De gule & de hvide

1: ØVELSEN

Dokumentarfilmen Adopted, som er instrueret af Barb Lee (Point Made Films, 2008), ledsages af et 2 timer langt ekstramateriale med titlen “We can do better”. I dette materiale besøger filmens producer Nancy Kim Parson The Children’s Home Society i Minnesota. Her møder hun Peg Studaker, som har specialiseret sig i transracial adoption, og de udfører en øvelse, som Peg har udviklet til kommende adoptivforældre med det formål at hjælpe dem til at se livet fra deres barns ‘point of view’.

Peg (kaukasisk) og Nancy Kim (asiatisk) sidder over for hinanden ved et bord. På bordet står en æske med hvide, gule, sorte og brune perler og ved siden af en tom kop. 

                                        PEG:
Jeg vil nu stille dig en række spørgsmål og for hvert spørgsmål, vil jeg bede dig vælge en perle og putte den op i koppen.

                                        NANCY KIM:
Okay.

                                        PEG:
Så; du er - “jeg er” - hvilken farve perle vil du vælge til at repræsentere dig selv?

                                        NANCY KIM:
Well... Jeg er gul.

                                        PEG:
“Min nære familie er...” og du må putte forskellige perler i koppen for hver person i din nære familie.

                                        NANCY KIM:
(Svarer ikke. Putter fire hvide perler i koppen.)

                                        PEG:
“Min bedste ven er” - put en perle i koppen...

                                        NANCY KIM:
(Putter en hvid perle i koppen.)

                                        PEG:
Klart... Okay... Hvad med din tandlæge, hvilken farve er din tandlæge?

                                        NANCY KIM:
(Putter en hvid perle i koppen.)

                                        PEG:
Hvad med din læge?

                                        NANCY KIM:
(Putter endnu hvid perle i koppen.) 

Klip til lidt senere. Peg og Nancy Kim kigger ned i koppen.

                                        PEG:
En hel hvid kop med én gul perle, kan du forholde dig til det? 

                                        NANCY KIM:
Ja.

                                        PEG:
Var det sådan, du havde det, da du voksede op?

                                        NANCY KIM:
Ja. 

2. ØVELSEN - GENTAGET

København, juni 2012.

Jeg beslutter mig for at gentage Nancy Kim og Peg Studakers øvelse to gange. Én gang som min verden så ud i 1983, da jeg var 7 år gammel, og en gang som den ser ud i dag.

Her er resultatet.

1983

Perlerne i skålen repræsenterer:

Mig
Min storesøster
Mine forældre
Mine bedsteforældre
Mine 17 klassekammerater
Mine lærere
Vores læge
Vores tandlæge
Min optiker og hans kone
Min danselærer
Mine dansekammerater
Mine onkler, tanter, fætre og kusiner på både min mors og fars side
Mine forældres 10 bedste venner og deres børn
Min spillelærer
Dem der bor på vores vej
Vores buschauffør
Dem fra klassens forældre og deres søskene
Dem der bestyrer biografen
Dem oppe i Brugsen
Dem fra Tøjeksperten
Vores frisør

2012

Perlerne i skålen repræsenterer: 

Mig
Min storesøster
Mine forældre
Mine veninder
Mine venner
Mine læger
Min tandlæge
Min psykoterapeut
Min optiker og alle hans ansatte
Mine 16 klassekammerater på min deltidsuddannelse
Mine lærere
Mine dramatikerkollegaer
Min kioskmand
De ansatte på mine 3 nærmeste kaffebarer
Mine kollegaer på radioen
Mine klienter
Dem fra mit pizzaria
Dem fra min yndlings-shawarmabar
Mine fem seneste kærester
Den øvrige del af min familie
Mine første 50 venner på facebook

3. DE GULE & DE HVIDE 

ADOPTION:
At få bevilget forældremyndigheden over et barn, som ikke er ens eget, biologiske barn. At tage noget til sig, at optage noget. En person, som er adopteret, betegnes som et adoptivbarn. Også selvom vedkommende er langt over 40.

Man kan ikke være ‘adopteret’ i følge nudansk ordbog. Og den må jo vide det.

