Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
analyse
25. maj 2012 - 11:55

De Olympiske Lege udrenser de fattige

At være vært for De Olympiske Lege præsenteres ofte som en ideologisk neutral mulighed for at styrke sport og turisme. Men legene benyttes systematisk som anledning til at udrense uønskede indbyggere i værtsbyen.

Mens London forbereder sig på værtsskabet for de Olympiske Lege 2012, er kritikken af legene fra massemedierne ikke-eksisterende. Det sædvanlige postyr om dyre billetter er det eneste, der er dækket i medierne, mens resten af byen er besat af den dominerende retorik.

Dette er tilfældet før hver eneste OL, hvor fortællingen bliver skrevet og spredt af de ægte olympiske profitmagere – et sammensurium af magtfulde interesser, der ser legene som en gevinst for værtsbyen.

Denne yderste lukrative, offentligt finansierede begivenhed tiltrækker de største byer i verden (samt dem, der forsøger at blive de største), som alle narrer den uansvarlige Olympiske Komité for at sikre, at deres bud bliver den næste værtsby.

Hver gang tager legene milliarder af pund, yen eller dollars af værtslandets skatteindtægter og spilder dem på storslåede stadions, olympiske landsbyer, militarisering af byen, slåen ned på borgerrettigheder og pompøse kulturinstallationer med en holdbarhed på et par uger.

OL i London 2012 var oprindeligt budgetteret til at koste 20 milliarder kroner, men er nu løbet op i 200 milliarder kroner, blandt andet på grund af udliciteringer til nogle af verdens værste menneskerettighedskrænkere.

Venstrefløjen har længe været kritisk overfor den massive overførsel af offentlige midler til den private sektor i en periode, hvor England lider under de største nedskæringer nogensinde. Overprisen for Londons OL bliver fremstillet som et enkeltstående tilfælde, men et kig på legenes historie viser, at dette er en fast bestanddel af den olympiske strategi.

Det tog Montreal over 30 år at betale sin gæld af efter OL i 1976, eftersom budgettet blev groft overskredet. OL i Athen i 2004 overskred budgettet med næsten 1000 procent (fra 1 milliarder kroner til 8,5 milliarder kroner) og bidrog dermed stort til Grækenlands nuværende krise. Legene i Vancouver i 2010 kostede seks gange så meget, som det oprindelige budget på 6 milliarder kroner.

På nær OL i Los Angeles i 1984, hvor græsrødder sikrede, at ingen offentlige penge blev brugt og derfor ledte til et overskud på 1 milliard kroner til byen, har Olympiske Lege altid overskredet sine budgetter og dermed bebyrdet værtsbyerne med endeløse lån. Disse bliver ofte betalt tilbage gennem dyrere offentlig transport, skattestigninger for arbejderklassen samt nedskæringer i velfærd.

Indtægterne for de rige kommer dog primært fra de langsigtede konsekvenser længe efter, tilskuerne er væk.  Stik imod, hvad folk tror, er ødelæggelsen af de fattigste og historisk mest marginaliserede grupper ikke blot en bivirkning, men en af selve grundene til, at byer kæmper for at blive værter for OL.

De seneste ugers opmærksomhed har været rettet mod Londons udrensning af sexarbejdere og andre uønskede elementer fra byens gader i opløbet til legene.

Dette bør ikke overraskelse dem, der er kender til legenes historie, og hvis de to seneste årtier er et pejlemærke, er dette kun begyndelsen på en altomfattende strategi, der har til formål at omstrukturere byernes karakter, sammensætning og politik.

Overalt hvor legene kryber ind, er historien den samme: begynd med de lette ofre – sexarbejdere og hjemløse – og uddriv sidenhen etniske minoriteter og arbejdere fra deres egen by.

En velkendt taktik er at benægte enhver sammenhæng mellem disse tiltag og selve legene. Præcis som med sexarbejderne i London, som er ofre for ti gange så mange razziaer i de olympiske bydele som i resten af byen, har autoriteterne konstant gentaget påstanden om, at disse øgede indgreb ikke er relaterede til OL, men sker på grund af lokalsamfundets bekymringer.

OL er altid blevet benyttet som et redskab til at fuldføre, hvad David Harvey kalder ’accumulation by dispossession’ (da.: ’tilvækst gennem fordrivelse’), fra synlige tiltag som tvangsfjernelse af beboere til de skjulte tiltag såsom gentrificering.

Denne voldelige proces er intimt forbundet med forandringen i kapitalakkumulationens udfoldelse og er en af de primære motivationer for at afholde de Olympiske Lege.

Legene afholdes ikke blot for at ’rense byen’, men også for at ændre selve byens fundament; at ’udrense’ den for sine fattige og uvelkomne beboere og at styrke profitmotivet ved at skabe en by af og for de rige.

Rensning af byen

For at forstå hvor London er på vej hen, er det nødvendigt at forstå OL's historie og de måder, hvorpå legene har omstruktureret det økonomiske landskab i sine værtsbyer.

I 2007 offentliggjorde det FN-støttede Centre for Housing Rights and Evictions (COHRE) en rapport, der dokumenterede effekterne af alle Olympiske Lege mellem 1988 og 2008. Konklusionen lød på, at legene i denne periode samlet er skyld i tvangsuddrivningen af over to millioner mennesker og er en af de største årsager i verden bag stigende boligpriser og fordrivning af mennesker generelt.

Rapporten viser også, at graden af tvangsuddrivninger er steget konstant fra OL til OL. Legene i Seoul 1988 ledte til 720.000 tvangsuddrivninger og blev benyttet af militærjuntaen til at ændre Seoul fra en by af og for folket til en korporativ by ejet af de privilegerede.

OL i Beijing 2008 forårsagede tvangsuddrivningen af 1,25 millioner beboere for at skabe plads til legene.

Det er dermed ikke overraskende, når rapporten viser, at uddrivningerne rammer hjemløse, fattige og etniske minoriteter uforholdsmæssigt hårdt. Udover direkte tvungen fortrængning, er det også lykkedes for legene med en mere langsigtet økonomisk uddrivning af arbejderkvarterer fra værtsbyerne.

COHRE-rapporten viser, at OL markant tilskynder inflation i boligpriser. Legene i Sydney i 2000 førte til en uhørt 40 % stigning i husleje mellem 1993 (året, hvor byen blev udvalgt) og 1998. I samme periode steg huslejen i nabobyen Melbourne med blot 10 %.

OL i 1996 i Atlanta, USA, resulterede i nedrivningen af 2000 sociale boliger og dermed uddrivelsen af 6000 beboere. Yderligere 30.000 beboere blev uddrevet som direkte konsekvens af gentrificeringen, der blev gennemført under dække af olympisk ’byfornyelse’.

Oven i dette udskrev Atlanta 9000 arrestordrer på hjemløse i byen som del af en ’oprydningsplan’, en slags ’to ugers ansigtsløftning’.

New York Times rapporterede i sin tid, at Atlantas byfornyelsesprojekter medførte en forværring af Atlantas medborgerliv. I bydelen Summerhill, der grænser op mod det olympiske stadion, blev 200 slumhuse jævnet med jorden, mens ”rene, farverige kvarterer har erstattet dem”.

En forretningsmand udtalte frit fra leveren om de fattige og hjemløse, at ”selv hvis det betyder, at disse stakkels folk bliver sendt i bus til Augusta i tre uger og fodret, bør vi gøre det. Det lyder brutalt, når jeg siger det, men de kan ikke blive her under OL.”

En lignende udvikling sås under Barcelonas OL i 1992, hvor COHRE-rapporten viste, at udover 2500 tvangsuddrivninger steg huspriserne med 139 % for ejerboliger og 145 % for lejeboliger fra 1986 (året, hvor byen blev udvalgt) til 1993.

Samme periode førte til et fald i offentlige boligtilbud med 76 %. Ydermere blev over 90 % af de nærliggende bydeles romaer tvangsfjernet.

I Beijing 2008 blev 1,5 million beboere tvangsuddrevet, hvilket påvirkede de fattigste tilflyttere fra landet mest, og førte til op mod 20 % fald i levestandarden for disse folk.

I Vancouver 2010 blev hjemløse, indfødte og kvinder ramt af tvangsflytninger gennem byens kriminalisering af tiggeri og udendørs overnatning, og ved at vedtage en lov, der ulovliggjorde bannere, plakater og skilte, som ikke ’fejrede’ de Olympiske Lege.

Udrensningsprojekterne er allerede begyndt i Rio de Janeiros favelaer (byens slumkvarterer). 6000 fattige er blevet truet med pistoler for panden og tvunget til at flytte som konsekvens af regeringens ’pacificeringspolitik’, hvor 3000 militærpersoner invaderer og overtager favelaerne. Dette har ført til gadekampe og over 30 dødsfald blandt beboerne.

AP (Associated Press, et stort amerikansk nyhedsbureau) har påvist at alene i 2010 har 170.000 mennesker mistet deres bolig på grund af dobbelt-truslen fra VM i fodbold i 2014 og OL i 2016.

Retten til byen

David Harvey ser ’retten til byen’ som mere end individets frihed og adgang til byens ressourcer. Det er i højere grad den kollektive ret til at udøve indflydelse over formen og forandringen i urbaniseringsprocessen.

For Harvey er ”friheden til at skabe og genskabe vore byer og os selv en af de mest kostbare, men samtidig mest forsømte af vore menneskerettigheder”.

I London har enkelte centrum-venstrefolk kritiseret de milliarder af kroner, der er taget fra den offentlige kasse, og Citizens UK (landets største medborgerorganisation) har på forbløffende vis studehandlet plyndringen af de fattigste områder til fordel for minimale fremskridt i sin ’living wage Olympics’-kampagne (living wage-kampagnen har til formål at skrive arbejdsgivere i London op til at betale en leveløn, der i London er 20 kroner højere end den engelske mindsteløn på 55 kroner i timen).

Kun få af massemedierne har dækket stigningerne i huspriser eller tvangsuddrivningerne.

Harvey argumenterer for, at kapitalismens udvikling er nært forbundet med fremkomsten af storbyer, der kræver en uendelig søgen efter profitskabende kapitaloverskud i en cyklus bestående af udvinding, geninvestering og udbygning af produktion, hvorfor ”historien om kapitalakkumulation går hånd i hånd med væksten af urbanisering under kapitalismen”.

Grænsen til Londons Olympiske Park krydser over nogle af landets mest udprægede arbejderkvarterer, og det er på ingen måde et tilfælde, at hver eneste OL-værtsby vælger at placere sit Olympiske kvarter i sine fattigste bydele.

De ramte områder, såsom Londons East End, Los Angeles’ South Central eller Chicagos South Side, er ikke blot de fattigste bydele, men har også den højeste procentdel af sorte beboere.

I London er hjemstedet for den olympiske by, Newham, det mest etnisk mangfoldige område i hele Storbritannien. Londons East End oplevede tvangsuddrivninger umiddelbart efter, byen indgav sin OL-ansøgning, i første omgang med nedrivningen af det selvejende bolig-kooperativ Clays Lane og udsmidningen af dets 450 beboere.

Beboeren Julian Cheyne udtalte til Red Pepper Magazine at ”tvungen ejendomskøb er en brutal process, og fra dag ét blev Clays Lane-beboerne løjet i ansigtet, mens løfter blev brudt uden tøven”.

Udsmidninger i det korte løb og gentrificering i det lange løb går hånd i hånd. I nogle bydele nær den olympiske by er fattige beboere tvunget ud af deres hjem, mens forskønnelses- og nydannelsesprojekter i bydele længere derfra (Dalston Junction og Hackney) har forårsaget nedrivningen af BZ-skabte kulturcentre, medborgerhuse og teatre.

Samtidig sælger kommunalt betalte konsulenter offentlige ejendomme, der sidenhen er blevet konverteret til luksuslejligheder – bygget og ejet af boligkarteller, der holder priserne kunstigt høje.

