Moderne socialister må fremstille de offentligt ansatte som demokratiets sjæl, som bebudere af et mere solidarisk samfund. Dette er den anden af Anders Lundkvists fem artikler om moderne socialisme.
I sine unge dage betegnede Marx staten som et udvalg til varetagelse af kapitalens fællesinteresser.
Det var ikke helt løgn på den tid, men det ændredes efterhånden, som valgretten blev udvidet, og parlamentarismen (at regeringen skal være i overensstemmelse med parlamentets flertal) blev statsretsligt princip. Men det gik langsomt. I England var det først i 1884, ét år efter Marx’s død, at dele af arbejderklassen fik valgret. I Danmark fik vi først parlamentarisme i 1901. Generelt er det først efter 1. Verdenskrig, at demokratiet trænger igennem i Europa.
Da dét skete, blev staten dobbeltbestemt, nemlig af både kapitalen og folket.
Staten eksisterer indenfor den kapitalistiske produktionsmåde og skal tjene til at opretholde denne; derfor hedder det i den danske grundlov, at ’ejendomsretten (der menes den private) er ukrænkelig’. Men indenfor denne ramme kan folkeflertallet sætte sin vilje igennem, udadtil gennem regulering af marked og kapital, og indadtil gennem opbygning af den offentlige sektor.
Den offentlige sektor er underlagt de folkevalgte. Den er derfor den demokratiske sektor. Der kan være lang vej fra Folketinget eller kommunalbestyrelsen til de endelige afgørelser, men i princippet lyder sektoren princippet om lige indflydelse, altså ’én person, én stemme’. Heroverfor står den private eller kapitalistiske sektor, hvor indflydelsen – for forbrugeren eller investoren – afhænger af, hvor mange penge man har.
Hvis socialisme er udbredelsen af demokratiske principper til økonomien, så giver det sig selv, at det overordnede mål i kampen for socialisme må være at styrke den demokratiske sektor på bekostning af den kapitalistiske.
Denne kamp har to sider.
For det første bør den demokratiske sektor udbygges i omfang, og for det andet bør dens grundlæggende demokratiske natur hævdes. De sidste 30 års heldige forsøg på at kommercialisere sektoren må tilbagerulles; det har drejet sig om at få den til at ligne den kapitalistiske sektor, gennem New Public Management, brugerbetaling, omdannelse af offentlige institutioner til hel- eller halv aktieselskaber osv.
For det andet må bureaukratisering bekæmpes, altså offentlige chefer, der kører deres eget, kringlede løb. Offentligt ansatte på gulvet kender vilkårene og skal derfor havde mere albuerum; erfaringerne fra kommunismen demonstrerer vigtigheden af at undgå et selvstændiggjort bureaukrati.
Kampen for en moderne socialisme må bygge på de offentligt ansatte og på brugerne af de offentlige ydelser, for de er demokratiets kernetropper.
Alle borgere har et dobbeltansigt, for vi agerer alle i både den demokratiske og den kapitalistiske sektor. Her må socialismen appellere til borgernes fællesskabs-side.
I dag er de offentligt ansatte jaget vildt. Borgerlige præsenterer dem gerne som ’uproduktive’, idet melodien er, at ’værdierne’ skabes i den private sektor, som derefter beskattes for at finansiere den offentlige sektor. Det stempler de offentlige ansatte som parasitter. Økonomisk er det noget vås, for hvorfor skulle et privathospital skabe ’værdier’ (bidrage til BNP), men ikke et offentligt hospital? Offentligt forbrug og offentlige investeringer indregnes da også i BNP (da man i 40erne definerede BNP internationalt, ville nogle faktisk ekskludere den offentlige sektor).
Ligesom socialister i gamle dage hjalp arbejderklassen til selvværd ved at fortælle om deres historiske mission, må moderne socialister fremstille de offentligt ansatte som demokratiets sjæl, som bebudere af et mere solidarisk samfund.
Som understreget i første artikel må praktiske socialister være forpligtet til at vise, hvilke håndgribelige interesser, der kan kæmpe idealerne igennem; ellers er de ligegyldig utopi.
Svaret er de offentligt ansattes indlysende interesse i at udbygge den demokratiske sektor.
Deres allierede er den interesse, som vi alle har i ordentlige skoler, sygehuse og ældreforsorg, altså kort sagt velfærdsstaten. Men liberale vil jo også have disse ydelser, blot – hvis de er konsekvente - i privat regi. Derfor er det det fælles og solidariske i velfærden, som der må appelleres til.
Traditionelle marxistiske analyser er her gået helt galt i byen, fordi offentligt ansatte er blevet slået sammen med privatansatte i én arbejderklasse.
Men det er dybt umarxistisk. Begge grupper er lønarbejdere og begge står overfor en arbejdsgiver, men de har vidt forskellige roller i den kapitalistiske produktionsmåde; samme indkomstform (løn) er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at kvalicere til adgang til arbejderklassen.
Privatansatte står overfor en kapitalejer, mens offentligt ansatte dybest set er ansat af folket til at varetage nogle fællesinteresser, dvs. de er demokratiets repræsentanter eller tillidspersoner. På linie med medlemmer af Folketinget. Tjenestemandsinstitutionen bør genindføres, fordi den udtrykker at offentligt ansatte er folkets tjenere. Beskyttet af og ansvarlige overfor Folketinget, ikke som andre lønmodtagere legebold for kapitalinteresser.
At bundte offentlige og privat ansatte sammen i én klasse giver kun mening, hvis staten opfattes som éntydig repræsentant for kapitalen, altså som udtryk for kapitalens fællesinteresser. Da det var tilfældet for mere end 100 år siden, mødte de offentligt ansatte blot kapitalen i en anden skikkelse, når de forhandlede løn, ligesom borgeren blot var kunde i kapitalens butik. Men det er ikke tilfældet i dag. Med mindre man som kommunisterne ville benægte vigtigheden af den demokratiske bestemmelse af staten. Altså hævde at demokratiet er ’borgerligt’, dvs. i grunden skadeligt, fordi det giver illusioner om folkelig indflydelse, skønt alle love fundamentalt varetager kapitalens interesser. Stadig iflg. den forkerte kommunistisk tankegang.
Derfor er offentlige overenskomstforhandlinger i princippet af en helt anden karakter end de private. De sidste er af klart antagonistisk karaker, mens de første er forhandlinger indenfor ’familien’. Privat løn betales af kapitalisterne, offentlig løn af alle borgerne.
Alt i alt går hovedmodsætningen i den moderne kapitalisme mellem den demokratiske og den kapitalistiske sektor, mellem Folketing, kommunalbestyrelse og de offentlige ansatte på den ene side og kapitalejerne på den anden. Folketinget kan have borgerligt flertal, ja, men det kan ændres ved et valg.
Dette er ikke en eller anden fortænkt teori. Jeg har blot søgt at sætte den faktiske kamp på begreb.
Den faktiske strid igennem de sidste årtier har nemlig drejet sig om at bekæmpe nedskæringer, forsvare velfærdsstaten og forhindre at den demokratiske sektor underlægges kapitalens bud.
Dette har været defensive kampe, men den offensive, antikapitalistiske dagsorden må nu åbnes. Og det kan kun ske, hvis de offentligt ansatte og brugere af sektoren får den selvbevidsthed, der ligger i at vide, at når de kæmper for deres egne interesser, kæmper de også for demokrati, fællesskab og solidaritet.
Det drejer sig om, hvorvidt demokratiet skal være et minimaldemokrati, som de liberale ønsker, eller et maksimaldemokrati, som socialister ønsker.
De offentligt ansatte udgør en tredjedel af arbejdsstyrken. Deres stemme går – naturligvis – overvejende til venstresiden, omend der stadig er nogle masochister, der stemmer borgerligt. Potentialet er stort.
I fjerde artikel diskuterer jeg den rolle, som den klassiske klassekamp mellem lønmodtagere og kapitalejere i den kapitalistiske sektor, spiller.
I disse debatindlæg har jeg fokuseret på det mere principielle og grundlæggende. Et andet og særdeles relevant spørgsmål lader jeg stort set ligge, nemlig, om demokratiet faktisk kan få en økonomi til at hænge sammen og sørge for en rimeligt innovativ udvikling.
Jeg vil blot påpege tre faktorer:
1) Den offentlige sektor består helt overvejende af produktion af serviceydelser, ikke af materielle varer. Derfor forurener den mindre og lægger beslag på færre ressourcer. Det må være et argument for at lade den ekspandere på bekostning af den mere materielt orienterede kapitalistiske sektor. Senere bør den demokratiske sektor også omfatte materiel produktion, men her er det vel ikke urimeligt at antage, at Folketingets miljødagsorden kan slå igennem på en helt anderledes direkte måde end i den kapitalistiske sektor, hvor miljø aldrig kan konkurrere med profit som overordnet målsætning.
2) Den offentlige sektor er ’arbejdskraftintensiv’, dvs. den helt store produktionsfaktor er arbejdet. En udvidelse af denne sektor giver derfor langt flere arbejdspladser end en tilsvarende udvidelse af den kapitalistiske sektor.
3) Den offentlige sektors kerneydelser er sundhed og uddannelse. Det er disse ting, befolkningen vil ønske i fremtiden, frem for flere dingenoter.
I 1991 brød kommandoøkonomien sammen, og siden 2008 har kapitalen demonstreret sin inkompetence. Efter at den udemokratiske styring af økonomien er fejlet i sine to varianter (kommunisme og kapitalisme) kunne man da tænke sig, at demokratisk styring vil vise sig mere effektiv. Måske er de synlige hænder et funktionsdueligt alternativ til jernnæven og den usynlige hånd.
Dette forhold har været bestemt af krige og økonomiske kriser; således gav kapitalismens krise i 30'erne øget reguleringsmagt til Folketinget her i landet.
