Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
26. november 2015 - 13:09

Bunker af fup

Det tog kun få år for kapitalfonden Altor at forvandle OW Bunker fra en hæderlig skibsforsyning til et flydende gældsvrag. Et paradeeksempel på, hvordan kapitalen først fodrer sine børn, til de bliver tykke og fede – og så spiser dem!

Det hele starter i 1950'erne i bedste American dream-stil med, at grundlægger Ove Wrist futter rundt på knallert på havnen i Aalborg og Nørresundby med proviant til skibene. Det går strygende. Virksomheden vokser og bliver til AS Ove Wrist & Co. I 1980 kommer olieleverancerne med i sortimentet, og det bliver snart den vigtigste del af forretningen.

Gruppen køber råvaren hos de store olieselskaber, pumper brændstoffet ombord på tankskibe, som derefter sejler ud og fylder direkte på modtagerskibene. En slags flydende tankstation.

1997 gør Jim Pedersen fra DONG sin entré og bliver øverste chef for hele butikken tre år senere. Han bliver en nøglefigur i det vækstcirkus, der starter, efter at den svenske kapitalfond Altor overtager Wrist Group i maj 2007.

Det er bare ikke kerneforretningen, der vokser. Bag det lille vækstmirakel gemmer sig nogle helt andre transaktioner.

Fornøjelsen bliver kortvarig.

I foråret 2014 er OWB strøget ind på børsen som en tornado. Men allerede 7. oktober 2014 nedjusteres forventningerne for 2014 på grund af fald i olieprisen. To uger senere sænkes forventningerne endnu engang, og i begyndelsen af november eksploderer det hele på få dage. Bunden går ud af bunkeren, som kuldsejler endegyldigt den 7. november 2014.

I sin meddelelse til medarbejderne slutter Jim Pedersen af med ordene:

»Jeg ønsker jer alt det bedste for fremtiden. Jeg tvivler ikke på, at I alle har en lysende fremtid foran jer på trods af den vanskelige situation, I er blevet sat i.
Må I alle have held og lykke.
Jim«

Grisen fedes op

Det viser sig nu, at rigdommens kilder ikke sprang ud af olieslangerne, men ud af børsen for olieprisspekulation i New York og en særegen forretningsmodel i Singapore.

Oliespekulationen starter med en almindelig risikoafdækning, som skal sikre selskabet mod ekstraordinære prisudsving. Det sker i den branche ved hjælp af olieoptioner, som låser prisen et stykke ud i fremtiden. Fra Altor overtager roret, udvikler risikoafdækningen sig til en selvstændig profitkilde.

Funktionen skifter navn fra Risk Management til Strategic Risk Management og styres nu af en anden DONG-dreng, som Jim Pedersen har taget ombord.

Efter lidt startvanskeligheder i 2008 – omkring 100 mio. kr. ægte rødt – er der jackpot i årene 2009-2013, svarende til gennemsnitlig en tredjedel af OWB's samlede overskud.

Risikoforretningen bryder både med betingelserne i en tidligere indgået låneaftale med en række storbanker og med selskabets egne forsikringer om at drive en stram risikostyring.

De faldende oliepriser i månederne efter børsintroduktionen i foråret 2014 ender i et tab på 900 mio. kr. Det bliver den første torpedo, der rammer bunkeren – i første omgang under vandoverfladen. På det tidspunkt har Altor de facto forladt den synkende skude.

For at få fat i en større del af kagen for skibsbrændstof på det internationale marked åbner OWB i 2012 en ny afdeling i Singapore under navnet Dynamic Oil Trading (DOT). Og den skal vise sig at leve op til navnet.

I sit første – og eneste – regnskab fra foråret 2014 præsterede DOT en omsætning på 12 mia. kr. og en betydelig højere vækstrate end det samlede selskab.

Men forretningsmodellen i Singapore balancerer på et ben. Den svimlende vækstrate er opnået ved at puste kunstigt liv i en – på det tidspunkt – halvdød og halv-dubiøs brændstofleverandør.

Selskabet Tankoil har ikke kreditværdighed nok til selv at købe brændstof, men det har DOT. Til gengæld har Tankoil skibe, der fysisk kan levere brændstoffet til kunderne.

Så modellen bliver som følger: DOT køber olien og sælger den videre til Tankoil. Derefter køber DOT olien tilbage igen til en lidt lavere pris, og Tankoil tager sig af den endelige levering til kunderne.

Fidusen i det arrangement er, at det bliver Tankoils problem, om der er kunder i butikken. DOT kan bare sælge løs og derved blæse både sin omsætning og indtjening op.

Ud af modellen vokser en anden lukrativ indtægtskilde, som skyldes, at Tankoil ikke betaler sine regninger. Gælden vokser, og i DOT's 2013-regnskab optræder en (straf)renteindtægt på 39 mio. kr., som puster OWB's samlede bundlinje yderligere op med 11% det år.

I risikostyringen optager DOT ikke det fulde udestående med Tankoil, men kun den marginal, der skyldes prisforskellen. Dermed lykkes det DOT at kamuflere et risikoniveau langt over selskabets officielle risikopolitik.

Gældstabet ender på 750 mio. kr., og det bliver den torpedo, der giver OWB dødsstødet i det sene efterår 2014.

Grisen slagtes

Sommeren 2013 frem til det tidlige forår 2014 bliver afgørende i OWB's korte, hektiske samliv med storkapitalen.

Altor lægger an til et industrielt salg af OWB, men de priser, der kommer på bordet under de indledende sonderinger, er ikke attraktive nok. Altor skifter hest og beslutter at notere – sælge – selskabet på børsen.

Fra det tidspunkt, i slutningen af august 2013, hvor Project Oak – som skal føre OWB på børsen – sættes i søen, og frem til det endelige børsprospekt fremsendes til Nasdaq 6. januar 2014, sker meget af det, der formentlig vil få afgørende betydning for efterspillet om OWB.

Det præsentationsmateriale, der blev udarbejdet i første forsøg på et industrielt salg af OWB redegør nogenlunde ædrueligt for risikoen ved olieprisspekulationerne.

Det er uden tvivl det, der har fået købstilbuddene ned på et realistisk niveau. Og det er uden tvivl grunden til, at det er taget ud af det efterfølgende børsprospekt.

Det skyldes i hvert fald ikke uvidenhed.

I et notat fra 30. august 2013, skrevet af Carnegie og Morgan Stanley, som indgår i det konsortium, der skal bringe OWB på børsen, fremgår det: 1) at prospektet skal indeholde en redegørelse for, hvordan OWB tjener penge på olieprisspekulation, og 2) at spekulationsrisikoen udgør en ’kritisk’ del af OWB's forretning.

Men i det endelige prospekt fremgår intet af dette.

I et udkast til prospektet, en måned før den endelige udgave, er der en fyldig redegørelse for Dynamic Oil Trading-virksomheden i Singapore. Men i det endelige prospekt er det også forsvundet.

Ingen af udeladelserne skyldes pladsmangel. Prospektet fylder 272 sider, som blandt andet bruges til at fremhæve OWB's konservative driftsfilosofi, stramme kreditpolitik og risikostyring.

Altor skubber senere ansvaret for prospektet over på ledelsen i OWB. Men alt tyder på, at Altor har været dybt involveret i de afgørende beslutninger. Det bekræftes af OWB's tidligere finansdirektør, der selv forhandlede med Altor.

Altor slagter grisen i to omgange. Først i forbindelse med den opsplitning af Wrist Group i selskaberne OW Bunker og Wrist Group Supply i november 2013, der skal klargøre OWB til salg.

Her lænser Altor bunkeren for 1 mia. kr. via sit skuffeselskab Foreign Newco i Luxemburg, og dirigerer pengene videre i skattely på Jersey. I anden omgang scorer Altor hovedgevinsten ved at sælge sine aktier for 3,6 mia. kr. i forbindelse med børsnoteringen af OWB i slutningen af marts 2014.

Alt i alt lander Altor med en nettoprofit på rundt regnet 3,5 mia. kr.

Kapitalen sejler videre

Historien om OWB – den seneste i en lang række – kan forstås på flere planer.

På overfladen ligner det et sammensurium af forretningsmodeller befriet for hensynet til rigtigt og forkert, mennesker uden skrupler og en profitkultur, hvor alle kneb gælder. En forklaringscocktail, som ender blindt i en psykologiserende runddans om menneskets skyggesider og ’brådne kar’.

Det er en yndet sport for kapitalismens fundamentalister til at aflede opmærksomheden fra systemet. Det så vi blandt andet efter finanskrisen.

Lidt længere inde handler det om måden at organisere og lede på. Vi hærges stadig af 100 år gamle hierarkiske styrings- og kontrolstrukturer, der giver nogle få mennesker eksklusiv ret til at træffe beslutninger på andres vegne.

Man kan spørge sig selv hvordan det er muligt at opretholde et moderne, civiliseret, demokratisk samfund, hvor arbejdet organiseres efter principper, der kendetegner et uoplyst enevælde.

Men inderst inde er OWB ganske enkelt en udløber af kapitalismen.

Alle de svindelsager, vi har set i den senere tid, hænger sammen med den globale konkurrence – båret af en teknologi, som binder alt sammen med alle ud over hele kloden. Den marginale produktionsomkostning falder, og profitten nærmer sig nul.

Når kapitalen ikke kan hente tilstrækkelig profit ud af realproduktionen, skubber den virksomhederne længere og længere ud i en gråzone, hvor kernevirksomheden ender som et skalkeskjul for afledte, finansielle spekulationsforretninger, der flytter enorme pengemængder uden at flytte varer.

I et samfund, der er indrettet til at betjene markedskapitalismen, findes den afgørende forklaringsfaktor altid helt derinde, hvor penge omsættes til kapital og kapital til magt.

Kapitalfonde er det seneste eksempel på ekstrem kapitalakkumulering og -koncentration. Ekstrem magt skaber pervers adfærd og perverse samfund. Perverterede samfund er samfund i opløsning.

Jens Laugesen er medlem af redaktionen på tidsskriftet Det ny Clarté, hvor artiklen også bringes i nummer 28/november 2015.

Artiklen bygger på en række artikler fra nyhedsmedier igennem de seneste 2-3 år. Primære kilder er Jyllandsposten og Danmarks Radio

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce