Generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp er kommet i hård modvind blandt fagforeningsfolk for støtte til forslag om ophævelse af mindsteløn og indførsel af indslusningsløn til flygtninge.
Generalsekretæren for Dansk Flygtninghjælp, Andreas Kamm, møder hård kritik fra flere fagforeningsformænd, efter at han torsdag den 10. december deltog i en konference arrangeret af den liberale tænketank Cepos. Hovedbudskabet på konferencen var et opgør med mindstelønningerne på det danske arbejdsmarked og indførsel af en særlig indslusningsløn for at få flere flygtninge i arbejde.
Op til konferencen har Andreas Kamm skrevet et indlæg i Berlingske Tidende sammen med direktøren for Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, hvor de argumenterer for forslaget. Ideen forventes at blive en del af de såkaldte trepartsforhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og lønmodtagere, der ventes startet efter årsskiftet.
Dansk Arbejdsgiverforening har dog så sent som i september erklæret sig som modstander af forslaget.
Forslaget om tilsidesættelse af mindstelønnen og indførsel af indslusningsløn har fået flere faglige repræsentanter op i det røde felt.
»Dansk Flygtningehjælp er på vej til at udhule indkomsten for de dårligst lønnede danskere,« skriver eksempelvis Christian Grønnemark, der er formand for HK København, på sin Facebook-side.
Simon Tøgern, der er sektorformand for HK Privat, er også oprørt og opfordrer ligefrem til en boykot af Dansk Flygtningehjælp.
Flere faglige organisationer – blandt andet LO, FOA og HK – er medlemmer af Dansk Flygtningehjælp. Simon Thøgern mener, at de faglige organisationer skal melde sig ud af foreningen, hvis ikke Andreas Kamm indstiller kampagnen eller modtager en fyreseddel af Dansk Flygtningehjælp.
»Jeg mener ikke, at vi kan leve med at den daglige ledelse af Dansk Flygtningehjælp bruger verdens aller mest udsatte mennesker (flygtningene) som rambuk for at undergrave danske overenskomster«, skriver han på Facebook.
Også blandt byggefagsforeninger tilbagevises forslaget:
– Vi ser ikke på om tømreren eller lægen kommer fra Syrien eller Polen, hvis blot de får den overenskomstmæssige løn. Alt andet vil være diskrimination – og løndumping, siger Per Olsen, formand for Byggefagenes Samvirke i København.
- Jeg opfatter udspillet som diskrimination og social dumping, det vil vi ikke se på med milde øjne. Der vil være arbejdsgivere, som vil se dette her som en mulighed for at få billig arbejdskraft, siger han.
Forbundssekretær Søren Heisel fra 3F er også skeptisk over for konsekvenserne af indslusningsløn. Han siger til DR, at det vil være løntrykkeri af største klasse:
- Hvem skal så have indslusningsløn næste gang. Er det dem, der ikke har haft arbejde længe; eller er det de nyudlærte? Det vil være social dumping, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96