Styrkeforholdet har også været bestemt af mere langsigtede faktorer. I anden halvdel af 1800-tallet voksede folkets indflydelse i takt med, at bondestanden frigjorde sig fra underdanige almue-holdninger og begyndte at organisere sig økonomisk i andelsbevægelsen, der havde klare demokratiske træk.
Senere fik den demokratiske indflydelse vind i sejlene, efterhånden som urbaniseringen og industrialiseringen skabte en magtfuld arbejderklasse. I den keynesianske periode, fra 1945 til 70erne, havde Folketinget magt til at regulere og til dels stække kapitalkræfterne.
Siden da er det stødt og roligt gået ned ad bakke med den demokratiske indflydelse, i takt med nyliberalismens fremgang. Nationalbanken – dermed pengepolitikken – er blevet selvstændig i forhold til politikerne, altså afdemokratiseret, og kontrollen med den moderne infrastruktur er blevet afhændet med privatiseringen af TDC i 90'erne.
Mere generelt har liberaliseringen og dereguleringen styrket kapitalen så meget, at politikken i stigende grad har måttet tilpasse sig de nye magtforhold, fx er mange statsfunktioner blevet placeret i selskaber, der fungerer på markedsvilkår, således at ikke folket, men profitten styrer.
Kvantitativt set er den demokratiske sektor gået frem indtil 1980erne. Derefter er den stagneret, - og på det seneste truet.
I anden halvdel af 1800-tallet var den offentlige sektor lille, omkring 5% af BFI (bruttofaktorindkomsten = værdien af den samlede produktion). Det skyldes bl.a. at partiet Venstre, datidens store demokrati-forkæmper, havde kontrol med Folketinget, og derfor noget af tiden kunne forhindre at finansiere Estrup-diktaturet; en lille offentlig sektor harmonerede dengang med både liberale og demokratiske principper.
Efter demokratiets indførelse i 1901 voksede den demokratiske sektors vægt, men meget langsomt. Selv under 30'ernes krise skete der ikke meget; der var omfattende indgreb i kapitalismen, men ikke megen keynesiansk finanspolitik (dvs. øget offentligt forbrug). Og endnu i slutningen af 50erne udgjorde den offentlige sektor kun 10% af BFI.
Det store ryk kommer først i 60erne og 70erne. Det offentlige forbrug er de løbende udgifter til sundhed, uddannelse, børne- og ældreforsorg; det kulminerede i 1982/83 med ca. 28% af BFI, derefter stabiliseres det på 25-26%. Offentlige investeringer (broer, nye universiteter osv) nåede et maksimum på 4,2% i 1970, men faldt til 1,7% i 1990 og har siden holdt sig på dette niveau. Udviklingen i offentligt forbrug og investeringer udtrykker de strukturelle forskydninger mellem den demokratiske og kapitalistiske sektor, og her er der altså ikke sket meget den sidste snes år.
De samlede offentlige udgifter omfatter også indkomstoverførsler, fx. pension og dagpenge, samt renter på statens gæld. De er faldet fra 55,5% i 1990 til 50% i dag, men det skyldes at den mindre ledighed har mindsket dagpengeudgifterne og afviklingen af statsgælden har mindsket renteudgifterne, og det er jo kun udmærket. De 50% harmonerer med, at vort gennemsnitlige skattebidrag er 50%, dvs. ud af en indkomst på 100 kr stilles de 50 kr til rådighed for fællesskabet, mens man privat kan disponerer over de resterende 50 kr.
Stabiliteten i det offentlige forbrug er sket på trods af den erklærede vilje i 1999 (i 2010 planen, vedtaget af V, K, SD og RV) til at marginalisere den demokratiske sektor, ved her kun at tillade en vækst på 0,5 %, og på trods af VK-regeringens skattefjendtlighed og generelle liberale holdninger.
Vi får se, om den nye centrum-venstre regering får held til at flytte magt fra demokratiet til kapitalen: Før valget skulle den offentlige sektor vokse med 1,4%, hvilket ikke var meget, men som led i den nyliberale nedskæringspolitik forudses nu en vækst på mikroskopiske 0,6% i år og 0,3% næste år, med samme meget lave niveau frem til 2020.
Socialister møder altså store udfordringer i disse år.
Ved tacklingen af disse ville det for resten hjælpe gevaldigt, hvis centrum-venstre politikere kunne bevæges til at tale om den demokratiske versus den kapitalistiske sektor, snarere end staten ('myndighederne, derfor ond') versus den private sektor ('os selv, derfor god'). Men først og fremmest burde sådanne politikere betale en tier i en bødekasse, hver gang de siger ’skattetryk’: Det er de liberale, der skal sige ’skattetryk’, for de kan ikke lide den sektor, som skatterne finansierer.
Vi andre skal sige SKATTEBIDRAG, fordi finansieringen af fællesskabet er et gode, jf. Viggo Kampmann – socialdemokratisk statsminister i begyndelsen af 60erne – der udformede sloganet ’Betal Deres skat med glæde’!.
Sproget har meget stor politisk betydning. Hvis man bruger modstanderens ord bliver man som modstanderen, måske uden at vide det.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96