Banker, boligejere og store virksomheder skal betale for krisen, og regeringen skal lave en finanslov med Enhedslisten. Det mener græsrodsinitiativet »Lørdag for lighed«, som i weekenden protesterer mod dagpengeforringelser.
Græsrodsnetværket »Lørdag for lighed« består af enkeltpersoner fra forskellige dele af venstrefløjen og arbejder for »et folkeligt oprør mod den ulighedspolitik, der forgylder de rige og svigter de svageste«.
Gennem ugentlige demonstrationer i København og brede alliancer mellem menige medlemmer af de røde partier, det udenomsparlamentariske miljø og fagbevægelsen ønsker initiativet at gøre opmærksom på behovet for en »rød og solidarisk« finanslov.
Konceptet er inspireret af Ungdomshusets »torsdags-demo'er«, og protesterne fortsætter hver lørdag frem til Folketingets åbning den 2. oktober.
– Vi forsøger at samle alle de utilfredse kræfter på venstrefløjen. Og minde regeringen om, at hvis man ønsker et velfærdssamfund, så er det bankerne, boligejerne og de store virksomheder, der skal til lommerne. Ikke de arbejdsløse og udsatte, siger Morten Vestergaard, der er talsperson for Lørdag for Lighed, til Modkraft.
Lørdag den 25. august holder netværket deres femte demonstration – denne gang med parolen »Stop dagpengeforringelserne«.
Arrangementet starter som altid klokken 15:00 på Nytorv og bevæger sig denne gang til Beskæftigelsesministeriet, hvor blandt andre formanden for fagforeningen FOA, Dennis Kristensen, skal holde tale.
Læs om begivenheden »Lørdag for Lighed #5: Stop dagpengeforringelserne!« i Modkrafts kalender.
Læs artiklen »Lørdag for Lighed gør dagpengeoprør« hos Arbejderen.
Læs artiklen »Larmedemoer skal presse regeringen« hos Arbejderen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96