Demokratiet i pant!

Vi lever i en forandringstid, som de fleste har svært ved at forholde sig til. Godt hjulpet af medierne er forvirringen »under himlen» stor! Orden og uorden truer verden. I sidste instans kan disse to tilstandes indbyrdes kamp afgøre, hvordan fremtiden vil forme sig.

Forståelsen af den igangværende udvikling bliver ikke lettere, når forklaringsmodellerne hurtigt mister deres troværdighed.

Efter Sovjetunionens sammenbrud og statssocialismens forvandling til kapitalisme konkluderede den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, at menneskeheden nu havde nået sin endestation: Liberal kapitalisme. Optimismen var høj. Efter Den Kolde Krigs ophør ville menneskeheden nu kunne nyde »fredens dividende«!

Men allerede i begyndelsen af 1990’erne fik vi så krigen imod Jugoslavien samt Gulf-krigen efter Saddam Husseins invasion af Kuwait.

Det nuværende millennium blev indledt med attentaterne imod World Trade Center i New York og imod Pentagon. Derefter fulgte en såkaldt »krig mod terror,« der hurtigt blev forvandlet til en amerikansk krig imod muslimske lande (Afghanistan og Irak).

En konflikt, der syntes at bekræfte tesen om »civilisationernes sammenstød«, som var blevet lanceret af Samuel Huntington, en anden amerikansk politolog.

Som om disse krige og de geopolitiske spændinger ikke var nok, gennemgår verden i disse år en finansiel og økonomisk krise, som truer med at bringe uorden tættere vores samfund, der i forvejen står over for voksende miljø- og klimaforandringer.

Konsekvenserne af denne flerstrengede krise er langsomt, men sikkert i færd med at udfordre en af de ideologiske grundpiller i Vestens politiske kultur: Diskursen om demokrati, forstået som politisk styre »for folket og af folket«.

Den moderne kapitalismes ideologiske hegemoni har i årevis fremmet et indtryk af indbygget harmoni mellem systemets økonomiske sfære og politiske søjle.

Den forståelse har legitimeret markedets iboende ulige fordeling af ressourcer til gavn for et mindretal, mens flertallets interesser siges at blive varetaget af det parlamentariske demokrati.

Til trods for den skæve fordeling af goderne, der er indbygget i kapitalismens måde at fungere på, betragtes dette system som den bedst opnåelige styreform.

Langsom afvikling

Og når økonomien fungerer optimalt, som det var tilfældet i Vesten og Japan i de første årtier efter Anden Verdenskrig, tilkæmpede den arbejdende befolkning sig en forbedring af levestandarden (med stigende forbrugerisme) uden dog at forstyrre den ulige fordeling og den økonomiske elites position.

Siden l970’erne har vi imidlertid oplevet en langsom afvikling af det historiske kompromis i form af »velfærdsstaten«, som havde tilladt en forbedring af flertallets levevilkår, uden at den kapitalistiske klasse mistede sine privilegier.

I takt med udviklingen af den overproduktionskrise, der fulgte genopbygnings-perioden efter Anden Verdenskrig, gjaldt det at producere så billigt som muligt og eksportere så meget som muligt: dvs. lønningerne og andre omkostninger måtte reduceres for at sikre konkurrenceevnen med henblik på kapitalakkumulationen.

Samfundsøkonomisk blev den keynesianske ortodoksi erstattet med nyliberalisme som ideologi og politik. Statens rolle i økonomien og samfundet skulle mindskes, mens markedskræfterne skulle frigøres fra socialt ansvar og løsrive sig fra kontrol og fagforeningernes pres.

I vores del af verden kom den reelle økonomi (produktiv kapital) til at vige pladsen for den fiktive økonomis (finanskapitalens) dominans, mens arbejdspladser samtidig blev eksporteret til de såkaldte »opdukkende markeder« (Kina, Indien, Vietnam, etc.) med lavere produktionsomkostninger.

Den nuværende krise er kulminationen på denne udvikling. Det politiske establishment, som er bundet til kapitalismen, er ude af stand til at foreslå et alternativ eller en vision.

Protestbevægelser

Som resultat af globaliseringen er krisen global, selvom fremtrædelsesformerne kan variere. På internationalt plan har den udløst forskellige processer med demokratiet som centralt omdrejningspunkt.

I den arabiske verden var foråret 2011 præget af protestbevægelser, der krævede indførelse af vestligt lignende demokrati samt økonomiske muligheder i form af beskæftigelse og forbrug. Overgangsprocessen er endnu ikke tilendebragt.

I både Ægypten og Tunesien synes politisk islam at være kommet styrket ud af kampen imod det gamle styre på bekostning af mere sekulære kræfter.

Også i det olierige Libyen har NATOs militære sejr, samt regime-skiftet, banet vejen for islamiske kræfter. Samtidig kappes store vestlige selskaber indbyrdes om olie-udvindingen og genopbygnings-kontrakter.

Andre arabiske lande (Syrien og Yemen) er på randen af en borgerkrig, hvor demokratiske og religiøse kræfter prøver at vælte de siddende regimer.

Vilkårene for demokrati i Mellemøsten er næppe gunstige. Ikke mindst fordi Saudi Arabiens feudale styre, i alliance med USA, blander sig aktivt i processen. Den Arabiske Liga betragtes nu af vestlige medier som forkæmper for demokratiske tilstande i Mellemøsten!

Ikke desto mindre ligner den politiske udvikling mere og mere en større »opvågnen«, der sætter spørgsmålstegn ved de samfundsstrukturer, der findes i forskellige dele af verden. Selv Kina oplever social uro i disse år.

Som den amerikanske politolog, Zbiegniew Brzezinski for få år siden gjorde opmærksom på: »For første gang i menneskets historie er næsten hele menneskeheden politisk aktiveret, politisk bevidst og politisk interaktiv.«

I de arabiske diktatur-stater er især ungdommen mobiliseret omkring indførelsen af demokrati og en moderne økonomi i en kontekst af »underudviklet« kapitalisme.

I de »overudviklede« kapitalistiske samfund sætter protester spørgsmålstegn ved det eksisterende liberale demokrati og markedets diktatur.

Disse sidste former for mobilisering har kunnet iagttages især i de gældsplagede lande i Sydeuropa. Selv Israel har oplevet masseprotester imod den økonomiske skævhed som genfindes i »Mellemøstens eneste demokrati«.

Kapitalismen som lyssky forretning

Inspireret af »det arabiske forår« og demonstrationerne i Europa kom så i september sidste år turen til kapitalismens Mekka!

Under parolen »Occupy Wall Street« (Besæt Wall Street) retter en protest-bevægelse skytset imod et system, der favoriserer 1 procent af befolkningen på bekostning af de resterende 99 procent. Symbolikken er stærk og let at forstå!

Selv hvis tallene er overdrevne, udtrykker bevægelsen en reel folkelig reaktion på det moderne demokratis udemokratiske og ofte kriminelle fordeling af de socialt skabte rigdomme.

I tredivernes USA omtalte gangsteren Al Capone kapitalismen som »den herskende klasses legitime ’lyssky forretning’«. Opfattelsen, at den finansielle sektor i betydeligt omfang har snydt sig til rigdom, breder sig.

»Occupy Wall Street« har på få måneder ændret det politiske sprog og tematikken i USA. Den amerikanske drøm afsløres som netop det, den er: en drøm. Ånden er sluppet ud af flasken, og en ny politisk kultur er måske ved at se dagens lys!

Politiets voldelige aktioner i forskellige byer i USA imod fredelige demonstranter minder om lignende metoder i Europa og Mellemøsten. Mange deltagere oplever det som det første elementære kursus i statskundskab: »Demokrati for begyndere!«

Oven på den finansielle/økonomiske krise har den politiske klasse i såvel Europa som USA søgt at gennemtrumfe en løsningsmodel, der garanterer en yderligere ulige fordeling af ressourcer til gunst for »banksterne« og de store korporationer.

Det har skabt grobund for en reaktion imod det politiske system. Den vestlige verden står muligvis på tærsklen til en ideologisk skilsmisse. Som den slovenske filosof Slavoj Zizek, måske lidt hastigt, udtrykte det, er ægteskabet mellem kapitalismen og demokratiet ved at gå i opløsning!

EU's politiske beslutninger trumfer demokratiet

At den vestligt promoverede politiske model under den nuværende økonomiske krise har vanskelige kår, kunne i efteråret iagttages i demokratiets fødested.

Efter at aftalen om en redningspakke mellem Eurolandene og Grækenland var kommet i stand, udløste den græske socialdemokratiske ministerpræsident, George Papandreou, en politisk krise ved at foreslå en folkeafstemning, der skulle legitimere regeringens afgivelse af politisk og økonomisk suverænitet.

Ud fra en almindelig demokratiopfattelse burde denne procedure have været set som et positivt skridt. Men den internationale reaktion var så voldsom, og presset på Grækenland så stærkt, at forslaget blev trukket tilbage, og Papandreou måtte overgive sin post til en teknokratisk regering!

EU’s magtelite gjorde det helt klart, at politiske beslutninger på højeste plan trumfer demokratiske overvejelser.

I den forbindelse er det påfaldende, hvor lidt Island har fyldt i medierne.

Her nægtede præsident Olafur Ragnar Grimsson at underskrive en lov, som accepterede skrappe IMF og EU betingelser for en såkaldt redningspakke. I stedet blev lovforslaget sendt til folkeafstemning i bedste demokratiske tradition.

I marts 2010 stemte 93 procent af befolkningen for en forkastelse af »hjælpe-pakken«, der var betinget af en tilbagebetaling af hollandske og britiske bankers tab i Island.

Ved at følge den demokratiske kriseløsnings-model opretholdt landet suveræniteten over sin økonomi.

Den mulighed fik grækerne ikke.

Kapitalismens demokratiske legitimitet

I efteråret 2011 overtog en ny teknokratisk ledet regering magten i Italien. Uden folkeligt mandat er den nu i færd med at gennemføre en EU-dikteret økonomisk politik.

De pågældende teknokrater i både Grækenland og Italien har selv en fortid i den internationale finansverdenen og kan vel næppe betragtes som politisk neutrale!

Kapitalismens demokratiske legitimitet er med andre ord alvorligt svækket i Europa. Ved Spaniens sidste valg blev det socialistiske parti vraget af befolkningen, som gav en stor sejr til det konservative Partido Popular. Imidlertid var det en sejr med modifikationer.

På opfordring af »Los Indignados« (»de oprørte«) stemte 11 millioner spaniere blankt, gjorde deres stemmeseddel ugyldig eller gav deres stemme til et mindre parti. Ekstra-parlamentarismen var den store vinder!

Historisk betragtet åbenbarer krisen også de proto-socialdemokratiske og socialistiske partier som dele af problemet.

Allerede i 1960’erne afslørede ungdomsoprøret socialdemokratismens manglende vision og ideologiske opportunisme. Protestbevægelserne i 2011 er implicit rettet imod samme politiske tradition.

Mens kritikken og kampen mod socialdemokratisme var hovedsagelig ideologisk, kommer harmen på grund af krisen denne gang til at få større genklang blandt middelklassen, de fattige, de arbejdsløse, etc.

Faren er imidlertid, at skulle demokratiet miste sin anvendelighed, kan den dag oprinde, hvor eliten i Vesten oplever det institutionelle folkestyre som en belastning.

I alliance med de herskende politiske kræfter forsøger korporativ kapital at skrue fremtiden tilbage til før »velfærdsstaten.« Deri ligger krisens politiske kerne!

I et interessant interview i Newsweek for nylig forudser finansmanden, George Soros, optøjer, politistat og klassekrig i USA som resultatet af den nuværende krise, der efter hans mening kan sammenlignes med 1930’ernes Store Depression.

Spørgsmålet for Danmarks vedkommende er, om regeringen kan håndtere konsekvenserne af den skitserede skilsmisse mellem kapitalismen og demokratiet?

Efter de første 100 dage under den røde bloks regering er det tydeligt, at økonomisk autoritarisme trumfer den demokratiske retorik, som prægede valgkampen!

Hvem har brug for en blå blok, når vi har en rød blok, der fører borgerlig politik såvel internationalt som internt i Danmark!

Ellen Brun og Jacques Hersh har været engageret på venstrefløjen i flere årtier. De var i 1960’erne redaktører på Politisk Revy og i 1990’erne på tidsskriftet SALT.