De globale elitenetværk (og os andre) - mellem konspiration, indflydelse og demokrati

Vi ser ofte billeder af verdens topledere, der mødes for at drøfte tidens mest presserende spørgsmål, det være sig den internationale økonomiske krise, den globale opvarmning eller konflikten i Syrien.

Hinsides kameraernes blitzlys findes der imidlertid mere lukkede og private fora, hvori skikkelser fra den absolutte verdenselite inden for bl.a. politik og erhvervsliv gennem årtier er mødtes uformelt.

Her udveksler de erfaringer og formulerer langsigtede løsninger på tidens store udfordringer. Løsninger som de siden forsøger at få nationale regeringer og internationale organisationer til at føre ud i livet.

Bilderberg-konferencerne og Den Trilaterale Kommission er blandt de mest prominente af sådanne fora.

Ikke desto mindre har vedvarende konspirationsteorier og de kulørte mediers sensationshistorier på den ene side betydet, at disse organisationers virke er spundet ind i et slør af mystik og skrøner om skjulte verdensregeringer. På den anden side har fraværet af solid forskning i emnet betydet, at vi til stadighed har tendens til at overse eller undervurdere væsentlige aspekter af, hvorledes vores demokrati egentlig fungerer.

I 2011 fik jeg som den første forsker adgang til Den Trilaterale Kommissions centrale arkiv, og på baggrund heraf forsvarede jeg en historisk ph.d.-afhandling om, hvordan moderne regeringsførelse og diplomati skal forstås i lyset af kommissionens aktiviteter i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

Sludder og realitet

Min forskning viser, at selvom kommissionens aktiviteter ikke på nogen måde retfærdiggør konspirationsteoriernes påstande, er virkeligheden stadig langt fra den almindelige opfattelse af vores demokrati.

Det er ikke at ligne med en solbeskinnet plads i antikkens Rom, hvor oplyste borgere mødes og i fællesskab – gennem rationelle argumenter og uhildet af diverse interesser – definerer almenvellet.

Snarere er væsentlige aspekter af regeringsførelse karakteriseret ved, at politikskabelse foregår i overlappende og transnationale elitenetværk.

I disse indgår førende politikere, toppen af erhvervslivet og den finansielle sektor, samt ledende figurer fra medierne og universitetsverdenen.

Sammenlignet med den øvrige befolkning kan de have en uforholdsmæssig stor rolle. Ja til tider har de endda ment ikke blot at have svar på, hvad der var bedst for den øvrige befolkning, men ligefrem at sidstnævntes indflydelse skulle begrænses.

Internationalt opbrud og kommissionens etablering

Den Trilaterale Kommission blev dannet i 1973 af finansmanden David Rockefeller og politologen Zbigniew Brzezinski.

Året før havde Rockefeller indbudt en række gæster til familiens palæ i Pocantico Hills, Sleepy Hallow, en halv times kørsel nord for New York City.

Til de forsamlede udtrykte Rockefeller sin bekymring for, at de udviklede industrielle stater var ved at glide fra hinanden, og at en situation kunne opstå, hvor de kunne »påføre hinanden og andre stater skade.« Regeringer var ikke i stand til at tænke langsigtet, ifølge Rockefeller, derfor var det »et gunstigt tidspunkt for personer fra den private sektor til at bidrage værdifuldt til officiel politik.«

Den forsamlede gruppe arbejdede resten af året på at danne Den Trilaterale Kommission. Kommissionen kom til at bestå af 180 prominente personer fra især politik, erhvervsliv, bank- og universitetsverdenen – fra Nordamerika, Vesteuropa og Japan.

I deres øjne var nationale regeringers svar på tidens store spørgsmål begrænset af et for snævert fokus på dagsaktuelle problemer og af behovet for genvalg. Kommissionens formål var at tænke langsigtet og upopulært om nødvendigt.

Kommissionens dannelse var foranlediget af internationale magtforskydninger. Dens arkitekter forudså og foregreb, hvorledes USA var ved at miste sin økonomiske særstilling.

Japan og Vesteuropa havde i 1960’erne oplevet kraftig vækst, men følte sig underløbet af Nixon-administrationen, som egenhændigt indførte handelsrestriktioner og overraskende åbnede op til Kina.

Den Kolde Krigs bipolære verdensorden var under afvikling til fordel for et multipolært system.

Afkoloniseringsprocesser og nationaliseringer af olieressourcer havde skabt et pres fra nye stater, som kommissionsmedlemmer mente besad en »negativ magt« i kraft af deres evne til at afstå fra samarbejde. Udviklingslandenes problemer kunne ikke længere ignoreres, slet ikke i en verden der var præget af stadig større gensidig økonomisk afhængighed.

Samtidig gav 1970’ernes tiltagende økonomiske krise mindelser om 1930’ernes krise, hvor de dominerende magter var endt med at bekrige hinanden.

I den situation foreslog kommissionen at skabe en ny trilateral akse i international politik mellem verdens demokratisk-industrielle centre, der ville kunne danne udgangspunkt for en justeret verdensorden, hvor USA ikke længere var hegemon, men beholdt sin ledende position. En orden hvor de førende udviklings- og østbloklande i perspektiv ville kunne inkorporeres. 

Kommissionen konstituerede sig selv som en privat organisation, der havde til formål at skubbe udviklingen i den retning.

Private kontakter mellem eliterne i de respektive regioner skulle afværge, at manglende viden om hinanden, misforståelser og fjendtligheder kunne udvikle sig, og i bedste fald bidrage til at binde regionerne sammen i et indbyrdes forpligtende fællesskab, hvis frugter ikke kun ville komme dem selv til gode.

For meget demokrati

Møder var lukkede for offentligheden. En regel foreskrev, at ingen deltagere, inklusiv medierepræsentanter, afslørede hvem, der sagde hvad.

Målet var at anspore til en fri debat, men baggrunden for at skabe et rum, hvor offentligheden var forment adgang, var også, at den amerikanske udenrigspolitiske elite havde mistet sit greb om den offentlige opinion.

I årtier havde en forholdsvis lille elite formuleret den udenrigspolitiske kurs. Økonomisk fremgang for brede samfundslag i efterkrigstiden lagde grundlag for en konsensus, der foreskrev opbygningen af et velstående samfund i USA og inddæmning af kommunismen internationalt.

Især Vietnamkrigen havde ført til, at den konsensus var brudt sammen. New York Times’ afsløring af The Pentagon Papers viste, at befolkningen var blevet ført bag lyset.

Krav om stop for krigsførelsen blev akkompagneret af krav om at demokratisere den udenrigspolitiske beslutningsproces.

Brzezinski noterede sig, at det var blevet vanskeligere for et demokrati at føre krig. Og Samuel P. Huntington konkluderede snart i en rapport til kommissionen, at USA i stigende grad var blevet uregerligt. Det led ikke af et underskud, men snarere af et overskud af demokrati.

På trods af at det langt fra var alle medlemmer, der var enige med Huntington, blev kommissionen et refugium for en elite, som havde mistet en af sine sidste bastioner til massedemokratiet. Den udgjorde ikke blot et forsøg på at unddrage sig opinionen, men på at redefinere og styre den ind på mere konstruktive baner, sådan som Henry Kissinger udtrykte det.

Samtidig var kommissionen også et middel til at undgå, at USA selv faldt tilbage til landets gammelkendte isolationisme.

Sammenknytningen af en transnational elite havde således ikke kun til hensigt at løsrive kommissionen fra de bånd, som »de snæversynede masser« ifølge Brzezinski lagde på moderne regeringsførelse. Den var også et forsøg på at fastholde en klar internationalistisk tilgang til verdens problemer i ledende amerikanske kredse.

Rekruttering

Over årene blev kommissionen et samlingssted for en lang række prominente amerikanere.

For at fastholde en uformel karakter blev det besluttet, at regeringsrepræsentanter ikke samtidig kunne være medlemmer, men det afholdt dem ikke fra at cirkulere ind og ud af kommissionen før og efter at have beklædt et embede i Washington. Desuden blev de inviteret til kommissionsmøder og modtog også selv kommissionen.

Medlemmer inkluderede bl.a. de senere præsidenter Jimmy Carter og George W. H. Bush, tidligere og senere udenrigsministre såsom Kissinger, Cyrus Vance, Alexander Haig og Warren Christopher.

De blev suppleret af skiftende nationalbankdirektører, inklusiv Alan Greenspan, ministre, førende kongresmedlemmer og ledende erhvervsfolk såsom Coca-Colas Paul Austin.

Da Jimmy Carter blev præsident, inkluderede han 23 medlemmer af kommissionen i sin regering.

I Europa har flere af EU-Kommissionens formænd og viceformænd været forhenværende eller senere medlemmer af kommissionen, inklusiv Romano Prodi.

Det samme gjaldt den senere franske statsminister Raymond Barre og irske præsident Mary Robinson, samt den tidligere vesttyske udenrigsminister Gerhard Schröder.

Dertil kom erhvervsfolk såsom FIAT’s præsident Gianni Agnelli og rigmænd såsom Baron Edmond de Rothschild.

Den danske gruppe inkluderede bl.a. politikere såsom Poul Nyboe Andersen, Ivar Nørgaard og Sven Auken, samt økonomen Niels Thygesen. Senere kom politikere som Ritt Bjerregaard, Lene Espersen og Margrethe Vestager til.

Erhvervslivet og bankverdenen har været repræsenteret af chefer fra Novozymes og Danske Bank. I dag sidder Lykke Friis, prorektor for Københavns Universitet i kommissionen, sammen med bl.a. den nuværende nationalbankdirektør, Lars Rohde, og Karsten Dybvad fra Dansk Industri.

Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden ledte den danske gruppe indtil sin død, han er nu efterfulgt af Bo Lidegaard.

Arbejdsgang

En af de metoder, kommissionen anvendte i det første årti efter sin dannelse for at påvirke regeringsførelse, var at udgive rapporter, der indeholdt en række anbefalinger på specifikke politikområder.

Emnerne var bl.a. monetære reformer, handel, energi, internationale institutioner samt nord-syd og øst-vest relationer.

De blev skrevet af et kommissionsmedlem eller en hyret ekspert fra hver af de tre regioner. For at undgå at de blev udvandet i et forsøg på, at alle i kommissionen skulle kunne tilslutte sig dem, blev de skrevet til og ikke af kommissionen.

I forbindelse med udarbejdelsen af rapporterne foregik der en omfattende proces, hvor bl.a. udvalgte eksperter, politikere og kommissionsmedlemmer fra de tre regioner blev konsulteret.

Rapporterne var således langt hen ad vejen et kollektivt projekt, som ikke alene repræsenterede de tre forfatteres holdninger, hvilket også drøftelser i kommissionen bidrog til.

Endvidere hjalp konsultationsprocessen med at engagere eksperter og beslutningstagere og give dem en følelse af ejerskab til de formulerede anbefalinger. Det var vigtigt med henblik på at få opbakning til og senere føre anbefalingerne ud i livet.

Oliekrise og krisehåndtering bag lukkede døre

Den Trilaterale Kommissions dannelse i 1973 faldt sammen med den første oliekrise. Den blev en test på om de tre regioner, der rådede over vidt forskellige energiressourcer og havde divergerende interesser i Mellemøsten, kunne undgå at glide fra hinanden.

Kommissionen udgav to rapporter om emnet. De trilaterale regioner skulle holde sammen, men ikke anlægge en konfrontatorisk tilgang til OPEC. Udviklingslandene var hårdest ramt af krisen, og hvis ikke de blev imødekommet, forudså rapporterne, ville det resultere i årtiers kaos og destabilisering af den internationale orden.

For at undgå dette scenarie anbefalede kommissionen, at Verdensbanken oprettede en ny lånetype, det såkaldte »Tredje Vindue«, til de hårdest ramte lande. De billigt forrentede lån skulle finansieres i et samarbejde mellem trilaterale og OPEC lande. Sidstnævnte havde oparbejdet store aktiver pga. deres olieindtægter, og disse petrodollars ville således blive recirkuleret i det internationale finansielle system.

Forslaget blev vedtaget i en modereret form af Verdensbanken i sommeren 1975 og derefter implementeret. Forud herfor var der imidlertid foregået en omfattende diplomatisk aktivitet fra Den Trilaterale Kommissions side.

Verdensbankens præsident Robert McNamara og hans nærmeste rådgivere og medarbejdere blev konsulteret op til flere gange og involveret direkte i udarbejdelsen af rapportens anbefalinger. Også Den Internationale Valutafond blev taget med på råd.

Det amerikanske udenrigsministerium og finansministerium blev forsynet med rapporten og engageret i sagen. Richard Gardner, der udover at være en førende amerikansk økonom også var kommissionsmedlem og forfatter til en af rapporterne, tog på turné for at sælge forslaget til de europæiske regeringer.

OECD og OPEC blev konsulteret, og i løbet af processen blev rapportens anbefalinger justeret og slebet til for at imødekomme de forskellige aftageres ønsker og interesser.

I december 1974 mødtes Den Trilaterale Kommission med den amerikanske præsident Gerald Ford og udenrigsminister Henry Kissinger. De drøftede bl.a. kommissionens anbefalinger.

I dagene op til mødet havde man behændigt lagt pres på Kissinger ved at lade den tidligere udenrigsminister George Ball offentligt angribe Kissingers håndtering af oliekrisen og hans konfrontatoriske linje over for OPEC-landene.

Kissinger blev rasende, og på et internt møde i udenrigsministeriet kaldte han Den Trilaterale Kommission for en flok »eunukker«. Den nedladende bemærkning var faktisk en meget rammende karakteristik.

I fiktionens verden er eunukken typisk en formelt magtesløs figur, der gennem intriger og konspirationer er i stand til at påvirke eller ligefrem styre herskeren. Som eunukken besad kommissionen ingen formel magt, men den vidste hvordan det politiske spil skulle spilles. Vejen var banet for større lydhørhed fra regeringens side.

Kissinger endte da også med at vise imødekommenhed. Han skulle ikke nyde noget af, at der opstod en opposition til hans kurs i den amerikanske udenrigspolitiske elite.

Og at han også havde betydelige menings- og interessesammenfald med kommissionen blev illustreret af, at han lod den foreslå at indgå i en større arbejdsdeling med udenrigsministeriet. Kommissionen skulle bl.a. kunne tage uformelle diplomatiske kontakter til eliten i den arabiske verden.

Og i 1977 blev Kissinger selv kommissionsmedlem.

Den amerikanske og franske regering var indledningsvis røget i totterne på hinanden, når det gjaldt håndteringen af oliekrisen.

Hvor amerikanerne fokuserede på at oprette en fælles front over for OPEC, før forhandlinger med sidstnævnte kunne gå i gang, ønskede franskmændene at inddrage OPEC-landene i en dialog med det samme og forsøgte at overtale europæerne til at følge trop.

På det omtalte kommissionsmøde, der involverede Ford og Kissinger, blev der imidlertid gydet olie på vandene. Kommissionen argumenterede for at de to positioner ikke nødvendigvis udelukkede hinanden, men at den amerikanske tilgang kunne udgøre et første skridt og den franske tilgang et andet skridt i en samlet og mere langsigtet strategi.

Lederen af den franske gruppe i kommissionen var tæt på den franske præsident, Giscard d’Estaing. Han forlod mødet for at rapportere direkte til den franske regering om de fremskridt, der blev gjort.

Præsident Ford bad David Rockefeller om at ledsage ham til et efterfølgende topmøde på øen Martinique i begyndelsen af 1975. Her fandt USA og Frankrig fælles fodslag.

Bidraget til vedtagelsen af Det Tredje Vindue i Verdensbanken og afstemningen af de amerikanske og franske interesser viser på bemærkelsesværdig vis, hvorledes kommissionen medvirkede til regeringsførelse og diplomati.

Kommissionen som indflydelsesrig mellemmand

Generelt fungerede kommissionen som en uformel diplomatisk arena, hvor kommissionsmedlemmer, ofte på vegne af eller koordineret med regeringer, kunne skyde prøveballoner op, lancere nye initiativer eller afbøde konflikter.

Især David Rockefeller fungerede ofte som en uformel ambassadør, der agerede på vegne af eller i overensstemmelse med den amerikanske regering, når han rejste rundt i sin private jet og blev modtaget af konger, præsidenter og statsministre.

Til tider tog han og kommissionen egenhændigt initiativer, som regeringer siden hægtede sig på.

Da Jimmy Carter blev amerikansk præsident, videregav Rockefeller en besked fra det tidligere kommissionsmedlem til den kinesiske regering om, at det var en amerikansk topprioritet at normalisere de diplomatiske forbindelser, hvilket lykkedes kort tid efter.

I 1981 besøgte kommissionen Kina og havde drøftelser med bl.a. Deng Xiaoping om landets begyndende økonomiske liberalisering.

Hvad konspirationsteoretikerne imidlertid misforstår, er at kommissionen i højere grad var en medvirkende aktør end en årsag. Ved at tage fat i udviklinger, som allerede var undervejs, kunne kommissionen gøre sit bidrag gældende.

Hvad vi historikere til gengæld ofte har ignoreret, er at uformelle aktører som kommissionen kan spille en vigtig rolle i national og international politik.

Ofte havde kommissionen ikke direkte indflydelse, men var med til at definere problematikker og formulere dagsordener, der fandt vej til regeringskontorer og internationalt samarbejde.

Via konsultationer, cirkulation af og udvekslinger med beslutningstagere holdt kommissionen sig opdateret og informeret om aktuelle tendenser, samt holdt døren på klem for at kunne yde indflydelse.

Ofte var denne indflydelse dog reduceret til, at det enkelte kommissionsmedlem påvirkede sine umiddelbare omgivelser. Men fordi de enkelte medlemmer var magtfulde personer med privilegerede positioner i eller adgang til de kanaler, hvorigennem den offentlige mening formes, og de fora, hvor betydningsfulde beslutninger tages, havde og har elitenetværk som Den Trilaterale Kommission potentielt en meget stor gennemslagskraft.

Den Trilaterale Kommission dannede da også snart skole. G7-formatet er i vid udstrækning inspireret af kommissionen.

Kommissionen var banebrydende med hensyn til at inkludere Japan som en ligeværdig partner i internationalt samarbejde og dermed åbne op for en udvikling, hvor verden ikke længere kun styres af amerikanere og europæere.

Kommissionen var samtidig en pioner, når det angik, at uformelle aktører og netværk fik større indflydelse på politiske og diplomatiske processer.

Sammenfattet peger erfaringen fra Den Trilaterale Kommission på at elitære netværk, men i og for sig hele den gråzone, der eksisterer mellem stat og civilsamfund i form af tænketanke, filantropiske aktører, lobby-interesseorganisationer og NGO’er, ikke må behandles stedmoderligt, hvis vi bedre vil forstå væsentlige aspekter af national og international regeringsførelse.

Dino Knudsen er som post.doc ved Københavns Universitet.

Artiklen bringes også i tidsskriften Det ny Clarté, nr. 24/2014. En forkortet udgave af artiklen er desuden bragt som kronik i Politiken.