Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
19. maj 2016 - 15:57

Dansk EU-ambassadør hvidvasker israelsk repression mod BDS-aktivister

I en onlinedebat på Facebook nedtoner EUs ambassadør i Tel Aviv israelske politikeres trusler mod boykot-aktivister. På EUs vegne har ambassadøren udtrykt sympati for Israel som »jødisk og demokratisk stat«, uden at gøre et nummer af den formulerings konsekvenser for palæstinenserne.

Mandag deltog EUs ambassadør Lars Faaborg-Andersen  i en facebook-chat om EUs politik overfor Israel. Baggrunden var blandt andet den danske diplomats deltagelse i en konference om hvordan Israel bedst kan bekæmpe kampagnen for Boycot, Divestment and Sanctions (BDS).

Ifølge det propalæstinensiske webmagasin Electronic Intifada brugte den højtstående diplomat Facebook-debatten til at nedtone israelske politikeres  trusler mod navngivne BDS-aktivister, og mod BDS-bevægelsen i almindelighed.

Han betonede, at hans deltagelse alene handlede om at redegøre kravet  krav om mærkning af varer fra de bosættelser som unionen, »betragter som ulovlige« og om at præsentere EUs syn på den BDS-bevægelse, som »EU ikke støtter«.

Det betyder ikke, at jeg har forbundet mig selv med israelske ministres udtalelser på konferencen. Men jeg hørte altså ingen  true andre på livet, skrev Lars Faaborg-Andersen ifølge Electronic Intifada.

Læs »EU envoy shrugs off Israeli threats to human rights defenders« hos Electronic Intifada

Trusler, men ikke på livet

Ambassadør Faaborg-Andersen har ifølge Electronic Intifada tidligere lagt afstand til israelske politikeres trusler på konferencen, selvom han altså nu har nedtonet dem ved at henvise til, at der ikke var tale om trusler på livet.

På en forespørgsel fra Electronic Intifada skrev diplomaten, at hans deltagelse i konferencen, der var arrangeret af avisen Yedioth Ahronoth, at hans tilstedeværelse »på ingen måde skulle ses som en anbefaling af andres udtalelser på konferencen, heller ikke af truslerne«.

En af de trusler, som trods alt ikke rettede sig mod nogens liv kom fra den israelske transportminister Yisrael Katz, der talte for at bruge den israelske stats anseelige efterretningsressourcer til at gennemføre »civil målrettet obstruktion« mod BDS-aktivister. Udtrykket »målrettet obstruktion« er det militærjargon for likvideringer af den slags, som Israel i stor stil har gennemført mod ledere fra væbnede palæstinensiske grupper.

Læs »EU envoy refuses to condemn Israeli threats against BDS activists« hos Electronic Intifada

Læs » Israeli Gov't Calls for 'Civil Elimination' of Left-Wing Activists…« hos Alternet

Læs »In Israel, BDS is winning« hos 972 Magazine

Rejseforbud

Blandt de BDS-aktivister, der blev nævnt ved navn af Yisrael Katz i forbindelse med ideen om  civil og målrettet obstruktion  er Omar Barghouti, intiativtager til BDS-kampagnen og på en slags tålt ophold i Israel. Barghouti er israelsk gift, og har opholdstilladelse i Israel.

En anden taler på konferencen, indenrigsminister Aryeh Deri lagde yderligere til ideen om at bruge den israelske statsmagt mod BDS-aktivister ved åbent at sysle med ideen om at trække Omar Barghoutis opholdstilladelse tilbage.

Hvad Indenrigsministeren truede med på konferencen er blevet virkelighed. Da Barghouti sidst i april måned skulle have fornyet sin tilladelse hos de israelske myndigheder, måtte han gå igen med uforettet sag.

Det betyder, at han de facto er underlagt rejseforbud, fordi han uden gyldig opholdstilladelse ikke kan forlade Israel og regne med at få lov til at vende tilbage.

Læs »Israel Bars BDS Founder Omar Barghouti From Travel Abroad« hos Haaretz

Amnesty bekymret

Amnesty International er mere bekymret for BDS-aktivisters rettigheder i Israel, end Lars Faaborg-Andersen synes at være det, også uden helt eksplicitte mordtrusler fra israelske politikere.

I en udtalelse offentliggjort den 12. april skriver menneskerettighedsorganisationen, at den er »bekymret for Omar Barghoutis og andre BDS-aktivisters frihed og sikkerhed«. Amnesty peger på udtalelser, der »fungerer som trusler om fysisk skade og nægtelse af basale rettigheder«.

Organisationen lægger også vægt på Omar Barghoutis kamp for at »stille Israel til ansvar  for menneskerettighedskrænkelser og brud på international lov«, på hans »ikke-voldelige metoder« og på den skærpende omstændighed det er, når politiske ledere med magtmidler at bruge af, beskriver politiske modstandere som »trusler der skal stoppes«.

Læs »israeli government must cease intimidation of human rights defenders, protect them from attack« hos Amnesty International

Rigtige dødstrusler

Amnesty tager ikke alene utvetydig afstand fra de trusler, der er så comme il faut hos israelske politikere, at de ikke lader sig hæmme af tilstedeværende EU-diplomater, men opfordrer også den israelske regering til at tage skridt til at beskytte palæstinensiske menneskerettighedsaktivister

I udtalelsen henviser organisationen til sagen om Imad Abu Shamsiyeh, som den 24. februar filmede en israelsk soldat, som skød en såret palæstinenser i hovedet, uden det vakte noget postyr blandt hans soldaterkammerater og omkringstående ambulancefolk.

Mens soldaten, der nu er sigtet for manddrab er blevet helt eller en martyr i brede dele af den israelske befolkning er Imad Abu Shamsiyeh blevet trakteret med razzia fra israelske soldater, og med mordtrusler trusler fra bosættere.

EUs ledende partner

Selvom Lars Faaborg-Andersen ikke har fundet på andet at sige om truslerne end, at han opfattede dem som trusler og ikke står inde for dem, så skortede det ikke ros til Israel. Undervejs i debatten slog han fast, at den »Europæiske Union og Israel har nydt godt af fem årtiers nært samarbejde og stadigt stigen gensidig affhængighed«.

»Den Europæiske Union er Israels ledende partner indenfor handel og forskning og vores partnerskab er cementeret af vigtige aftaler«, skrev han.

Ifølge Electronic Intifada greb han også chancen for at genbekræfte EUs ønske om at se Israel trives som en demokratisk og jødisk stat. Det er, skriver Electronic Intifadas Ali Abunimah med henvisning til israels politik overfor palæstinenserne , »en definition som med nødvendighed står i modsætning til millioner af palæstinenseres rettigheder«.

Israel kan sove trygt

Palæstinenserne vil være udelukket fra at vende hjem, og forhindret i at gøre brug af deres borgerlige og politiske rettigheder alene på det åbenlyst diskriminerende grundlag, at de ikke er jøder, skriver Ali Abunimah, og slutter artiklen om den trusseltolerante EU-Ambassadør med denne bredside:

»Israelere der passioneret støtter besættelse, bosætterkolonisering og segregation kan sove trygt: Så længe ambassadør Lars Faaborg-Andersen og andre ligesindedeembedsmænd er ansvarlige for politikken er det klare budskab at Israel aldrig vil møde betydningsfuld og effektivt pres fra EU om at slutte sine menneskerettighedskrænkelserne og anerkende palæstinensiske rettigheder«. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce