'Boykot er den eneste frugtbare strategi'

Diasporaerfaringen er et fælles livsvilkår for både palæstinensere, jøder og queers verden over – men de to sidste grupper deler også et andet erfaringsgrundlag: at staten kan være en særdeles giftig allieret. Sådan lyder analysen fra den jødisk-amerikanske forfatter og notabilitet inden for queer/homo- og kvindebevægelsen Sarah Schulman, som er blandt de stemmer, der sent, men højlydt har markeret en skarp kritik af staten Israel.

»Som mange andre queers troede jeg, at BDS betød noget i retning af bondage/dominans/submission. Men faktisk står det for boykot/deinvestering/sanktioner,« indleder Sarah Schulman beskrivelsen af en politisk rejse i Israel/Palestine and the Queer International, der netop er udkommet.

Med bogen slår Schulman til lyd for den palæstinensiske boykot af israelske virksomheder, universiteter og statsstøttet kultur, der de sidste par år har fået en markant støtte blandt queers over hele verden, ikke mindst i USA.

Schulman har vundet adskillige priser for sin livslange indsats i homobevægelsen og er blandt andet kendt for sin aids-dækning i The Village Voice i 1980’erne og fra 1990’ernes aktionsgruppe Lesbian Avengers. I dag er hun æresprofessor ved City University of New York. Før 2009 havde Schulman ikke beskæftiget sig direkte med Israel-Palæstina-konflikten, men i sin nye bog skildrer hun den »politiske vækkelse«, der førte hende ind i bevægelsen af queers mod Israels besættelse af Palæstina.

Schulman åbner Israel/Palestine and The Queer International med sin egen historie: Anekdoter fra opvæksten i New York i en traumatiseret og neurotisk jødisk migrantfamilie, der jævnligt får besøg fra slægtninge, der har bosat sig i den dengang unge, kollektivistiske stat Israel. Og hun spidder den europæiske ’sekulære’ selvforståelse, der ifølge Schulman reelt er »en slags liberal kristen kultur,« der stadig er dødsensfarlig for både jøder og muslimer.

Zionisme

Da Schulman i 2009 blev inviteret til at tale på et israelsk universitet, blev hun af andre homoaktivister gjort opmærksom på den palæstinensisk opfordrede, men internationalt støttede boykot af israelske virksomheder og statsstøttede institutioner.

I sin søgen efter svar på, om hun burde følge eller bryde boykotten, begyndte hun at udfordre sin gamle viden. For at forstå fænomenet zionisme læser hun f.eks. Theodor Herzl: ”I sin bog The Jewish State slog Herzel fast, at jøder aldrig ville være i sikkerhed i Europa. Hvad han overså var, at muslimer heller aldrig ville være i sikkerhed der,” skriver Schulman i indledningen.

Hun nævner også den israelsk-amerikanske filmmager Udi Alonis ønske om at ”rense zionismen for dens nationalistiske elementer uden at opgive den messianske glød for frihed og lighed”, og skriver, at det får hende til at føle, at hun ikke ved nok om zionisme.

Det følger hun imidlertid ikke op på i bogen. Interviewet foregår på mail over to måneder, og det første jeg spørger om, er, hvad blev der af hendes søgen efter at forstå zionismen?

Schulmans svar kommer samme dag: ”Zionisme. Jeg ved stadig ikke, hvad det er. Jeg spørger blandt andet, om zionisme er for Israel, hvad marxisme var for Sovjet? – med andre ord ingen relation. Jeg har også hørt folk foreslå en to-national stat med ligestillet statsborgerskab og ret til tilbagevenden for begge grupper. I det tilfælde ville Israel/Palæstina stadig have zionisme, men ville ikke være en jødisk stat. Så zionisme kan løsrives fra ideen om racial eksklusivitet. Som amerikaner, hvis bedsteforældre alle var indvandrere, er jeg imod indvandringsbegrænsninger, og jeg tror, at de globale politiske og økonomiske magthavere ville opføre sig anderledes, hvis de var motiveret til at skabe forhold, hvor folk ikke var tvunget til at forlade deres hjem. Som newyorker har jeg en dyb tro på multikulturalisme, indvandring og religionsfrihed. Kan zionisme (ideen om, at jøder i fare har et sted at tage hen) forenes med det? Måske. Men ikke som det ser ud i Israel i dag.”

Anti-semitisme

Bogen er opbygget som en erkendelsesrejse med stadier som: 'Før' / 'Bevidsthed' / 'Den jødiske omfavnelse' / 'At finde strategien' / 'Tilbageslag' / 'Forståelse'. Omtrent halvvejs i bogen viger spørgsmålene til fordel for svar. Det ubehag, Schulman i starten af bogen beskriver ved venstrefløjens antisemitisme og ved historiens eksempler på jøder, der har aflagt deres jødiske identitet til fordel for et 'universelt' socialistisk eller kommunistisk projekt, glider i baggrunden. Jeg spørger Schulman, om hun aldrig i sit boykot Israel-arbejde har følt sig fanget i alliancer med grupper, der er direkte eller indirekte antisemitiske?

