger V. Johansen er medlem af Enhedslistens Europa-udvalg.

Artiklen har tidligere været bragt i magasinet Solidaritet nr. 6, februar 2016