De multinationales frihedsbrev

Fredag den 14. juni var EU's handelskommissær Karel de Gucht en glad mand.

På få måneder var det lykkedes ham at få mandat til at indlede forhandlinger om en frihandelsaftale med USA, et prestigeprojekt for en Kommission med en krisestrategi, der går ud på at give det europæiske erhvervsliv optimale betingelser, også i form af lukrative handelsaftaler.

Løftet er økonomisk vækst og beskæftigelse, og det alene får mange politikere til at klappe i hænderne. Således også i det danske Folketing, hvor opslutningen var enstemmig.

Alle partier bakkede op.

Derved bliver det ikke. Ikke i Folketinget, og heller ikke udenfor. Der vil opstå forhindringer efterhånden som forhandlingerne skrider frem, sagen bliver mere konkret, og regningen viser sig tydeligere.

Aftalen mellem EU og USA rummer mange torne, der burde have fået i hvert fald Enhedslisten til at bakke omgående. Det gælder ikke mindst den del af forhandlingerne, der handler om investeringer.

Hér ser vi et gammelt uhyre rejse sig fra graven, den såkaldte MAI-aftale (Den Multilaterale aftale om investeringer), der led skibbrud for femten år siden. Den sank efter en heftig kampagne, anført af en myriade af sociale bevægelser, der endte med en sejr.

I sidste ende så selv det franske socialistparti de privilegier, aftalen gav til multinationale selskaber, som en trussel mod demokratiet, og daværende premierminister Lionel Jospin udtalte, at han ikke ville ”overdrage national suverænitet til private interesser”, og derved blev det.

MAI sank som en sten i oktober 1998.

Lækket mandat

Det kan lyde lidt flot at påstå, at det er samme slags aftale, vi står over for, eftersom forhandlingerne først lige er begyndt.

Men sagen er, at det, der blev vedtaget, var et forhandlingsmandat – retningslinjer for, hvilken type aftale EU gerne vil have.

Den slags er som regel gemt væk i fortrolige dokumenter, men i dette tilfælde er både tidligere udkast og det endelige forhandlingsmandat blevet lækket, og materialet viser tydeligt, at det ikke er et lille appendiks til handelsaftalen, EU søger.

Med bare lidt kendskab til grundbegreberne i udkastet til MAI-aftalen, kan det hurtigt fastslås, at pilen peger på en aftale af samme karakter.

Det gælder på begge sider af Atlanten, at ambitionen er at finde frem til en aftale, der når ”det højeste liberaliseringsniveau, og den stærkeste investeringsbeskyttelse parterne har forhandlet om til dato” – som det hedder i EU-mandatets tekst (alle citater er fra det endelige mandat).

Aftalen skal sætte en høj standard for fremtidige aftaler med andre lande, og sætte dét, som det amerikanske handelskammer (US Chamber of Commerce) har kaldt ”guldstandarden for investeringsaftaler”.  

De multinationales masseødelæggelsesvåben

Kernen i en investeringsaftale er principperne om ligebehandling med nationale investorer og investeringsbeskyttelse af forskellig art, udmøntet i en række mere præcise bestemmelser.

Det kan blive omstændigt at gå i detaljer, så et grundkursus i investeringsaftaler giver man måske bedst med et par konkrete, aktuelle eksempler:

- I øjeblikket fører olieselskabet Chevron sag mod Ecuador. Selskabet forsøger at undslippe en regning på 18 milliarder dollars for de miljøødelæggelser, selskabet er ansvarlig for i Amazonas. Chevron fører sagen ved en international domstol, idet selskabet henviser til en investeringsaftale mellem USA og Ecuador.

- Vattenfall fører sag mod Tyskland i forlængelse af landets beslutning om at reducere sin afhængighed af atomkraft. Det vil betyde dalende profit for de to atomkraftanlæg, Vattenfall driver, og selskabet kræver derfor erstatning under henvisning til en investeringsaftale. Sagen kommer i forlængelse af en anden sag mellem de to parter, som endte med, at den tyske regering svækkede reglerne for forurening i forbindelse med kulkraftværker.

- Tobaksselskabet Philip Morris har trukket Australien og Uruguay for et internationalt panel med krav om erstatning for de to landes anti-rygelove, der bl.a. pålægger tobaksproducenterne at stryge eksotiske indpakninger, og at klistre advarselsmærkater på pakkerne.

- I slutningen af 2012 lykkedes det et hollandsk forsikringsselskab, Achmea, at få 160 millioner kroner i erstatning fra Slovakiet. Sagen skyldtes en politisk beslutning om at sætte en stopper for privatisering i sundhedssektoren.

En givtig branche

Investeringsaftaler, som giver private virksomheder mulighed for at angribe og måske i sidste end få omstødt tilsluttede landes almindelige lovgivning, eller bare gøre loven ualmindelig dyr pga. erstatningssager, er blevet meget udbredt i de seneste 15 år. Og antallet af klagesager af nævnte type stiger støt.

Langt størstedelen af de over 500 klagesager under internationale investeringsaftaler, der er offentligt kendte, er anlagt af amerikanske virksomheder, skarpt forfulgt af europæiske firmaer, med hollandske, britiske og tyske i spidsen.

Så mange sager er i gang, at der er dukket et begreb op for ivrig brug af klagesager – ”proceskrig” eller ”domstolskrig” (fra engelsk, litigation war).

Det skal ifølge EU være nærmest enhver virksomhed, der kan anvende klagesager som våben, idet EU går efter en bred definition af, hvad en investering er. Det er nemlig meget mere end en egentlig fysisk tilstedeværelse med et lager eller en fabrik.

Det kan også være alt fra ferielejligheder til statsobligationer.

Det kan sågar være postkasseselskaber, der kun er til stede af navn, der alligevel får mulighed for at gøre brug af alle de rettigheder en investeringsaftale giver, herunder retten til at lægge sag an mod staten, og kræve erstatning for tabte penge i forbindelse med en formodet eller reel overtrædelse af investeringsaftalen.

Store advokatfirmaer har for længst specialiseret sig i klagesager under investeringsaftaler, og det er blevet en meget lukrativ branche.

Men hvordan fungerer det så i praksis? Hvad kan en klagesag mere præcist handle om? Og hvad kan konsekvenserne blive? Lad os tage en hurtig gennemgang.

Hvad kan de kræve erstatning for?

Selvfølgelig kan virksomhederne kræve erstatning for ekspropriation af gods og ejendom.

Det ville de kunne under alle omstændigheder – under nationale domstole.

Men under en investeringsaftalen – om alt går den vej EU ønsker, skal det også være muligt at kræve erstatning for ”indirekte ekspropriation”, hvilket bl.a. betyder, at hvis et land vedtager en lov eller forholdsregel, der vil gøre indhug i en amerikansk eller europæisk virksomheds forventede fremtidige fortjenester, så kan det gøres til genstand for en erstatningssag.

Sager af den art kan ikke sammenlignes med almindelige voldgiftssager mellem stater og virksomheder. Især fordi sagerne i dette tilfælde kan angribe love, og få dem erklæret i strid med investeringsaftalen.

Er én sag om en bestemt lov først tabt, risikerer en stat at skulle betale til mange investorer, hvad der i sidste ende kan gøre loven til en så kostbar affære, at den ændres. Det gør denne form for tvistbilæggelse, kaldet investor-stat tvistbilæggelse, til et politisk våben for private virksomheder.

Og altså i dette tilfælde et politisk våben, der lægges i hænderne på amerikanske virksomheder på europæisk grund (og viceversa).

Hvor kan sagen føres?

Sager af denne type skal netop kunne føres andre steder end under de nationale domstole, og står det til EU, skal der være frit valg på alle hylder.

Der eksisterer nemlig allerede etablerede ”paneler” til den slags sager, både i FN-regi og under Verdensbanken.

Og så er der en tredje mulighed, og det er et panel under en af de multinationale selskabers globale interesseorganisationer, International Chamber of Commerce (ICC).

Står det til EU, skal også denne mulighed kunne anvendes, eftersom EU’s holdning er, at alle de domstole/tvistbilæggelsespaneler, som ”anvendes under medlemslandenes eksisterende investeringsaftaler”, og det indbefatter ICC’s domstol.

Mens ICC nok vil være særlig stærk tobak, set med demokratiske briller, så gælder det for alle nævnte tre valgmuligheder, at sagerne vil være stort set lukkede for offentligheden, og at dem, der fører og afgør sagerne mod stater, ofte har personlige eller forretningsmæssige forbindelser til store virksomheder, d.v.s. de er svært belastede af interessekonflikter.

Vil der ikke være undtagelser for ”almindelig regulering”?

Vi kan godt regne med, at der vil være undtagelsesbestemmelser, eller i hvert fald noget der ligner. Ikke fordi de ikke vil møde modstand. For de store virksomheder i EU, gør man en stor indsats for at begrænse undtagelserne til det uundgåelige.

Som cheflobbyisten for servicevirksomheder i EU, Pascal Kerneis, udtrykker det:

”Erhvervslivet vil modsætte sig enhver aftale, hvor investeringsbeskyttelse må vige til fordel for almene politiske hensyn, herunder hensyn til menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.”

Det mest sandsynlige er dog, at der vil være en klausul – det er i hvert fald EU's hensigt – som formelt skal sikre, at det er muligt at indføre og håndhæve ”tiltag, der er nødvendige for at forfølge legitime almene politiske hensyn”, såsom sociale hensyn, og hensyn til miljø og sundhed.

Men problemet i den sætning er det lille ord ”nødvendige”.

Der er nemlig ikke tale om, at en ordentlig stak regler og lovgivning med et enkelt slag helt undtages for investeringsreglerne. De kan i princippet alle udfordres, hvis en amerikansk virksomhed skulle få den idé, at de da ikke er spor ”nødvendige”.

I sådan et tilfælde skal striden løses ved en domstol/et tvistbilæggelsespanel, og udfaldet er ikke givet på forhånd.

Panelet vil i sådan en sag skulle gennemføre en ”nødvendighedstest”.

Hvor mange penge vil det så koste? Kan vi betale os fra det?

Tanken er, at aftalen skal håndhæves – ikke at staterne skal kunne betale sig fra at overtræde reglerne med nogle håndører. Så hvis en virksomhed kræver erstatning, vil det være mange penge.

Men det er måske ikke det største problem.

For når en investeringsaftale er indfaset, og de første erfaringer høstet, vil regeringer og politikere efter alt at dømme udvikle en sjette sans for, hvilken type lovgivning, der kan give problemer.

Det vil få appetitten på love, som kan genere amerikanske investorer, til at dale, hvad der ofte kaldes for ”chill-effekten” eller ”køleeffekten”.   

Tænk f.eks. over denne historie fra Canada, fem år efter landet havde underskrevet NAFTA-aftalen med USA.

Dengang udtalte en embedsmand følgende om Canadas miljøregulering:

”Jeg har set mange breve fra advokatfirmaer i New York og Washington DC om stort set ethvert forslag til miljøregler. Stort set alle initiativer blev angrebet, og de fleste af dem blev aldrig fremsat.”

Forhandlingerne om en frihandelsaftale med USA, er med andre ord en potentiel trussel mod demokratiet. Den er en gummiaftale af en art, hvor konsekvenserne ikke kan gøres op på forhånd.

Hvad en aftale vil betyde i sidste ende, afhænger bl.a. af, i hvor høj grad store virksomheder formår at udnytte retten til at gå i kødet på de tilsluttede landes love, og det afhænger af, hvilke mål, virksomhederne udser sig – om det vil være miljøregler, forbrugerbeskyttelse eller arbejdstagerrettigheder, der vil blive de yndede mål, eller noget andet.

Hvad man kan sige med sikkerhed er, at demokratiet rulles tilbage til fordel for amerikanske virksomheders økonomiske interesser.

Nødvendigt pres

Det er en stor udfordring, og derfor er det selvfølgelig ikke nogen god start, at et enigt Folketing bakker op.

Det bør måske ikke være nogen overraskelse, at frihandelsminiser Pia Olsen Dyhr bakker entydigt op uden forbehold, eftersom den siddende regering efter alt at dømme fører den mest rabiate handelspolitik i årtier. Her tæller kun erhvervslivets interesser.

Derimod hensætter Enhedslistens støtte til forhandlingerne nogle af os i måbende vantro. Forklaringen er en kæmpe fodfejl, der igen skyldes et sørgeligt fravær af sunde reflekser på området. 

Partiet har stillet som betingelse for endelig støtte, at en aftale ikke må hindre miljøregulering, svække forbrugerbeskyttelse, eller have negativ indvirkning på arbejdsmarkedet.

Problemet med den slags betingelser er, at selv hvis de plusord optræder i den endelige tekst, vil de ikke være troværdige - præcis p.g.a. muligheden for at påvirke aftalens betydning gennem sagsanlæg.

Det vil partiets folketingsgruppe og partiet i øvrigt forhåbentligt gøre sit bedste til at råde bod på i den kommende tid, for som forhandlingsmandatet ligger, er det ret utænkeligt, at sagen ikke vil vokse i betydning, som forhandlingerne skrider frem.

Beslutningen om at sætte forhandlingerne i gang blev f.eks. mødt af stor bekymring i de europæiske forbrugerorganisationer.

Det er nogle helt konkrete forringelser, de frygter, der kan komme ud af forhandlingerne, såsom ringere fødevarestandarder.

Også faglige organisationer, såsom EFS (ETUC eller ”Euro LO”) har meldt sig på banen med omfattende kritik og bekymring.

Det kunne blive starten til en kampagne som den, der i sin tid væltede MAI-aftalen, en koordineret indsats blandt en broget skare af bevægelser i hele Europa.

Der er da også masser af inspiration at hente i kampagnerne i 1998, blot er oddsene i dag ringere, idet blot et enkelt EU-land – i MAIs tilfælde Frankrig - kunne få læsset til at vælte.

I dag skal der meget mere til pga. Lissabon-traktaten, som underlægger investeringsaftaler EU-kompetence. Uanset, at det er sådan landet ligger, er det en udfordring, der ikke er til at komme udenom.