Cirkus 3-part

Regeringen har som mål at lave en aftale med arbejdsgiverne og fagbevægelsen om forholdene på det danske arbejdsmarked.

Ønsket om en aftale mellem disse tre parter hænger tæt sammen med den 2020 plan, som er fremlagt af regeringen. Ved at indgå en aftale, håber regeringen på opbakning bag de overordnede målsætninger – og ro på arbejdsmarkedet undervejs.

Hvad er prisen for en aftale?

For fagbevægelsen er det helt store problem, at billetterne til forestillingen ser ud til at blive lovlig dyre. Regeringen ønsker løntilbageholdenhed. Et ønske som må siges at være overopfyldt med 2 overenskomster i træk med reallønsnedgang.

Derudover ønsker regeringen, at fagbevægelsen bidrager med minimum 4 milliarder kroner i form af øget arbejdstid. Det er her, diskussionen om reduktion af helligdage og de offentligt ansattes frokost kommer ind i billedet.

Arbejdstiden er som udgangspunkt aftalt ved overenskomstbordet, og det vil regeringen ikke forsøge at rokke ved.

Der, hvor regeringen kan regulere arbejdstiden, er ved at ændre på de lovbestemte helligdage som f.eks. Store Bededag og 2. pinsedag, som er to af de dage, der er i spil. Bliver disse dage gjort til almindelige arbejdsdage, skønnes det at bidrage med de cirka 4 milliarder, som "billetten" til forhandlingerne koster.

Modstand i fagbevægelsen

Der er imidlertid ikke opbakning i fagbevægelsen til at forøge arbejdstiden i en tid med arbejdsløshed og tvungen deltid i den offentlige sektor.

Mange mindre forbund som f.eks. Blik og Rør har offentligt talt imod fjernelse af helligdage.

Danmarks tredje største fagforbund med knap 200.000 medlemmer FOA er også gået imod en forøgelse af arbejdstiden.

Den efterhånden udtalte modstand mod 3-partsforhandlinger på det nuværende grundlag har sat processen næsten i stå.

Det er endnu ikke lykkedes at blive enige om et kommissorium for forhandlingerne – og senest har Danmarks Statistik rokket alvorligt ved bagtæppet ved at forudse, at der i 2020 vil være 8.000 flere i arbejdsstyrken end i dag.

Der er således ikke udsigt til, at der kommer til at mangle arbejdskraft – som det ellers har været forudsagt i mange år.

Regeringen i knibe

For regeringen er situationen alvorlig. Den har ikke haft held med ret mange af sine erklærede målsætninger indtil videre – alene set i det lys er 3-partsforhandlingerne særdeles vigtige at få gennemført.

Den uofficielle tidsplan har forudsat, at forhandlingerne skulle være afsluttet sidst i juni – og skal det nås, skal man snart til bordet.

Desperationen kulminerede, da socialdemokraterne midt på ugen rettede det tunge skyts med FOA's formand Dennis Kristensen. Han blev beskyldt for uansvarlighed og for at være symbolet på den type folk, der bærer ansvaret, hvis ikke 3-partsforhandlingerne lykkes.

Angrebet er et udtryk for, at hverken Socialdemokratiet eller LO tør gå uden om FOA i en løsning. FOA og Dennis Kristensen er en stærk aktør i den offentlige debat – og som det største forbund på det offentlige arbejdsmarked en uundværlig medspiller, hvis der skal skaffes opbakning til en 3-partsaftale. Og der er næppe tvivl om, at angrebet er orkestreret i skøn samdrægtighed mellem netop Socialdemokratiet og LO.

Socialdemokratisk selvmål

Angrebet er dog både dumt og desperat. Dumt, fordi FOA allerede i marts var ude med et bud på det mulige indhold i 3-partsforhandlingerne, der bl.a. peger på, at muligheden for at forøge arbejdstiden allerede ligger der ved at tilbyde fuldtidsstillinger til de mange, der er tvunget på deltid i det offentlige.

Den tanke er end ikke kommenteret fra regeringens side.

Desperat, fordi uanset hvordan slaget om 3-partsforhandlingerne ender, vil Dennis Kristensen og FOA komme til at fremstå som den, der varetager lønmodtagernes interesse – imod Socialdemokratiet og LO toppen.

Dermed styrker angrebet Dennis Kristensen, fremfor at tvinge ham til at løse billet til det socialdemokratiske cirkus.

Der foregår i øjeblikket intense forhandlinger bag scenen mellem regeringen og de dele af fagbevægelsen, der er tættest på Socialdemokraterne, for at finde en løsning.

I den nærmeste tid vil vi nok se endnu flere prøveballoner på, hvad indholdet i en aftale kunne være. Formålet er selvfølgelig at lodde stemningen blandt fagbevægelsens medlemmer – og at skabe pres for at få gang i forhandlingerne.

I en tid med massivt medlemsfald i LO fagbevægelsen, kan man spørge sig selv om, hvorvidt det er den rigtige overlevelsesstrategi at medvirke til at forringe medlemmernes arbejdsvilkår.

Hvis en forøgelse af arbejdstiden skal kunne forsvares, skal der virkelig opnås nogle resultater ved 3-partsforhandlingerne, som medlemmerne kan se vigtigheden af.

Desværre kan vi kun gætte på, hvad der er i spil, for selvom regeringen forlanger en ublu pris for billetterne, har man ikke villet røbe, hvad der ellers er på programmet i Cirkus 3-part.

Spørgsmålet er, om forestillingen overhovedet kommer i gang?