Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Udland
30. juni 2014 - 11:25

Cubanske eksperimenter – et rejsebrev

Det er svært at vurdere, hvor Cuba bevæger sig hen. Der åbnes for mere markedsstyring af økonomien, men under kontrollerede former. Det er afgørende fastholde landvindingerne i sundhed- og uddannelsessektoren.

»Vi har begået en masse fejl. Blandt andet at tro, at vi vidste, hvad socialisme var.«

Fidel Castro, Havanna Universitet 17.11.2005

 

Det er svært at vide, hvilken vej det vil gå i Cuba.

Der eksperimenteres med nye veje for at udvikle den socialisme, der i Cuba har 55 års jubilæum. Ikke mindst efter, at Raúl Castro overtog jobbet som Cubas præsident efter sin bror Fidel i 2008, er der sat gang i forandringer.

Nogle læser udviklingen sådan, at landet er på vej mod markedsøkonomi. Selv kalder lederne af landet det en genopfindelse af den cubanske socialisme. Nogle gange kalder de den næste etape i den socialistiske udvikling.

Der er ingen tvivl om, at landets strateger studerer udviklingen både i Kina og Vietnam, i Skandinavien og andre lande, for at finde veje til at forbedre udviklingen. Men det behøver ikke at betyde, at de ønsker en kinesisk eller vietnamesisk udvikling og ej heller en skandinavisk samfundsmodel.

Regeringens mål er at trimme den offentlige sektor. Målet er, at omkring 450.000 statsansatte vil forlade deres arbejdsplads og overgå til den private sektor indenfor et par år.

Brugsret til jorden

Cuba importerer store dele af fødevarerne, selvom landbrug og fiskeri sandsynligvis kan brødeføde alle cubanerne.

Cuba tvangskollektiviserede ikke jorden efter revolutionen. Regeringen nationaliserede sukkerproduktionen, men store dele af jorden forblev i privateje. Cuba har eksperimenteret med kooperativer og har bl.a. overført nogle af statsbrugene i 1990’erne til kooperativer, for at se om det kunne forbedre udviklingen af landbruget.

Efter at Raúl Castro er kommet til magten, er staten begyndt at give brugsretten til den statsjord, som ligger brak, til personer, der ønsker at dyrke den. Når den kun giver brugsretten, er det for at undgå spekulation i jorden, eller undgå at den sælges til store multinationale selskaber. 

På den måde eksperimenterer cubanerne med både privateje, statsbrug, kooperativer og overførsel af brugsretten.

Nye tal fra i år viser, at der er mere end 400.000 private jordbrugere. Desuden vurderes det, at Cuba nu selv producerer hovedparten af friske grøntsager og frisk frugt.

I vid udstrækning er landbruget udviklet uden brug af pesticider og kunstgødning, ikke mindst fordi der ikke har været råd til det. De cubanske landmænd har i dele af sektoren udviklet agroøkologi, hvor udveksling af erfaringer er sket gennem campesino-a-campesino organiseringen, hvor bønder og forskere deler erfaringer og viden om økologi.  

Service skal der til

Men det er ikke kun landbruget, der er under forandring.

På forskellige andre områder har landet åbnet op for eksperimenter. Nu kan cubanerne åbne bilværksteder og restauranter på privat basis. Desuden kan der etableres kooperativer, der f.eks. står for busdrift.

I alt er 181 nye erhverv er godkendt som mulige private erhverv.

Boligmarkedet er sat delvis frit. Cubanerne kan sælge og købe boliger, men der skal betales en skat af handelen til staten.

Cubanerne kan nu købe og sælge biler.

Nogle af de statsdrevne virksomheder drives som om de er private. De ansatte i restauranter køber selv råvarerne ind, laver retterne og tager selv indtægten. Det har fremmet en anselig sort økonomi.

Nu tager staten leje af f.eks. lokaler, opkræver skat og står for engrosleddet. Det giver mindre sort økonomi, mindre centralisme og mindre bureaukrati.

Måske kan det kaldes at gå fra statssocialisme til en decentral form for socialisme, om end det er en gammel debat på venstrefløjen, om der nogensinde har været tale om socialisme i Cuba. 

Småt er godt – markedet udvikler sig

Mulighederne har været der tidligere for bl.a. restauranter og private overnatningsmuligheder, men efter 2010 kan det lade sig gøre for mere end 180 typer af virksomheder.

De fleste virksomheder er enkeltmandsvirksomheder. Andre er familieejede. Ordningen for restauranter er begrænset af, at man højst må have plads til 50 gæster.

Uligheden, der kan opstå af adgangen til private virksomheder, søges modvirket af skattesystemet.

Staten giver mikrokreditter til dem, der ønsker at etablere sig og vil tillade salg af boliger – dog sådan at man højst kan eje to boliger.

Spørgsmålet er ifølge de cubanske ledere ikke, om der skal være et marked, men hvor omfattende det skal være. De sætter ikke lighedstegn mellem marked og kapitalisme.

Staten ejer det centrale

Staten kommer fortsat til at eje store dele af jorden, skoler, sygehuse, indkøbscentre, de store byggefirmaer, importselskaber – kort sagt den toneangivende økonomiske aktivitet.

Det er interessant at tænke sig, at militæret ejer dele af turistindustrien – bl.a. et af de rejseselskaber der har planlagt et af mine besøg i landet.

Det er klart, at statsejendom forbliver den dominerende ejendomsform, at udlændinge ikke kan købe fast ejendom, at man ikke vil tillade koncentration af ejendom og kapital.

Det er meningen at økonomien og demokratiet skal decentraliseres samtidig, så beslutningerne i højere grad tages i provinser og kommuner – og i virksomhederne.

Den dobbelte økonomi

Cuba har to valutasystemer. Den cubanske pesos som lønnen udbetales i og den konvertible CUC, som turisterne kan veksle til.

CUC’en, der har samme værdi som en USD. Veksleværdien er ca. 1:25. De to valutaer betyder, at der vokser en stor ulighed op i landet mellem de, der har mulighed for at tjene CUC og de, der får lønnen udbetalt i lokale pesos.

Staten subsidierer stadig basisvarer, så alle har adgang til varerne via et rationeringssystem til en betalelig pris. Staten er i gang med at afvikle rationeringssystemet. Færre varer end tidligere er omfattet af rationeringsbogen.

Målet er at gå fra subsidiering af varerne til at støtte den del af befolkningen, som har den dårligste økonomi.

Mindstelønnen ligger omkring 500 cubanske pesos.

Det er regeringens plan, at landet skal overgå til én valuta, men alene debatten om det betød, at en spekulation mod CUC’en gik i gang.

Regeringen er fuldt klar over, at en sådan proces må ske langsomt, hvis ikke der skal opstå en alvorlig inflation.

Udenlandsk kapital

En anden udvikling er dog også på vej. Der åbnes op for international kapital. Større projekter laves i samarbejde med udenlandske multinationale selskaber i bl.a. byggeriet og i sukkerindustrien.

I Mariel, 50 kilometer nordvest for Havanna, bygges der i disse år en dybvands havn med hjælp fra brasiliansk kapital og med aftaler om, at en stor havneoperatør fra Singapore skal drive havnen. Den kan komme til at spille en vigtig rolle, når planerne om en udvidelse af Panama-kanalen realiseres.

Desuden opbygges der i tilknytning til havnen en frihandelszone, som det kendes fra andre steder i verden. Der bliver tale om skattefrihed de første syv år. Overenskomsterne bliver cubanske og fagforeningerne får adgang til zonen. Landets lovgivning vil komme til at gælde for området.

Projektet er i fuld gang og drømmene er store. Havnen, zonen og de nye industrier regner Raúl Castros regering med vil give en million nye jobs.

USA på vej

USA har i mange år gennemført en effektiv blokade mod Cuba. Den har bl.a. medført at skibe, der har lastet eller losset i Cuba, får karantæne i amerikanske havne. Desuden er det forbudt amerikanske virksomheder at investere i Cuba.

Hvis den nye politik fortsætter, har USA indset, at blokaden især kommer til at ramme dem selv.

Derfor har USA's handelskammer for nylig været på besøg i Havanna for at drøfte ophævelse af blokaden og muligheder for at starte med lempelser.

Økonomien

Efter sammenbruddet i Østeuropa fik Cuba problemer. Det skete ikke mindst fordi DDR og Sovjetunionen indtil da købte meget store dele af Cubas produktion af sukker til faste høje priser. Disse ordninger faldt bort i begyndelsen af 1990’erne.

Perioden kaldes den specielle periode, hvor der ikke var råd til noget-som-helst.

Senere efter Chavez’ magtovertagelse og dannelsen af ALBA er der kommet gang i tingene igen, bl.a. gennem olieleverancer og lån fra Venezuela.

Til gengæld har Cuba leveret et stort antal læger, som arbejder i Venezuela. Det økonomiske samarbejde er siden den specielle periode udviklet med en række lande i Latinamerika.

Partiet og fremtiden

Intet tyder på, at partiets ledende rolle er til debat.

Der er dog en væsentlig større debat om nye lovforslag i Cuba end i f.eks. Danmark. Store dele af befolkningen har været inddraget i debatten om den nye økonomiske strategi, og mange har både indsigt og meninger om de nye betingelser.

Hvor det hele ender, er svært at sige, men ét er sikkert: Cubanerne eksperimenterer på livet løs.

På mange måder med ryggen mod muren, men også med viljen til ikke at opgive revolutionen og de landvindinger, den har givet i form af et højt niveau i sundhedssystemet og uddannelsessystemet. På disse to områder ligger landet langt over samtlige andre u-lande.

»Hvis vi opgiver disse landvindinger, har vi for alvor tabt«, sagde en cubaner til mig, inden vi efter en inspirerende uge forlod landet og øen.

Christian Juhl er udenrigsordfører for Enhedslisten i Folketinget.

Han besøgte Cuba sammen med fem andre repræsentanter for det fælleseuropæiske venstrefløjsparti European Left, som Enhedslisten er tilsluttet, i midten af juni 2014.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce