Dansk film kopierer amerikansk melodrama

I en anmeldelse af den danske film En chance til af Susanne Bier for nylig, påviste jeg dansk films overtagelse af amerikansk filmtradition for voldelige melodramaer.

Læs Pernille Rübner-Petersens anmeldelse »Vold som eneste forløser« på Modkraft

I dansk kontekst udmunder det i urealistisk vold og drama.

Jeg henviste til de prisvindende danske film Hævnen og Jagten som andre eksempler. Det er jeg ikke alene om at mene. Tre redaktører af Krystalbilleder gav i en kronik i Politiken, »Dansk film er tankeløs reproduktion« i 2013 en omfattende kritik af dansk film, sin jeg i høj grad er enig i.

Allerede titlerne, Hævnen og Jagten, indvarsler filmenes prioritering af følelsesladet action, der leveres med et plot og en historie af »urealistisk vold og drama« og karakterer, der »altid råber ind i ansigtet på hinanden«, som redaktørerne af Krystalbilleder og jeg oplever dansk film.

I En chance til udløser næsten hver scene aggression, håndgemæng eller rå vold. Både den psykologiske logik og hovedkarakterens troværdighed lades i stikken.

I stedet for livtag med et moralsk dilemma, tyveri af en baby, som filmen har til hensigt at skildre, dækker hovedkarakteren Andreas mere og hektisk og aggressivt over sin handlinger for ikke at blive afsløret.

Ingen af karaktererne træder for alvor i karakter. Slet ikke kvinderne.

Konen Anna og misbrugeren Sanne indgår kun som en melodramatisk funktion i hver deres ultra skrøbelige og udsatte mor/barn-symbiose.

De er reduceret til offer for sig selv, og for Sannes vedkommende også som offer for kæresten, som tvinger narko i hende. Anna begår selvmord. Sanne er fanget i sit misbrug.

Jagten – at være en rigtig mand

Mens baby-tyveriet i En chance til i sig selv er ude på overdrevet af realiteternes vidder, så hidrører Jagtens prekære og alvorlige emne om seksuelt overgreb på børn derimod fra virkelige hændelser.

Men jeg havde alligevel også her svært ved at følge nødvendigheden i plottet: En lille pige får lagt ord i munden om, at hun skulle have set hovedpersonens, Lucas tissemand. Kort tid efter siger hun til sin mor, at det ikke passer, og at hun er kommet til at sige noget dumt.

Alligevel ruller sagen over stok og sten med 180 km i timen.

Måske dette scenario har foregået i virkeligheden, men i filmen virker handlingsforløbet med en masse råb og vold som »over the top«. Som publikum har jeg trang til at trække i håndbremsen på filmens vegne.

Man følger ikke de andre børn, der åbenbart pludselig har bekendt det ene overgreb efter det andet. Det hører man om på anden hånd.

Men man ser en del mænd slå på tæven. Mange gange.

Et klimaks i filmen er, da Lucas under indkøb i et supermarked tæskes af flere medarbejdere og smides ud på jorden. Lucas samler sig sammen, går haltende og blødende tilbage til slagtermesteren og nikker ham en skalle.

Fuldstændig som en amerikansk actionhelt, der omsider vender sin karakter 100% og går fra absolut nederlag til at stå op for sig selv og give een på hovedet igen.

Som publikum jubler man på heltens vegne. Katarsis indtræder. Retfærdighedsfølelsen nurses. Lucas er en rigtig mand, og den rette patriarkalske orden er genoprettet. Pyha.

Men det er ligesom at tisse i bukserne. Efter lettelsen ulmer en uro på ny, som den akkumulerende vold forårsager.

Lucas arbejder i en børnehave, og initierer sin 16-årige søn til voksenlivet med et jagtgevær og en jagttur med gutterne.

Man kan selvfølgelig sige, at her er en interessant karakter med det, jeg vil tro er en atypisk udgave af maskulinitet. Men karakteren fremstår desværre ikke sådan i filmen, fordi karakteren som sådan interesserer ikke filmen.

»At gå på jagt« er en kvalitet ved karakteren, der er underordnet filmens handling, og som primært bruges symbolsk i filmen slutning. Det er ikke en livsstil, der uddybes i forhold til karakterens substans.

Hævnen – vold fremmer forståelsen

Hævnen handler om ords afmagt over for rå vold som konfliktløsning. Anton arbejder i Afrika, mens hans ægteskab er i opløsning på grund af hans utroskab. Drengen Christian har mistet sin mor til kræft. Han er aggressiv udadtil men bliver en god ven for Antons søn, Elias.   

Anton tror på, at dialog modsat vold fremmer forståelsen mennesker imellem. Han vil vise børnene, hvordan man håndterer konflikter verbalt.

Så han opsøger volden selv og tager ikke bare sine egne børn men også en andens barn hen til den voldelige mekaniker, der tydeligvis har psykopatiske tendenser.

Her mangler han fuldstændig forståelse for, hvilket pædagogisk overgreb og konkret fare, han udsætter børnene for.

Derved mister karakteren troværdighed og dramaet realitetssans.

Karakterens motivation hænger ikke sammen med hans handling. Hvis diskrepansen forfølges, ville det være godt drama.

Men her fungerer det blot som en spand benzin på bålet for filmen konfliktstof om vold versus dialog: Anton får en ydmygende lussing for øjnene af børnene. De forstår så det, den voksne ikke fatter: at det er vold, der styrer verden.

Volden skildres som primitiv og uretfærdigt, når de onde udøver den. F.eks. når mekanikeren slår omkring sig, når drengene i skolen mopper og tæver Elias, og når klanlederen i en afrikansk landsby voldtager og dræber unge gravide kvinder.

Alligevel er det volden, der (for)løser filmens følelsesmæssige konflikter.

Anton lader hoben slå den psykopatiske klanleder ihjel uden for hospitalet i Afrika. Da Christians hævnfølelse omsider omsættes til en bombe under mekanikernes bil, bliver Elias bombet halvt fordærvet, da han forsøger at redde en forbigående mor og hendes datter. 

Herved imødekommer Christian omsider sin sorg over modernes død og forsones med sin far. Anton forsones med sin kone.

Men dilemmaet vedrørende brugen af vold versus dialog – hvad blev der af det?

Vold som dramatisk fremdrift

I kritikken af dansk film  hæftede de tre redaktører fra Krystalbilleder sig ved en barnlig fascination af tunge skydevåben, biljagter og amerikansk action. De kaldte det danske instruktørers drengerøvssyndrom.

For mig at se formidler dansk film med amerikanske action, det vil sige den systematiske brug af vold, ikke blot drengerøvens blik på verden. Det blik kan synes harmløs i sin umodenhed. Det er heller ikke mandehørm, som i postuleret voksenhed er mere anstrengende og mindre harmløs, men stadig er for utroværdig til egentlig at gøre skade.

Filmene har et langt mere dybtgående problem. Nemlig konstituering af patriarkalske værdier, interesser og syn på verden, som genetabler en patriarkalsk orden, og som i bedste fald er udtryk for eskapisme, men i værste fald defilerer ud i virkeligheden som verdensbillede og socialisering.

Amerikansk film versus dansk virkelighed

I amerikansk mainstreamfilm er der ofte kamp mellem den onde psykopat, skurken, og den gode selvtægtsmand, helten. Begge benytter sig af vold som det vigtigste og afgørende kommunikationsmiddel.

Skurkens vold er sindssygeagtig. Heltens vold er retfærdiggjort og (ud)rensende.

Sammen med et væld af følelser slås helten med skæbnen og skaber katarsis for publikum: en oplevelse af at komme igennem på den anden side af livets hårde prøvelser.

I den kamp vinder han gerne »pigen« som belønning. Dog er essensen i historien, snarere end at få pigen, at skildre og forløse relationerne mændene imellem. Enten som modstandere, konkurrenter eller buddies eller noget af det hele på en gang. 

Det er klart, at gode kvinderoller er svært at skabe i dette morads. I dette univers eksisterer kvinder ikke som subjekt med egen dagsorden.

Dansk film er de sidste mange par år overvejende blevet produceret på et verdensbillede af every-man-on-his-own med udprægede selvtægtstendenser og patriarkalsk psykopatvold.

Det verdensbillede er et levn fra USA’s fortid som nybyggerland, hvor hver hvid mand med hver sin skyder forsvarer sin familie, det vil sige sin kvinde og sine børn.

Det har sat sine spor i det amerikanske samfund op til i dag, hvor individet, der ikke kan kæmpe alene for sig selv er fortabt.

Indimellem kan man spørge sig selv om USA overhovedet er et demokrati (hvor fattige og sorte udelukkes fra at stemme) eller en retsstat (hvor folk sidder uskyldigt dømt i årevis på grund af falske tilståelser).   

Meget er gået galt i den danske samfund de sidste par år, men vi ikke har amerikanske tilstande eller amerikansk mentalitet. Endnu. Selvom vi har amerikansk populærkultur all over. Jeg vil vove at påstå, at magtkampe og konflikter i Danmark udspiller sig på et mere subtilt plan end i den amerikanske voldsspiral.

Mindre affekt, mere refleksion. Mere nuancerede kønsroller end mænd, der slår per automatik, og kvinder, der er ofre for disse mænd eller sig selv.

Eller har vi virkelig taget den amerikanske kultur så meget til os, at den gennemsyrer den fundamentale socialisering mellem mennesker i Danmark trods større social-økonomisk lighed og bedre demokratiske institutioner?

Pernille Rübner-Petersen er cand.mag i moderne kultur og kulturformidling

I en opfølgende artikel vil Pernille Rübner-Petersen beskrive patriarkalske mønstre den amerikanske filmtradition, som heller ikke de danske dogmefilm kan rive sig løs af, selv om man her forsøgte at udvikle et nyt filmsprog.