Annonce

37 anholdt
12. maj 2013 - 20:32

BZ’ere om rydning: »En svinestreg«

38 personer blev anholdt, da politiet søndag eftermiddag ryddede et besat hus på Jagtvej i København. Aktivisterne er vrede over den manglende dialog fra myndighedernes side.

38 personer blev anholdt, da politiet søndag eftermiddag ryddede et besat hus på Jagtvej 155B i København.

Huset havde været besat siden torsdag af venstrefløjsaktivister, som ønskede at starte et kulturelt og politisk fristed.

En talsperson for aktivisterne fortæller til Modkraft, at man er overrasket og vred over rydningen og beskriver politiets fremgangsmåde som »meget intimiderende«.

– Det er en svinestreg, at de smadrer stedet uden at gå i dialog med os, når vi har meldt ud, at vi ikke ønsker en konfrontation, siger »BZ1«, som talspersonen gerne vil kaldes, til Modkraft.

– Rydningen er et bevis på, at staten, erhvervslivet og deres håndlangere ikke vil give plads til eller ønsker dialog med de folk, som ønsker alternative bo- og kultursteder, mener han.

Talspersonen fortæller, at selvom hoveddøren var åben, og der sad to folk uden for huset, så valgte politiet alligevel at ødelægge både døren og to porte under aktionen.

Læs artiklen »København: Politiet har anholdt 37 efter husbesættelse« hos DR.

Læs artiklen »Besættere klager over politirydning« hos Politiken.

Overvejer protestaktion 

Bygningen på Jagtvej har stået tom i flere år, men skal rives ned inden for det kommende år for at give plads til en udvidelse af Københavns Universitet.

Ifølge »BZ1«, så ønskede de unge aktivister at bo i lokalerne indtil nedrivningen og skabe noget kultur, som kunne komme alle i området til glæde.

- Hvis ikke politiet var kommet, så ville vi gerne have beholdt huset, indtil det skulle laves om til Science Park. Når byggeriet så skulle i gang, så ville vi tage den derfra. Måske kunne vi have bidraget med noget til området, siger talspersonen.

Læs artiklen »Husbesættere udfordrer byggeprojekt i milliardklassen« hos Modkraft.

Kort tid efter rydningen gik i gang, strømmede sympatisører og pressefolk til området, og søndag aften er et byggefirma gået i gang med at sætte træplader for døre og vinduer, så det ikke er muligt at gå ind i bygningen på Jagtvej 155B.

Talspersonen for bz'erne fortæller, at man vil vente, indtil de mange anholdte aktivister igen er på fri fod, inden der træffes en beslutning omkring eventuelle demonstrationer eller happenings i protest mod rydningen.

Han opfordrer dog folk til at »holde øje med deres mobiltelefon« og til at overveje, hvordan man kan støtte de anholdte økonomisk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce