Breivik: Jura og politisk galskab

Efter det groteske drab på 77 personer på Utøya, hvor også 151 andre blev alvorligt sårede, hovedsagelig børn og unge socialdemokrater, og efter det forudgående gigantiske bombeanslag mod den norske regerings bygninger i Oslo den 22. juli 2011, har meget af debatten i Norge drejet sig om, om Anders Behring Breivik er en sindssyg fantast med massive vrangforestillinger om muslimsk invasion og »islamisering« af Vesten.

Eller om han tværtimod er en bevidst kynisk og strategisk tænkende højreekstremist med klare politiske mål, sådan som det udtrykkes i hans 1518 siders manifest.

Meget af dette psykiatriske, fremfor et politisk, fokus, skyldes selvfølgelig, at det var svært at tro, at et »normalt« menneske kan gennemføre systematiske henrettelser på unge for at straffe dem for »landsforræderi« og hindre dem i at blive fremtidige ledere af et »multikulturelt marxistisk« Norge.

Tilregnelighed

At debatten har taget denne drejning, skyldes også i høj grad de bestemmelser, som ligger i norsk lovgivnings definition af »strafferetslig tilregnelighed«, og retspsykiatriens rolle i alvorlige straffesager.

Norge er et af få lande i verden, muligvis det eneste, hvor en diagnose på psykose i gerningsøjeblikket er tilstrækkelig til at »slippe« for straf, dvs. overføres til tvungen psykiatrisk behandling.

I de fleste andre lande kræves det, at en årsagssammenhæng mellem diagnose og handling bliver påvist. Dette gør, at de psykiatrisk sagkyndige gives stor magt i norsk retspraksis.

Hvis en gerningsperson er psykotisk, psykisk udviklingshæmmet i stærk grad, eller stærkt bevidsthedsforstyrret, kan vedkommende ikke dømmes til straf i Norge, men overføres til tvungen psykiatrisk behandling.

Debatten om tilregnelighed har en lang historie i Norge, helt tilbage til den første norske straffelov efter frigørelsen fra Sverige.

Historien indeholder stærkt kritiserede afgørelser, som for eksempel da forfatteren Knut Hamsun blev diagnosticeret med »varigt svækkede sjæleevner«, for at redde ham fra en landssvigerdom og mulig henrettelse efter anden verdenskrig.

Samtidig reddede Quisling-regimets ledende antisemit og bøddel, justitsminister Sverre Riisnæs, sig fra henrettelse netop ved at spille rablende sindssyg i retten, og gjorde det så godt, at han fik en diagnose som sikrede overførelse til psykiatrisk sygehus, hvor han efter nogle år mirakuløst blev rask.

»Gal mand i rette tid« er blevet den historiske dom over Riisnæs’ sygdomshistorie.

Paranoid Skizofren                    

I november 2011 konkluderede den første udnævnte psykiatriske kommission, at Behring Breivik er paranoid skizofren, og at han dermed var for utilregnelig til at drages retsligt til ansvar for sine handlinger.

I princippet kunne han derfor, langt ind i fremtiden, blive udskrevet fra psykiatrisk sygehus, hvis han blev fundet rask af behandlingen. Dette udløste en kraftig debat i Norge, særlig da det kom frem, at Behring Breivik kun scorede 2 på en skala op til 100, når det gælder funktionsdygtighed i den meget benyttede psykiatriske test »Global Assessment of Fuctioning«.

En score i denne test på 60 gør dig uarbejdsdygtig, 40 betyder mangel på realitetssans, og under 20 betyder, at du ikke selv er i stand til at indtage mad og drikke.

En så lav score som 2 vil sædvanligvis betyde, at han ikke engang kunne binde sine egne snørebånd, knapt nok komme ud af sengen, mens man her stod med en mand, som gennem flere år havde planlagt og gennemført en stor terroraktion, produceret en ret avanceret bombe, levet et dobbeltliv gennem mange år og opereret med kompliceret logistik før angrebet.

Desuden tolkede den første psykiatriske kommission hans islam-had og hans tilslutning til den på den ekstreme højrefløj meget udbredte Eurabia-teori som »bizarre og grandiose vrangforestillinger« og forstod ikke, at denne højreekstreme politiske retning har en faretruende stor opslutning rundt omkring i Vesten.

»Mad or bad?«

Den ophedede debat førte til, at nok en psykiatrisk undersøgelseskommission blev udnævnt. Denne fremlagde sin rapport den 10. april i år, altså kun en uge før retssagens start og konkluderede med det modsatte resultat, at tiltalte ikke var psykotisk på gerningstidspunktet og dermed tilregnelig, og derfor kan han dømmes til fængselsstraf.

Den nye rapport understreger dog, at der er høj risiko for gentagne voldelige handlinger, og at Behring Breivik har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, noget som vanligvis betyder, at vedkommende vil blive dømt til forvaring med mulighed til forlængelse langt over maksimumstraf på 21 år, hvis faren for gentagelse af grove voldshandlinger fortsat er tilstede.

Højreekstreme kræver galskab

Nu skal retten altså tage stilling til to diametralt modsatte retspsykiatriske rapporter. I praksis betyder dette kun en forskel i, hvor den dømte vil blive holdt låst inde, enten i en forvaringsafdeling i et højsikkerhedsfængsel, eller på en lukket afdeling i et psykiatrisk sygehus.

Mere interessant er det, at mens de fleste har udtrykt tilfredshed med den nye psykiaterrapport, hvor gerningsmanden betegnes som straffetilregnelig, har en række højreekstremister givet udtryk for, at de støtter den første rapport om galskab og tung psykiatrisk diagnose.

Dette er fordi, de dermed kan fritages for politisk påvirkning og moralsk »skyld«.

Med dette har højreekstremisterne sat sig selv i den paradoksale situation, at de hævder, at en person, som mener nøjagtig det samme, som de selv gør, må være sindssyg, når han mener det samme som dem og tager konsekvenserne af sine meninger.

Men en gal person kan også være en politisk handlende person, som - påvirket af den racistiske argumentation - føler sig kaldet til den terrorhandling, andre har truet med gennem mange år.

Den norske lovgivning omkring tilregnelighed gør, at mange højreekstremister har kunnet gemme deres påvirkningskraft bag et diagnostisk tågeslør, med Fjordman som den mest fremmelige på dette felt.  

En ny konspirationsteori

En af de internationalt mest kendte anti-muslimer er Fjordman fra netstedet Gates of Vienna, et pseudonym for nordmanden Peder Nøstvold Jensen. Han er  den decideret mest citerede inspirator for Behring Breiviks manifest, »2083«.

Fjordman har ved en række anledninger opfordret sine allierede om at være forberedt på en kommende borgerkrig mellem islamister og venstreorienterede på den ene side, og nationalister og anti-muslimer på den sejrende side!

Siden terrorangrebet har Fjordman brugt meget tid og lange blogs på at distancere sig fra Behring Breiviks handlinger, men ikke hans holdninger.

Han har hele vejen brugt den første psykiatriske diagnose, skizofren paranoia, for alt det, den var værd, som forsvar mod, at Fjordman ansvarliggøres for politisk anti-muslimsk påvirkning af Behring Breivik.

Med den nye diagnose er »narcissistisk personlighedsforstyrrelse« nu blevet Fjordmans sidste halmstrå, hvor han på Gates of Vienna har viklet sig ind i en omfattende konspirationsteori om, at Behring Breivik, ved at citere så meget af det, Fjordman har skrevet, egentlig ønsker at skade Fjordman og de andre anti-muslimer, han bygger sit manifest på!

Denne udvidede konspiration skal åbenbart være grundlaget for den vidneerklæring, Fjordman vil fremlægge, når han skal møde i Oslo byret i juni.

Det umulige forsvar

Behring Breiviks forsvarer, advokat Geir Lippestad, er klar over, at han har en tung sag at procedere i retten. I udgangspunktet meldte han ud med, at han anså Behring Breivik for at være psykisk syg, men er nu blevet instrueret af sin klient til at procedere på tilregnelighed.

I forkant af retssagen forsøger han derfor at forberede offentligheden på, at der kommer til at forekomme rigtig mange grove udspil fra hans klient.

Forsvareren har varslet, at Behring Breivik ikke udtrykker nogen anger, men tværtimod er ked af, at han ikke nåede at dræbe flere og vigtigere personer.

Han begærer sig desuden løsladt og frifundet, fordi han mener at have handlet i »nødværge« for at redde Europa fra islam.

Behring Breivik har opsat en vidneliste, som i høj grad omfatter kendte mennesker i den norske samfundsdebat, men som overhovedet ikke har været vidne til de grufulde handlinger.

Dette kan forstås sådan, at Behring Breivik i størst mulig grad ønsker at foretage en politisk markering og markedsføring af sine meninger, fremfor at der skal fokuseres på hans handlinger og skyld.

Mange af »vidnerne« i sagen føler derfor stærkt ubehag ved at blive tvunget til at deltage i noget, som kan fremstå som en politisk forestilling med værdidiskussioner og indvandrer-debat på den tiltaltes præmisser.

Denne artikels forfatter er også en af de indstævnede »vidner«, men har nægtet at møde op som forsvarerens vidne.

Da der er vidnepligt for indstævnede vidner, trues jeg derfor nu med politi, bøder og fængsel for at frempresse min vidneforklaring.

Behring Breivik har på en uværdig måde allerede formået at tilkæmpe sig regien af dele af retsprocessen, og det vil blive en kamp for rettens administrator at hindre, at det udarter til et højreekstremt cirkus.

I denne sammenhæng spiller norske og internationale medier med på Behring Breiviks show-præmisser i deres evige jagt på spektakulære sensationer.

Stein Lillevolden er mangeårig aktivist og bidragyder til blandt andet dagbladet Klassekampen.

Artiklen er også publiceret på www.demos.dk

Se også linksamlingen om Terrorangrebet i Norge - nyt afsnit om den aktuelle retssag