Annonce

Historie
11. september 2013 - 10:20

Chile 40 år efter kuppet: »Det kan ske igen«

Der er gået fyrre år, men Jorge Muñoz Carvajal husker det tydeligt: Militærfanfaren i radioen, talerne om fædrelandet, soldaterne der bevogtede gaderne. Det skæbnesvangre militærkup imod den folkevalgte socialist Salvador Allende den 11. september 1973.

Jeg møder Jorge Muñoz Carvajal på en grå sensommerdag foran det vægmaleri, som er blevet malet til mindet om den tidligere chilenske præsident og erklærede marxist, Salvador Allende, på Nørrebros røde plads.

Jorge kommer gående med en lidt reserveret mine, men liver hurtigt op, når samtalen falder på de begivenheder, som formede hans ungdom, og som han aldrig glemmer.

Ung socialist

Jorge blev politisk aktiv i en ung alder. Som sekstenårig gik han med i Chiles Socialistiske Ungdom.

Det var i 1968 i hans hjemby Antofagasta, en nordlig provinsby med havn ud til Stillehavet. Det var de dybe klassemodsætninger i samfundet, der radikaliserede ham, og han blev hurtigt optaget af kampen for at forandre Chile.

Socialistpartiets ungdom havde ikke en stor afdeling i Antofagasta, slet ikke som i hovedstaden Santiago.

»Jeg tror vi var omtrent halvtreds medlemmer. og vores lokaler lå i en gammel ramponeret bygning. En rigtig vestusto, som vi kaldte det«.

Alligevel var de meget aktive. Jorge blev leder af Muralist-brigaden Elmo Catalán, en aktionsgruppe hos ungsocialisterne, som stod for at male vægmalerier og revolutionær graffiti. De brugte også en duplikator til at lave løbesedler og propaganda.

»Vi var unge og havde nok en lidt overvurderet vision af vores eget propaganda-apparat.«

Jorge smiler og går videre: »Men det hele ændrede sig, da Allende stillede op til præsidentvalget i 1970.«

Det var fjerde gang Allende forsøgte at opnå posten. Hver gang havde CIA postet uhyrlige summer i hans modstanderes kampagne.

Men denne gang kunne befolknings pres for samfundsforandringer ikke holdes tilbage:

»Vi tog ud i arbejderkvartererne og bad folk om at donere penge. De købte støttebeviser og valgte selv, hvor meget de ville give. Vi kunne virkelig mærke håbet om forandring. Allende havde en helt utrolig karisma og bånd til masserne. Lidt ligesom Chávez senere havde det i Venezuela«.

Folkeenheden i regering

Og Allende vandt valget. Da jeg spørger Jorge om, hvordan situationen udviklede sig efter at Folkeenheden (Unidad Popular, alliancem som Allende var kandidat for, red.), studser han over spørgsmålet:

»Du mener, hvad der skete efter regeringsskiftet? Der var ikke noget magtskifte. Der er stor forskel på de to ting. Vi havde aldrig magten i Chile, vi tog den aldrig.«

Efter præcisionen går han videre:

»Det første halvandet år var der stor begejstring hos masserne. I modsætning til levebrødspolitikere i hele verden, indfriede Allende faktisk en masse løfter: Han hævede arbejdernes lønninger, garanterede en liter mælk om dagen til hvert barn og, det vigtigste, nationaliserede kobberminerne. Han nationaliserede dem helt uden at give erstatninger til de multinationale mineselskaber. Allende lavede et regnestykke på, hvor stor en omsætning de havde haft, og så trak han deres omkostninger til maskiner og lønninger (som var meget små) fra. Så sagde han. Det er jer der skylder os penge!«

Reformerme gav Allende stor popularitet i den fattige og arbejderbefolkningen, men førte også til et indædt had i den rige overklasse.

Populariteten afspejlede sig bl.a. i flere stemmer til Socialistpartiet ved de forskellige kommunal- og parlamentsvalg i perioden.

I Jorges egen by, Antofagasta, voksede Socialistpartiet også enormt i denne periode og det måtte flytte til nye lokaler.

»Folk kaldte Allende for 'kammerat-præsident'. Han blev meget folkekær«.

Borgerskabet arbejder i skyggen

Men den første periode kom til en brat ende i 1972. Kapitalisterne organiserede økonomisk sabotage og der begyndte at blive mangel på fødevarer.

