Annonce

afsløring
26. juni 2013 - 15:15

Camilla Plums søn erkender ponyslagtning

Det var Camilla Plums søn, Carl Plum, der lørdag aften tog livet af familiens pony i Tisvildeleje. Det fortæller han i et brev til sin mor, som han har valgt at offentliggøre på Modkraft.

Lørdag blev en pony fundet slagtet på Tisvildeleje Strand. Hovedet var adskilt fra kroppen og indvoldene fjernet.

Hesten viste sig at tilhøre TV-kokken Camilla Plum. Hendes søn Carl Plum blev efterfølgende anholdt, mistænkt for at have dræbt ponyen.

Det blodige fund har siden været fokus for massiv medieinteresse og spekulationer.  

I et brev til sin mor Camilla Plum, påtager Carl Plum sig ansvaret for at have slagtet ponyen. Carl Plum har bedt Modkraft offentliggøre brevet.

Ifølge Carl Plum blev dyret slagtet med henblik at indgå i et Skt. Hans-måltid

– Jeg har, som dreng opvokset på et økologisk landbrug, før slagtet dyr og ved hvordan dette skal gøres. Derfor vil jeg ikke gå i detaljer med selve slagtningen – du ved hvordan det foregår. Dyret nåede ikke at opfatte hvad der skete, før det hele var overstået, og led dermed ingen overlast, skriver han i brevet.

Læs Carl Plums brev til sin mor, Camilla Plum, her 

Slagtningen blev afbrudt

Han kalder i brevet beslutningen om at slagte ponyen »forhastet, men for en bondedreng nærliggende.«

Men han og hans kammerater fik ikke mulighed for at fuldføre slagtningen, da de blev antastet af nogle chokerede forbipasserende. Det udviklede sig til »fysisk tumult« skriver han i brevet.

Årsagen til aflivningen af ponyen var ifølge Carl Plum bl.a., at han ikke kunne finde en mage til den, at den var ensom, og at det ikke var lykkedes at finde nye ejere.

Carl Plum slutter med at erklære sig »forfærdet« over konsekvenserne for moderen. Han skriver til slut i brevet:

- Vi ved begge to, at vi er nogle af de mennesker i landet, der bekymrer os mest om dyrenes og planetens velbefindende og fremtid. Millioner af høns og grise lever under holocaust-agtige betingelser, og hvaler og bier kan ikke finde levesteder på grund af motorlarm og radiobølger. Selv at slagte og spise et dyr – et dyr som vi mennesker har brugt som føde længe inden vi red på dem, og givet rigelige mængder af kærlighed og opmærksomhed - er ikke hvad der ødelægger denne verden.

- Jeg er forfærdet og ked af den historie, jeg har bragt ned over dig, og som intet har med dig at gøre!

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce