Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
22. marts 2013 - 14:05

Cypern, EU og krisepolitik

Cyperns parlament forkastede tirsdag d. 19 marts den låneaftale, som trojkaen havde indgået med Cyperns regering. Aftalen strider mod de principper, EU selv har vedtaget i kølvandet på finanskrisen, og er et frontalt angreb på arbejderklassen.

Lånepakken til Cypern skulle have været en formssag for EU. Selve lånepakken er ikke blevet voldsomt diskuteret i pressen og med god grund. Den samlede størrelse er et relativt lille beløb på 10 mia. €.

Den mest centrale del i aftalen mellem Cyperns regering og trojkaen var, at cypriotiske indskydere med under 100.000 € i banken skulle betale 6,75 %, og dem over dette beløb 9,9 %, i engangsafgift. Det skulle fremskaffe 5.8 mia. € af de 10.

Men da denne nyhed kom frem i offentligheden, medførte det et såkaldt "bank run", hvor bankkunderne hev så mange penge ud som muligt. Konsekvensen blev, at hæveautomaterne hurtigt blev tømt. For at modvirke dette bank run, lukkede man derfor for bankerne og online-overførsler.

EU som politisk projekt

Med aftalen nedsablede EU to af sine vigtigste økonomiske principper, der er blevet vedtaget i kølvandet af finanskrisen - nemlig beskyttelsen af almindelige bankkunder og sikring af lang-sigtede investeringer.

Det første princip går ud på, at bankkunder kan få op til 100.000 € refunderet i tilfælde af en banks konkurs. Det skal sikre mod bank runs, hvor indskydere trækker deres penge ud af banken, så snart negative nyheder om deres bank spreder sig.

Det andet princip handler om, at finansielle institutioner, der køber obligationer i en bank, skal opleve tab, hvis banken går konkurs. Dermed tvinger de finansielle institutioner bankerne til at satse på sunde forretninger frem for satsede investeringer. Dermed rammes investorerne på pengepungen, hvis banken går under.

Den aftale, EU strikkede sammen i weekenden, strider direkte imod disse principper. Det gør den, fordi angrebet går ud over småsparerne frem for obligationsholderne og regeringerne, som har været skyld i krisen.

Dermed sender trojkaen et klokkeklart signal om, at det er arbejderklassen, der skal betale for krisen.

Splittelse i EU

Efter at aftalen faldt til jorden, er EU gået i krig med hinanden internt. Der foregår i øjeblikket et blame-game om hvem, der er skyld i den politiske fadæse, vi er vidne til pt.

Først anklagede den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, ECB, Kommissionen og den cypriotiske regering for at være hovedmændene bag aftalen - ikke den tyske regering.

Svaret fra ECB's bestyrelsesmedlem, Joerg Asmussen, lød prompte, at aftalen kom efter forhandlinger i Bruxelles, hvor Schäuble skulle have presset på for strengere krav.

I EU-parlamentet rasede den liberale politiker Sharon Bowles, formanden for Økonomi- og Valutaudvalget i Europa-parlamentet, over aftalen.

Hun udtrykte, at det "er en hån mod EU-direktiver og de principper, som Rådet højtideligt proklamerer".

Selv Kommissionen forsøger at få vasket sine hænder rene. Den "følte det som en pligt at støtte" forslaget, da alternativerne var mere risikable. Det er svært at se alternativer, der skulle være mere risikable end dette. EU forsøger at få Cypern til at fremstå som skurken i aftalen.

Senest har eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, taget ansvaret for forløbet.

Lektien fra Cypern

Aftalen blev afvist af det cypriotiske parlament. Det betyder ikke, at Cypern ikke får en lånepakke i en eller anden form. Men Cypern-sagen er endt i en politisk og økonomisk katastrofe for EU.

Det er en politisk katastrofe, fordi Cypern-affæren viser trojkaens - og specielt EU's - manglende evne til at forudse kriser - endsige finde svar.

Når selv en så relativ beskeden økonomi som Cyperns kan få EU-samarbejdet til at smuldre, får det én til at sætte spørgsmålstegn ved evnen til at takle fremtidige kriser.

Det er et angreb på arbejderklassen, der viser, at trojkaen til enhver tid kan afskærme adgangen til almindelige småspareres opsparing.

Det er samtidig en økonomisk katastrofe, fordi de såkaldte bank runs på Cypern kan sprede sig som ringe i vandet til andre kriseramte lande og skabe en finansielt ustabil situation.

De store multinationale selskaber og investeringsfonde vil uden tvivl begynde at trække pengene ud af lande som Spanien, da scenariet fra Cypern kan gentage sig her.

Det viser også, hvilke instrumenter trojkaen vil bruge mod arbejderklassen - som ikke har fremkaldt denne krise - frem for den oppustede banksektor.

Derfor er sagen fra Cypern et vink med en vognstang til arbejderklassen om, hvad neoliberale kræfter er i stand til at gøre og vil gøre fremover.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce