Brødrene Nielsen og slaget om Madrid

November - december 1936

Omkring 1. november bliver de fire danskere sammen med resterne fra Centuria Thälmann, sendt til byen Albacete i det sydøstlige Spanien. Her er man i gang med at reorganisere de internationale styrker og oprette nye enheder til de mange frivillige, der i løbet af september og oktober er ankommet til Spanien.

Thälmann Batallion

I slutningen af oktober oprettes de første to brigader af spaniensfrivillige, den XI. og den XII. Internationale Brigade. De består af tre-fire bataljoner på omkring 500 mand hver.

De tilbageværende folk fra Centuria Thälmann, heriblandt de tre Nielsen-brødre og Hans Petersen, bliver en del af den nyoprettede tysktalende Thälmann Batallion, der i starten af november bliver en del af den 1.600 mand store XII. Internationale Brigade.

Thälmann-bataljonens øverstbefalende er den tyske forfatter og veteran fra verdenskrigen - Ludwig Renn. Han er et eksempel på det paradoks, som de internationale styrker er et udtryk for. Som overbevist pacifist kæmper han i Spanien ud fra sit eget standpunkt om, at »det ikke er nok at være for freden, man må også være beredt til at kæmpe for den.«

Hans Beimler bliver bataljonens politiske kommissær, en slags tillidsmand, der fungerer som talsmand for de frivillige. Hans ansvar ved fronten består i, foruden at skaffe mad, vand og tæpper til de kæmpende, at fastholde moralen og kampgejsten, da man i den frivillige hær ikke kan sanktionere sig til lydighed.

»De politiske kommissærer skulle være sjælen og hjertet i hæren,« som »La Pasionaria«, Dolores Ibárruri beskriver det.

I Albacete modtager de fire danskere og deres tyske, østrigske og schweiziske kammerater i bataljonen militærtræning i lejre, der ligger spredt i byens opland.

Træningen består af kampøvelser, skydning, oplæring i våbenbrug og fysisk træning hver formiddag. Om eftermiddagen skal de frivillige deltage i politisk undervisning, hvor lejrens politkommissær orienterer om den aktuelle politiske og militære situation i Spanien.

Desuden er sprogundervisning i spansk og tysk en integreret del af uddannelsen. Aftenerne er viede til specielle arrangementer, udflugter og fritid.

Albacete bliver de Internationale Brigaders hovedsæde, og kasernen Guardía Nacíonal omdannes til hovedkvarter for de internationale styrkers ledelse.

Dens hvidkalkede mure huser officerkvarterer og kontorer i stueetagen, mens de øvrige arealer indrettes som belægningsstuer med køjesenge, madrasser eller tæpper på gulvet til de mange frivillige.

I byen er der hospitaler, kaserner, soldatercafeer og biografer. Der er også de såkaldte kadreafdelinger, hvor de internationale frivillige kan henvende sig til en politisk kommissær, der kan sætte dem ind i krigens udvikling, den politiske situation i Spanien og i de pågældendes hjemlande, samt at hjælpe dem med at holde kontakten til familier og venner.

Byens gamle tyrefægterarena bliver anvendt til mønstring. De frivillige skal indlevere deres civile tøj og pas og bliver i stedet udstyret med uniform, stålhjelm, et håndvåben og en brødpose, med en tallerken, et krus, bestik og en eller to feltflasker, ofte en til vand og en til cognac.

Hvis man er heldig, modtager man også et par støvler, og ellers må man tage til takke med et par alpagatas, en tynd lærredssko med hampesål.

En dansk frivillig, der senere bliver indrulleret i Thälmann-bataljonen, beskriver den sidste del af udrustningen, det store tæppe, la manta:

»Den spanske Soldat skiller sig ikke fra sit Tæppe. Han bærer det med sig overalt. Det kan forekomme os komisk, men man maa ikke glemme, at man her næsten ikke kender til Frakker. (...) Han sover i det, staar paa Vagt i det, beskytter sig for Regnen med det og vikler sit Habengut og sin Proviant ind i det. Under Skydningen bliver Tæppet bredt ud paa Jorden til at ligge paa. Den Saarede og den Døde bliver rullet ind i Tæppet eller tildækkes med det, naar han bæres væk.«

Madrid-fronten

Den 7. november angriber oprørerne Madrid med et aggressivt fremstød støttet af italienske og tyske fly og mandskab fra luften.

Den republikanske regering flygter ud af byen og tager hovedsæde i Valencia, mens kommunisterne bliver i Madrid, hvilket de får meget anerkendelse for.

La Pasionaria holder kampgejsten hos byens indbyggere og forsvarere oppe gennem taler transmitterede via højtalere på Madrids gadehjørner. Hun afslutter sine taler med de berømte kampråb »No pasaran« - De kommer ikke igennem og »Madrid será la tumba del fascismo« - Madrid bliver fascismens grav.

Også politikeren Fernando Valera opildner Madrids befolkning til modstand. I gaderne høres brudstykker af en radiotale:

»Her i Madrid løber den verdensgrænse, der skiller frihed fra slaveri. Det er her i Madrid, at to uforenelige civilisationer vover deres store kamp: kærlighed mod had, fred mod krig, Kristi broderskab mod kirkens tyranni. Dette er Madrid! Byen kæmper for Spanien, for menneskeheden, for retfærdigheden.«

Franco forventer, ligesom de fleste kommentatorer og journalister, en hurtig erobring af hovedstaden. Ingen ved, at der skal gå næsten tre år, før Madrid kommer i fascisternes hænder.

Slaget om Madrid starter med et frontalt angreb på byen, som efter kort tid bliver standset, hvorefter fascisterne forsøger at knække Madrids forsvar med omfattende bombardementer.

Dernæst prøver de at omringe byen fra forskellige fronter. Madridfronten strækker sig fra syd ved Jaramafloden til nord for byen ved Guadalajara.

Fascisternes næste store angreb rettes først mod vand- og elforsyningerne nord for Madrid ved Coruna-vejen, derefter syd for byen over Jaramafloden mod Valencia-vejen, og til sidst indledes et nordligt angreb i Guadalajaraprovinsen for at nå Valencia-vejen fra denne side.

Sidenhen har man diskuteret, hvordan republikanerne igen og igen kunne slå fascisternes angreb tilbage til trods for deres overlegne militære styrke. Ifølge historikeren Hugh Thomas var det »imidlertid ganske givet ikke våben, men tapperhed, der standsede den nationalistiske fremrykning.«

En faktor, der også hjælper de republikanske styrker godt på vej, er den russiske våbenhjælp, der er begyndt at ankomme til Spanien.

Indtil nu har fascisterne ufortrødent kunnet angribe republikanerne fra luften, men i starten af november ankommer de sovjetiske Polikarpov I-16 jagerfly til fronten, og de er de fascistiske bombefly fra den tyske luftstyrke Legion Condor og italienske Aviazione Legionaria overlegne.

Nu er det for alvor muligt at udfordre fascisterne på denne front.

Buenaventura Durruti, anarkistlederen, ankommer til Madrid i midten af november med sin milits på cirka 4000 mand. De har kæmpet anarkisternes regionale kamp i Catalonien og Aragonien ved Zaragoza, men har nu besluttet sig for at slutte sig til kampfællerne i Madrid.

Også de Internationale Brigader bliver indsat i Madrid og flyttet rundt til de forskellige brændpunkter. Den XII. Internationale Brigade ankommer til Madrid den 13. november 1936, et par dage efter at den XI. Brigade har mistet en tredjedel af sine folk under de hårde kampe mod marokkanske lejesoldater ved Casa del Campo i den vestlige del af Madrid.

Efter fire dage i landsbyen Chinchon ved Jaramafloden sydøst for hovedstaden tager Thälmann-bataljonen opstilling i bydelen Carabachel lige syd for Casa del Campo. De bliver modtaget af den ukrainsk-fødte Manfred Stern, der går under havnet »General Kléber«, veteran fra den røde hær og leder af de Internationale Brigader:

»Kammerater i den Internationale Brigade! Der er opstået en legende, at marokkanerne og fascisternes fremmedlegion er uovervindelige. Vi har til opgave at tilintetgøre denne legende. Vi skal drive marokkanerne og fascisterne på flugt. Vi vil vise befolkningen, at man kan sejre. Vi vil ikke vige. Madrid vil ikke blive erobret! Jeg beder jer hæve jeres knyttede næver i proletarisk hilsen og love mig, at I vil holde de stillinger, man anviser jer. Sie werden nicht durchkommen! Ils ne passeront pas! They shall not pass! No pasaran!«

Den XII. Internationale Brigade indleder et stormløb mod højdedraget Cerro de los Angeles, et strategisk punkt syd for Madrids centrum, der kontrolleres af oprørerne. Kampene er hårde, og den XII. Brigade lider af dårlig kommunikation, træthed og manglende artilleri. Derfor mislykkes dems forsøg på at indtage højdedraget.

Første kompagni, heriblandt Harald, bliver for en stund sendt sydpå til Chinchon efter ammunition. Dette er en eftertragtet opgave for kompagniet, da det for første gang siden Albacete får mulighed for at sove i en seng.

Slaget om Universitetsbyen

Den 18. november bryder fascisterne gennem et svagt punkt ved fronten uden for Universitetsbyen. Den XI. og XII. Internationale Brigade bliver sat ind for at stoppe offensiven og generobre Palacete de la Moncloa.

Et blodigt slag udfolder sig. Flere timers luftbombardement af begge fronter bliver efterfulgt af intense nærkampe om hver enkelt bygning fra etage til etage og rum til rum.

På det Kliniske Hospital anbringer brødrenes bataljon bomber i elevatorerne, som de sender op til marokkanerne på etagen over dem.

I flere dage er fjenden omringede på hospitalet, og da de begynder at spise forsøgsdyrene, sker der flere dødsfald.

Kaos og forvirring hersker under kampene. Mens fronterne konstant rykker ud og ind imellem hinanden, holder de frivillige gejsten oppe ved at synge internationale sange på mange tungemål. Et vers i Thälmann-bataljonens sang lyder:

»Spaniens himmel breder hver en stjerne,
over vores skyttegraves ly.
Om vor klasses sag vi altid værner.
Daggry kalder os til kamp påny.
Den hjemlige fred,
er fjern men vi ved,
vi kæmper og sejrer for dig, Frihed«

Kampene ved Universitetsbyen tager hårdt på begge fronter. Under et af slagene bliver en af Thälmann-bataljonens enheder fuldstændigt udryddet, på nær to mand.

Hans Petersen bliver såret i halsen og kæben og sendes på lazaret i Barcelona. Durruti bliver dødeligt såret og udånder dagen efter.

Den 1. december er brødrene på et par dages orlov i en ungdomskaserne i Madrid. Imens dør deres nære ven og politiske kommissær, Hans Beimler, ved Universitetsbyen.

