»Den anden drøm er større end Trump«

Nedenstående tale holdt Gorm Anker Gunnarsen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten, da partiet holdt debatmøde om valget i USA onsdag d. 16. november.

Der er to amerikanske drømme.

Den ene amerikanske drøm er et retfærdigt samfund. 

Den anden amerikanske drøm er den personlige berigelse.

De europæiske indvandrere til Amerika kan grupperes efter, hvilken af de to drømme de satsede livet på at forfølge.

Repræsentanter for drømmen om et retfærdigt samfund omfatter en mangfoldighed af minoriteter med drømme om et retfærdigt samfund.

Retfærdighedsdrømmen har et afsæt i reformationens oprindelige nej til en topstyret kirke. De marginaliserede protestantiske trossamfund, der efter reformationen ikke kunne forlige sig med Luthers lære og kongemagtens ret til at udpege kirkeledere, grundlagde et ligheds-Amerika. De fleste amerikanske protestanter lod ikke som lutherdommen kirken underlægge kongen. De satte i stedet troen på, at intet menneske kan være dommer over, hvilket andet menneske er nærmest gud.

Denne drøm repræsenteres også af bønder, som slog sig sammen og skabte demokratisk styrede lokalsamfund, hvor de delte jorden ligeligt og byggede fælleshuse. 

Den omfatter utopiske socialister, der skabte ko-operativt drevne produktioner og byer. 

Den omfatter Abraham Lincoln, den første republikanske præsident, hvis drøm om, at en demokratisk stat kan skabes af folket, for folket og ved folket, indgød modet og viljen til at sætte en stopklods for det mest uhæmmede udtryk for viljen til hensynsløst at rage til sig: slaveriet.

Det var sådanne amerikanere, fx også den progressive republikanske præsidentkandidat i 1940 Wendell Wilkie, der i 1942 stillede sig til rådighed for Præsident Roosevelt og på en jordomrejse forhandlede grundlaget for den anti-fascistiske alliance under Anden Verdenskrig og dermed banede vej for etableringen af et FN på principper om retfærdighed. 

De har senest været smukt repræsenteret af Bernie Sanders, som har talt til håbet om lighed og retfærdighed på en måde, han kunne personificere meget mere troværdigt end sin modkandidat ved det demokratiske primærvalg. 

De oprindelige amerikanere og de slavegjorte afrikanere fik med USAs grundlæggelse og ekspansion ikke mange chancer for at udleve drømme, og blev efter borgerkrigen påny påført et ghettoiserende udrensningsmareridt af aldrig retsforfulgte og politisk magtfulde terrorgrupper. De diskriminerede mindretal fik dog i 1950'erne og 1960'erne muligheden for at knytte an til drømmen om et retfærdigt samfund. Den bevægelse har sendt ekkoer ud i eftertiden gennem Martin Luther Kings drømmetale fra 1963, der vandt og stadig vinder dyb genklang og derved åbnede det visionære håb, der skulle til for at inspirere først Jesse Jacksons Regnbuekoalition, som voksede frem under Reagan og siden lagde grunden til den entusiastiske græsrodsindsats, der sikrede Obamas valgsejr i 2008.

Den amerikanske drøm om retfærdighed er en drøm, som vi i Enhedslisten står i dyb gæld til.

Den anden drøm, drømmen om berigelse, kan drive meget godt frem i mennesker. Men i Amerika blev den skabt i et fællesskab af svært bevæbnede erobrere, der stadig drømmer om ekspansion, og ser vækst, som muligheden for at rage det til sig, som man begærer.

De europæiske indvandrere, der satsede på den personlige berigelse, havde fra start et nært forhold til den britiske magtelite. Kongen tildelte dem ved Virginias grundlæggelse retten til at besidde al agerjord, alle skove, al græsning, al rigdom i undergrunden, alle vådområder og alle naturhavne langs hele Nordamerikas østkyst, så længe de blot besad det i kongens navn. Når kolonien var ved at gå fallit, hvad den ganske ofte var - for lykkeridderne ville nødig betale skat, så udstedte kolonien og siden staten blot skøder på jord længere inde i landet, solgte dem videre og løste problemet med, at de solgte områder endnu ikke var ryddet for indfødte ved at lokke nye indvandrere til at købe grundene med en drøm om personlig berigelse.

Trumps måde at lokke investorer, tilskuere og vælgere ind i sine projekter er en del af en veletableret metode. Når først hele opsparingen er bundet til et skøde i indianerland, så var viljen til etnisk udrensning også til at finde frem. Forretningsmodellen er svær at afvise, når du først er lokket ind i pyramidespillet og har bundet din kapital.

Jesus siger fint i Bjergprædikenen, hvordan berigelse og bevidsthedsdannelse hænger sammen: Dit hjerte vil være, der hvor din skat er - og lyset fra din skat vil forblænde dit øje, så du ikke ser lyset i dit medmenneske. Den mangel på empati, den hensynsløshed dukker til stadighed op fra historiens dybe lag i hvidt dominerede kvarterer, når der flytter lidt for mange sorte ind til at fastholde ejendomsprisernes niveau. Eller når den dygtige latino-håndværker begynder at overtage hvide håndværkeres kunder.

Den ganske særlige hæmningsløshed, der præger berigelsesdrømmen, har historisk været holdt helt eller i delvist i skak af drømmen om et retfærdigt samfund.

Drømmen om berigelse har været særdeles dynamisk. Det ekspanderende USA kunne skridt for skridt overtage kontrollen med nye ressourcer uden hensyn til de samfund, som havde skabt dem. Hvor mange patenter er tildelt de oprindelige forædlere af givtige afgrøder som majs, tomater og chokolade? Ekspropriation og privatisering har fortrængt historien om dem, der var der først, men historien findes stadig neden under den glatte overflade og dukker op som frygt og had fra sindets dybe lag, når den røverisk tilegnede rigdom trues.

Ved USAs grundlæggelse var det drømmen om et lighedsbaseret og retfærdigt samfund, som drev den politiske revolution og den krig, som ledte til den første store sejr over den europæiske kolonialisme. Den amerikanske Uafhængighedserklæring hævder netop retten til at omstyrte staten, når lighed og frihed er truet.

Den øverst ansvarlige kvinde for dokumentets bevarelse har i 2013 sensationelt peget på, at dokumentets betydning ganske tidligt blev forvansket ved at veksle et komma til et punktum og derved åbne for den tolkning, der fx præger Tea-Party bevægelsen. Den bevægelse indordner statens ansvar for at sikre borgernes rettigheder og sætter borgernes ret til at berige sig øverst. Men altså stik mod dokumentets sideordnende tegnsætning.

De ret udtalte udemokratiske træk ved det amerikanske valgsystem har også ophobet sig over tid. De var allerede i den anden og nugældende forfatning for USA fra1788 udtryk for et helt overlagt ønske om at undgå så meget demokrati, at ejendomsretten kunne trues fra et stemmeberettiget proletariat.

Valgretten var begrænset af status og køn fra start. Valgretten er noget man skal registrere sig til, og politiserende embedsmænd har gennem historien nægtet millionvis af vælgere adgang. Fratagelse af stemmeret er sket på mange måder, på en skala fra uigennemskuelige registreringsbestemmelser til terror mod folk, der vover at registrere sig. I mange stater foregår jævnlig skønsmæssig eliminering af ”muligvis fraflyttede” fra valgkredse, der stemmer på et andet parti end guvernørens. Og mange stater fjerner permanent valgretten fra alle, der har modtaget en dom. Et centralt motiv bag er at mindske den sorte vælgebloks indflydelse.

Primærvalget i år brugte demokraternes top også denne sorteringsmekanisme. Ved primærvalget i New York i april krævedes eksempelvis, at man var registreret allerede i oktober - lang tid inden de fleste i staten havde hørt om en kandidat som Bernie Sanders. Dette var en af det Demokratiske Partis mange overlagte udbureaukratiseringer, som formåede at fravriste Sanders nomineringen.

En anden sorteringsmekanisme er forskudte valgperioder. En senator kun på valg hvert sjette år. Og kun en tredjedel af senatorerne udskiftes.

Der har ikke været meget fornuft i at opretholde valgmandssystemet siden introduktionen af telegrafen og jernbanen. Alligevel er det opretholdt, så en stemme i de tyndt befolkede stater tæller tre gange så meget som en stemme i Californien. Selv om Hillary Clinton fik flere stemmer end de andre kandidater, fik Donald Trump valgt flest valgmænd til det egentlige præsidentvalg i Washington den 19. december. Der er faktisk flere initiativer i gang for at skabe tilslutning til, at valgmænd under alle omstændigheder skal forpligtes til at følge det samlede valgresultat.

Og tilsvarende præsidentvalget var stemmerne på demokratiske kandidater til Repræsentanternes Hus mindre værd, fordi valgdistrikterne for flertalsvalgene i enkeltmandskredse siden 2012-valget har haft helt absurde grænser i mange stater. Nogle af valgdistrikterne snor sig og er lange og tynde på en måde, der meget passende er karakteriseret som forbrydelser mod geografien.  Grænsedragningen har i udpræget grad favoriseret valget af republikanere.

Man kan med rette anklage politikerne i USA for stor forsømmelighed, når de ikke har formået at skabe et system, der kan håndtere et folkevalg på en måde, der både sikrer respekt for flertal og mindretal og sikrer, at der ikke byttes om på de to og gør flertallet til tabere og mindretallet til vindere.

Sådan er der mange udtalt udemokratiske træk ved det formelle valgsystem, men det er et uformelt træk, som mest udpræget modvirker demokratiet: Omfanget af returkommissioner.

En nylig meta-undersøgelse af amerikaneres indflydelse på politiske spørgsmål gennem de sidste tre årtier har afdækket, at de 90 % fattigste amerikaneres mening om enkeltsager ikke har betydning for faktiske politiske beslutninger. Først når deres mening om en sag deles af de 10% rigeste øges deres mulighed for, at deres sag leder til forandring. Det er i denne undersøgelse kun den rigeste tiendedel, der har målbar indflydelse på politik.

At det forholder sig sådan kan bedst forklares med, at indflydelse på politikken og statsbudgettet er sat til salg. For at vinde et valg, skal en kandidat have en umådelig kampagnefond. Og efter en højesteretsdom i 2010 er der i praksis ingen grænser for, hvor mange penge et firma må købe indflydelse for. Vi taler her om fuld legalisering af returkommissioner. I praksis er det nu kommet så vidt, at flertallet af kongresmedlemmer bruger størstedelen af deres arbejdstid på selv at henvende sig til firmaer med anmodninger om kampagnebidrag. I disse henvendelser indgår selvfølgelig de sager, som firmaerne kan have fordel af at øve indflydelse på. Kongressens medlemmer er i vild konkurrence om at give de bedst mulige ydelser til private investorer.

Vi har her den grundlæggende forklaring på Clintons nederlag. Hun har spillet spillet om kampagnebidragene - og gjort det som det store flertal af kongressens politikere gør - og gjort det mere effektivt end dem. Og så er det svært at tale om personlig troværdighed og integritet. Hun er sovset ind i systemet og i lommen på Wall Street.

Hun kunne derfor ikke få det ganske fine progressive valggrundlag fra demokraternes partikonvent til at klinge overbevisende. Hendes person kom til at stå i vejen. 

Trump står med flest valgmænd bag sig til at vinde valget den 19. december. Han slap afsted med at fremstille sig som en uafhængig supermand mod det etablerede system. Men tag ikke fejl. Han vil ikke alene give kontrakter til eget firma. Hans gæld til bestemte kapitalgrupper vil hurtigt føre til at statens investeringer omdirigeres i retning af hans kreditorer. Han vil også være helt afhængig af det klientelistiske returkommissionssystem.

Trump har formået at forbinde sig med den amerikanske drøm om berigelse. Han har så at sige bygget hele sin politiske karriere på et billede af sig selv som succesfuld rollemodel for enhver karrieremager. Forestillinger om retfærdighed og lighed er helt fraværende i hans ordvalg. Den form for princip-frihed kan jeg ikke genkende hos tidligere amerikanske præsidenter. Han har ikke principper om det fælles bedste. Han taler kun om loyalitet og interesser. Hans univers er et system af dominans og vennetjenester. Den helt uhæmmede rivalisering om hans gunst bobler således allerede op i offentligheden. Manglen på retfærdighedsbegreb skaber en bundrådden atmosfære i det republikanske parti fra start.

Hans valgkamp har haft en appel. Han har bygget sin tilslutning ved at fremkalde bestemte billeder i tilhørernes sind og ved at fremmane stærke følelser, af typer, der er nødvendige for at vinde en krig.

Trump har rakt ind i frygten for at miste sin ejendom og hadet til alt, der kan true de ting, folk holder af. Og i sindene har han placeret billeder af sorte bander i bykernerne og latinoer med hang til voldtægt. Hans brug af "vi" og "os" har været for de "rigtige" amerikanere, der støtter ham, og kaldt på loyaliteten over for nationen ved samtidig at prikke til angsten for at falde udenfor. Ikke engang hans praleri med at slippe afsted med uinviterede greb efter kvinders kønsdele har kunnet dæmme op for viljen til at følge ham og tage imod hans lederskab. Han er den dysfunktionelle skoleklasses lederskikkelse, der mobber enhver udfordrer til underkastelse.

I længden vil hans helt ensporede berigelsesdrøm ikke være stærk nok til at holde folk på plads. Drømmen om retfærdighed har en dyb appel.

Faremoment nummer et er, at han vil skabe krige, der kan styrke folks loyalitet over for ham. Det er ikke ualmindeligt at starte krige, som skaber en national kampgejst, der gennemsyrer det overvejende flertal og stopper åben meningsudveksling. Krig gavner i reglen siddende højrepolitikere. Krigene startes ofte midt i første valgperiode. Reagan invaderede Grenada i 1983, Bush den Ældre ledte første Irak-krig i 1991. Bush den Yngre erobrede Irak i 2003. Det er min egen erfaring, at der tabes rum for dialog og åben politisk meningsudveksling. Når jeg har besøgt USA under og lige efter krige, har mange normalt ganske åbne og fornuftige mennesker haft tunnelsyn. En pluralistisk kulturs åbne dialog er alternativet til krig.

I de krige, hvor allermest var på spil, har det imidlertid været drømmen om et retfærdigt og åbent samfund med respekt for minoriteternes rettigheder, der inspirerede til selvopofrelse i nationens tjeneste. I den anti-kolonialistiske uafhængighedskrig var det visionen om lighed og retten til at omstyrte staten med revolution, når staten ikke tjener folket, som inspirerede til at udholde lidelse og kamp.

Under borgerkrigen, otte årtier senere, var det visionen om lige rettigheder for alle, uanset hudfarve, som republikaneren Lincoln brugte til at opildne Nordens befolkning i den kritiske slutfase.

Under Anden Verdenskrig, endnu otte årtier senere, var det visionen om en lige og retfærdig verden, som amerikanerne satte på dagsordenen, da den anti-fascistiske alliance Forenede Nationer blev bygget op.

Under opbygningen af denne alliance foretog republikaneren Wendell Wilkie, der havde været en overraskende succesfuld udfordrer af Franklin Roosevelt ved præsidentvalget i 1940, som præsidentens særlige udsendig i 1942 en jordomrejse for at sikre konsultation med alle kæmpende nationer. I sin bog om jordomrejsen udfolder han en drøm om en traktatfæstet retfærdig verden. Han taler for et totalt opgør med racediskrimination og anden mangel på respekt for mindretal. Et centralt argument for dette opgør er en formanende advarsel:

Når vi fjerner frihedsrettigheder fra dem, som vi hader, åbner vi også vejen til tab af frihed for dem, som vi elsker.

Denne grundlæggende forståelse var helt central for den anti-fascistiske alliances projekt for en ny verdensorden. FNs pagt er baseret på et retfærdighedssprog, som jo i øvrigt også har rod i den socialistiske internationalisme. 

Dette sprog brugte vi og kunne vi referere til, da vi i 1980ernes fredsbevægelse formåede at bane vej for atomnedrustning ved at pege på, at sikkerhed i atomalderen ikke kan vindes ved at tage sikkerhed fra sin modstander. Det var det argument, som satte spor, da det danske ungdomsfredsinitiativ Next Stop Nevada i 1987 rejste hen over USA i en kampagne for dialog, atomprøvestop og fred. 

Her på kanten af klimakatastrofens uafværgelighed er der også rigtigt meget på spil. USA har nu en præsident valgt af dårligt uddannede, gamle, hvide, mandlige skydevåben-, bil- og grundejere. Hvor den ganske overvældende del af ungdommen stemte på Reagan i 1980erne, er ungdommen nu meget mere venstre-snoet. Sanders-kampagnen har efter valget straks opfordret til at tænke stort og visionært. De er gået i offensiven for at sikre en mere venstreorienteret ledelse af det kriseramte parti og har foreslået Keith Ellison fra Kongressens progressive partifraktion som ny partiformand.

Hvis de aktives rækker skal vokse ved at inspirere, engagere og involvere flere, så skal visionen om retfærdighed kunne males i fængende billeder - og dermed lægge grunden til den revolution, der om ganske få år skal realisere drømmen om et retfærdigt ja måske endda et socialistisk samfund. 

Trump ser sin og landets skæbne som ekspansiv vækst drevet af den enkeltes lyst til at berige sig og af loyalitet over for hans lederskab. I det kaos af had mod minoriteter, som Trumps kampagne har manet frem, er håbet, at det socialistiske alternativ vil vokse. Hvis ikke alt skal blive mørkt, så må vi knytte os tæt til håbet og leve for og med det. De gode mennesker jeg kender, fæstner sig nu ved behovet for at styrke organiseringen af de kræfter, der bærer drømmen om et retfærdigt samfund.  Især den amerikanske ungdom er ved at finde en revolutionær beslutsomhed frem. Med næste pendulsving kan den bringe flertallets drøm om retfærdighed og lighed til magten. Vi lever i sandhed i interessante tider.