”Ok,” svarer Schulman. ”Hvad med antisemitisme. Selvfølgelig er antisemitisme udbredt og vedholdende. Men det her handler ikke om det. 'Det her' handler om en nationalstat, som praktiserer religiøs chauvinisme og gør alle andre til anden- eller tredjerangsborgere, eller ikke-borgere. Europa har længe været både antisemitisk og antimuslimsk, og er det fortsat. Israelere frygter Europa, og med god grund. Men at besætte Palæstina modvirker ikke antisemitisme. Og faktisk har jeg været fascineret over, hvor meget åbenhed og god vilje, jeg er blevet mødt med af de palæstinensere, jeg arbejder med. Hvis du mener solidaritetsgrupper i Europa, så har jeg haft nul kontakt med dem.”

Jødiskhed

I november sidste år fik Schulman efter måneders tovtrækkeri med New York Times og udarbejdelse af 190 siders dokumentation trykt klummen Israel and Pinkwashing. Her kritiserer hun staten Israels forsøg på at brande sig som homoparadis, mens palæstinenserne – herunder de homoseksuelle – får trådt deres rettigheder under fode. Et fænomen, der i queermiljøet kaldes pinkwashing.

Efterfølgende blev hun rost på Mondoweiss, en progressiv nyhedsblog om USA's Mellemøstpolitik ”fra et jødisk perspektiv”, hvor redaktøren Philip Weiss skrev: ”Det er den slags personer, vi har brug for: moralsk klare, uafhængige, modige folk. Schulmans egen jødiskhed forsvandt øjeblikkeligt, da hun så hvad palæstinensere oplevede.”

I bogen tegner Schulman et spydigt portræt af bl.a. DDR's forhold til jøder, der fik slettet deres jødiske identitet og blev opslugt i arbejder- og bondestaten. Om et besøg i den tidligere kvinde-KZ-lejr Ravensbruck skriver Schulman i bogen: ”Hvad der chokerede mig mere end krematoriet, som jeg havde tilbragt et helt liv med at stirre på i film og på fotografier, var de museumsplancher i indgangshallen, hvor østtyskerne havde opsat, hvad der føltes som hundredvis af fotos af myrdede kvinder, hver og en med skiltet 'kommunist' ved siden af deres jødiske navne. Sophie Goldberg, kommunist. Sarah Kaminsky, kommunist. De forsøgte at tage Holocaust fra jøderne. Østtyskerne forsøgte at forklare mig, at Anden Verdenskrig ikke var 'krigen mod jøder', som jeg havde lært, men i virkeligheden en 'krig mellem fascister og kommunister'. (…) Jeg blev bekræftet i min barnelærdom: Jøder kan ikke stole på europæerne.”

Hvad mener Schulman i dag så om at få beskrevet sit solidaritetsarbejde med Palæstina som lig med et farvel til sin jødiske identitet?

”Der er ingen konflikt mellem at være jødisk og at arbejde for retfærdighed,” svarer Schulman. ”Enhver, der har studeret jødisk historie ved, at der aldrig har været, aldrig vil blive og aldrig kan være enighed om, hvad det betyder at være jøde, eller hvad jøder skal tænke, hvordan jøder skal handle eller føle. Som den gamle vits lyder: 'To jøder, tre meninger'. Gennem historien har der imidlertid været gjort vedholdende og gentagne forsøg på at fortælle jøder, hvad de skal gøre, og alle forsøg er fejlet. Phil og jeg har forskellige opfattelser af, hvad 'jødiskhed' er, og det er meget jødisk af os.”

Nationalismen

Da Schulman var barn, fik familien ofte besøg af slægtninge fra Israel. Deres vitale, sensuelle udstråling fascinerede Schulman. ”Hvis du havde fortalt seksårige mig i 1964, at en dag ville jøder med våben i hånden gå ind i palæstinensiske landsbyer og begå forbrydelser, ville jeg have anset dig for sindssyg. Jeg anede ikke, at det allerede var sket,” skriver Schulman i bogen.

Da det mange år senere gik op for hende, at ”noget var rivende galt”, begyndte spørgsmål som ”hvorfor er mine fætre og kusiner fra Israel smukkere og mere sexede end jeg” at blive afløst af spørgsmål som: ”Hvordan begyndte disse bløde mennesker uden ord for 'militær taktik' at bulldoze palæstinensiske huse? Og hvordan slap europæerne, som startede al denne lidelse i første omgang, fri, mens palæstinenserne, som intet havde at gøre med det, endte med at betale hele prisen?”

