Dansk højreekstremt parti modtager økonomisk og praktisk assistance fra både svenske og tyske ligesindede forud for efterårets regional- og kommunalvalg, hvor partiet stiller op flere steder i landet.
Det stærkt racistiske Danskernes Parti får økonomisk og mandskabsmæssig håndsrækning fra udlandet.
Det sker forud for kommunal- og regionalvalget den 19. november, hvor partiet stiller op flere steder i landet.
Partiets svenske forbillede Svenskernes Parti sender 5.000 svenske kroner og en delegation, mens det tyske parti NPD's lokalafdeling i Schleswig-Holstein ligeledes har annonceret, at man vil bidrage til valgkampen med praktisk støtte.
Det skriver TV2 Østjylland.
Støtten kommer efter, at Danskernes Parti i slutningen af marts deltog i en konference i Stockholm, hvor 200 repræsentanter for Europas højreekstreme partier og grupper besluttede at styrke samarbejdet over grænserne.
Læs historien »Udlandet støtter danske nationalister med penge« hos TV2 Østjylland.
Læs artiklen »Yderligtgående organiserer sig som partier« hos DR.
Danskernes Parti blev dannet i 2011 af en udbrydergruppe fra det danske nazistparti Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB). Det er organiseret omkring nazistpartiets tidligere ledelsesmedlem Daniel Carlsen, som i dag er formand for Danskernes Parti.
Det nye parti har haft held til at samle folk fra andre danske højregrupper og er stærkt inspireret af Svenskernes Parti samt det tyske højreparti NPD, som har haft succes ved henholdsvis svenske og tyske lokalvalg.
Læs artiklen »Nyt naziparti vil kopiere svensk og tysk valgsucces« hos Modkraft.
Læs artiklen »Nynazister udfordrer Dansk Folkeparti« hos Modkraft.
Partiet har, ligesom forbillederne satset på en moderne pressestrategi, og forsøgt at distancere sig fra nazisme – og argumenterer i stedet alene for at »hjemsende ikke-vestlige personer og stoppe den ikke-vestlige indvandring.«
De beskriver konsekvent sig selv som »nationalister« på deres hjemmeside og klagede i 2011 til pressenævnet over Ekstra Bladets omtale af partileder Daniel Carlsen, som »nazist« og partiet som et »naziparti«.
Nævnet fandt dog ingen grund til at kritisere Ekstra Bladet.
– Selvom de ikke kalder sig nazister ønsker de stadig at afskaffe demokratiet og smide alle ikke-europæiske borgere ud af landet. At hagekorset er skiftet ud med Dannebrog ændrer ikke deres politik grundlæggende, har Jonas Jensen, der er talsperson for researchkollektivet Redox, som følger udviklingen i det højreekstreme miljø tæt, tidligere udtalt til Modkraft.
Læs artiklen »Antiracister brugte hængelås mod nynazister« hos Modkraft.
Læs artiklen »Viborg protesterede mod Danskernes Parti« hos Modkraft.
Læs artiklen »Knipler og peberspray sikrede nazist-møde« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96