Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Anmelderreportage
16. juni 2014 - 13:31

Copenhell: Metal og kræmmermarked i skøn forening

Midaldrende branderter og absurd dyre øl blandede sig med djævelsk metal og generelt dårlig lyd på årets Copenhell-festival. En mindre kommerciel tilgang ville gavne.

Den 11-13. juni blev Refshaleøen i København for en stund til Copenhell – en festival helliget metal, ond musik, fadøl og fest.

Festivalen, der for femte år i træk løb af stablen, er Københavns første egentlige mainstream metal-festival, og den har tiltrukket sig en del opmærksomhed. I år var ingen undtagelse.

Jeg satte mig for at undersøge, hvordan en festival baseret på undergrunds- og modkultur opblandet med kapitalisme og forbrugersamfund tog sig ud.

Vi ankom til festivalen onsdag aften og missede således en del af programmet. Men hvad kan man gøre, når man både skal arbejde og på festival?

Første indtryk var langt mere positivt end forventet. Her var det ikke de fulde teenagere, vi havde set på plakater og reklamer, der fyldte. Derimod var det et mere afslappet publikum i 30'erne og et godt stykke opefter, der indtog pladsen, hvilket egentlig ikke var så overraskende med tanke på aftenens og festivalens hovednavn, Iron Maiden.

Bandet var faktisk så vigtigt for festivalen, at dagene blev rykket fra weekend- til hverdage.

Mængden af mænd

Efter en tur rundt på den forholdsvis lille festivalplads, var det der sprang mest i øjnene mængden af mænd.

Omkring en sjettedel af de tilstedeværende var kvinder. Det var måske ikke er så mærkeligt med tanke på festivalens markedsføring, image og den apolitiske kultur, man har valgt at læne sig op ad.

Her er intet kodeks andet end angående moshpits, ingen regler, ingen retningslinjer for, hvad god stil er – på godt og ondt.

Det mindede på en måde om de dyrskuer og kræmmermarkeder, jeg som barn var på med mine forældre, og for hvad det er, er det faktisk ikke så slemt som jeg havde frygtet – kønsfordelingen og mangel på interesse herfor naturligvis undtaget.

Iron Maiden

Efter lidt snusen rundt på pladsen, lidt uimponerende Anthrax-koncert og lidt moderne metal fra festivalens mindste scene, Pandæmomium, var det tid til hovednavnet på hovedscenen Helviti.

Efter den traditionelle åbningsceremoni med UFO's »Doctor Doctor« gik Iron Maiden på scenen.

Første nummer var en, desværre, lidt flad version af »Moonchild«.

Det er dog det eneste negative der kan siges om setliste og optræden, der levede fuldt op til forventningerne.

Forsanger Bruce Dickinson løb rundt på hele scenen, skiftede kostumer og viftede med flag. En fjollet vikingehjelm nogen fra publikum havde kastet op til ham skulle han også have på, og en vittighed blev det også til, trods den stramme tidsplan.

Et glimrende udvalg af sange blev det til, der udover de oplagte favoritter »Can i Play With Madness«, »The Number Of The Beast« og »Two Minutes to Midnight« også rummede »The Prisoner«, »Iron Maiden« - og endda »Phantom Of The Opera«.

Denne anmelders favoritter, »Run To The Hills« og »Aces High«, var også med.

For de, der ikke er kendere, handler »Run To The Hills« om de indfødte amerikanerens kamp mod europæerne, med klare referencer til General Custers nedslagtning af de indfødte, mens »Aces High« handler om britiske flypiloters dogfights med tyske Messerschmidt-fly under The Battle For Britain.

Lydmæssigt var der dog visse problemer at spore, men det er uvist om det skyldtes bandet, deres tekniker eller scenens placering foran en stor bakke. Sidstnævnte resulterede dagen igennem i en øredøvende stortrommelyd, der skar igennem alle samtaler man forsøgte at have på festivalpladsen.

Det kunne mærkes, at Iron Maiden nu er et band af ældre dato, de helt høje fraseringer nåede vokalen aldrig op i og enkelte sange havde nedsat tempo.

Det til trods var koncerten en storslået oplevelse, og i sig selv grund nok til at tage vejen til og fra Refshaleøen.

Politiken er uenig, læs anmeldelsen: »Sløj Iron Maiden-koncert var som sur mælk i kaffen«

Desværre var der langt imellem andre gode musikalske oplevelser denne onsdag – måske med undtagelse af et særdeles velspillet karaoke-cover band, der gav den gas i Copenhells gigantiske Biergarten.

Danske Helhorse blev kort frekventeret, men var i den bøvede ende af skalaen; store brede mænd, der spiller basset og moderne metal for andre store brede mænd. Ret kedeligt.

Amerikansk nostalgi og finsk fantasy

Torsdagens program startede allerede klokken tolv, hvilket igen var urealistisk tidligt.

Første band vi nåede var amerikanske Bad Religion, en af pionererne indenfor punkrock med hele 35 år på bagen.

Det var da også en ganske stillestående koncert, og forsangeren mindede mere om en forælder i Ralph Lauren-polo end en punkrocker fra Californien.

Sangene fejlede ellers ikke noget. Og tidspunktet til trods var mange mødt frem for at synge med på hits som »21st Century Digital Boy« og »American Jesus«.

Det var tydeligt at kendere af bandet var tilfredse med indsatsen. For uindviede var det en mindre mindeværdig præstation, særligt på baggrund af et vaklende lydbillede, hvor hele guitarsegmenter fra tid til anden manglede.

Dernæst blev det tid til Finntroll, der som navnet afslører er et fantasy/folk-metal band fra Finland. De var tydeligvis et publikumshit, hvilket kan undre med tanke på deres fusion af black metal, vuggende folkerytmer og vrænget synth.

Publikum var med hele vejen igennem, til trods for en lyd så pivringe, at instrumenterne ikke kunne skilles fra hinanden (måske på grund af vinden?) og numre, der lød så ens, at de var svære at høre forskel på.

Brasiliansk afliring

Et af torsdagens ubestridte hovednavne var brasilianske Sepultura, der naturligvis også skulle tjekkes ud.

Her er tale om et thrash metal band af den gamle skole, som også har eksperimenteret med hardcore/crossover, og siden er blevet ved med at udvikle og skrive sange frem til nu.

Det sidste viste sig at være en dårlig idé.

Første halvdel af sættet rummede ingen klassikere. Vi måtte vente helt til sidste tredjedel af koncerten for numre som »Territory« og »Refuse/Resist«, der samtidig markerede den politiske del af bandets repertoire.

Deres politiske inspiration var i tiden omkring pladen »Chaos A.D.« mildt sagt venstreorienteret, og man kunne derfor forvente at bandet ville knytte en kommentar eller to til disse numre, måske endda om det brasilianske VM (guitaristen havde en landsholdstrøje på), men nej.

Det virkede mest af alt som, at numrene bare skulle lires af.

Særligt »Refuse/Resist« nærmere sig aldrig fortids storhed. Derefter spillede de nogle nye numre, som var pinligt dårlige og uoriginale crossover/thrash-sange.

Triptikon – med kvindeligt indslag

Triptykon er nok mest er kendt for at have forsangeren fra Celtic Frost på vokal. Her var tale om et band, der vidste hvordan det ville lyde. Ren, rå og nedstemt guitar/bas, smæk på trommerne, og ingen overproduceret stortromme – ja tak.

Bandet bød også på en af festivalens eneste kvindelige musikere (i alt spottede undertegnede tre– efter sigende skulle det have været fem i alt).

Det var en fed koncert, men efter 30 minutters enslydende numre mistedes interessen, og de nyindkøbte fadøl var straks mere interessante.

Billig veganermad, svin ala Bakken og øjenbæ

Efter Triptykon, faktisk oveni deres afslutning, startede Within Temptation, der lød og så ud som et melodigrandprix-indslag.

Måske de var kommet for sent til Eurovision? Vi flygtede i hvert fald ned i festivalens shoppingområde.

Her bekræftedes kræmmermarkedfornemmelsen i den grad.

Slikbutikker, popcorn og goth-tøj var i høj kurs. Her var alt fra vikingelejr med øksekast og en version af stangtennis med kålhoveder og sværd til »Smadreland,« hvor man tæver på gamle bilvrag med jernrør. Sidstnævnte i øvrigt sponsoreret af fagforeningen Dansk Metal. 

Alle boder, al mad, ja selv kaffe-biksen havde et passende »metallet« navn, for eksempel »Skull-hed kaffe«, »Loki's Feast«, »Hell Burger« og »Infernal Ice«.

Det var også muligt at få både vegetarisk og vegansk mad til en pris på 55 kr – noget, som i hvert fald Roskilde Festival ikke kan klare prismæssigt.

Til gengæld var kvaliteten lidt lavere. Med mindre man er til madboder dedikeret til svin. Man kunne få både helstegt pattegris, ribbens-burger og stegt flæsk. Et udvalg der var Bakken værdigt.

Udsmykningen på området var gennemført. Overalt sås sorte kister, skeletter, og diverse kreative installationer.

På hver side af den største scene fandtes en ildsprudlende kanon, der gik af, før et band gik på, hver gang til publikums jubelbrøl.

Til gengæld blev det gode setup ødelagt af, at alt var plastret ind i varemærker og diverse sponsorer. »Jameson Whiskey«-skiltet på en brændende stavkirke må siges at være en øjenbæ af dimensioner. Det blev ret trættende af få plastret afklædte kvinder i hovedet, hver gang man åbnede et festivalprogram.

Veloplagt glam

Klokken 24 blev det tid til Twisted Sister.

Det amerikanske glam-rock band gæstede sidst Danmark i 1986, og ærligt talt frygtede denne anmelder en fadæse. Bandet gik på scenen, og første nummer lovede ikke for godt; manglende vokal, dårlig baslyd, et ret stillestående band...

Men derefter skete noget. Andet nummer og frem var en stor fest, lyden blev fikset, og der blev spillet klassiker på klassiker – lige fra »I believe in Rock n Roll« til »I Wanna Rock«.

Publikum var ellevilde, hvilket lod til at imponere bandet, der flere gange holdt pauser, tog billeder af crowd’et, fik en filmmand til at filme det hele fra scenen og ud, ændrede i setlisten midt i det hele, og ikke mindst fik spillet Motorheads »Born To Raise Hell« som ekstranummer.

Koncerten igennem blev der givet shout-outs til ligesindede heavy-bands; ACDC, Motorhead, Judas Priest med flere, og givet en kold skulder til talentshows såsom »Idols«.

»It's a long way to the top (if you wanna rock and roll)« med ACDC lod til at have været inspirationskilden her – jublen ville ingen ende tage. Med tanke på bandets og medlemmernes alder var det i den grad fortjent.

Træt fredag

Fredagen var generelt en mere afmattet forestilling, og de tilbageværende festivalgæster var en anelse sløve i betrækket – denne anmelder inklusive.

Det var ikke just trangen til at indfinde sig på et affaldsfyldt festivalplads, der meldte sig denne morgen.

Men især fire bands fik hevet en ud af døren.

Graveyard, et svensk stonerrock-band, der trækker på 70'er-lyd og –look, har før imponeret med fine koncerter, en meget varm og lækker lyd og et hyggeligt gemyt.

Det var dog ikke at spore til dagens koncert, der foregik på festivalens største scene, der var alt, alt for stor til formålet. Den intime og følelsesladte stemning, bandet ellers udstråler på plade og live, blev blæst væk.

Ret synd, for koncerten kunne sikkert have været fin på den mellemstore scene.

Setlisten varierede en del, både i kvalitet og tempo. Det var tydeligt, at numre fra »Hisingen Blues«-pladen (deres gamle skive) blev taget bedst imod.

Næste band, Uncle Acid And The Deadbeats, spillede doomrock. Det passede godt sammen med Graveyard, men bandet formåede aldrig rigtig at blive tungt nok.

Måske bandet og Graveyard skulle have byttet scene? Musikalsk er det tydeligt at Black Sabbath var inspirationskilden, men det der for alvor adskilte Uncle Acid fra andre doomrock-bands, var den tre-stemmige vokal.

Den fungerede glimrende og gav bandet en dæmonisk og infernalsk lyd. Særligt nummeret »I Cut You Down« ville jeg til enhver tid nyde igen.

Generelt kan siges om de to første bands var mere nede på jorden end de mere metallede modstykker. Der var ikke lejet stort ekstraudstyr, specielle vans eller ekstra lir. Det er ret befriende og noget, mange større bands kunne lære noget af.

Oplagt black metal og DAD

Efter en gang sammenkogte stegte ris med grøntsager blev det tid til Watain, aftenens black metal-indslag.

Her var scenen helt omvendt overfyldt med lir og store mængder pyroteknik, der sammen med festivalens måske bedste lystekniker gav en fantastisk oplevelse.

At bandet så samtidig spillede virkelig godt gjorde kun det hele bedre.

Sangene, der typisk var 7-8 minutter lange og bevægede sig i et univers af helvede, satan og inferno, hang fint sammen. Og selv om black metal plejer at være ret opblæst og fjollet, formåede Watain at give deres genre et seriøst og gennemført udtryk.

Dagens hovednavn, Megadeth, havde aflyst. Heldigvis var DAD sprunget til.

Og man kan spørge sig selv, om det i virkeligheden ikke var til det bedre, da det var tvivlsomt hvad Megadeth havde kunnet levere.

DAD, derimod, plejer at levere varen hver gang – denne aften var ingen undtagelse.

Fokus lå på bandets gennembrudsalbum »No Fuel Left For the Pilgrims«, men hele to omgange ekstranumre med nyere hits blev det også til.

Et ret opfindsomt scene-setup med forstærker-høje der buede fremover, og lignede de var ved at vælte, samt ild og vildt lysshow sørgede sammen med et meget oplagt band for en fest, og en perfekt afslutning på aftenen.

Mere ægte festival, tak

Copenhell er som store koncerter i Vega og Pumpehuset er flest.

Det er her man finder mange af de større bands man gerne vil se, men det er også her man finder de absurd dyre øl (40 kr. for 40 centiliter!), midaldrende branderter, der går mere op i at være bøvede og tage selfies end at høre metal, og en generelt dårlig lyd.

Blandet med den kræmmermarkeds-lignende stemning og den kommercielle tilgang, er Copenhell ikke en festival der uden videre kommer i min 2015-kalender.

Et sats på en mindre kommerciel og mere ægte festivaloplevelse ville gøre Copenhell godt. Men det er klart at visse muligheder så ville være udelukket – for eksempel mængden af bands og størrelsen på nogle af disse.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce