Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Moderne Socialisme (1)
22. marts 2012 - 13:12

Demokratiet som princip

Dette er det første af Anders Lundkvists fem bidrag til socialistisk principdebat: 1) Demokratiet som princip, 2) Den demokratiske sektor, 3) Selskabskapitalismen, 4) Lønmodtager og kapitalist, samt 5) Veje til socialismen (strategi).

Venstrefløjen har over de sidste 30 år lidt et historisk nederlag. År for år, dryp for dryp, har det politiske landskab bevæget sig mod højre. Kapitalen er blevet dereguleret og dermed styrket så meget, at den nu næsten enerådende sætter dagsordenen.

Europas fagbevægelse er blevet svækket, og arbejderbevægelsens politiske arm bliver stedse svagere. De før så magtfulde socialdemokratier er i mange lande reduceret til skygger af sig selv. De lider det ene historiske valgnederlag efter det andet – tænk på Danmark og Tyskland, hvor man skal 100 år tilbage for at finde mindre vælgeropbakning.

Nok så vigtigt har de langt hen ad vejen tilpasset sig den nyliberale dagsorden i en sådan grad, at de er blevet ugenkendelige som socialdemokratier. Og denne højredrejning er kun i beskedent omfang blevet samlet op af venstrefløjen.

Herfra hvor vi står

I dag er der borgerlige regeringer i alle de store europæiske lande, nemlig Tyskland, Frankrig, England og Spanien. I Grækenland og Italien har bankerne overtaget regeringsmagten; det græske socialistparti (Pasok) er i opløsning, og i Italien – med dets tidligere så magtfulde kommunistparti – er oppositionen svag og uden tro på sig selv.

Dette er situationen, og den må ses i øjnene ved enhver seriøs analyse af vilkårene for moderne socialisme.

De allerførste spørgsmål må være: Hvad gik galt? Og: Hvorfor er det gået så galt? Hvoraf den ringe modstand mod kapitalens overtagelse af magten? Begik arbejderbevægelsens ledere kollektivt forræderi? Næppe en acceptabel marxistisk forklaring. Men hvad så?

Kapitalen har fået frit løb, fordi dens traditionelle modmagt, industrisamfundets fasttømrende arbejderklasse, klar til at overtage produktionsmidlerne, er blevet udfaset, i takt med at servicesamfundet med dets mere heterogene lønmodtagere, har taget over. Denne materialistiske forklaring på miséren udfoldes i den fjerde artikel.

I diskussionerne på den danske venstrefløj har jeg savnet en diagnose af årsagerne til dens historiske svækkelse.

Jeg har også savnet en klar bevidsthed om, hvad et moderne socialistisk projekt går ud på. Hvis man ikke véd, hvad man vil, kan man næppe opnå det.

Vilkårene for moderne socialisme er altså ikke gode.

Med den aktuelle nedskæringspolitik, liberaliseringen af arbejdsmarkedet, og sidst Finanspagten har nyliberalismen taget et tigerspring fremad. Reallønnen er overalt under pres. Det mindsker købekraften og øger derfor arbejdsløsheden.

Vilkårene er også dårlige i Danmark, efter at centrum-venstreregeringen har tilsluttet sig Finanspagten med dens forbud mod en Keynesiansk og socialistisk politik.

Samtidig planlægger regeringen at marginalisere den demokratiske sektor: Overfor den annoncerede vækst før valget på allerede sølle 1,4 % i denne sektor, forudses nu en vækst på 0,6% i 2012 og 0,3% i 2013 og noget lignende frem til 2020.

Det betyder håndfaste velfærdsforringelser i kommunerne i de kommende år; instrumentet er det fireårige udgiftloft for stat, kommuner og regioner, foreslået af VK-regeringen og gennemført af den nuværende regering. Omvendt skal den kapitalistiske sektor styrkes; iflg. Socialdemokratiet skal der satses på jobs i den ’private sektor’.

Desværre synes regeringen at have lagt sig fast på en klart nyliberal linie.

Men vi lever i dramatiske tider, fordi den aktuelle politik i EU med stor sikkerhed vil skærpe krisen. BNP i EU forventes at falde med ½ % i 2012, arbejdsløsheden vil vokse, især blandt unge, og for resten vil de offentlige underskud – hvis afskaffelse er politikkens angivelige formål – også vokse.

Det vil potentielt afsløre nyliberalismen som økonomisk uansvarlig og udstille kapitalismen som uegnet til at styre økonomien. Som i 30erne.

Der er mere and antydninger af et oprør under opsejling. I Grækenland står de tre partier til venstre for Pasok til omkring 40% af stemmerne, vi har Occupy Wall Street bevægelsen etc. Det er en dobbelt protest, dels mod forringelsen af levevilkårene, dels mod afdemokratiseringen af beslutningsprocesserne.

Den aktuelle trosbekendelse er, at hvad der er godt for kapitalen er godt for landet. Heroverfor må stilles den innovative idé, at hvad der er godt for almindelige mennesker er godt for landet.

Principper for et principprogram

Marx skrev i sin ungdom – vist i Filosofiens Elendighed – at ’den idé, der adskiller sig fra interessen, er infam’. Dette var hans krigserklæring til de utopiske socialister.

Drastisk udtrykt, men pointen er god nok.

Og pointen er den praktiske materialisme, der siger, at det er de jordiske interesser, der driver værket. Det er fint, ja nødvendigt, at tænke udenfor det gængse og udkaste andre verdener, men derefter må det forklares, hvordan vi kommer dertil. Og vi kommer kun til et andet samfund, hvis der er interesser i det aktuelle samfund, der vil bære en sådan udvikling.

Konkret: Det er vigtigt at overveje demokratisk organiserede produktionskooperationer, men det kan være lige meget, hvis det ikke vises hvem der har interesse i noget sådant og hvornår (fx når kapitalistisk produktion bryder sammen eller bliver for miljøfjendtlig og/eller fremmedgørende for de ansatte). Og hvis det ikke overvejes, hvordan kooperationernes overlevelsesmuligheder er overfor de kapitalinteresser, der historisk har udkonkurreret kooperation og andelsbevægelsen (eller tvunget sidstnævnte til reelt at køre som almindelige selskabskapitalistiske virksomheder).

Anderledes udtrykt må vi være realister. Dette gælder også, når vi ser tilbage på socialismens historie. Der er ikke råd til nostalgi, til at drømme os tilbage til Marx’s mere enkle billede af kapitalisme og klassekamp.

SF er i gang med at diskutere principprogram, og Enhedslisten skal til det.

Forhåbentligt bliver de realistiske, dvs. tager udgangspunkt i de sidste tiårs store svækkelse af socialistiske idéer og politik. Venstrefløjen skal ikke cykle udenom problemerne ved at fylde på med tomme ’feel good’ vendinger om, at alle skal være gode ved alle. Hvis man er tilhænger af noget, er det kun skarpt, hvis man er modstander af noget andet.

Der er ofte alt for meget sødsuppe i principprogrammer. Her er Venstres principprogram i øvrigt en undtagelse – skarpt, klart og konsekvent.

Denne og de fire følgende artikler er bidrag til den debat om moderne socialisme, der allerede kører på modkraft.dk. Til orientering er jeg medlem af EL, men jeg håber at flere på venstrefløjen vil finde artiklerne relevante.

Det første bidrag handler om Principper. Det er i sagens natur noget abstrakt, hvilket forhåbentlig ikke afskrækker læseren. Some chocking details can be promised.

Det andet bidrag drejer sig om Den demokratiske sektor, det tredje om Selskabskapitalismen, det fjerde om Lønmodtager og kapitalist og det femte om Veje til socialismen.

Jeg håber på en god debat.

Moderne socialisme betyder demokratisering af økonomien

Demokratiet har tre nødvendige egenskaber:

1) politisk frihed, især retten til at stemme og ytre sig, som man vil, dvs. der er ikke demokrati, hvis man stemmer med pistolen for panden, eller hvis man kommer i fængsel for at kritisere statsministeren;

2) politisk lighed, altså at alle voksne har lige indflydelse efter princippet ’én person, én stemme’, dvs. det er ikke demokrati, hvis de rige, de fine eller de mest uddannede tæller mere end andre i den politiske beslutningsproces;

3) flertalsafgørelse, dvs. efter afstemningen er det flertallet, der bestemmer, mens mindretallet må bøje sig, dvs. der var ikke demokrati i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet, da Kongen udnævnte regeringen (Estrup) i strid med Folketingets flertal – det kan altså være lige meget med politisk frihed og lighed, hvis det alligevel er andre, der bestemmer.

Men det er vel fælles gods mellem liberale og socialister, eftersom moderne liberalister jo accepterer demokratiet?

Ikke ganske.

Liberale anerkender ikke demokratiet som styrende princip i samfundet i sin helhed, eftersom de foretrækker, at økonomien er ikke-politisk og derfor ikke følger demokratiske principper.

Økonomien skal være privat, hvilket indebærer at vi har ulige indflydelse, afhængig af hvor mange ressourcer (penge) vi har; forbrugeren med 1.000 kr har ti gange så stor indflydelse i supermarkedet som den forbruger, der kun har 100 kr, og tilsvarende har storaktionæren mere indflydelse end mindre aktionærer.

Heroverfor insisterer socialister på, at økonomi og politik er – eller skal være – uadskillelige, således at demokratiets princip kan – og skal – almengøres til at gælde hele samfundet, inklusive økonomien.

Denne forskel mellem liberalisme og socialisme har dybe rødder.

Individuel frihed er den højeste værdi i liberalismen. Udgangspunktet – samfundets byggeklodser – er de suveræne individer. Disse finder så ud af, at samarbejde kan være nyttigt på nogle områder, især – paradoksalt nok – samarbejde om at beskytte individet mod samarbejdet (fællesskabet). Deraf staten og overhovedet det politiske. Dette er indholdet i de borgerlige kontraktteorier, fra Hobbes, Locke og fremefter.

Men statsmagten er farlig for individet, undertrykkelsen lurer. Derfor skal staten begrænses til det absolut nødvendige, og den skal svækkes ved at den politiske magt deles i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der kan holde hinanden i skak (magtadskillelseslæren).

Heroverfor står det demokratiske princip om, at de to sidstnævnte institutioner er underordnet den lovgivende magt (Folketinget). Estrup sagde magtdeling mellem regering og Folketing, Hørup sagde ’ingen over og ingen ved siden af Folketinget’ (Hørup var demokrat – og liberal, hvilket som vi skal se var en kombination, der var særlig for Danmark).

Socialismens opfattelse er, at mennesket er født socialt, det er et ’socialt dyr’, som Aristoteles sagde. Det a- eller før-sociale menneske er en liberal fiktion, eller rettere resultatet af en sen atomisering af fællesskabet i individer.

Individet er ikke mennesket som sådan, men en forvrænget version af mennesket, for det menneske, der allerførst er adskilt fra samfundet, fra de andre, fra fællesskabet er lige så forkortet, som hvis det manglede sine arme. Aristoteles kaldte dette (borgerlige) menneske en ’idiot’ (efter græsk idios = selv) og endnu i dag hedder privatskoler ’idiotika scholia’ på græsk.

Samfunds- og menneskesyn er således diametralt modsat i socialismen og liberalismen.

Det er ikke tilfældigt at liberalismen vil begrænse demokratiet til et snævert politisk felt (jo mindre, jo bedre), mens socialismen vil udbrede det til hele samfundet, økonomien inklusive. Det skyldes, at demokratiet principielt flugter med socialistiske værdier, men dybest set er i strid med liberale værdier.

Hvorfor?

Demokrati indebærer, at vi alle allerførst er medlemmer af et fællesskab. Dette fællesskab er frit og lige (lige indflydelse), hvilket naturligvis harmonerer med socialismens traditionelle lighedsidealer.

Og videre indebærer princippet om flertalsafgørelser, at samfundsmedlemmerne skal være solidariske; mindretallet skal underordne sig, - samtidig med at dets ret til uenighed respekteres; skruebrækkere tåles ikke.

Liberalismen, derimod, ser demokratiet som en praktisk (nød)løsning, snarere end som et ideal.

Lige indflydelse går ikke godt i spænd med den ulighed, der naturligt flyder af individualisme. I sig selv indebærer individualisme jo, at den dygtige, flittige, kloge, rige osv har mere indflydelse end andre, for hvorfor skulle man ellers gøre en særlig indsats? Og først og fremmest må demokratiets princip om flertalsafgørelser (solidaritet) ses som undertrykkelse af individet (’flertalsdiktatur’ var tidligere et yndet skældsord). Det er derfor kun logisk, når Venstre i sit principprogram anbefaler et minimaldemokrati: ”Folkevalgte forsamlinger skal så kvalificeret som muligt tage sig af så lidt som forsvarligt”.

Liberalt demokrati er en rund firkant, socialistisk demokrati en rund cirkel.

Liberalisme og demokrati

Faktisk har liberalismen haft et, i bedste fald, tvetydigt forhold til demokratiet.

For nogle år siden fik VK regeringen udgivet en ’demokrati-kanon’, der skulle vise, at liberalismen fra Locke og fremefter overvejende har arbejdet for demokrati.

Det er imidlertid ikke tilfældet.

Omkring 1830 overtog de liberale og det borgerskab, som de repræsenterede, magten fra godsejerne og aristokratiet i Vesteuropa (især England og Frankrig). De næste ca. 50 år blev liberalismens storhedstid, og den blev benyttet til med hænder og fødder at forhindre, at folket blandede sig i magten.

Da almindelige mennesker i slutningen af århundredet begyndte at få politisk indflydelse, i takt med valgrettens udvidelse, var det især takket være konservative kræfter (der kunne bruge arbejderstemmer overfor de liberale). Først efter 1. Verdenskrig overgav de liberale sig og accepterede demokratiet.

Her udgør Danmark en undtagelse, eftersom det først og fremmest var Venstre, der kæmpede demokratiet igennem i sidste halvdel af 1800 tallet, men Venstre repræsenterede som bekendt ikke borgerskabet, men bønderne. Derimod blev de Nationalliberale, der havde stået bag Grundloven i 1849, støtter for Estrup-diktaturet.

De liberales anti-demokratiske historie er ikke overraskende, for de repræsenterede borgerskabet, som havde en klar interesse i, at det fattige folkeflertal ikke fik politisk magt til at true deres ejendom. Som det blev sagt under den engelske revolution omkring 1650: ”Either poverty must use democracy to destroy the power of property, or property in fear of poverty will destroy democracy”.

Politisk lighed, solidaritet og flertalsstyre er i strid med liberalismens grundværdi, individuel frihed. Derfor har flere af de store koryfæer i den liberale teorihistorie vendt sig mod demokratiet.

Efter Locke er liberalismens store skikkelse John Stuart Mill, der skrev i 1850erne.

Han anfører tre gode borgerlige argmenter imod lige og almen valgret:

1) Det er ikke rimeligt, at fattige, der ikke betaler skat, skal have indflydelse på, hvad skatterne bruges til, dvs. de fattige (datidens store flertal) skal udelukkes.

2) Almindelige, uuddannede mennesker er ikke kloge nok til at stemme ’rigtigt’, dvs. for det almene vel; derfor skal analfabeter ikke have stemmeret, ufaglærte arbejdere én stemme, ’manufacturers’ 3 eller 4 stemmer og universitetsuddannede 5 eller 6 stemmer. I stedet for princippet om ’en person, én stemme’ foretrækker han at overklassen bestemmer.

3) Stemmeretten skal fordeles således, at ingen klasse, ’not even the most numerous’, får magt til at sætte sine interesser igennem. Arbejderklassen og overklassen skal afbalancere hinanden, og da der er langt flere arbejdere end rige bliver resultatet, at hver arbejder får langt mindre politiske indflydelse end hver rig.

I moderne tid er Friedrich von Hayek liberalismens store filosof; han er til tider blevet kaldt de liberales Marx, fordi hans analyser er dybdegående, og fordi de omfatter alle samfundsvidenskaberne (politik, økonomi, jura, sociologi, erkendelsesteori). Han var Thatcher’s husfilosof og omtales anerkendende i Fogh Rasmussens bog ’Fra socialstat til minimalstat’.

Hayek var tilhænger af ’True democracy’, som ved nærmere undersøgelse viser sig at være udemokratisk.

Han udformer en idealforfatning, hvor parlamentet har to kamre. Det ene af disse kamre skal tage sig af interessekonflikter, især de økonomiske, og hertil skal kun ægte private borgere have valgret.  Derfor udelukker Hayek udtrykkeligt offentligt ansatte samt mennesker, der modtager overførselsindkomster, så i dagens Danmark vil det nok være en ret sluttet skare, der kan møde op på valgdagen.

Samfundets parasitter og gratister skal ikke have indflydelse på fordelingen af de midler, der tilsyneladende kun skabes i den private sektor. Den demokratiske sektor og de interesser, den repræsenterer og varetager, må ikke være en del af demokratiet. Hayek går således et skridt videre end Venstre’s minimaldemokrati.

Det ligner et ’borgerskabets diktatur’, i fin modstilling til Lenin’s ’proletariatets diktatur’. Ingen af delene har noget at gøre med demokrati.

I dag går liberale partier ind for politisk demokrati og hurra for det.

Men måske var det på tide, at liberalismen tog et opgør med sin egen anti-demokratiske historie og teorihistorie? Hvorfor er det kun venstrefløjen, der – med god grund – afkræves stillingtagen til de mørke sider i dens historie?

Hvad demokratiet er og ikke er

Liberalismens hjerte ligger, som den selv siger med sit navn, i friheden, og forskellen mellem socialisme og liberalisme beskrives da også ofte som at socialister prioriterer lighed over frihed, mens liberalismen foretrækker frihed for lighed.

Så socialismen har et halvhjertet forhold til frihed?

Demokratiet – også det snævre politiske demokrati – indebærer ikke praktisk, individuel frihed, dvs. den enkeltes ret til at gøre som vedkommende vil; her må man bøje sig for fællesskabet (flertallet).

Men det indebærer 100% frihed ved deltagelsen i den demokratiske beslutningsproces. Flertallet har vedtaget en lov om, at vi alle skal køre i højre side af vejen. Den er jeg forpligtet af, og det er godt, for det er udtryk for solidaritet. Men jeg har fuld frihed til at agitere for en anden færdselslov, måske danne et politisk parti med denne som mærkesag.

Her er det vigtigt med en afgrænsning af demokratiets anvendelsesområde.

Det giver ikke mening, at alle beslutninger er demokratiske. Hvor jeg placerer mit skab i stuen rager kun mig, så det ville være tåbeligt, hvis naboerne – endsige Folketinget – skulle have et ord at sige. Her er praktisk frihed for den enkelte på sin plads.

Modsat indenfor økonomien, for i et arbejdsdelt samfund, hvor ingen er selvforsynende, påvirker alle økonomiske beslutninger – køb, salg, investeringer – andre medlemmer af fællesskabet.

Som nævnt fornemmer jeg blandt moderne socialister, i hvert fald i Danmark, en stor enighed om at forstå socialisme som det almengjorte demokrati. Det er her vigtigt at have principperne i orden, dvs. være bevidst om præcist hvorfor, demokratiets principper i bund og grund udtrykker traditionelle socialistiske idealer. Og hvorfor det er synd at indsnævre disse gode idéer til et lille felt, kaldet ’politik’.

I dag er alle jo tilhængere af demokrati, så umiddelbart kan det synes tomt eller uskarpt at identificere socialisme med demokrati.

Men denne enighed er kun tilsyneladende. For det første harmonerer demokratiet langt bedre med socialistiske end med liberale værdier, som jeg har søgt at vise ovenfor. For det andet er det liberale halvdemokrati – halvt fordi økonomien er undtaget – truet, eftersom filteret mellem kapitalkræfterne og politikerne bliver tyndere dag for dag.

I Italien og Grækenland er bankfolk indsat som statsministre, og i Grækenland fik de europæiske ledere forhindret en folkeafstemning om den økonomiske politik for knapt et halvt år siden. Og overalt i Europa er ’markedet’ – læs: finanskapitalen – den stadig mere påtrængende overdommer for al politik. Socialisters kamp for demokrati er altså ikke ukontroversiel.

Henvisninger

Jeg har beskæftiget mig nærmere med demokratiets teori og historie i min bog ’Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund’, Frydenlund 2004.

Venstres principprogram kan læses her.

Læs mere principdebat om moderne socialisme på Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce