Dem der laver ballade

Affektive konsekvenser af forhandlinger om forskellighed, andethed og fremmedgørelse, og hvordan disse konsekvenser synes at ‘gøre’ subjekter over tid, er nogle af kerneområderne i Professor i race- og kulturstudier, Sara Ahmeds værker.

Som professor i race- og kulturstudier ved Goldsmith University of London beskæftiger hun sig med teorier, der omhandler forestillinger om ‘andethed’ såsom postkolonialisme, queerteori og transnationalitet.

Centralt i hendes forfatterskab er forståelsen af følelsers bundethed; Synet på, hvordan følelser registrerer andres nærhed, og hvordan kategoriseringer af følelser bindes til objekter, og hvordan følelser derved kan ‘klistre’ til både subjekter og objekter. visAvis har bedt hende udfolde enkelte aspekter af sit forfatterskab i relation til asyl- og queeraktivisme. Vi begynder med figuren, den feministiske glædesdræber. Ahmed adresserer med denne figur potentialerne i at ødelægge den gode stemning.

Et af kernebegreberne i dit forfatterskab er figuren, den feministiske glædesdræber. Jeg finder begrebet brugbart som en måde at nærme sig og forstå aktivisme på. Kan du introducere den feministiske glædesdræber som et værktøj til at forstå de følelser, der omgiver aktivisme?

Jeg mener absolut, at figuren den feministisk glædesdræber er fyldt med potentiale! Og det er i sig selv interessant, fordi nogle af mine tidlige erfaringer med at være feministisk glædesdræber var vanskelige, endda smertefulde. Det forventes, at du siger dit og dat, er imod dette eller hint, fordi du er feminist, fast besluttet på at ødelægge andres glæde. Du behøver ikke en gang sige noget: så snart du er identificeret som feminist, forventes det, at du er besværlig!

Og det kan være besværligt at forventes at være besværlig! Jeg tror, at det er ved at finde potentiale i oplevelsen af besværlighed, at den feministiske glædesdræber, kan blive et politisk værktøj.

Hvis det kan forstyrre lykken at udpege racisme eller fremmedfjendskhed, skal vi stille os i vejen for lykken: da skal vi gøre nøjagtig dét, som de beskylder os for at gøre. Tænk på, hvor tit immigranter og asylansøgere betragtes som om, de står i vejen for den nationale lykke – som om de stjæler nationen, der tilhører os, som om de tager vores jobs, vores velfærdsydelser eller som om, de fremmedgør os fra vores kultur og historie.

Hvis fremmede og migranter opfattes som årsag til den ødelagte lykke, er det ikke underligt, at ødelagt lykke kan blive en politisk mærkesag. Den feministiske glædesdræber er den, som er villig til at stille sig i vejen for lykken, hvis lykken er uretfærdig eller hvis lykken gives til nogen på bekostning af andre.

Du har beskrevet aktivisme som et spørgsmål om pladser omkring et bord. Om at blive nægtet en plads ved lykkens bord. Kan du udfolde iagttagelsen om pladser i relation til vores arbejde med asyl og migration?

For at besvare det spørgsmål, tror jeg, at jeg bliver nødt til at gå et skridt tilbage: Hvorfor borde? Og pladser omkring et bord?
Mine tidlige erfaringer med at være feministisk glædesdræber finder faktisk sted omkring familiens spisebord.

Min familie var politisk set ret konservativ. Jeg ved ikke, hvordan det opstod, men i al den tid, jeg kan huske, har jeg altid været optaget af uretfærdighed; hvad enten det omhandlede forskelle mellem pigers og drenges formåen, eller om hvorvidt fattigdom og ressourcesvaghed blev set som de fattiges og de ressourcesvages egen skyld (et af mine tidlige minder om politisering var den konstante brug af figuren, ”the dole bludger” i de australske medier, som om alle arbejdsløse var dovne og ufortjent modtog arbejdsløshedsunderstøttelse), eller hvorvidt det handlede om racisme (de krænkelser, som jeg blev udsat for i skolen på grund af mit sjove navn, graffitien på det lokale busstoppested, som sagde ”Asians out”).

At være optaget af uretfærdighed og sige det højt, nægter én en plads ved lykkens bord. Fordi selve det at sidde omkring familiens spisebord (og familien antages ofte som lykkelig) er ensbetydende med ikke at tage disse emner op. Åh, alle de middagsselskaber jeg er blevet beskyldt for at ødelægge, fordi jeg har protesteret, når et familiemedlem har sagt noget sexistisk eller racistisk eller homofobisk!

Den som protesterer mod overgreb, anses for at bringe overgreb og voldshandlinger ind i rummet. Som aktivister har vi selvfølgelig vores egne borde, som vi samles om: vores møder og events. Vi optager pladser i en fysisk, såvel som symbolsk forstand. Det er givetvis bevidsthed om uretfærdighed og overgreb, der samler os ved disse borde. Men selv dér er vi ikke alle altid enige; og vi ved det, det er sådan, det er – selv med vores nærmeste allierede.

For nyligt har der været eksempler på dette i socialistiske partier, hvor kvinder er blevet behandlet som glædesdræbere, som nogen der står i vejen for solidariteten i partiet, fordi de har italesat de seksuelle overgreb, som forekommer inden for partiet. Og partiet forsvarer sig selv ved at gøre disse kvinder til problemet.

Farvede personer bliver ofte glædesdræbere omkring feministiske og queeraktivistiske borde, når vi bringer spørgsmål om racisme på bordet. Jeg synes, at aktivistisme udgør en ganske særlig ramme: folk kan have en idé om sig selv som radikale eller progressive, og hvis du udfordrer den idé, får du en meget selvforsvarende reaktion. Og det, der følger efter en selvforsvarende reaktion, kan ofte føre til en afvisning af din plads: du mister din plads ved bordet, så de kan beholde deres.

I et hvilket som helst aktivistisk miljø vil der være særlige emner, som ikke er tilladt omkring bordet, ikke nødvendigvis officielt, men følelsesmæssigt (så hvis den og den nævner det og det, vil det blive mødt med himmelvendte øjne, selvom ingen siger noget).

Når vi samles omkring vores egne borde, må vi ikke blot tænke over processen og procedurerne (de regler vi må stille op for at muliggøre en så god samtale som muligt, for at nå frem til beslutninger på den bedst mulige måde), men også over hvordan atmosfærer kan skabe deres egne inklusioner og eksklusioner. Hvis den gode stemning forstyrres af, at nogen nævner ordet racisme, så er det den, der nævner ordet, der beskyldes for at have ødelagt den gode stemning! Vi bliver nødt til at reflektere over, hvordan vi også behandler andre som glædesdræbere, hvis de for eksempel står i vejen for det, vi gør. At vi er på samme side som dem, der kæmper for legitimitet inden for nationen, betyder ikke, at vi har ret

De personlige historier fra folk, som er migreret og bosat i lejre, udtrykkes ofte med sorg, vrede og håbløshed. Hvis vi forstår solidariske handlinger som villighed til at dele disse følelser, er det vigtigt, at vi ser på, hvilke forandringer disse følelser undergår, når de vandrer mellem subjekter, der er forskelligt positioneret. Hvad er din opfattelse af følelsers mutation i et solidarisk perspektiv?

Solidaritet er, hvad vi opnår, ikke hvad vi antager: Det har jeg lært af Audre Lorde, som har lært mig så meget. Solidaritet begribes nok ikke bedst som en følelse (hvilket ikke var, hvad du spurgte om, men stadig værd at nævne): du kan føle solidaritet med nogle og stadig handle usolidarisk (tendensen til i aktivisme at ”tale på vegne af andre” relaterer sig bestemt ofte til problemet med at ”føle med andre” – eller på vegne af andre). Om noget vil jeg sige, at forståelsen af solidaritet som en følelse kan være en del af problemet.

Hvad angår Australien, har jeg ofte følt dette: de privilegeredes empati og medfølelse med de oprindelige australiere kan blot være en anden måde at højne deres egen selvfølelse på. Det er utrolig vigtigt at etablere en forståelse af, at vi ikke behøver at dele andres lidelser for at forstå, at denne lidelse har noget med os selv at gøre (ellers kunne jeg sige: ”hvis jeg ikke føler din smerte, har din situation intet at gøre med min egen”).

Vi må også passe på med ikke at reducere andre til at være lig med deres lidelser; eller at forvente af andre, at de skal aflægge vidnesbyrd for deres lidelser (kravet om at skulle aflægge vidnesbyrd gør asylansøgning tragisk og svær, fordi det at skulle vidne om en situation, hvor man har lidt overlast, kan opleves som en gentagelse af hændelsen).

Vi ved, at loven ikke er særlig tilbøjelig til at lytte; loven hører kun dét, der allerede er godtaget som bevis. Det at søge asyl er altså ofte forbundet med at skulle omsætte ens tragiske oplevelser til noget, som loven vil godtage; og som del af denne proces betvivles ens vidneudsagn konstant. At støtte mennesker gennem det traume, som asylsøgning kan være, er og bliver enormt vigtigt. Derfor er det at være villig til at lytte på en andre måder et væsentligt udgangspunkt for asylaktivisme.

At lytte er at være villig til at lade sig påvirke følelsesmæssigt af andre, for du bliver uundgåeligt påvirket (hvis følelser vandrer, vandrer de sjældent ubesværet). For mange vil det være vigtigt at kunne dele en traumatisk historie med andre, så oplevelsen kan blive anerkendt og erklæret gyldig, så den kan bevæge og påvirke andre følelsesmæssigt. For andre vil det være en lettelse at være fri for at omsætte deres følelser til ord; ikke at skulle dele hændelsen med andre.

Vi ved ikke altid, hvordan mennesker finder ressourcerne til at overleve. Men at være villig til at lytte, hvis det at fortælle virker, er ensbetydende med at være parat til at lade sig åbne af det, som fortælles. Det kræver en indsats at lytte med åbne ører, da så meget af vores livserfaring har lært os at lukke vores ører for det, som står i vejen for vores ret til at optage plads.

I din forskning i, hvordan følelser virker ved at klistre figurer sammen, beskæftiger du dig med figurer som asylsøgeren og den internationale terrorist. Hvordan klistrer disse figurer sammen i følelsernes narrative strukturer?

Jeg har benyttet ideen om klister for at nå ind til, hvordan racisme opererer. Figuren den bedrageriske asylsøger florerer i medier og politik, for at skabe narrativet om, at mange af de mennesker, som søger asyl, gør det illegitimt. At de gør krav på at modtage asyl, for at få adgang til landet og modtage dets goder.

Ordet asylsøger overfører altså betydningen bedragerisk – man behøver ikke en gang at sige det, for at overføre hele betydningen; den er allerede klistret fast. Og figurer kan klistre sammen: så det at have en blød migrations- og asylpolitik, bliver ensbetydende med at gøre nationen sårbar over for terrorisme, hvorved asylsøgere vil blive behandlet, som var de terrorister. Tænk også på udtrykket islamistisk terrorist som, når det gentages, kan klistre de to ord sammen, så islamistisk i sig selv henleder tankerne på terror. Fare og terror projekteres over på de subjekter, der opfattes som fremmede, som ikke os og dette ikke klistrer til nogle kroppe. Der er intet, der er mere farligt end at blive opfattet som en fare for nationen!

Hvordan reagerer glædesdræberen på disse narrativer?

Jeg er ikke sikker på, at det handler om at reagere som en glædesdræber, fordi jeg ikke mener, at vi altid kan være sikre på, at vi er glædesdræberne! Hvis vi antog det, ville det give os en falsk tryghed. Vi kan også være en del af problemet; aktivister inden for de her områder er ikke nødvendigvis upåvirkede af den racisme, der strukturer så stor en del af den nationale diskurs. Ser vi isoleret på narrativerne, tror jeg, vi bliver nødt til at finde ud af, hvad der er på spil.

Det kan måske synes simpelt og ligetil. Og nogle gange er det også det. Men faktisk så tror jeg, at en vigtig del af politisk arbejde stadig må være det at beskrive mekanismerne, fordi disse mekanismer ofte reproduceres ved ikke at blive italesat. Jeg synes også, det er vigtigt at huske på, at racisme ikke kun er noget, der findes hos andre. Racisme er allestedsnærværende og kan tage sig meget mere kultiveret og udspekuleret ud, end det gør i de former, som jeg har beskrevet her.

Bør vi være tilbageholdende med at overføre teorien om den feministiske glædesdræber til asyl- og migrationspolitik?

Jeg tror, vi skal være tilbageholdende med at indtage den feministiske glædesdræber som en teori eller position, vi kan tage patent på. Det vi kan lære af den feministiske glædesdræber er, at dem der påpeger et overgreb, ofte betragtes som kilden til overgrebet.

Når vi udfører denne slags arbejde – arbejde som udfordrer tankerne om, hvem der hører til nationen og hvem der ikke gør – bliver vi mødt af de samme strukturer, som vi forsøger at bekæmpe. Hvis man for eksempel arbejder mod racisme, konfronterer man racisme; racisme kan blive rettet mod dem, som påpeger racisme. Det er derfor, at politisk arbejde kan være så udmattende og så vigtigt på samme tid. Jeg tror, at hvis jeg finder en form for vejledning i figuren, så er det ganske enkelt dette: at hvis den her kamp er udmattende, kan vi genvinde energi ved at dele udmattelsen med andre. Dem der har det med at lave ballade, plejer at finde andre med den samme tilbøjelighed!

Interviewet er tidligere bragt i det asylaktiviste tidsskrift visAvis - voices on asylum and migrationlavet af det mangeårige redaktionsmedlem Liv Nimand Duvå, der studerer på den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Göteborg og arbejder med skønlitterære-, dokumentariske- og kollektive skrivepraksisser.

visAvis is a magazine on asylum and migration, the movement of people across borders and the challenges connected to this. We work to improve the debate on asylum and migration, among other things by publishing texts that people seeking asylum want to share. visAvis is an activist project where people with and without citizenship in Denmark meet to create an alternative public space and debate.