Colombia: Politiske fanger bekæmper fængselsimperialisme

I Colombia kan man blive fængslet for et godt ord. Fagligt aktive og borgerrettighedsforkæmpere må hver dag leve med truslen om fængsling eller mord, af den simple årsag at de er i opposition til det nuværende styre.

Der har de sidste par år været en støt stigning i fængslinger af politisk aktive. I forbindelse med den igangværende fredsproces mellem regeringen og guerillagruppen FARC-EP, kan det tyde på at den colombianske stat i højere grad vil begynde at fængsle politiske modstandere, når undskyldningen om krig ikke længere kan bruges.

Kigger man nærmere på Colombias fængselssystem, bliver det tydeligt at repressionen ikke stopper efter politiske modstandere er blevet sat bag tremmer. Med stærk påvirkning fra USA, er det lykkedes Colombia at få skabt et fængselssystem, der i høj grad er designet til at nedbryde og lukke munden på den politiske opposition.

Men de indsatte organiserer sig og kæmper mod umenneskelige forhold og umyndiggørelse indefra.       

Det colombianske fængselssystem

Det colombianske fængselssystem er præget af en enorm overbelægning. Der sidder lige nu 119.000 colombianere bag tremmer, i et fængselssystem der har plads til 77.000 fanger.

Det medfører et dårligt fysisk og psykisk klima for de indsatte, der ikke har nok plads at bevæge sig på og ofte må lide under smitsomme sygdomme. Samtidig er adgang til lægehjælp og andre basale behov mange steder er så godt som umulig for de indsatte.

Brugen af tortur er videre udbredt i det colombianske fængselssystem. Det på trods af, at den colombianske stat har underskrevet internationale traktater, der forbyder brugen af tortur.

Højsikkerhedsfængsel Tramacúa i regionshovedstaden Valledupar i det nordøstlige Colombia er berygtet for sine umenneskelige og torturlignende forhold. De indsatte bliver nægtet lægehjælp og udsat for hård fysisk vold.

Temperaturen inde i fængslet kan nå op på 40 grader, og de indsatte har kun adgang til vand 10 minutter om dagen, hvilket har medført utroligt beskidte forhold og mange syge. 

Fængslet som våben mod politiske modstandere

Forholdene i de colombianske fængsler skal ikke forstås som en tilfældighed, eller som dårlig administration af en sektor, der ikke prioriteres. Fængslerne, deres indretning og behandlingen af indsatte er i høj grad prioriteret af den colombianske stat - der med fuldt overlæg sørger for at gøre fængselsopholdet til en ubehagelig oplevelse - især for politiske fanger.

Det er i det lys, at vi skal forstå det, når politiske fanger placeres så langt væk som muligt fra deres familier eller når fagligt aktive bliver sat til at afsone side om side med guerillasoldater og paramilitære.

I de colombianske fængsler kan omkring 10.000 af de indsatte karakteriseres som politiske fanger.

Når der tales om Colombia og kritisable indgreb mod den politiske opposition, er der én aktør hvis rolle altid er værd at undersøge for at forstå det fulde billede: USA.

Internationale operationer som The War on Terror og The War on Drugs er kampagner, som har betydet en stor forskel for bundlinjen i det colombianske forsvar, de sidste mange år.

USA og Colombia har siden 1980’erne haft et tæt samarbejde, hvor USA bidrager med penge eller militær udstyr, og Colombia derefter indgår som loyal håndlanger i den internationale krig som USA fortsat fører. Fængselssystemet er ingen undtagelse.

Fængsels-imperialisme

De senere år har det colombianske fængselsvæsen gennemgået en udvikling. Der tales i Colombia om overgangen fra den klassiske fængselsmodel til den nye fængselskultur.

Som et led i denne overgang blev fængselsansatte fra USA sendt til Colombia for at træne deres colombianske kollegaer. Derudover blev der også givet økonomisk støtte til oprettelsen af en række »super-fængsler«.

At kalde fængslerne for super-fængsler er mildt sagt misvisende. I et tilfælde sidder der over 8.000 fængslede i et fængsel bygget til 5.000 indsatte. Foruden den store overbelægning, de mange menneskerettighedskrænkelser og usunde forhold, har implementeringen af det USA-støttede fængselsprogram indebåret en stigning af politiske anholdelser og en militarisering af fængselssystemet.

Tramacúa fængslet er det første superfængsel, der blev bygget i 2000, og personligt indviet af den daværende præsident Andres Pastrana.

Tramacúa har siden hen fået navnet ‘Colombias Guantanamo’ på grund af de frygtelige forhold i fængslet.

På trods af den stigende kritik af Tramacúa-fænglset, er fængslet blevet klaldt en success af USA og eksporteret til bl.a. Afghanistan og Irak. Den amerikanske model for masse-fængsling og social og politisk kontrol er eksporteret til mindst 25 lande.

Modstand mod fængselssystemet

Blandt politiske fanger har mange været vant til at organisere sig i kampen for deres rettigheder, inden de blev fængslet, og organisationskulturen fortsætter inden for murene.

I de fleste colombianske fængsler findes kollektiver af politiske fanger, der står sammen om at arbejde for bedre forhold og sætte forholdene i fængslerne på den politiske dagsorden.

Disse kollektiver er nu gået sammen om at danne Den Nationale Fængselsbevægelse. Bevægelsen søger at repræsentere alle landets fanger; politiske som »sociale«.

I 2012 koordinerede bevægelsen den første landsomspændende aktion, hvor protester simultant afholdtes i fængsler landet over, og flere sultestrejker er ligeledes sprunget ud af bevægelsen.

Bevægelsen har stillet en række krav, bl.a. om otte-timers pårørende besøg, en »reel, definitiv og omgående« løsning på indsattes sundhedstilstand og ophør af udlevering af fanger til domme i USA eller øvrige udland.

Historien om det colombianske fængselssystem er ikke en historie, der kan stå alene. Den skal forstås i et samlet mønster, hvor den colombianske stat tilsidesætter retsstaten for at komme sine politiske modstandere til livs og tjene USA’s økonomiske interesser, i bytte for økonomisk og militær støtte.

Kamp for bedre forhold i Tramacúa fængslet i Colombia er den samme kamp, som bliver ført af bondebevægelsen, fagforeningerne og oprindelige folk. Det er kampen mod den amerikanske imperialisme, det colombianske oligarki og for en colombiansk retsstat, der varetager borgernes interesser, og ikke bliver misbrugt til at tjene overklassens og USA’s jagt på selvberigelse.

De politiske fanger og deres kamp for en retfærdig behandling, både inden- og uden for fængslets mure, er en lang og sej kamp, der ikke vindes i morgen. Men modstanden vokser og bevægelsen bliver bedre organiseret dag for dag.

Tanja Wol, Marie Hagensen, Frederik Lund og Mikkel Thydal er aktive i gruppen Colombia Solidaritet, der støtter en international aktionsdag for lukning af Tramacúa-fængslet i Colombia.

Besøg Colombia Solidaritets Facebook-side

Besøg kampagnesiden Tramacúa Nunca Mas (Aldrig mere Tramacúa) på Facebook (spansk-sproget)