Som med tidligere værtsbyer er fordrivelsen af beboere ikke begrænset til direktiver fra regeringen. Talrige udlejere i Østlondon er begyndt at smide lejere ud, idet boligerne kan lejes ud til femten gange den oprindelige pris, og lejemål præsenteres som ’olympiske lejemål’, mens massive kontantbeløb kræves hos de lejere, der nægter at flytte fra hus og hjem.

Aktivister camperede for nyligt i Leyton Marshes og nægtede The Olympic Delivery Authority (den Olympiske Udføringskomité) adgang til at omdanne dette offentlige område til olympiske træningsfaciliteter.

Tidligere forsøg på at modarbejde Olympiske Lege har også båret frugt. Et godt eksempel er den brede sammenslutning af beboer- og arbejderaktivister fra No Games Chicago (Nej til Legene i Chicago), der i høj grad var medvirkende til, at byen droppede sine planer om at ansøge som OL-vært ved 2016-legene, selv efter en appel fra Barack og Michelle Obama om at stoppe mod-kampagnen.

Anti-OL aktivister i Chicago var så succesfulde, at en undersøgelse i Chicago Tribune (byens største avis) viste, at et flertal af byen var modstandere af ansøgningen, og at 84 % var modstandere af at bruge offentlige midler til at finansiere en eventuel afholdelse. Dette på trods af en propagandakampagne til flere millioner kroner fra den pro-olympiske bevægelse, der forsøgte at ’rense’ arbejderkvarteret South Side.

I Rio de Janeiro har tusindvis af de slumbeboere, der er beordret til at flytte, nægtet at forlade deres hjem. De har længe været klar til at tage kampen op, og er nu i gang med en historisk modstand både på gaderne og i retsvæsenet.

Fagforeninger strejker i mindst otte af værtsbyerne ved VM i 2014, og en national bevægelse på 25.000 VM-arbejdere truer med længerevarende strejker. I en rapport i New York Times siger beboeren Cenira dos Santos om OL, at ”myndighederne mener, at nedrivning af vores lokalsamfund er lig med fremskridt, så de kan holde OL i et par uger, men vi har chokeret dem ved at udøve modstand”.

Fortællingerne fra hver by er nærmest identiske. Efter en by er valgt, bruger den enorme summer af offentlige kroner på tvangsuddrivning, huslejespekulation, byfornyelse, nedrivning af socialt boligbyggeri samt gentrificering. Den røde tråd ved næsten alle legene er, at det er de fattige, der betaler for deres egen voldelige fordrivelse.

Mens penge pumpes ind i udviklingen, fornyelsen og ’rensningen’ af byen, tvinges lokalsamfundet til at flygte, hvilket transformerer byens kollektive identitet til en individualistisk forbrugermentalitet, som defineres ved et egoistisk og snævert etnisk og økonomisk forstadsideal.

Denne gentrificering og forstads-urbanisering leder til en dyb politisk og kulturel isolering, fremmedgørelse og udskilning fra familier og fra fællesskabet.

Udskilningen ændrer, hvordan individet tænker om sig selv i forhold til resten af verden, og leder til separering på baggrund af forskellighed. Passiv accept af ulighed bliver normaliseret. Gentrificeringen af den olympiske værtsby, ødelæggelsen af den urbane arbejderklasse, social stratificering og det efterfølgende tab af politisk bevidsthed er en del af planen bag byernes ’udrensning’.

Enhver fortolkning af OL's historie afslører de ægte motiver bag hver værtsbys ivrighed: Trangen til at fremskynde uddrivelsen af de fattige og marginaliserede, alt sammen en del af kapitalakkumulationens værk.

Ophavsmændene bag planen opfører et spektakulært show; et hegemonisk værktøj, der slår ned på arbejderklassens rettigheder, fysiske forhold og selvbestemmelse, og det er et show, der fundamentalt ændrer, hvem og hvad byen er til for. OL er en større mulighed end nogen anden for at indføre disse skadelige tiltag.

Ashok Kumar er politisk aktivist fra USA og ph.d.-studerende ved Oxford Universitet

Artiklen er oversat af Lukas Slothuus

Artiklen er oprindeligt bragt i Ceasefire Magazine og bragt med tilladelse fra forfatteren.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce