»Den dag vandt vi kampen på gaden - siden tabte vi kampen i offentligheden«

Der var optræk til ballade og den helt store konfrontation i Roskilde den 19. august 1995, da de danske nazister fra Jonni Hansens DNSB (Danmarks Nazionalsocialistiske Bevægelse) var værter for en international Rudolf Hess-march.

Marchen fugte efter en række marcher til ære for den afdøde tyske topnazist, der havde været samlingspunkt for tyske nynazisters udadvendte aktiviteter siden Hess’ død i 1987.

I 1992 og 1993 havde de kunnet samle omkring 2.000 erklærede nazister i Tysklands gader. Et imponerende antal set med datidens naziøjne.

Desværre for de tyske nazister var deres organisationer og traditionsrige marcher i mellemtiden blevet ulovlige i hjemlandet, hvilket mildest talt begrænsede mobiliseringspotentialet.

Derfor søgte man efter et nyt naturligt centrum for offentligt at udtrykke sin støtte til Hitler-Tyskland, og valget faldt på lille Danmark, hvor en ung Jonni Hansen havde haft held til at reorganisere det danske nazistparti DNSB til en udadvendt, agiterende organisation.

Valget af Danmark var langt fra tilfældigt. Året forinden (1994) havde de danske nazister fejret en stor succes, da de havde lykkes med at banke en gruppe antifascister, der var taget mod et møde i Den Danske Forening med den klare intention at sabotere det.

Et par måneder inden den stort anlagte march i Roskilde var det endda lykkedes at gennemføre en nazimarch i nogle villakvarterer omkring Hillerød i samarbejde med spredte højreradikale unge og nazirockelskende skinheads.

Begivenhederne havde, sammen med de danske myndigheders liberale holdning til nazistisk agitation og propaganda, både givet Jonni Hansens DNSB-drenge anderkendelse fra flere fremmedhadende miljøer i Danmark, men placerede også Danmark centralt i den nazistiske internationale NSDAP-AO.

Mange kilder flød sammen

Knud Holt Nielsen er nu historiker, forfatter, medlem af og aktiv i Enhedslisten, men i 1995 var han medlem af Rebel og en af hovedorganisatorene af den brede demonstration mod nazisterne i Roskilde, der blev organiseret af Anti-racistisk netværk, som samlede bredt blandt venstreorienterede og antiracistiske grupper i København.

Han lægger vægt på, at kombinationen af autonome fra København, en bred demonstration med deltagelse af både venstrefløjen og lokale borgere og den aktive deltagelse fra helt almindelige Roskildeborgere gjorde udslaget for nazisternes ubetingede nederlag den dag:

– Det helt unikke ved Roskilde 1995 er, at der er mange kilder, der flyder sammen. Der var de dedikerede antifascister fra København, der rendte sammen med de bredere venstreorienterede protester, som jeg var med til at arrangere -  så var der den helt almindelige Roskildeborger, som tog sagen i egen hånd og jagtede dem ud af byen, siger han.

I løbet af formiddagen var 150-200 organiserede antifascister fra AFA (Antifascistisk Aktion) og andre autonome grupper ankommet til Roskilde. De havde delt sig i tre grupper på 40-70 stykker rundt omkring på nazisternes rute – én gruppe ved Vikingeskibshallen, én foran Tinghuset og én ved banegården.

Strategien var at forhindre nazisterne i at gennemføre marchen ved hjælp af fredelige blokader.

Stemingen var nervøs. Ingen af dem var klar over, hvor mange nazister og dermed tæsk man kunne forvente.

Fra klokken 12 begyndte den brede demonstration at ankomme. Selvom borgmester Egon Ree (S) havde opfordret alle til at blive hjemme, og overlade byen til nazisterne, mødte omkring 1.500 demonstranter frem til græsplænen foran socialforvaltningen – langt fra nazisternes rute inde i byen – som politimesteren har anvist dem til.

Demonstranterne var både venstreorienterede fra Demos, Rebel og Enhedslisten, som var taget afsted fra København, men også mange lokale borgere, der var chokerede over udsigten til at uniformerede nazister ville indtage deres by den eftermiddag.

Stemingen i Roskilde var spændt og hele byen var malet og klistret ind i antifascistiske budskaber.

– Egentlig var der ikke planer om, at de forskellige ting her skulle flyde sammen, men lige pludselig var der en unge knægt, der hoppede op på scenen, tog mikrofonen og kaldte på handling med ordene ’Jeg synes det her er for tamt! Nu går vi sgu ned og stopper de nazister! Er i med?’. Så væltede demonstrationen ned til Roskilde Tinghus for at møde nazisterne, siger Knud Holt.

Så det var ikke planlagt at den brede demonstration med Roskildeborgere og demonstranter fra København skulle slutte sig til AFA-blokaderne?

– Slet ikke planlagt. Der blev faktisk snakket om blandt arrangørerne, at nu skal vi jo huske at forklare, at demonstrationen er opløst. Politiet anede ikke, hvad det skulle gøre. Det havde ikke forberedt sig på, at det skulle til at gribe ind over for helt almindelige Roskildeborgere, da vi tog derned for at blokere nazisternes march.

Stemningen steg og flere lokale sluttede sig til optoget på vejen. Ca. 1000 var med.

Hvorfor tror du, at så mange lokale spontant valgte at slutte sig til den direkte konfrontation med nazisterne?

– Det var et gigantisk chok for folk at se uniformerede nynazister marcherer gennem byen, og der var en stemning af, at politiet reagerede ekstremt uretfærdigt, når de bar antifacisterne væk og angreb dem uden at røre nazisterne overhovedet. Det tror jeg havde en katalysatoreffekt. Så opdagede folk, at hvis nazisterne skulle ud, så måtte de tage sagen i egen hånd, siger han.

Knud Holt forklarer, at politiet faktisk gik ekstremt hårdhændet til de fredelige demonstranter, der bare havde sat sig foran Tinghuset, mens nazisterne fik lov til at marchere, banke løs på folk og tage billeder af dem i fred.

– Vi var flere hundrede mennesker fra den brede demonstration, der havde sat os foran Tinghuset for at spærre for nazisterne, og her valgte politiet så pludselig til sidst på dagen at sætte hunde ind mod de siddende demonstranter.

– Panikken bredte sig, og da folk flygtede ned af gaden, skød politiet gassen foran demonstranterne, så vi skulle løbe igennem gassky efter gassky. En af betjentene rettede et gasgevær direkte mod en demonstrant og skød hende lige i ryggen. Det var en vild dag altså!

– Nazister havde til gengæld fået lov til at slå løs på de der tilskuere, der stod og råbte af dem. Det fik til sidst en af de udsendte TV2-journalister til fuldstændig at glemme sin journalistrolle, gribe sin boomstang med mikrofonen og banke en nazist i hovedet med den. Det viser ret godt, hvad det var for en stemning, der var i Roskilde. Den dag tog alle aktivt stilling.

Ja, kan du uddybe, hvad det var, der gjorde Roskilde 1995 til så stor en succes?

– Det, der virkelig lykkedes, var, at både forløbet og historien handlede om, at almindelige mennesker og beboere i Roskilde sagde fra, afbrød nazisternes march og faktisk tæskede dem ud af byen.

– Nazisterne havde forventet en gadekamp med trænede AFA-folk, men blev i stedet jagtet ud i deres busser og ud af byen af vredladne roskildeborgere i sommersandaler. Det gjorde oplevelsen særligt ydmygende for dem, tror jeg.

Dermed var dagen slut. Nazisterne var fordrevne, Jonni Hansens drenge i DNSB var ydmyget og et unikt sammenhold mellem venstrefløjen, de lokale borgere og AFA var opstået.

Betydningen af Roskilde 1995

Spørger man Knud Holt, var den 19. august 1995 afgørende på flere måder. Sejrene og forsømmelserne sætter sig spor, som stadig kan mærkes i dag;

– I Rebel diskuterede vi meget, hvordan vi kunne bruge den der antifascisme til at starte en bredere kamp mod racisme i samfundet. Men generelt fortabte 1990’ernes aktivistmiljø sig lidt i kampene mod fascisterne og i mellemtiden bredte racismen og fremmedhadet sig bredere i samfundet anført af bl.a. DF, siger han.

Han lægger vægt på, at kampen i Roskilde vandt over nazisterne på gadeplan, men at kampen om holdninger og debatten er en anden sag.

– Roskilde får den betydning, at vi ikke får en egentlig, udbredt voldelig nynazistisk bevægelse i Danmark. På samme måde som vi f.eks. kom til at se det i Sverige, hvor de faktisk blev ekstremt ubehagelige og fik magt til at slå folk ihjel. Det kom aldrig til Danmark på den måde. Det fik vi stoppet i 1995.”

Men du mener ikke at kampen var endegyldig vundet af den grund?

– Nej. Den militante venstrefløj var ikke god nok til at sige ’nu har vi vundet det her gadeslagsmål, nu må vi vinde den brede kamp i samfundet om holdningerne’. Racisterne havde folk, der skrev læserbreve på stribe om, at de fremmede kommer og tager vores bagerjomfruer, om man så må sige. Der fortabte en del af venstrefløjen og måske især os på den autonome venstrefløj sig i kampe med nazisterne og glemte den brede kamp om meninger i befolkningen.

– Det momentum, vi havde, blev ikke udnyttet til en bredere kamp mod racismen og fremmedhadet. Det må man sige, det var 1990’ernes store svigt -  at man ikke kiggede op og så tingene i det store perspektiv.”

Men det er alligevel ret unikt, at en decideret gadekamp får så bred opbakning fra lokalbefolkningen. Er det en strategi, man kan lære af i dag?

– Begivenhederne i Roskilde udtrykte, hvad det var for et samfund dengang. Det var et meget antiracistisk og antifascistisk samfund, hvor det var naturligt, at man sagde fra i samlet flok, når nazisterne troppede op ved byporten.

– Nu er vi gennem en lang periode blevet fyldt med så meget racistisk propaganda, så vi er blevet parate til at finde os i hvad som helst. Ja vi er endda klar til at acceptere at voldelige nynazister med mord på samvittigheden (Golden Dawn) deltager i Folkemødet på Bornholm. For 20 år siden ville vi ikke finde os i det. Nu er situationen den, at vi skal finde os i det.

Kampen i Roskilde har altså haft en tydelig betydning for at den organiserede nazisme ikke slog rod, på samme måde, som man kunne have frygtet.

I lyset af folketingsvalget og –valgkampen er arbejdet mod det brede fremmedhad til gengæld mere aktuelt end nogensinde.

Jakob Ruggaard er medlem af redaktionen for magasinet Solidaritet, hvor artiklen også bringes i nr. 3/2015.