Demokratiet bliver mindre og mindre

I de kommende kommunal- og regionalvalg er der desværre ikke meget at vælge imellem. Det burde være sådan, at røde kommuner kunne hæve skatten for at få mere velfærd, bedre skoler osv., mens blå kommuner kunne sænke skatten, så den private rigdom kan øges.

Men det valg får vi ikke, for skatten må ikke øges (men godt sænkes).

Og vi kan vælge mellem en regering, der har foranlediget fyring af titusinder af offentligt ansatte, og en opposition der til stor forargelse for regeringen vil gøre det samme.

Ved sidste folketingsvalg troede vi, at vi havde et valg mellem en rød og blå politik, men det viste sig at være en illusion, da den nye regering straks slog fast, at den ville fortsætte den tidligere regerings økonomiske politik.

Vi kan kort sagt vælge mellem blå politik og blå politik, dvs. vi har intet reelt valg. Og uden valg er der intet demokrati.

Demokratiet kan svækkes på to måder. Ved at folket fratages stemmeret og ret til at ytre sig politisk; det er heldigvis ikke sket.

Eller ved at de folkevalgte kan bestemme mindre og mindre, fordi der kun er et 'valg'; det er sket i danske valg og det er sket generelt i Europa.

Lissabon-traktaten blev lusket igennem, trods nej'et til EU-traktaten. En græsk regeringsleder måtte efter pres fra EU droppe en folkeafstemning om nedskæringspolitikken, og blev snart efter afløst af en bankmand, der var mere spiselig for landets kreditorer.

Ikke mærkeligt at befolkningerne i mindre og mindre omfang gider demokratiet, fx er valgdeltagelsen i Tyskland faldet fra godt 90% i 70erne til 75% i 00erne.

Der har været brugt flere metoder til at fratage folket og de folkevalgte magt.

Økonomisk administration

I Euro-landene (og Danmark) er parlamenterne stort set blevet berøvet retten til at føre økonomisk politik. Pengepolitikken udøves af den Europæiske Centralbank hhv. Nationalbanken, og disse banker skal udtrykkeligt agere uafhængigt af politikerne.

Finanspolitikken skal føres indenfor stadig snævrere rammer, defineret af konvergenskravet om maksimalt 3% underskud på statsbudgettet og senere Finanspagtens stramning til, at det strukturelle underskud (faktisk underskud korrigeret for konjunkturpåvirkning) højst må være 0,5%.

Det udelukker ekspansiv finanspolitik (keynesianisme), således at alternativet til den nyliberale nedskæringspolitik er blevet ulovliggjort.

Selv inden for disse rammer er politikernes frihed blevet indsnævret. I Tyskland er den diskretionære andel af statsbudgettet (de 'frie midler') reduceret i forhold til den øremærkede andel, nemlig fra 60% i 1970 til 20% i 2010.

Mange af de bundne udgifter går til udmærkede formål, men resultatet er at et nyvalgt medlem af Forbundsdagen har langt mindre indflydelse på statsfinanserne end kollegaen, der blev valgt 40 år tidligere.

Mere administration, mindre politik

Det saglige og det politiske

Videre er europæisk politik blevet sagliggjort. Den er blevet afpolitiseret, dermed afdemokratiseret.

Det giver ingen mening, at lægerne stemmer om, hvorvidt en patient lider af blindtarmsbetændelse eller har hjerteproblemer. Om sygdommen er af den ene eller anden kategori må afgøres gennem diskussion, hvor den dygtigste læge har det sidste ord. Der er én, objektivt rigtig løsning. Derfor er der intet valg, og altså ingen basis for en politisk beslutning.

Platon mente, at også politik havde denne objektive karakter, og derfor anbefalede han at en 'filosofkonge', altså en ekspert, stod i spidsen for styringen af staten. Denne tankegang – at der er én rigtig politisk løsning – kan senere genfindes i mange afskygninger.

Den liberale økonom og politolog, John Stuart Mill, mente at veluddannede (og rige) skulle have flere stemmer end andre borgere, for de formodedes at have større indsigt.

I dansk sammenhæng mente Hal Koch tilsvarende at afstemning var en (utiltalende) nødløsning; han mente at det normalt var muligt at diskutere sig frem til enighed om den 'rigtige løsning'.

Men demokrati forudsætter valg mellem lige 'rigtige' positioner, altså en irreducibel uenighed. Hvis alle er enige, eller i sidste instans kan blive enige, er der ikke brug for afstemninger, men snarere eksperter, der kan identificere, hvad man præcist er enige om.

Demokrati forudsætter derfor, at samfundet ses som til en vis grad konfliktfyldt. Det må være præget af divergerende værdier, hvor ingen er den 'rigtige'. Og det må være præget af konflikter mellem interesser, hvilket var oplagt i det gamle danske klassesamfund, hvor gårdmænd, kapitalejere og arbejdere stod overfor hinanden.

I dag er der vel en tendens til at se konflikter som underordnede i forhold til 'samfundsinteressen', hvis virkeliggørelse definerer den 'rigtige' politik.

Når dagpenge og kontanthjælp sænkes er det i virkeligheden til gavn for disse grupper, fordi de dermed får et incitament til at leve et bedre liv som beskæftigede. Og når topskatten og selskabsskatten sænkes, er det for at øge beskæftigelsen; at de velhavendes liv forsødes er blot en tilfældig sideeffekt. Politik til gavn eller skade for en bestemt gruppe eksisterer ikke: Der er én rigtig politik, nemlig den, der gavner alle.

Men hvis denne harmoniske samfundsopfattelse er rigtig, bliver demokratiet meningsløst, for der vil da ikke være nogle reelle valgmuligheder. Vi kan stemme, men der vil ikke været noget at stemme om, noget at vælge mellem. Beslutningerne er nødvendige og derfor hævet over diskussion.

I vore dage udtyndes demokratiet ved at flere og flere beslutninger flyttes fra politikken og over i uafhængige udvalg, råd og komiteer, befolket af administratorer og eksperter, der ikke er ansvarlige overfor demokratiske forsamlinger.

Fænomenet har fået sit eget navn: komitologi.

Der er sket en magtforskydning fra 'government' til 'governance', fra regering til administration.

Et dugfrisk eksempel er, at Vismændene om få måneder skal overvåge, at Danmark lever op til Finanspagtens stramme regler for de offentlige budgetter. Sådanne råd eller komitéer er ikke mindst udbredte på EU-niveau.

De er ofte ukendte for offentligheden, selv om de meget vel kan have stor reel magt.

Når noget defineres som sagligt, må politikerne tie og overlade ordet til eksperterne. Men er det politisk neutrale beslutninger, som disse eksperter træffer? Eller er der tale om at dybt politiske beslutninger, der rykker ved magtforholdene i samfundet, smugles igennem under dække af eksperternes angivelige neutralitet og objektivitet?

Liberalt demokrati

Liberale vil bifalde hele denne udvikling, men de vil benægte, at den svækker demokratiet.

Det er fordi, de har et andet, mere negativt begreb om demokrati. Demokrati er ikke det frie, lige og suveræne folks ret og magt til at bestemme samfundets indretning og udvikling.

For liberale er demokrati et værn mod tyranni, nemlig retten til at smide politiske magthavere ud, og det er et middel til at sikre den private borger så megen frihed som muligt.

Derfor tilstræbes en magtadskillelse, hvor parlamentets magt afbalanceres af andre magtcentre: Centralbanker, eksperter, domstole (der er også en tendens til at politiske spørgsmål retsliggøres) og (naturligvis) markedet/kapitalen.

Som det hedder i Venstre's principprogram, skal »de folkevalgte forsamlinger tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt.« Magten skal ikke ligge hos det organiserede fællesskab.

Artiklen er en revideret version af kronik i Information d. 15/10 - 2013, der er baseret på Kapitel 6 i 'Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre', forlaget Hovedland. Bogen er netop udkommet.

Besøg min hjemmeside: www.anderslundkvist.net