De bliver kaldt tilbage til fronten og fortsætter kampene i det nordvestlige Madrid ved højdedraget Boadilla. Klimaet er koldt og fugtigt, og kampen er senere blevet kendt som Slaget i tågen.

Den 13. december flytter Thälmann-bataljonen endnu engang position til Coruna-vejen. Her vinder republikanerne slaget, og fascisterne må trække sig tilbage.

Kampene ved Madrid bølger frem og tilbage over en periode på to måneder, før oprørsstyrkerne flytter fokus mod nye frontafsnit. I løbet af den første måned mister de Internationale Brigader 1.700 mand.

Den første skandinav, der falder ved Madridfronten, er svenskeren Olle Meurling fra brødrenes brigade. Fire dage før sin død skriver han:

»Jeg lever endnu. Den moderne Krig er ingen Leg. Fascisterne anvender også Gas mod os. Jeg udholder Strabadserne godt. Men Nætterne er pokkers kolde. Vort Indtog i Barcelona var storartet: Røde Faner, Musik i Spidsen og flere hundrede Frivillige fra alle Lande. Befolkningen var fyldt af Begejstring. Overalt er vi blevet hilst med Rød Front. Kammerater! Hold den røde Flamme brændende. Revolutionære dør, men Revolutionen lever!«

Madrid 23.11.1936

Kære alle

Vi har nu faaet en smule Tid til at skrive. Vi er ved Madrid-Fronten. Her gaar det meget haardt til. Vi har i Dag faaet Arbejderbladet og læser om, at Madrid er blevet bombarderet. Det er rigtigt nok, vi har med egne Øjne set det. Det er nogle ordentlige Bomber, de smider. Hvis en faldt ned i et almindeligt 5-Etagers Hus, var der ikke mere Hus tilbage.

Vi var en Tur igennem Madrid. Mange flotte Bygninger er fuldstændig ødelagte. Vi saa flere flotte Banker, flottere end i København, de var alle ødelagte. En Bombe faldt i en Bank, og i Kvarteret der omkring, et Kvarter som Nørrebro, var der ikke en hel Rude, og Glasskaarene flød overalt.

Om Aftenen er der ikke et Lys i hele [CENSUR], saa det var svært at finde Hjem, hvis man er ude om Aftenen. Vi kørte Hjem en Aften med Undergrundsbanen. Hele Banen i en Strækning af 7 Km var fyldt med Folk, der søgte Dækning mod Flyverbomberne. Forleden dag var her en Flyverdemonstration, 100 fascistiske Flyvere over Madrid. Straks gik vores [CENSUR] op, de skød 10 ned og jog resten paa Flugt.

Nu har jeg ikke mere at skrive. Kai og Harald skriver ogsaa. Vi er alle raske og fejler ikke noget. Det kan være, I kan se os paa Film derhjemme, vi er jo blevet filmet.

Kærlig Hilsen

Aage

Madrid 23.11.1936

Kære alle

Ja, jeg vil ogsaa skrive lidt, saa I kan se, vi er i live; det er jo ikke ret tit, vi har Tid til at skrive. Vi ligger for tiden ved Madrid-Fronten, og det er jo ikke det bare Leg. De fascistiske Banditter tager ingen Hensyn til noget, de bombarderer Madrid fra Flyvemaskiner uden at tage Hensyn til Kvinder og Børn, og alle underjordiske Baner er fyldt op med Mennesker. For her i Madrid kører Togene i en to-tre Lag over hinanden under Jorden, og der søger de Civile Folk Dækning for Flyverbomberne. Naar det er klart Vejr, maa vores [CENSUR] uafbrudt hele Dagen flyve over Madrid for at patruljere, og det er jo tit, der finder nogle store Flyverkampe sted.

For godt en Uge siden havde vi et stort Angreb i Flanken paa Fascisternes Madrid-Front og slog dem 15 Km. tilbage og erobrede en stor Borg, som var besat af Fascister. Det var et Angreb, der varede 4 Døgn. I 4 Døgn sov vi ikke og i 3 Døgn fik vi ikke noget at spise og drikke; men det gik godt alligevel.

Harald er blevet Tropsfører for en Maskingeværtrop, og jeg er blevet Gruppefører for en Maskingeværgruppe og Aage er Førsteskytte. Vi har snakket om, at det kunde være rart at komme Hjem til Jul, men det kan vi nok ikke, saa længe der er Revolution. For resten: Alle de Maskingeværer, vi har, er [CENSUR] Maskingeværer.

Vi kunde skrive meget om Revolutionen, men det vil vi ikke, det kan vi snakke om engang, naar vi kommer Hjem. Nu vil jeg ikke skrive mere denne Gang, for Harald skal jo ogsaa skrive.

Nu en kærlig Hilsen fra

Kai

Madrid 2.12.1936

Kære alle

Vi har lige modtaget Jeres Brev, I havde sendt den 16.11. Kl. er nu 9 Aften, og om en Time er Maanen oppe. Saa er det saa lyst som ved Dag, og saa har vi ca. 25 Bombeflyvere over Madrid. Saa vanker der Bomber. I den sidste Uge er der hver Nat smidt ca. 50 Bomber over Madrid og Forstæder. Fascisterne gaar frem med en uhyre Brutalitet her i Madrid. Her er der ca. ¾ Million Mennesker, Kvinder og Børn. Det ved de, og alligevel lader de det regne med Bomber og endda Brandbomber. Man kan, hvor man saa end kommer, mærke Hadet mod Fascisterne. Ligeledes kan man se, hvor Bomberne er faldet. Vi sender nogle Billeder med af forskellige Huse i Arbejderkvartererne, der har faaet Bomber. Vi har desværre ikke Tid og Penge nok, for ellers kunde vi have fotograferet meget mere, for her er der nok at fotografere af. Her er der lige noget for en arbejdsløs Journalist at gøre, men nu, hvor det gaar haardt til, er de der ikke. De Billeder, I faar, kan I vise oppe paa Arbejderbladet. De vil jo nok bruge dem til Bladet, og saa hjælper vi paa den Maade til at udvide Bladet.

Kai er i Øjeblikket ved at skrive en Artikel til Arbejderbladet paa en ca. 15-20 Sider, og alt hvad der staar er hverken overdrevent eller Løgn. Revolutionen her er ingen Revolution i Øjeblikket, det er en Verdenskrig, det er en Kraftprøve mellem den internationale Arbejderklasse og Fascismen. Naa, det er jo ikke Meningen, jeg skal til at prædike Politik. I vil jo gerne vide, hvordan vi har det, og ikke alt det politiske Sludder.

Vi bor i Øjeblikket paa en Ungdomskaserne i Madrid, for vi har Orlov. Her er ikke mere end ca. 10 Mand tilbage af den gamle »Thälmann Centuria«, altaa 10 Mand af ca. 130. Resten er saarede eller døde. Naa, men vi klarer den dog, og vi vil prøve at komme et svip Hjem til Jul. Vi skal i alt fald gøre, hvad vi kan. Hans Petersen er jo blevet saaret i Halsen. Det er et grimt Sted, men det er vist ikke saa slemt. Det, der er særligt interessant, er, at de russiske Flyvere er dygtige. I skulde se nogle Flyverkampe vi har set. Det gaar haardt til, kan I tro. Det, Russerne har sendt hertil, er kun baseret paa Forsvar, og det er ogsaa prima. De smaa Jagere farer af sted med en rasende Fart, lader sig falde, men retter Maskinen op igen og fortsætter. De er mægtigt dygtige, de russiske Flyvere. Sovjet Unionen er en mægtig Faktor, som den kapitalistiske Verden maa regne med. Det, de har sendt hertil, er kun Smaating i forhold til, hvad de har.

Vi faar mægtig god Mad. Vi spiser i Køkkenet, og der er Maden jo altid bedre end i Spisesalen. Det er rigtigt, hvad Andersen har sagt: Spaniolerne er mægtigt gode Kammerater, og der bliver sørget godt for os. Haralds Haand er helt rask, men det var jo heller ikke saa slemt.

I gaar fik vi Besked om, at vores politiske Leder i Thälmann-bataljonen, Hans Beimler, var skudt. Det var vores bedste Kammerat, det er ham, der har sørget saa godt for os, og han havde lovet at skrive en Bog om Revolutionen, hvor han vilde skrive om os 4 Danske. Det er et stort Tab for os. Han er nu sendt til Moskva for at blive begravet.

For to Dage siden holdt han en Tale over to Kammerater, der var døde paa Hospitalet her i Madrid, og i Dag er han selv død! Men jeg har vist skrevet om den Begravelse.

Befolkningen her i Madrid har ikke i sinde at overgive sig, og de giver paa alle maader deres Had til udtryk mod Fascisternes Barbari. Jeg har helt glemt at skrive, at i Dag har Fascisterne fundet paa at bombardere Madrid med Shrapnel Granater, der er de frygteligste Tingester. Det er Granater, der bliver sendt af fra Artilleri. Størrelsen paa Granaterne er 15 Centimeter, saa de er jo ikke helt smaa og en halv Meter i Længden, og saa er de fyldt med Blyklumper, Søm og selve Granaten er delt i Stykker paa en Centimeter i Kvadrat, saa naar de eksploderer, kommer der en Regn af Jern, Bly, Søm, i det hele taget det mest Morderiske, der findes kan.

Naa, nu maa Jeg slutte, for jeg vil i Seng, saa jeg kan sove, inden Flyverne kommer, for er de her først, kan jeg ikke falde i Søvn.

Kærlig Hilsen

Aage

Madrid 2.12.1936

Kære Far og Mor!

Vi sender Jer en Tak for Brevet med Fotografiet af Skønhedsdronningen. Vi har jo andet at tænke paa her. Nu maa I endelig ikke Tro, vi ligger ved Fronten ud i en køre, nej vi har fri i Øjeblikket og er i en kommunistisk Kaserne for at hvile. Men jeg maa sige, at de forbandede Fascister gør alt, hvad de kan for at ødelægge Madrid, saa Hvile faar vi ikke saa meget af.

Vi var en Tur ude for at fotografere de Bygninger, Fascisterne havde smidt Bomber i, da vi pludselig hørte en fløjtende Lyd, som vi kender fra Fronten. Det er fra Bomberne, naar de farer gennem Luften. Det var fascistiske Flyvere, og vi maatte skynde os at søge Dækning. Vi var heller ikke mere end kommet i Dækning, da der lød et Brag, der fik alt til at ryste, og Ruderne regnede ned paa Gaden. Det var kun ni Bomber i et Kvarter som Nørrebro. I vil tænke, at man kan høre Flyverne. Nej, de gaar saa højt, at de uden Motor kan svæve hen over Madrid. Naa, vi kendte Lyden og søgte Dækning, hvad der er svært, for en Bombe gaar gennem et hus paa 5 Etager. Hvis Fotografierne bliver færdige, kan I se, hvad Bomberne kan udrette. Bomberne er Brandbomber.

Jeg vil nu ikke skrive mere om det frygtelige her i Spanien, for det er ikke til at beskrive, det skal ses.

Far skrev ogsaa, at I var kede af, at vi var rejst, men jeg haaber alligevel, I er glade, da det er det gode vi kæmper for (svar mig paa det). Det har nemlig trykket mig en Del. Kai har skrevet, at folk flytter ud paa Markerne om Natten. Det er ogsaa rigtigt. Jeg sender Jer et Foto af mig og min spanske Pige. Hun fortalte mig, at hun fryser saa frygtelig om Natten. I maa jo regne med, at det er i December, saa Natten er kold.  

Vi sender Jer en Avis med et par Foto af vor bedste Ven, Hans Beimler, som nu er død. Ja, jeg vil sige, han var vor Far her i Spanien. Han var saa stolt af os, som var vi hans Sønner. Alle de Journalister, han kom i nærheden af, skulde fotografere de tre Brødre fra Danmark. I Barcelona er vi blevet filmet, og her ved Madrid, i den lille Forstad Fuencarel, er vi ogsaa blevet filmet. Den gaar til England. Nu er han altsaa ogsaa væk sammen med alle vore gamle Kammerater, der er ca. 10 Stk. tilbage, og dem søger vi sammen med stadig.

Ja, vi har talt om, at Andersen har ret i, at Spanierne er de bedste Kammerater, man kan faa, for de ved ikke alt det gode, de skal gøre os, saa vi bliver fyldt i begge Ender med det bedste af det bedste.

Vi har maattet købe et nyt Fotografiapparat, da det gamle er blevet væk. 125 Pesetas, saa i kan da se, at vi ogsaa har Penge.

Far kan være rolig for, at de Breve vi sender bliver sendt uden Omkostninger, for de bliver ordnet af en Kommissær for Militsen, saa vi kan sende alle de Breve, vi vil.

Nu til slut de kærligste Hilsener til alle Derhjemme, særlig til Far og Mor fra

Harald

Madrid 2.12 1936

Kammerater!

Efter først at have været ved Huesca-Fronten, Tardienta- og Zaragossafronten er vi nu ved Madridfronten, og her gaar det haardt til, for Fascisterne er nogle raa Børster. De betænker sig ikke paa at bombardere Madrid fra Flyvemaskiner, og vore Jagere maa hele Dagen patruljere over Madrid, naar det er klart Vejr. Men alligevel har de tyske og italienske Flyvere haft Held med sig og smidt en Del Bomber ned over Madrids Centrum, saa der i Centrum ikke findes en hel Rude, og de største Bygninger er skudt i Grus. Mange Kvinder og Børn er blevet dræbt ved disse Flyverbombardementer. Jeg kommer til at tænke paa, at da vi laa uden for Huesca og havde Byen fuldstændig omringet, da kunde vi med største Lethed have skudt Byen sønder og sammen med Flyvere og Artilleriild, ja der vilde ikke være blevet andet end en Grusbunke tilbage, hvis det var det, vi havde villet. Men Byen fik ikke saa meget som en Bombe, fordi vi vidste, at der var Kvinder og Børn i Byen, som vi maatte tage Hensyn til.

Naar vi har Tid til at skrive nu, er det fordi vi har faaet 6 Dages Orlov, og vi tre danske Brødre bor paa en Ungdomskaserne her i Madrid, ja vi er kun tre Danskere, for den fjerde, Hans Petersen, ligger paa Hospitalet med et Halsskud. Det er saa vidt vi har hørt ikke saa farligt. Han er bragt tilbage til Barcelona. Men vi har stadig haft Held med os. Det eneste, der er sket med os, er, at min Broder har faaet en Kugle i Haanden, og saa er vi blevet lidt tummelumske af alt det Skyderi, men det forsvinder nu, hvor vi har nogle Dages Hvile og Ro.

Dvs. Ro faar vi ikke meget af, for her er en dundrende Artilleriild hele Dagen og Natten med. Fascisterne prøver stadig paa at komme ind i Madrid med deres Flyvere, saa der er ogsaa ret tit Luftkampe. Der er jo det ved det, at hvis en af de fascistiske Bombeflyvere naar ind over Byen, saa tør vore Flyvere ikke skyde den ned, for hvis en saadan Bombeflyver falder ned med sin Last af Bomber i Byen, saa anretter den næsten en ligesaa stor Skade, som hvis den havde kastet Bomberne. Saa det gælder først og fremmest om at holde dem ude fra Byen.

Paa den maade vinder vi Sympati hos den civile Befolkning, og vi har mange Overløbere fra den fascistiske Front. Fascisternes Front omkring Madrid er udelukkende besat af Legionærer og Marokkanere. Jeg har set i udenlandske Aviser, at vi beskyldes for at slaa Fangerne ihjel. Det passer ikke. Vi har taget mange Marokkanere og Legionærer til Fange, men vi har ikke dræbt dem, har vi fundet Saarede mellem de Fangne, er de blevet bragt paa Hospitalet. De fortæller os gerne, at de ikke kæmper for Fascisterne, men for de Penge, Fascisterne giver dem. De er jo ikke saa oplyste, at de selv har Tanker for, hvad de gør, og det benytter Fascisterne sig af.

Det kommunistiske Parti har stor Fremgang, mens det gaar tilbage for Anarkisterne. Medlemmerne af den anarkistiske og syndikalistiske Føderation gaar over til det kommunistiske Parti efterhaanden, som de bliver klar over, at det er det eneste rigtige.

Vi besøgte igaar et Ølbryggeri, og der fik vi et slaaende Eksempel paa, hvorledes Arbejderne er blevet snydt af Arbejdsgiverne. Paa de store Ølkar, der tager 25.000 Liter Øl, havde Arbejdsgiverne ladet skrive 20.000 Liter, og det var ikke saa faa Kar, der fandtes i dette Bryggeri. Det er 5.000 Liter øl pr. Kar, som Arbejderne er blevet snydt for med Betaling.

Vi har benyttet vor Fritid til at gaa rundt i Byen og fotografere Fascisternes Ødelæggelser, og det er ikke Smaating. I de sidste Par Dage og Nætter har Fascisterne hver Nat smidt en 30-40 Bomber ned over Madrid og fortrinsvis i Arbejderkvartererne, saa mange Kvinder og Børn er omkommet.

Det er saa galt, at Civilbefolkningen i Madrids Forstæder om Natten tager deres Sengetøj og lægger sig ud paa Markerne og sover, og naar de tidligt næste Morgen kommer tilbage til deres Hus, saa hænder det ikke sjældent, at deres Hjem kun er en rygende Grushob.

En eneste af Fascisterne svære Bomber er i stand til at smadre et 5-Etagers Hus fuldstændigt, saa I forstaar vel nok, hvorfor Civilbefolkningen skrækslagen flygter ned i Undergrundsbanen, i Kældre og Huse, naar der kommer en Flok paa 20 Stykker af de fascistiske Bombeflyvere beskyttet af en halv Snes Jagere. Saa faar vore Jagere ogsaa travlt. Der gaar ikke en Dag, undtagen der finder store Luftkampe Sted over Madrid. Ja, jeg skriver saa meget om Flyvere, for i skal vide, at alle Menneskers Skræk her i Spanien er Flyverne, det gælder baade de Civile og Soldaterne. Det er ikke nemt at beskrive, hvilken skrækkelig Forfatning Madrid, den ellers saa skønne By, nu befinder sig i.

Man kan næsten heller ikke mere kalde det, der foregaar i Spanien for en Borgerkrig, man faar snarere det Indtryk, at det er en Verdenskrig, hvor Arbejdsklassen og alle Demokratiets Tilhængere og de fascistiske Lande prøver Kræfter med moderne Vaaben.

Forleden Dag fik vi den triste Meddelelse, at vor politiske Leder, Hans Beimler, var blevet skudt. Hans Beimler er jo kendt ogsaa fra før den spanske Borgerkrig, da han var en af de mest populære Arbejderførere i Tyskland. Han har siddet i Koncentrationslejr i Tyskland, men flygtede fra Lejren og kom til Spanien under Borgerkrigen. Vi valgte ham til politisk Leder for »Thälmann-Centuria«, og han var altid en af de forreste, han foregik os med et godt Eksempel, opmuntrede os og tog Del i alle vore Sorger og Glæder. To Dage før han blev skudt, holdt han selv en Tale over to Kammerater, der var dræbt ved Fronten, det var ogsaa to fra den gamle »Thälmann-Centuria«, og nu lever han selv ikke mere.

Ja, det gaar haardt til her i Spanien, men man kan baade se og høre her i Madrid, at Befolkningen er fast besluttet paa ikke at overgive sig. Vi er alle sikre paa, at vi vil sejre over Fascisterne.

Med kammeratlig Hilsen

Kai Nielsen

Aage Nielsen

København 8.12.1936

Kære børn!

Mange Tak for Jeres Breve og ogsaa Billederne. Vi er altid saa glade, naar vi hører fra Eder, ogsaa for Eders Billeder. Det er godt, at I faar et Brev engang imellem, men vi skriver ellers altid til Jer den samme Aften, vi modtager Eders Brev. Denne Gang har vi gjort en Undtagelse for at faa dette Blad med.

Og nu har I vel set Jer selv paa Film? Nu kan I læse om Jer selv i Avisen. Ja, der er jo nogen, der er vigtige af Jer, ikke sandt? Vi har ikke kundet opdage, om den er kommet hertil endnu, Jeres Film. Vi har været oppe paa Hovedbanen og set en Film fra Madrid. Det var inden, I skrev det, men det var ogsaa kun lidt vi saa. Ja, bare I kunde komme en lille Tur Hjem til Jul og være sammen med os og faa lidt med af Gasse. Han gaar jo derude og skriger, hver gang jeg gaar ned ad Havegangen, og piller i Pers Hale, saa jeg sommetider maa efter Gasse, naar han bliver alt for slem.

Far sender stadig Bladet til Jer, det er da godt I faar lidt af det. Nu lægger vi dette Ark af Avisen indeni, saa faar I det maaske at læse. Det sidste Brev, I sendte til os fra Madrid, var stærkt overstreget mange Steder.

Her er ellers intet nyt. Inger var her forleden for at høre nyt, hun havde faaet en flot Barnevogn. Iris og Annie var her i Søndags en lille Tur, ja det kan I jo læse Jer til. Jeg lovede at putte hendes Brev i sammen med Vort.

Far sagde, at de gik og raabte med Arbejderbladet om de fire Danske, der var med i Spanien. Tillykke med Forfremmelsen og hils Hans og ønsk ham en god bedring og en glædelig Jul. Altsaa saa god som den under disse Forhold kan blive. Holdes der Jul i Spanien? Ogsaa Jer alle tre vil vi alle sammen ønske en rigtig god Jul, at I maa faa lidt fred i Julen, ellers bliver der vel ikke noget af nogen Jul nede hos Eder. Det skal Fascisterne vel nok sørge for.

Jeg skal hilse Jer alle tre fra Fru Benke, kan I huske hende fra Blaa Kors? Jeg traf hende i Rantzausgade, en Lørdag vi havde været inde paa Redaktionen med Brev. De var altid saa glade, naar der var kommet Brev, og vi skulde bede Jer om snart at skrive igen, og det samme beder vi Jer om. Det bliver jo en meget stille Jul for os herhjemme, naar vi skal savne Jer. Far har Tandpine i denne Tid.

Jeg skulde hilse Jer fra Hr. Hindberg. Jeg fortalte ham om Aage og Jer alle tre, ja, det var forfærdeligt som unge Mennesker kunde komme i Tanke om nu til Dags, sagde han. Bedste skriver ogsaa, hun kunde ikke sove om Natten for at tænke paa Jer; jeg maatte saa skrive til hende om det meste, hun havde jo kun hørt fra Middelfart.

Nu mange kærlige Hilsener til Jer alle tre fra os alle sammen, og hav det nu godt. Lad os nu snart høre lidt mere fra Jer. Vi længes jo altid efter at høre fra Jer, og en god Jul til Jer alle dernede. Jeg ved ikke, om det naar ned til Jer til Jul, men vore bedste Ønsker sendes Eder fra os alle, men mest fra

Mor. 

København 8.12.1936

Kære Sønner

Tak for Breve og Billeder, som I sendte. Nu sender vi nogle Billeder til Jer. Saa kan I jo se, om I kender dem, men I kan jo nok se, at Navnene er forkert ved Kai og Aage, for vi skulde jo have skrevet Jeres Navne paa Bagsiden af Billederne, da de laante dem paa Redaktionen. De spurgte nemlig, om de maatte laane Breve og Billeder, for de vilde gerne have Lov til at skrive en Artikel i Bladet om Jeres Rejse, og det fik de saa Lov til. Men det gør jo heller ikke saa meget, for alle dem som kender Jer, kan jo se, at det er forkerte Navne ved Kai og Aage. Ellers er det jo en meget godt skreven Artikel. Det er Holm, der har skrevet den. For der er jo saa mange, der spørger efter Jer, og hvor I er, og hvordan det gaar Jer, og saa kan vi saa rart sige til dem, at de bare kan købe Arbejderbladet. Saa kan de selv læse det hele.

Der er jo solgt mange Arbejderblade i Dag, og der stod jo paa Spisesedlen hos Bladhandlerne: 4 danske Arbejdere kæmper i Spanien mod de fascistiske Oprørere. Det stod der med store fede Typer, saa Folk var jo nysgerrige efter at se, hvem det var. Og jeg vil spørge Jer: Kender I Hans Beimler, den tyske Kommunist? Han var leder af Thälmann Brigaden i Spanien og blev dræbt ved Madrid for nogen Tid siden. Hans Billede stod i Bladet for nogle Dage siden og en Kronik over ham. Hans Lig skulde føres til Moskva. Det var vel ikke ham, I stod sammen med paa et af Billederne som Jeres Kaptajn?

Det var jo en Skam, at vi ikke havde et Billede af Hans Petersen, saa det ogsaa kunde være kommet i Bladet. Hvorledes har han det? Han laa jo paa Hospitalet og var saaret. Er han kommet over det? Er din Haand rask igen, Harald? Hvis I blot kunde blive ved at klare Jer med saadan nogle Smaaskrammer. Det vil vi haabe baade for Jer selv og for os. Men det er saa forfærdeligt at blive ved med at gaa og tænke paa, for det er jo ikke til at se nogen ende paa, synes jeg.

Nu vil jeg slutte med de kærligste Hilsener til Jer alle tre fra Jeres Far, og hils Hans P og alle Jeres prægtige Kammerater baade tyske og spanske og alle de Nationer, I kommer sammen med. Og Held og Lykke og Sejr over de fascistiske Banditter, som I kæmper imod.

Ja, og saa til lykke med Jeres Udnævnelser, og saa haaber vi at se Jer til Jul. Skriv snart. Og saa vil jeg ønske Jer alle en rigtig god Jul, hvis vi ikke ses til Jul.

Madrid 11.12.1936

Kære alle

Ja, vi er stadig i Madrid og er alle tre i live og fejler intet. Her er ved at blive koldt, naar det blæser oppe fra Bjergene, er det Frostvejr. Paa Bjergene er der Sne, og at staa her uden for Madrid og se ud over Forstæderne med Bjergene i Baggrunden er meget smukt. Vi vil tage et Billede af det, og saa snart vi kan faa det fremkaldt, skal vi nok sende det. Nu er det jo snart Jul, vi maa skrive en Uge før for at være sikre paa, I faar Brevet.

Her er der ikke noget særligt. Alt gaar som det gør under en Revolution, og Fascisterne bombarderer stadig Madrid. Vores Fotografiapparat er blevet stjaalet, og vi har købt et nyt, der er bedre. Det kostede 120 Pesetas. Naa, nu har jeg ikke mere at skrive denne Gang. Jeg haaber I alle er raske og har det godt, og vi vil ønske Jer en glædelig Jul og et godt Nytaar.

Kærlig Hilsen

Aage N.

Albacete 20.12.1936

Kære Far og Mor!

Ja, vi er nu kommet til Albacete for at tage paa Orlov. Her har vi truffet 3 danske Arbejdere, som ogsaa vil til Fronten. De har fortalt, at der i den borgerlige Presse har været skrevet en Del om Spanien, bl.a. at Folk, der gik med Flip, blev skudt, men det er nu Løgn. Ja, jeg har da i 8 Dage gaaet med Flip, og jeg er da levende endnu. Folk i Barcelona og Madrid gaar klædt lige som i Danmark. Men der gaar vel mange Røverhistorier i Pressen derhjemme.

Vi har lige truffet Hans. Han er kommet fra Hospitalet og vil nu ogsaa til Barcelona paa Orlov. Hans lægger et Kort til sin Moder i Konvolutten, saa vil I nok bringe det over paa Landfogedvej 2 st. Hvis vi nu kommer til Barcelona, skal vi nok prøve at faa Filmen fremkaldt. Saa I kan se, hvad Fascisterne kan gøre. I Onsdags d. 16.12. bombarderede de en Plads i Madrid - Kai og Aage var i Byen den Dag - og der dræbtes 30 og var en Mængde Saarede.

Nu til slut en kærlig Hilsen fra os alle i Spanien

Harald

 Albacete 20.12.1936

Kære alle

Jeg vil ogsaa lige skrive et par Ord. Sidst vi skrev, fik I jo en større Remse om, hvordan der var her i Madrid, og det er jo det samme endnu. Fascisterne prøver jo stadig paa at tage Madrid, men det gaar jo ikke saa nemt for dem, selv om de bombarderer Byen, naar de kan slippe af Sted med det. Vi er alle tre i live og er raske, og det er jo det vigtigste for Jer! Og selvfølgelig ogsaa for os. Ja nu vil jeg ikke mere for denne Gang, næste Gang skriver vi noget mere.

Kærlig Hilsen

Kai

Orlov i Albacete

I slutningen af december får brødrene Nielsen orlov og vender tilbage til Albacete.

Deres bataljon fortsætter til Las Rozas, hvor enheden næsten udslettes. I samme skyttegrav finder man 80 døde. Trods svære tab holder bataljonen sin position mod tyske tanks og bombefly.

Den spaniensfrivillige Leo Kari beskriver de internationales skæbne: »Det var noget som gentog sig atter og atter for Thälmann som for de øvrige internationale enheder: indsats, oprivning og reorganisering, en evig blodtransfusion til et legeme, der ustandselig forblødte.«

Med livet i behold får brødrene Nielsen under deres orlov til opgave at tage sig af de nytilkomne danske frivillige. På dette tidspunkt stiger tilslutningen til de Internationale Brigader støt.

Brødrene stifter bekendtskab med en række landsmænd, heriblandt Karl Christensen, Svend Andersen og deres kammerat fra lokalerne på Bjelkes Allé, Jonny Nielsen.

Bagersvenden Karl Christensen beskriver i sin bog, Min Spanske krig, mødet med Nielsen-brødrene:

»De tre danske brødre Harald, Kai og Aage Nielsen, vore modtagere i den forhåndenværende artillerigruppe, meget blonde og iøjnefaldende kønne, havde haft en dramatisk rejse til Spanien.«  

Karl Christensen fortsætter: »De tre lyshårede brødre, den ældste Harald, den mellemste Kai, med de tilsyneladende så tungsindige øjne og den knap 18-årige Aage havde jo opholdt sig langt over en måned i basebyen, og som de mest præsentable repræsentanter fra vort lille land var de blevet kendte ansigter. Selv kendte de byen ud og ind vidste, hvor de sødeste senoritas var at finde, og hvor der var mulighed for afvekslende mad, når hyren, de 30 pesetas, blev udbetalt.«

Hyren, den såkaldte hvileløn, fik de frivillige udbetalt under deres orlov, men for de frivillige, der endnu ikke var blevet optaget i de internationale brigader, var der ingen løn.

Karl Christensen fortæller, hvordan han i starten måtte hutle sig »igennem på deres [brødrenes] godgørenhed, når det drejede sig om et glas vin, en øl eller en kop »cafe con leche«, kaffe med mælk, på et af de mange værtshuse eller bodegaer. Pesetaen var noteret til 48 øre, men havde en langt større værdi til vort behov. Maden fik vi, så meget vi kunne spise, til de normale spisetider i tyrefægterarenaen. Under tilskuertribunerne, i det enorme rum med brændekøkken og på neddrevne tilskuerpladser sad vi bekvemt og nød morgenkaffen med tørt brød, senere på dagen den varme mad, som altid bestod af kraftig krydret suppe med brød og en luns kød. Muldyr eller ikke muldyr, det smagte godt og fyldte i en ung mave.«

De danske frivillige føler sig i godt selskab med hinanden. Nogle gange bliver stemningen for god, og juleaften sidder brødrene i fængsel efter en »fejltagelse«.

De er dog ikke sådan at slå ud, når de er på orlov. Sammen med deres gruppe af danske frivillige fejrer de nytårsaften, og her møder de en dansk kok ved navn Aksel Ravnsbo, som de bliver gode venner med. Christensen beskriver, hvordan tjenerne altid kunne finde ekstra pladser, når man var i selskab med de vellidte ’los hermanos daneses’.

Artiklen er et kapitel fra Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen og Nadia Zarlings bog, Brødrene Nielsen - Breve fra Den Spanske Borgerkrig, der gennem brødrenes egne breve og fotografier fra Spanien fortæller deres historie under borgerkrigen.

Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen og Nadia Zarling: Brødrene Nielsen - Breve fra Den Spanske Borgerkrig, forlaget Nemo. 368 sider, indbundet. 299 kroner.