»Man kunne ikke få noget i supermarkederne. Der var ingen madolie, cigaretter, kød...Ja selv piscoen, som er chilenernes form for snaps, manglede!«

Det var en situation, som var uholdbar. Mange af Jorges venner og bekendte begyndte at organisere komitéer til at bekæmpe sabotagen. De blev kaldt JAP (Juntas de Abastecimiento Popular, Forum for folkelige forsyninger) og begyndte bl.a. at overtage kontrollen med distributionen af fødevarer i arbejderkvartererne.

Men borgerskabet fortsatte ufortrødent. I oktober 1972 organiserede vognmændenes arbejdsgiverforening en lockout, som satte hele landet i stå.

»Lasbiler er for Chile som blod, der flyder igennem et menneskes vener. Uden transport kunne fødevarerne ikke komme frem. I mange dele af landet, især den nordlige, som jeg er fra, producerer vi ikke mad, men kun kobber og mineraler til eksport. Derfor var det en meget kritisk situation«.

Regeringen overlevede lockouten, men Allende endte med at lave en ny ministerrokade og gå på kompromis med oppositionen. 

Kuppet

1973 blev det afgørende år. I marts var der parlamentsvalg og oppositionen håbede på at opnå 2/3 flertal, så de kunne stille mistillidsvotum og indkalde til en tilbagekaldelsesafstemning for at få væltet Allende på »konstitutionel vis«.

Men den fik sig en grel overraskelse. Ikke alene blev målet om at opnå 2/3 dele forpurret, Socialistpartiet stormede frem med tretten ekstra mandater og Kommunistpartiet med to.

»Det var dér, at oppositionen blev helt overbeviste om, at den måtte ty til vold for at stoppe revolutionen«.

Et led i oppositionens kampagne var medierne, især det fremtrædende konservative dagblad El Mercurio. Avisen modtog millioner af dollars fra den amerikanske efterretningstjeneste og pengene blev godt brugt:

»Dens skræmmekampagne havde en vis effekt. Der var hele familier, der blev splittet op, for og imod Allende. Jeg oplevede det selv i min egen familie«.

Den 29. juni 1973 kom det første store sammenstød. En gruppe militærfolk ledet af en oberstløjtnant fra infanteriet forsøgte at omringe præsidentpaladset, La Moneda, med tanks. Men de havde ikke tilstrækkelig opbakning.

Allendes trofaste general Prats gik ud foran tankene og talte direkte til soldaterne. Det lykkedes ham at få overtalt størstedelen og afvæbnet dem, der nægtede at stoppe sammensværgelsen. Kuppet, der blev kendt som El Tanquetazo, blev afværget.

»Det vigtigste var, at der var en enorm folkelig modstand. Der var store demonstrationer imod kuppet. Men der kom ikke noget konsekvent svar fra Allende på kuppet«

Jorge har i løbet af årene vendt og drejet netop forløbet omkring El Tanquetazo.

»Det var nok svært for mig at indse dengang, men jeg tror, at Allende burde have handlet anderledes. I et sådant øjeblik burde han have erklæret undtagelsestilstand, opløst parlamentet (flere af partierne var involveret i kupforsøget, red.) og udskiftet cheferne for hæren. Men han tøvede og fortsatte som før. Han gik også med til at gennemføre loven om kontrol med våben, som tillod hæren at gå ind på fabrikker og forsamlingshuse og afvæbne de grupper, der havde våben. Det skabte en enorm demoralisering hos alle på venstrefløjen, fordi vi indså, at vi ikke var i stand til at modstå et kup.«

Dødskaravanen

Den 11. september blev Jorge vækket af sin mor. Via radioen blev han klar over, at et kup var i gang. Han fik hurtigt fat i de andre unge socialister i vægmaleri-brigaden. De mødtes i centrum af Antofagasta og besluttede sig for at gøre noget.

De så, at der var en politiafspærring, men formåede at undgå den uset. Da de hverken besad maling eller duplikator, begyndte de at klippe nogle telefon- og elektricitetsledninger over, for at sabotere kommunikationsnettet.

Lidt senere på dagen gik de hen til et af de socialistiske parlamentsmedlemmers hjem. De ville koordinere modstand imod kuppet, men han var ikke hjemme. På vejen tilbage skulle de op af en stor vej Avenida Brazil. Her stødte de ind i to soldater, der anholdt dem.

»Vi blev sendt i detentionen og overnattede der, men næste dag blev vi løsladt. De vidste ikke, hvad de skulle stille op med en gruppe unge knægte. Jeg tror, at her ude i provinsen havde soldaterne endnu ikke forstået, hvor brutalt de skulle opføre sig. Hvis det havde været i Santiago, var vi nok blevet sendt direkte i tortur.«
Men repressionen tog hurtigt til. I oktober måned beordrede Pinochet en gruppe elitesoldater til at danne en dødskaravane, der tog med helikopter rundt i landet og myrdede de fremtrædende socialister, kommunister og fagforeningsmænd.

»De myrdede blandt andet Mario Silva Iriarte, den regionale sekretær for Socialistpartiet i Antofagasta«, siger Jorge, mens han kigger et øjeblik op i luften, som om han prøver at huske sin afdøde kammerat.

Fængsling og tortur

»På det tidspunkt var jeg begyndt at overveje at flygte. De havde dræbt mange af lederne, men jeg var en af kerneaktivisterne – en mellemleder. Mine forældre prøvede at berolige mig. De sagde, at der ikke ville ske noget. Jeg arbejdede som bogholder på kommunens kontor, og en dag kom de ind og arresterede mig«.

Jorge blev hilst velkommen i fængslet med en knytnæve. Han blev gennemtævet. Tortureret med elektriske stød. Det værste var, når man hørte andre kammerater blive smadret og bare vente på, at det blev ens tur.

Han blev sat for en militærdomstol i 1974. Anklageren krævede seksogtyve års fængsel, men dommeren gav ham halvdelen, seksten år bag tremmer.

»Det værste var den psykologiske effekt undertrykkelsen havde i befolkningen. Alle var bange«.

Eksil

I 1975 åbnede der sig dog en ny mulighed. Pinochet underskrev et dekret om, at fængslede kunne gå i eksil i stedet for at afsone straffen i spjældet.

Jorge forsøgte at komme til USA, da han havde en tante, der boede der, men det var i første omgang ikke muligt og senere ombestemte han sig. Efter to og et halvt år i fængsel, drog han i eksil i Danmark.

I marts 1976 landede han i et sneklædt København. Her bor han stadig. Han har flere gange rejst tilbage til Chile, men som han selv siger, er det ikke det samme land som det, han forlod. Det er ikke hans Chile længere.

Hjemme i lejligheden på Nørrebro ser han oftest TV fra Venezuela.

»Min hustru (som også er chilener, red.) spørger mig ofte, om jeg er venezuelaner eller chilener. For jeg er så interesseret i det, der foregår i Venezuela«.

Jorge mener, at den bolivariske revolution på nogle punkter minder om det, hans egen generation forsøgte at gennemføre i Chile.

»Men det giver mig også en vis nervøsitet ... Jeg spørger ofte mig selv: På hvilken side står militærfolkene i Ecuador og Venezuela? Vil de tillade at man indfører socialisme?«

Tror du, at det, der skete i Chile, kan ske igen?

»Absolut. Læg mærke til, at Pinochets kup ikke kun var et militærkup. Det var et civil-militært kup. Eduardo Frei, lederen af det kristligt-demokratiske parti, var en af de vigtige aktører. Han gav kuppet et parlamentarisk dække. Præcis ligesom de 'konstitutionelle' kup imod Manuel Zelaya i Honduras i 2009 eller imod Fernando Lugo i Paraguay i sommeren 2012.«

Selvom Jorge ikke er helt så aktiv som i sin ungdom, mener Jorge stadig, at socialisme er værd at kæmpe for. Også selvom hans egen generations revolution led nederlag:

»Kampen om Chile udviklede sig på et historisk tidspunkt, som var dybt præget af den kolde krig. Vores mål var meget, meget ambitiøse. Vi havde ikke en klar politik for, hvordan vi skulle opnå dem. Men i dag er der en ny kontekst, og jeg er meget entusiastisk omkring det der sker i Latinamerika.«

 

Se også linksamlingen hos Modkraft Biblioteket: Chiles 11. september.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce