Valget af Jeremy Corbyn som leder for det britiske Labourparti har vist sig kontroversielt både i og udenfor Storbritannien. Senest har en general i den britiske hær udtalt, at hæren vil bruge alle midler for at undgå, at Corbyn som eventuel kommende premierminister sætter Storbritanniens sikkerhed over styr.
Søndag den 20. september citerede den britiske avis The Sunday Times en general i aktiv tjeneste for sit syn på en fremtid med den nyvalgte formand for Labour Jeremy Corbyn som premierminister for Storbritannien.
— Hæren vil ikke finde sig i det, sagde den unavngivne general med henvisning til Corbyns politik, der blandt andet involverer afviklingen af landets arsenal af ballistiske Trident-missiler, udmeldelse af Nato og nedskæringer på forsvarsbudgettet.
Han fortsatte:
»Generalstaben vil ikke tillade en premierminister at sætte landets sikkerhed over styr, og jeg tror, at folk vil bruge alle midler, fair såvel som modbydelige, for at forhindre det. Man kan ikke sætte en hedspore i spidsen for landets sikkerhed«.
Læs »Corbyn hit by mutiny on airstrikes« hos The Sunday Times (betalingsmur)
Læs »’We won’t stand for it’: Army top brass warn there will be a MUTINY if Jeremy Corbyn becomes Prime Minister« i The Daily Mail
I det britiske forsvarsministerium er man ikke så voldsomt fornøjede over, at en chef i de væbnede styrker indirekte truer med mytteri, hvis briterne vælger Jeremy Corbyn, og han forsøger at gennemføre den politik, han står for.
— Det er klart, at disse udtalelser ikke er konstruktive. Ingen synes, at det er godt, at en overordnet officer i aktiv tjeneste underminerer en potentiel fremtidig regering, sagde en unavngiven kilde i forsvarsministeriet til avisen The Independent.
Men en talsmand for forsvarsministeriet udelukker ifølge The Independent et forsøg på at identificere den åbenmundede general. Han henviste til, at det ville være noget nær umuligt at finde frem til ham blandt de mange generaler i den britiske hær. Dem er der ifølge avisen ca. hundrede af.
Læs »Ministry of Defence condemns serving army general behind Jeremy Corbyn ’mutiny’ threat« hos The Independent
I premierminister David Camerons parti tager man også afstand fra mytteri-truslen, men ingen har offentligt tillagt generalens udtalelser nogen større betydning. Parlamentarikeren Daniel Hannan fra partiets højrefløj kaldte generalen »en idiot«, men bagatelliserede episoden.
— For guds skyld, vi er jo ikke Bolivia, sagde han med henvisning til det sydamerikanske land, der i øjeblikket ledes af den demokratisk valgte præsident Evo Morales, og har været det siden 2006.
Blandt Labours parlamentarikere har der heller ikke været den store ivrighed efter at gøre et nummer af sagen. En undtagelse er Madeleine Moon, der er medlem af forsvarsudvalget. Hun søger at presse forsvarsminister Michael Fallon til at gribe til handling.
— Jeg har skrevet til Hr Fallon for at udtrykke min alvorlige bekymring over, at forsvarsministeriet ikke vil undersøge en så truende udtalelse fra et overordnet medlem af de væbnede styrker, sagde Madeleine Moon til the independent. Hun fortsætter:
»Kan I forestille jer, hvordan det vil give genlyd rundt omkring i verden? I mange lande vil det fremstå som om det britiske militær truer med et kup, og at forsvarsministeriet ikke synes, at det behøver at blive undersøgt. Det er fuldstændig uacceptabelt«.
Læs »Michael Fallon under pressure to investigate leak into general’s claims Armed Forces would face ‘mutiny’ under Jeremy Corbyn« i The Independent.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96