Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
1. september 2014 - 11:57

Christianshavn og Christiania: Cykelruteprojekt i sammenbrudsfasen?

Overborgmester Frank Jensen skruer retorikken om cykelstiprojekter på Christianshavn og Christiania hårdt op. Er det udtryk for erkendelse af, at projekterne er kommet skidt fra start?

Siden Københavns Kommune i 2009 første gang luftede idéen om at etablere en cykelrute gennem Christianshavn, har man fra kommunens side stædigt fortsat i det forkerte spor uden vilje til at inddrage de lokale interessenter.

Christianshavns Lokaludvalg gjorde fra start opmærksom på, at idéen var god, men udførelsen slet: plangrundlaget var ikke i orden og den planlagte linjeføring meget uheldig på en række steder. Men disse indvendinger har Københavns Kommune siddet overhørig.

Nu er status, at man forsøger at lappe på den dårlige løsning ved at tage presset fra den planlagte cykelrute, som man åbenbart ikke vil justere, via andre tiltag i bydelen, f. eks. ved ville lede cyklister fra Inderhavnsbroen via Strandgade ud i den allerede overbelastede Torvegade. Senest kommer også en bro til Langebrogade, der vil pumpe endnu flere cyklister ud på de alt for smalle cykelstier over Torvet,

Cyklerutens art er også uvis: Efter det oplyste er cykleruten nu nedgraderet til en rekreativ rute, hvor der skal køres roligt og stille – men på den anden side har Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme måttet droppe sit projekt for en park på Grønlandske Handels Plads, da kommunen oplyser, at der er tale om en »Supercykelrute«, som vil kræve vejanlæg og parkeringspladser for at fungere.

Så kommer der mange eller få cyklister? Vil disse køre hurtigt eller stille og roligt? Vi ved det ikke!

De broer, som skal føre cyklisterne frem til cykelruten, er også et sørgeligt kapitel: Entreprenørens konkurs og det efterfølgende juridiske tovtrækkeri har ført til længere tids stilstand i byggeriet. Det betyder, at det allerede udførte arbejde er i sørgelig forfatning og vil kræve betydelige mængder af tid og penge at rette op på.

Retorikken omkring projektet er skarp: For nyligt er christianitterne af overborgmester Frank Jensen blevet udstillet som ansvarsløse egoister, fordi de opponerer imod cykelrutens linjeføring gennem Christiania. Men både Frank Jensen og hans embedsmænd undlader at forholde sig til det øvrige Christianshavns betænkeligheder.

Man kan kun spekulere i, hvorvidt denne aggressive retorik er et desperationstegn, der skal tilsløre den kendsgerning, at man måske i virkeligheden er rådvilde og ikke vil indrømme, at man er kommet skidt fra start.

Christianshavns Lokaludvalg (og givetvis vore medborgere på Christiania også) vil gerne have den cykelsti. Vi vil glæde os til at sige velkommen til andre i vor dejlige bydel, også selvom de kun er på kortvarig gennemrejse. Men vi ønsker også, at det skal være forsvarligt at benytte ruten, også selvom det måtte gå lidt ud over en eller andens prestige. Det vil sige, at de steder (dem er der mindst 5 af på forløbet), hvor gående og cyklende trafik blandes sammen på et meget snævert stykke, absolut må nytænkes.

Vi strækker derfor hånden ud og foreslår, at alle interessenter (forvaltning, donorer og lokalområde) sætter sig ned omkring et bord (gerne et af vore borde) og taler om, hvorledes vi kan redde stumperne af det fastkørte projekt og få en løsning, som fungerer til alles glæde.

Poul T. Cohrt er formand for Christianshavns Lokaludvalg.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce