Bureaukratiets grundbegreber

Når arbejderbevægelsen vokser, er den nødt til at danne et apparat af professionelle og uddannede. Men der er en stor risiko for, at dette apparat vil frigøre sig fra sin basis og begynde at føre politik ud fra sine egne interesser, og ud fra hvordan verden ser ud der, hvor apparatet er placeret.

Det er en risiko, også Enhedslisten løber, nu hvor partiet er blevet stort og er godt i gang med at etablere et lag af professionelle politikere og ansatte.

Læs debatartiklen »Enhedslisten og partietapparatet: På vej mod en bureaukratisk mastodont?« på Modkraft.

I 1960’erne skrev den belgiske marxist og leder af Fjerde Internationale, Ernest Mandel, en analyse af bureaukrati, som han så som en vedvarende fare for arbejderbevægelsen.

En marxistiske analyse, forklarede han, starter med klasserne, som er de fundamentale grupper i samfundet og har sine rødder i produktionsprocessen. Og det var disse, som Marx koncentrerede sig om at forklare.

Jeg fik Mandels analyse i form af en lille rød pjece fra svenske trotskister i min ungdom. Den er fra 1969, og i mange år lå pjecen oppe på mit loft. Men efterhånden som Enhedslisten har udviklet sig, har jeg ofte tænkt på, at indholdet i den lille pjece var relevant for Enhedslisten.

Det er en af pjecens pudsige sider, at den er skrevet under pseudonym – under navnet »Ernest Germain«, fordi Mandel, mens han skrev den, var ansat i den belgiske fagbevægelse og altså selv »fagforeningsbureaukrat«.

Styrken i Mandels analyse er, at den ser meget sociologisk på problemet: Når et bureaukrati udvikler sig, skyldes det ikke dårlige mennesker, men sociale udviklingsprocesser. De redskaber, man har for at modvirke, at bureaukratiet udvikler sig, er også sociale.

Jeg har ikke oversat hele pjecen. Jeg har koncentreret mig om de første indledende afsnit, hvor analysen ridses op. Jeg har udeladt analysen af bureaukratiet i »arbejderstaterne«, dvs. det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa, fordi denne ikke umiddelbart er relevant i dag.

Jeg har også valgt at frasortere Mandels redegørelse for, hvordan en række marxister – Marx selv, Lenin, Trotskij, Luxembourg og Kautsky – udviklede analysen af bureaukratiet. Det er nok så interessant, men ikke absolut nødvendigt.

Mikael Hertoft

Hvad er arbejderbureaukratiet? Hvordan opstår og hvordan udvikles det? Hvordan kan det forsvinde?

Hvordan har dette fænomen konkret manifesteret sig i arbejderbevægelsens historie?

Hvilke er de forskellige holdninger og svar, som arbejderbevægelsens forskellige retninger har ført frem, overfor dette nye problem?

Det bureaukratiske fænomens opståen

Problemet med bureaukratiet inden for arbejderbevægelsen stiller sig i sit mest umiddelbare aspekt som problemet med arbejderorganisationernes apparat: problemet med heltidsfunktionærer, med småborgerlige intellektuelle, som dukker op i ledende funktioner inden for arbejderorganisationerne.

Så længe arbejderorganisationerne er begrænsede til meget små grupper, til politiske sekter eller selvforsvarsgrupper med et meget lille antal medlemmer, så længe er der ikke brug for noget apparat eller nogen funktionærer, og problemet opstår ikke.

På dette niveau kan man højst tage forholdet til de småborgerlige intellektuelle op som et spørgsmål, når de vil bidrage til opbygningen af denne uudviklede arbejderbevægelse.

Men arbejderbevægelsens fremgang og at der opstår politiske eller faglige masseorganisationer, kan ikke lade sig gøre uden at der opstår et administrativt apparat af funktionærer, og allerede forekomsten af apparat og funktionærer indebærer bureaukratiserings-fænomenet i sin vorden. Allerede fra starten findes et af bureaukratifænomenets dybeste rødder.

Arbejdsdelingen i det kapitalistiske samfund reserverer det daglige, manuelle produktionsarbejde til proletariatet og den kulturelle produktion og konsumption til andre sociale klasser. Et slidsomt arbejde, såvel fysisk som intellektuelt udmattende, tillader ikke hele proletariatet at erhverve og tilegne sig en objektiv videnskab i dens mest udviklede former og heller ikke en vedvarende politisk og social aktivitet: Den proletariske situation i det kapitalistiske system er en situation af kulturel og videnskabelig underudvikling.

Den fuldstændige undertrykkelse af et apparat i arbejderbevægelsen ville dømme denne til en middelmådig primitivisme, og dens fremgang ville blive et tilbageskridt på det kulturelle og sociale plan i forhold til den kapitalistiske verdens fremskridt.

Tværtimod kan socialismen, proletariatets frigørelse, kun blive begribelig gennem at anvende alt det, som den før-socialistiske videnskab har efterladt af værdi på det natur- og socialvidenskabelige plan.

Arbejderbevægelsens udvikling gør skabelsen af et apparat og forekomsten af funktionærer absolut nødvendige; funktionærer som gennem en vis specialisering kan fylde de huller, som de proletariske vilkår har skabt inden for arbejderklassen.

Givetvis kan man med en grov formulering sige, at det er med denne specialisering, at bureaukratiet fødes. I og med at nogle personer erhvervsmæssigt og permanent koncentrerer sig om at lave parti- og fagforeningspolitik, findes en latent mulighed for bureaukratiseringens og bureaukratiets udvikling.

Denne specialisering fremkalder på et dybere plan feticherings- og fremmedgørelses-fænomener. I et samfund, som er grundlagt på arbejdsdelingen, på en overdreven differentiering af arbejdsdelingen, hvor arbejderne udfører det samme håndgreb i hele deres liv, finder man i deres opførsel den ideologiske refleks af denne situation, de har en tendens til at betragte deres aktivitet som et mål i sig selv.

På samme måde begynder organisationsstrukturerne fra at have opfattet sig som et middel, til stadig mere at blive opfattet som et mål i sig selv, specielt af dem, som klarest og mest intimt identificerer sig med disse organisationer, dvs. de som lever i dem ’for evigt’, de individer som udgør apparatet, heltidsfunktionærerne og de gryende bureaukrater.

Det gør det muligt for os at forstå det ideologiske og psykologiske grundlag for arbejderbureaukratiets dannelse – fænomenet med de delvise erobringers dialektik.

De delvise erobringers dialektik

Som materialister kan vi ikke adskille problemet med bureaukratiet fra problemet med de umiddelbare materielle interesser – bag dette findes problemet med de materielle privilegier og forsvaret af disse privilegier.

Men hvis vi vil forså problemet med disses oprindelse og deres tilblivelse, er det alt for ensidigt at reducere det til dette ene aspekt: forsvaret af de materielle privilegier.

Det bedste modeksempel er bureaukratiets udvikling i de ikke-statsbærende kommunistiske partier (Frankrig eller Italien) eller de halvkoloniale lande (Brasilien) hvor disse fænomener i en vis epoke (stalinismens værste epoke) optrådte endda i stor skala.

I dag er funktionærernes lønninger i de kommunistiske massepartier ikke højere end de faglærte arbejderes lønninger, og de har ikke noget materielt privilegium at forsvare.

Derimod spiller fænomenet med de delvise erobringers dialektik en åbenbar rolle. Identifikationen af målet med midlerne, af det bureaukratiske individ med organisationen, af den historiske målsætning med organisationen.

Denne identifikation forårsager en konservativ attitude, som let kan komme i modsætning til arbejderbevægelsens interesser.

Hvad er de delvise erobringers dialektik?

Denne dialektik manifesterer sig i opførslen hos dem, der stiller forsvaret af de allerede eksisterende arbejderorganisationer over fremmet af arbejdernes kamp og sejr, for derved at kunne tage magten i de kapitalistiske lande.

De opfører sig, som om hver ny erobring fra arbejderbevægelsen absolut og ubetinget skal underordnes forsvaret af det, som allerede eksisterer. Dette skaber en grundlæggende konservativ mentalitet.

Den velkendte formulering i det kommunistiske manifest: »Proletarerne har intet andet end sine lænker at tabe,« er en meget grundlæggende formulering, som bør opfattes som en af marxismens hjørnesten. Den giver proletariatet en funktion – samfundets kommunistiske frigørelse – for proletarerne ejer ingenting at forsvare.

Men da dette ikke længere er 100 procent sandt, eftersom en del af proletariatet besidder en organisation eller en betydeligt højere levestandard end tidligere, foreligger faren for, at der opstår en ny mentalitet.

Det er ikke længere sandt, at proletariatet ikke har noget at forsvare. Ved hver ny aktion er det nødvendigt at veje for og imod: Risikerer ikke netop denne aktion at skylle det bort, man allerede har, i stedet for at lede til noget positivt?

Dette udgør den bureaukratiske konservatismes dybeste rod inden for den socialdemokratiske bevægelse allerede fra tiden før Første Verdenskrig.

De delvise erobringers dialektik bør forstås som en virkelig dialektik. Det er ingen falsk modsætning, som man kan løse med en formel. Det er en virkelig dialektisk modsætning, som frembringer reelle problemer.

Hvis den bureaukratiske konservatisme er en åbenbart skadelig holdning i forhold til proletariatets interesser og socialismen – fordi den fornægter den revolutionære kamp i de kapitalistiske lande og revolutionens internationale ekspansion, med den begrundelse at dette ville sætte de allerede eksisterende landvindinger i fare – så er udgangspunktet for denne holdning – nødvendigheden af at forsvare det opnåede – et virkeligt problem:

»Den, som ikke kan forsvare de allerede eksisterende erobringer, kan aldrig skabe nye« (Trotskij).

Men det er helt forkert på forhånd at betragte ethvert vigtigt skridt fremad for såvel den nationale som den internationale revolution som en automatisk trussel mod tidligere erobringer.

Det er der, konservatismen ligger, og det er denne holdning, som kendetegner såvel det reformistiske som det stalinistiske bureaukratis dybe og permanente konservatisme.

De delvise erobringers dialektik, som er forenet med fetichisme-problemer i samfundet, som bygger på en overdreven arbejdsdeling, udgør altså en af bureaukratiseringstendensernes dybeste rødder.

Den tendens ligger i den proletariske massebevægelses udvikling i den nuværende historiske fase, som er kendetegnet af kapitalismens sammenbrud og af overgangen til det socialistiske samfund.

Det virkelige problem er altså ikke bureaukratiets afskaffelse ved hjælp af dekreter eller magiske formler, men at det efterhånden dør bort gennem dannelsen af bedre subjektive og objektive vilkår, som muliggør, at de frø som er til bureaukratiseringen, som har eksisteret i hele denne historiske fase, langsomt dør bort.

De bureaukratiske privilegier

Man må heller ikke forfalde til de fejltagelser, som er vulgærmaterialismens modsætning, og som består i at reducere problemet udelukkende til dets fjerne sociologiske startpunkt og derigennem fuldstændigt skille det fra dets materielle infrastruktur.

Tendensen til konservatisme hos arbejderorganisationernes ledere og funktionærer savner ikke sammenhæng med de materielle fordele og privilegier, som følger med disse funktioner. Det er sociale privilegier såvel som autoritets- og magtprivilegier, som individer tillægger stor betydning.

a) Hvis man betragter problemet i dets oprindelige form, dvs. problemet med de første arbejderorganisationers, fagforeningernes og de socialdemokratiske partiers apparater før Første Verdenskrig, så fremtræder de bureaukratiske privilegier på to måder:

At forlade det daglige arbejde i produktionen (specielt i en periode med 12 timers arbejdsdag og alt, hvad det indebærer af total social usikkerhed m.m.) for at blive heltidsfunktionærer i en arbejderorganisation indebærer for arbejdere og børn af arbejdere et ubestrideligt socialt opsving, en vis individuel frigørelse, men som alligevel langt fra indebærer nogen ideel situation.

Man kan hverken tale om en borgerliggørelse eller om en forvandling til et privilegeret lag. Arbejderorganisationernes tidlige ledere tilbragte en stor del af deres liv i fængsler og levede i øvrigt under meget beskedne materielle forhold. Men trods alt levede de socialt og økonomisk bedre end datidens arbejdere.

På det psykologiske og ideologiske plan er det for en overbevist socialist eller kommunist betydeligt behageligere at kæmpe hele dagen for ideer og mål, som er ens egne, end at stå på en fabrik og time efter time udføre samme bevægelser og samtidigt vide, at man i sidste ende bidrager til at gøre den fjendtlige klasse rigere.

Det er ubestrideligt, at dette fænomen, den sociale opstigning, indeholder et vigtigt frø til bureaukratiseringen.

De, som har disse poster, vil gerne beholde dem, hvilket leder dem til at forsvare denne tilstand med heltidsfunktionærer mod alle forsøg på at bytte dem ud med et rotationssystem blandt organisationens medlemmer.

b) Når disse masseorganisationer begynder at opnå visse styrkepositioner inden for det kapitalistiske samfund, får fænomenet med de sociale (og i begyndelsen i meget lille grad materielle) privilegier et meget større omfang.

Det gælder da om at udvælge parlamentsrepræsentanter, kommunalbestyrelsesmedlemmer eller faglige sekretærer, som på højt niveau kan forhandle med arbejdsgivernes organisationer, og som altså i en vis forstand lever sammen med disse.

Det er samme sag, når det inden for en bevægelse gælder om at vælge tidsskriftsredaktører eller repræsentanter for arbejderorganisationer i en hel række af aktiviteter, som man har knyttet til sig – en mangesidig bevægelse, som forsøger at gribe ind i alle sociale aktiviteter, og som på en måde prøver at optage alle disse aktiviteter i sig.

Der findes også her en virkelig dialektik, som ikke lader sig reducere til en banal modsigelse.

Når arbejderbevægelsen fx ejer et vist antal aviser og har behov for et større antal redaktører, så står den virkelig over for et dilemma.

Hvis arbejderbevægelsen for at bekæmpe bureaukratiet anvender den af Marx formulerede forholdsregel, om at sætte funktionærernes løn på samme niveau som de faglærte arbejderes løn, så risikerer den at skabe en omvendt professionel udvælgelse.

De politisk mest bevidste elementer vil acceptere denne regel, men de mest begavede, som på anden vis kunne tjene bedre, vil til stadighed blive lokket af denne sidste og enklere mulighed.

Hvis de ikke er fuldstændigt politisk overbeviste, kommer de i stor udstrækning til at blive opslugt i det småborgerlige miljø og gå tabt for arbejderbevægelsen.

Denne udelukkelsesmekanisme gælder også for en række andre erhverv. I de kommuner, som administreres af arbejderbevægelsen, opstår samme problem, når det gælder arkitekter, ingeniører eller læger.

En strikt anvendelse af Marx’ forholdsregel risikerer i mange tilfælde at lede til en udelukkelse af alle dem, hvis politiske bevidsthed ikke er tilstrækkelig udviklet.

Inden for det kapitalistiske samfund, med alt hvad det indebærer af »moralske værdier« og omgivende miljø, er det umuligt at opbygge et ideelt kommunistisk samfund – også inden for arbejderbevægelsen. Det kan muligvis realiseres inden for en kerne af ekstremt bevidste revolutionære, men i en talstærk arbejderbevægelse, som eksisterer i et borgerligt demokrati, sker en vis sammenfletning med det kapitalistiske samfund. Tillokkelserne bliver derved større, og regler for, hvordan man kan bekæmpe bureaukratiet, bliver sværere at acceptere.

Her ser man bureaukratiseringstendensen fremtræde: Fjernelsen af de hindringer, som bevidst er blevet rejst mod de privilegerede positioner, forbereder mere og mere vejen for denne tendens.

c) Under den nuværende historiske fase kan denne dialektik inden for visse store arbejderorganisationer optræde, endda i sin slutfase. Dette kan indebære en politisk omorientering, en bevidst integration i det kapitalistiske samfund og et klassesamarbejde. Bureaukratiets rødder vokser da meget stærkt.

En del af lederskabet lever da på en bevidst måde bourgeoisiets liv og lader sig integrere i det kapitalistiske samfund. De hindringer mod bureaukratiseringen, som den socialistiske bevidsthed rejste, forsvinder. Privilegierne øger, de socialdemokratiske parlamentsmedlemmer giver ikke længere en del af sin løn til organisationen for selv at nøjes med funktionærløn.

De etablerer sig som et lag af levebrødspolitikere inden for arbejderklassen. Fra dette punkt kan den bureaukratiske degeneration ikke andet end trives.

Eksempler på fejlagtige løsninger

Den vigtigste konklusion, man kan drage ud af denne korte undersøgelse af problemet, er følgende: Det er nødvendigt klart at skelne mellem to typer af fænomener og passe på ikke overfladisk at ligestille dem.

Den første er de potentielle tendenser til en begyndende bureaukratisering, frø som uundgåeligt ligger i en arbejderbevægelses udvikling, fra og med en vis størrelsesmæssig udvikling af denne, og når den opnår en vis magt.

Den anden er den fuldstændige udvikling af de bureaukratiske tendenser, som leder til den totale degeneration, som man finder i de forskellige reformistiske og stalinistiske partier.

Hvis man ikke adskiller de to fænomener, eller endnu værre, hvis man bekæmper alle organisationsformer, som indeholder disse frø, med begrundelsen, at det uundgåeligt leder til ekstrem degeneration, så stiller man arbejderbevægelsen foran en afgrund og ikke en dialektisk modsætning.

Man kan så ikke drage nogen anden konklusion end, at proletariatets egen frigørelse er en umulighed. Denne holdning leder endelig til at stille arbejderbevægelsen i en endnu værre situation og hindre den i at kæmpe for sin egen frigørelse.

Den ekstreme sammenblanding karakteriserer ofte forskellige »ultravenstregrupper«, som i øvrigt snarere er til højre, end ultravenstre. En af de løsninger, som visse af disse grupper fører frem, består i at sige, at elendigheden skyldes eksistensen af et apparat og af funktionærer.

For dem er det nødvendigt at bekæmpe eksistensen af »professionelle revolutionære«. Frasen »Stalin var den første professionelle revolutionære, som dukkede op i arbejderbevægelsen«, sammenfatter i alt væsentligt disse teser.

Man må da spørge sig, hvad arbejderbevægelsen ville være uden heltidsansatte, ikke i et ideelt samfund, men i et givet kapitalistisk samfund, sådan som det er nu.

En arbejderbevægelse, som ikke forsøger at skabe proletariske professionelle revolutionære, som kommer fra arbejderklassen og er stærkt allierede med denne, ville ikke kunne udvikle sig ud over det mest basale niveau, hvor arbejderklassens tidligste selvforsvarsorganisationer befandt sig.

Den ville være helt afskåret fra moderne videnskaber, såvel naturvidenskabelige som humanistiske. Den ville på grund af økonomisk og politisk inkompetence være helt ude af stand til at befri proletariatet, styrte kapitalismen og åbne vejen for det socialistiske samfund.

Historien har vist, at denne løsning er den mest umulige af alle. Der eksisterer i verdenshistorien ikke et eneste eksempel på et land, hvor arbejderbevægelsen efter ti års erfaringer fortsætter med at hænge fast i det primitive niveau på grund af frygten for en senere bureaukratisk deformation.

I praksis er det alternativets anden del, som risikerer at blive til virkelighed. Hvis man ikke vil have nogen heltidsfunktionærer, nogen professionelle revolutionære, og hvis man ikke tillader en udvælgelse og systematisk uddannelse af de proletariske elementer til et meget højt niveau, så vil arbejderorganisationerne uundgåeligt give efter for trykket fra de småborgerlige intellektuelle, som helt og holdent bemægtiger sig organisationerne.

Inden for disse reproducerer de det videnskabelige og kulturelle monopol, som de allerede besidder i det kapitalistiske samfund.

Man ser, hvordan denne modsætning, som disse grupper ikke har forstået, atter fremtræder: Det virkelige dilemma i det kapitalistiske samfund er ikke valget mellem en organisationsform, som savner frø til en bureaukratisering, og en anden form, som bærer på disse farer.

I virkeligheden handler det om følgende valg:

• at udvikle en virkelig arbejderautonomi med den bureaukratiske fare på et potentielt niveau
• eller at bevare arbejderorganisationerne under indflydelse af den borgerlige ideologi og dens intellektuelle.

Mange historiske eksempler illustrerer det sidste aspekt: Tilsyneladende har arbejderorganisationer i lange perioder stået under borgerskabets påvirkning pga. mangel på arbejdernes selvstændighed, organisationskapacitet eller ideologiske fejltagelser og har afvist at udvikle sig videre fra et vist stadium.

Det er for øvrigt pudsigt at konstatere, at forsvarerne af denne teori ser farens udspring i apparatet, hvilket er rigtigt, men at de samtidigt ikke begriber, at ikke-politisk aktive arbejdere, som er udsatte for det kapitalistiske samfunds indflydelse, er meget mere modtagelige for den dominerende ideologi, som er den herskende klasses ideologi.

Årsagen er, at det tunge kropsarbejde, som finder sted i løbet af en 8-9 timers arbejdsdag, skiftende arbejdstider osv. vanskeliggør den intellektuelle og kulturelle frigørelse.

En arbejderorganisation, som kun bestod af håndens arbejdere i dagligt produktivt arbejde, ville være meget mere modtagelig for den borgerlige ideologi end en organisation, i hvilken man er i gang med et konstant arbejde med at udvikle, skole og frigøre de mest bevidste og mest revolutionære arbejdere fra det kapitalistiske slaveriarbejde gennem at hærde dem i de professionelle revolutionæres skole.

De revolutionære marxistiske løsninger

Marx kunne ikke, på grund af manglende historiske erfaringer, forstå alle bureaukratiseringsproblemets aspekter.

Men selv om han kun oplevede et enkelt forsøg på at arbejderne overtog statsmagten - Pariserkommunen som kun eksisterede i nogen måneder – så kunne han ud fra denne ene erfaring med en genial forudseenhed formulere to meget enkle, men væsentlige regler, som indeholder næsten alle de hjælpemidler, som arbejderbevægelsen senere har udviklet mod bureaukratiseringen.

• Kampen mod de materielle privilegier og de overdrevne lønforskelle. Specielt bør arbejderstatens politiske funktionærer ikke have lønninger, som er højere end de faglærte arbejderes.
  Marx understeger, at formålet med det frem for alt er præventivt, det vil sige at hindre visse korrumperede elementer fra at søge funktionærposter for at klatre op af den sociale rangstige, ”for at gøre karriere”.

• Den anden regel er valgbarheden og muligheden for at tilbagekalde valgte på alle niveauer, som er blevet udbygget med reglen om roterende funktioner, som blev formuleret af Lenin, og som kan føre frem til, at staten efterhånden dør bort, efter at klasserne er forsvundet, og alle borgere har konkrete erfaringer med økonomien og staten.
  Den revolutionære marxistiske løsning af problemet er blevet præsenteret i den leninistiske partiteori og i den trotskistiske teori om arbejderstaten og om avantgardens bevidste ledelse af staten i bekæmpelse af bureaukratiet.

Ernest Mandel (1923-1995) var ledende medlem i den trotskistiske 4. Internationale fra 1946 til sin død.

Ernest Mandels tekst er oversat fra Röda Häften 1: Ernest Germain Om byråkratin – En analys af arbetarrörelsens ständigt hotande fara, Partisan 1969, af Mikael Hertoft.

Den originale tekst er skrevet på fransk. Denne bearbejdede oversættelse bringes også i Socialistisk Information.