*

Kineser. Skævøje. Risgnasker. Hvad koster du? Hvad koster det at kneppe dig? Jeg så et tv-program om thailandske ludere i går. En af dem stak en slange op i fissen. Kan du også stikke en slange op i fissen? Kan du skrive mit navn med fissen? Heller ikke hvis jeg skriver det med blokbogstaver først? Jeg har engang været kæreste med sådan en som dig. Der fandt jeg ud af, at I er nogle rigtig søde nogen. Der fandt jeg ud af, at I er rigtig gode at kneppe, fordi I er ‘so fucking tight’ Fik jeg sagt det rigtigt? So fucking tight blev der sagt. Nu vil jeg gerne prøve en hvid, jeg sagde: Nu vil jeg gerne prøve en hvid. Det er jo meget bedre her, end dernede hvor du kommer fra. I har sådan noget mærkeligt hår dernede, hvor du kommer fra. I er jo mere brune i det dernede, hvor du kommer fra. I bliver jo ikke solskoldede dernede, hvor du kommer fra. Hvordan var det egentlig at gå nøgen rundt i det land, du kommer fra? Hvorfor svarer du ikke? Forstår du ikke dansk?!

Hvert spørgsmål starter en lavine indeni.
På hvert spørgsmål er der tusindvis af svar.
Hvor meget må man spørge en adopteret om?

Og hvor meget må en adopteret spørge om?
Må en adopteret for eksempel stille følgende spørgsmål:

Hvordan går pengestrømmen i en adoptionsproces?
Hvem betaler for hvad?
Hvem betaler hvad?
Hvad betaler for eksempel adoptivforældrene for?
Hvad betaler staten?
Hvem betaler staten til?

- Det er jo ikke interessant, synes du virkelig, det er interessant?

Hvorfor adopteres der kun fra fattige lande til rige lande og ikke omvendt?
Og kun så længe de fattige lande er fattige?
Hvorfor adopterer Vesten ikke børn til fx. Afrika eller Asien?
Hvor kan man finde en familie bestående af mørke adoptivforældre fra for eksempel Eritrea og en lille pige med lyst hår for eksempel 1 1/2 år gammel for eksempel født i Køge?

- Åh gud, nej, hvor synd! Og så i Afrika!

Hvis jeg køber en taske og elsker min taske, er det så stadig et køb?
Hvis jeg får en hund, og jeg betaler 700 kroner for at få den bragt fra Jylland til Sjælland, men ikke betaler for selve hunden, vil man så alligevel sige om mig, at jeg har købt hund?
Hvis jeg sælger oksekød og for at få det solgt, siger, at det er en uge gammelt, selvom det i virkeligheden er 3 måneder ældre, er det så urimeligt over for oksekødet?
Må en adopteret spørge:

- Nu synes jeg ærlig talt, du strammer den. Jeg synes ærlig talt ikke, at det er fair at sammeligne adoption af børn med køb af tasker og hunde og oksekød! Det er jo ikke fordi, vi køber TING; at vi tror, det er EN TING, vi har købt, der er jo ikke tale om et køb, du kan jo ikke sammeligne det med ET KØB!

Hvorfor kan Holt Adoption Services åbne et nyt projekt i Sydkorea næsten hvert år, men ikke have råd til at ansætte mere end 6 personer til at betjene godt 150.000 adopterede i postadoption service?

Hvorfor har Holt Adoption Services i flere tilfælde ændret fødselsdatoerne på børn, der skulle bortadopteres, så de fremstod yngre og dermed kom til at passe ind i den eftertragtede kategori: 0 - 1 år?
Hvorfor har Holt Adoption Services lavet fejl i næsten alle deres journaler?

- Du virker meget vred nu, synes jeg. Meget vred. Men jeg synes, du spiller en offerrolle. Og jeg kan faktisk ikke se, at det er relevant. Adoption er i langt de fleste tilfælde en rigtig god løsning; forældre der ikke har børn, og børn der ikke har forældre bliver parret, og der opstår nye familier. Og forældrene er endda i stand til at elske børnene, selvom der ikke er deres egne, biologiske børn. Og hvis jeg må sige det ærligt, så virker det mere som om, du selv har et problem, et personligt problem. Og jeg tror, det kunne være godt for dig at gøre noget ved det problem i stedet for. Og det tror jeg også, du selv ville blive glad for i længden.

Må en adopteret spørge:
Hvorfor tales der ikke offentligt om konsekvenserne af transnational adoption i Danmark?
Hvorfor lukkes ethvert forsøg på debat om transnational adoption ned efter 1 kronik og to læserbreve i Danmark?
Hvorfor er det så vanskeligt at få offentligheden til at interessere sig for transnational adoption i Danmark?
Hvorfor er det så problematisk at tale om de økonomiske aspekter ved transnational adoption i Danmark?
Hvorfor og hvorhen forsvandt de danske adoptionsselskabers enorme egenkapital på flercifrede millionbeløb, som DR Dokumentar påviste eksistensen af i 1997 i Danmark?
Hvorfor er der så mange børn adopteret fra Sydkorea i Danmark?
Har danskerne haft ualmindelig lav fertilitet i 70‘erne og 80‘erne, eller er man tilhænger af menneskehandel i Danmark?
Må en adopteret spørge:
Hvem betaler hvad til hvem og hvorfor?
Hvem betaler i sidste ende prisen?

-  Tudefjæs!

*

Jeg beklager 

Jeg ved godt at det kan gøre ondt på de hvide
det er ikke fordi jeg hader de hvide
at jeg taler om noget der kan gøre ondt på de hvide
men hvis ingen taler om det bliver det ved med at
gøre ondt på de brune og de gule og de sorte 

Der var engang hvor jeg aldrig talte om de gule med de hvide
jeg var gul med de gule og hvid med de hvide
jeg opdagede ved et tilfælde at det havde givet de hvide
et helt forkert billede af mig
De troede jeg var hvid med de hvide men også hvid med de gule
Da besluttede jeg mig for at være gul med de hvide også 

Dengang jeg begyndte at tale om de gule med de hvide
blev mange af de hvide først forskrækkede
nogle af de hvide havde anset mig for at være helt igennem hvid
og det gjorde dem meget kede af det at jeg nu tilsyneladende anså mig selv
for ikke at være hvid
de oplevede det som en pludselig distancering hvor jeg
ikke længere ville høre til dem og det blev de kede af
de syntes jo at os hvide hørte sammen 

Nogle af de hvide blev vrede på mig fordi de følte
at jeg talte om noget man ikke burde tale om - eller som var irrelevant -
fordi kærligheden er farveløs
og de følte at jeg anfægtede kærligheden ved at tale om noget
som var irrelevant at tale om
Nogle af de hvide blev vrede på mig fordi de følte
at jeg ved at tale om de gules vilkår anklagede dem, de hvide
Nogle af de hvide blev vrede på mig fordi de følte
at jeg ved at tale om de gules problemer gjorde de hvide til de skyldige
hvad de naturligvis også var
- men på et meget subtilt plan 

Nogle af de hvide blev kede af at høre om
hvordan de gule havde det og de syntes det var så synd for de gule
og de græd og de græd så det endte med at jeg måtte
trøste de hvide fordi de var kede af at de gule havde det så vanskeligt 

Nogle af de hvide nægtede at det var sådan som jeg sagde og
de mente at hvis de gule havde haft nogle
ubehagelige oplevelser med de hvide var der stor sandsynlighed for
at det havde været de gules egen skyld 

Da jeg begyndte at tale om de gule med de hvide
sagde nogle af de hvide til mig:

1. At de i hvert fald ikke var racister
2. At jeg var racistisk
3. At jeg var paranoid
4. At jeg overreagerede
5. At jeg skulle nøjes med at tale med de gule om det hvis jeg følte de forstod mig bedre
6. At jeg skulle passe på med ikke at blive for fokuseret på ‘det’
7. At det nok ville være godt for mig selv, hvis jeg ikke beskæftigede mig så meget med ‘det’
8. At ‘det’ jo nok var et personligt problem men ikke et generelt problem i samfundet
9. At det var rigtig synd for mig, og at jeg da skulle have lov til at tale om ‘det’ også selvom det var kedeligt/svært for dem at høre om.
 At de ønskede det snart gik over og jeg blev normal, så vi kunne tale om noget andet.

Dengang jeg besluttede mig til at tale om de gule med de hvide
gjorde jeg det fordi jeg troede det ville gøre mit liv nemmere
Jeg tænkte at i stedet for at være både gul og hvid
kunne jeg nøjes med at være gul
det ville gøre det nemmere for alle hvis jeg kun var én farve
og det ville fremfor alt gøre det nemmere for mig selv 

Jeg var jo ikke hvid - det må vi ikke glemme
Jeg synes derfor at det var fjollet at leve mit liv som hvid
når jeg nu ikke var det
og det forekom mig faktisk også at være selvbedragerisk 

Men jeg vil da godt indrømme
at hvis jeg havde vidst hvor lang tid det tog at tale
med de hvide om de gule så kan det godt være
at jeg var startet noget før for så kan det være jeg havde
været færdig. Nu. 

Foto og tekst af Joan Rang Christensen, f. 1976 i Sydkorea.
Hun er dramatiker og har fået produceret en lang række teater- og radioteaterstykker på bl.a. Det Kongelige Teater, Holbæk Teater, Østre Gasværk, Teater Grob og DR Radiodrama, senest forestillingerne “Den Hvide Mand” (2011) og Jazz, Love & Henderson (2012). 

Andre bidrag til QueerKrafts tema om kritik af international adoption:

Læs introduktionen til temaet og hør Maja Lee Langvad læse op fra sin kommende bog