Annonce

Auderød
25. september 2014 - 14:36

Demonstration imod lukning af asylcenter

Lokale borgere i Auderød indkalder til demonstration torsdag imod lukning af et asylcenter i Auderød. Vi skammer os og føler et behov for at gøre noget, fortæller initiativtager Malin Westerlund.

Torsdag den 25. september er der demonstration foran rådhuset i Halsnæs i protest imod lukning af et asylcenter i byen.

Udlændingestyrelsen har ønsket at udskyde den planlagte lukning af asylcentret, der huser omkring 700 mennesker, til slutningen af maj 2015 – men det har byrådet afvist.

Og det har nu fået lokale borgere til at protestere og tilbyde privat indkvartering til de asylansøgere, der mister deres hjem.

– Mens verden står i brand og millioner er drevet på flugt, beslutter Halsnæs Byråd at lukke asylcentret i Auderød. Det kan de ikke være bekendt. Vi vil gerne hjælpe med at finde tag over hovedet til de lidt flere end 600 asylansøgere, der snart bliver sendt på porten i Auderød, og stiller et værelse til rådighed for Røde Kors, indtil en mere permanent løsning er fundet, skriver arrangørerne »Gæstfri i Halnæs« i deres indkaldelse.

Besøg facebookgruppen »Gæstfri i Halnæs« her.

Borgmester: Asylcenter hindrer vækst

Demonstrationen er sat til at starte kl. 17 på Frederiksværk station, for så at bevæge sig mod Halsnæs Rådhus hvor en repræsentant for de demonstrerende vil aflevere en appel om at ændre beslutningen.

Udlændingestyrelsens anmodning om at udskyde den planlagte lukning blev nemlig kun afvist af et snævert flertal på 11 mod 10 i byrådet.

Blandt argumenterne for en lukning af asylcentret er blandt andet, at det kommer i vejen for at skabe vækst i kommunen.

Borgmester i Halsnæs kommune Steen Hasselriis (V) stemte imod udskydningen af lukningen med den begrundelse.

– Da vi i 2010 lavede centret, var det en midlertidig løsning, som skulle løbe i 18 måneder. Nu er der gået fire år, og vi mener, at det er på tide at fokusere på væksten, som er et stort problem heroppe, siger han til DR.

Gæstfrie i Halsnæs

Malin Westerlund har oprettet facebook-gruppen ”Gæstfrie i Halsnæs”, som står for demonstrationen og desuden har til formål at samle ligesindede og gøre opmærksom på problemet.

– Vi var jo flere som følte et behov for at gøre noget. Det startede for mig med at der var en på facebook, som skrev at hun skammede sig. Og det kunne jeg godt forstå, for det gjorde jeg også, fortæller Malin Westerlund til Modkraft.

– Til at starte med ønskede vi at invitere asylansøgerne ind i vores hjem, og indlogere dem privat. Jeg vidste at jeg havde plads til et par stykker, og hvis vi nu kunne få 300 flere med på ideen, så ville der være plads til alle asylansøgerne. Vi fandt så sidenhen ud af at Udlændingestyrelsen ikke tillader privat indkvartering.

– Men så begyndte vi at kigge efter alternative løsninger. Eksempelvis står der enormt mange tomme bygninger rundt omkring i Halsnæs kommune, som man sagtens ville kunne bruge til det formål. Men først og fremmest er det vigtigt at lægge pres på byrådet for at få dem til at ændre beslutningen, fortæller hun til modkraft.dk.

Om borgmesterens argument om, at det ikke kan lade sig gøre at sikre væksten samtidig med at holde asylcentret åbent, svarer Malin Westerlund;

– For tre år siden, da Dansk Folkeparti allerede dengang ønskede at lukke asylcentret ned, sagde han at Halsnæs ville være en fattig kommune, hvis vi ikke kunne hjælpe de her mennesker. Nu vil han nedlægge asylcentret for øget vækst.

Se også underskriftindsamlingen »Bevar asylcentret i Auderød« her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce