Debat: Den halve histories forvrængning

Forfatteren Jens Martin Eriksens række af kronikker i Information og Jyllands-Posten om, hvad han betegner som »islamdebatten«, bærer præg af en forbavsende mangel på perspektiv.

Udover det harmløse narcissistiske træk, der består i at fremhæve eksempler fra sin egen kunstneriske produktion og brande dem som noget i retning af stærkt kontroversielle, finder man dybt spekulative udsagn og overdrivelser, der ikke bør stå uimodsagt.

Først og fremmest bør det slås fast, at vi hverken lever under et islamisk eller nogen anden form for publikationsforbud.

At visse aviser undlader at genoptrykke bestemte tegninger af frygt for, hvad alle mulige bindegale fanatikere kunne finde på af grufulde hævnaktioner, er ganske vist et bedrøveligt scenarie.

Der er dog heldigvis ingen, der forhindrer os i at debattere disse spørgsmål og rette saglig kritik af fundamentalistisk islam, hvilket Eriksens egne tekster til dels eksemplificerer.

Negligerer fremmedfjendtligt klima

Men det er vel at mærke årsagen til selvcensuren, der er problematisk, hvorimod udfaldet, at vi er fri for de værste unødige platheder og latterliggørelser i offentligheden, er positivt.

Ligesom mange andre, overser eller negligerer Eriksen væsentlige dele af karikaturtegningernes kontekst, som bl.a. består i et fremmedfjendsk klima, hvor vi i dag ser størstedelen af det politiske etablissements skamløse forhippelse på at gøre Danmark så utiltalende som muligt for asylansøgere ved at lade dem vente i uvished under kummerlige kår i teltlejre, hvis ikke i veritable fængsler.

Modviljen overfor ikke-vestlige personer og danskere med især muslimsk ikke-vestlig baggrund er udbredt, og sådan har det være længe.

Eriksen erkender selv, at samfundet på sin vis er opdelt, men af uransagelige grunde og ganske uden sagligt belæg, når han frem til den konstatering, at opdelingen først og fremmest skyldes „aggressive og xenofobiske aspekter af muslimsk invandrerkultur“.

Læs Jens Marin Eriksens debatindlæg »De krænkede danskere« hos Information

I stedet for at åbne øjnene for den måde, hvorpå racistiske strukturer og tendenser reproduceres og forstærkes ved f.eks. hadforbrydelser, politiets diskrimination og chikane af samt overgreb på navnligt unge med mørk hud, diskotekers udelukkelse af dem, arbejdsgiveres fordømmende afvisning af personer med fremmedklingende navne, folkekære politikeres overtrædelse af racismeparagraffen samt normalisering af en islamskeptisk diskurs i offentligheden, vælger Eriksen at mytologisere omkring den oprindelige årsag til opdelingen, der uden videre tilskrives xenofobi og aggresion hos de andre, de muslimske invandrere.

Himmelråbende snæversyn

Der er tale om et himmelråbende snæversyn, dersom man ikke får øje på den sociale eksklusion, som muslimer og folk med muslimsk baggrund generelt udsættes for af den danske kulturkristne majoritet. At tro, at man har priviligeret indsigt i en entydig oprindelse, er useriøst og er udtryk for en uddateret identitær historieopfattelse.

Et mere kvalificeret bud er, at begge tendenser – dansk racisme og muslimsk fundamentalisme – også var til stede i 60'erne, da de første bølger af immigration fra Tyrkiet mm. fandt sted.

At disse grupper allerede den gang i mere eller mindre almen tale blev betegnet som fremmedarbejdere, der blot skulle være her midlertidigt, understreger den førnævnte eksklusion, i hvis lys karikaturtegningerne åbenlyst sparkede nedad.

En konstatering, der desuden ikke nødvendigvis udmønter sig i, hvad Eriksen kalder paternalistisk racisme, eftersom mange muslimer jo netop selv følte sig unødigt provokeret.

Formynderisk ville det først blive i tilfælde af, at der ikke var et betragteligt antal muslimer, som var kritisk indstillet overfor tegningerne, men man alligevel forsøgte at pådutte dem følelsen af at være blevet krænket.

Betændte tegninger

Eriksen tager ganske enkelt fejl, når han fremmaner en kimære af en debatmodstander, som han kalder De Anstændige, der mener, at vi bør efterleve alle mulige blasfemilove og som pålægger sig selv forbud og tabuer.

Den væsentlige del af karrikaturtegningernes kritikere har aldrig forfægtet indskrænkelse af ytringsfriheden, men har derimod blot påpeget at tegningerne – som sådan uden tilknyttede kommentare af nuancerende karakter – var betændte og at de tjente den herskende kulturkristne vestlige gruppe, der på hjemmefronten dyrker eksklusion og undertrykkelse af muslimer og i Mellemøsten mv. fører brutale krige og støtter despoter og ekstremistiske oprører alt efter, hvordan egne magt- og økonomiske interesser sikres bedst.

Langt de færreste har givet udtryk for den holdning, at tegningerne skulle forbydes.

Eriksens mangel på realitetssans kommer klarest til udtryk, når han benævner en af disse påståede tabuer: „invandrerracismen mod den oprindelige befolkning“.

For ganske vist er den ringeagt overfor de kulturkristne danskere, der florerer blandt flere danskere med muslimsk baggrund, et stort problem, men det at Eriksen simpelthen forbigår den måde, hvorpå der i vid udstrækning er tale om gengældt ringeagt som reaktion på et delvist racistisk system og en eksluderende majoritet – nationalt samt globalt – uden hvilket den islamistiske sag ingenlunde ville have samme tiltrækningskraft, er ubegribeligt og hamrende ukonstruktivt i forhold til at komme de forskellige chauvinismer til livs.

Marc Høegh Wilkins, filosofiuddannet

Læs Jens Marin Eriksens debatindlæg »Til kamp mod tankeforbrydelser« hos Information

Læs Jens Marin Eriksens debatindlæg »Ubærlige løgne« hos Jyllands-Posten