Det første indlysende svar, skriver Schulman, har at gøre med problemet nationalisme. ”I årtusinder med diasporalivet som vilkår, havde jøder aldrig været den gruppe, som var i flertal og kunne dominere og undertrykke (…) begæret efter at forlade diasporaen og få vores egen nationalistiske stat, hvor vi lavede reglerne og dominerede over andre, var et fremmedartet paradigmeskift, med dramatiske og grundlæggende konsekvenser for jødisk selvopfattelse.”

Diasporaen

Det er blandt andet i dette paradigmeskift, at Schulman ser en analogi mellem staten Israel-problemet og det, der bliver kaldt homonationalisme: At homoseksuelle lader sig indrullere i nationalstaten og får tildelt rettigheder til gengæld for at blive gjort til redskaber i en anti-indvandrings- (og ofte anti-muslimsk) dagsorden.

”Det er en pointe, jeg beskriver udførligt i min anden bog The Gentrification of the Mind: At homomiljøet efter AIDS-krisen stod i en situation, der lignede jøders efter Holocaust. Traumatiserede af massedøds-oplevelsen blev vi assimileret ind i de selv samme kulturer, som lod os udslette,” skriver Schulman.

Jeg spørger tilbage, om man også i hendes analyse kan spore en forkærlighed for diasporatilværelsen som en i sig selv politisk renere tilstand – et sted hvor man altid befinder sig i opposition, i marginerne, og dermed instinktivt kritisk overfor stat og magt?

”Kærlighed til sted og community er ikke det samme som identifikation med en nation eller et statsapparat,” svarer Schulman. ”Hvis der er noget, man kan lære af det israelske eksempel, er det hvor hurtigt nationalisme forgifter folk. I Israel/Palestine and the Queer International viser jeg, hvordan den internationale queerbevægelses diasporiske karakter skaber rum for anti-besættelsesaktivisme på mange af de samme måder som homomiljøet skabte grobund for AIDS-aktivismen, der medførte et gigantisk nybrud for folk med AIDS, og for homo-, bi- og transseksuelle i det hele taget.” 

Queers har brug for hinanden til sex og kærlighed, og lever over hele verden under heteronormative regimer, pointerer Schulman. ”Der er tidspunkter, hvor forskelle i kultur og sted skiller os ad, men der er også tidspunkter, hvor både kærlighed og begær og et ønske om bestemte former for sociale forandringer bringer os sammen i gensidig anerkendelse.”

Strategien

Schulman mener, at ”den globale queer anti-besættelsesbevægelse” spiller på samme hold og derfor bør støtte hinanden: ”Jeg er ikke altid hundrede procent enig med BDS-kampagnen, men det er heller ikke mig, der skal gå gennem checkpoints, vise mit id til en besættelsesmagt og leve uden selvbestemmelse og rettigheder.”

Inden Schulman i Israel/Palestine and The Queer International når til beslutningen om at tilslutte sig BDS-kampagnen, stiller hun en række spørgsmål til det hun ved, til det, hun tror hun ved, og det, hun ikke ved om Israel/Palæstina og om forskellige former for politik og modstand. Jeg spørger hende, hvilke spørgsmål hun i dag stiller til Boycot/Divestment/Sanction som strategi? Schulman svarer få minutter senere:

”Det ved jeg ikke. Det er ikke sådan, jeg tænker på det.”

Bonusinfo:
Fra idag, den 28. nov. til den 1. dec. er der World Social Forum: Free Palestine i Porto Alegre. I april 2013 er Sarah Schulman med til at afholde en konference med blandt andet temaerne: Pinkwashing Beyond the LGBT, LGBT rescue narratives, Queer Iran, US at War, Queer in the Nationalist Context, Homonationalism and the New Europe.

Boginfo:
Sarah Schulman
Israel/Palestine and the Queer International
Duke University Press, 5. november 2012
208 sider, 22.95 USD

Forfatterinfo:
Sarah Schulman, født 1958 i New York. 
Forfatter til adskillige romaner, skuespil og politiske bøger. 
Blev aktiv i kvindebevægelsen under studietiden ved University of Chicago i 1970'erne, bl.a. som medlem af pro-abort organisationen CARASA. I 1980'erne var hun journalist for The Village Voice, hvor hun bl.a. skrev om AIDS-krisen. I 1990'erne var hun med til at grundlægge aktionsgruppen Lesbian Avengers. 
Siden har hun været involveret i bl.a. den amerikanske homo-bi-trans-filmfestival MIX samt i ACT UP Oral History Project, en indsamling af interviews med overlevende medlemmer af The AIDS Coalition to Unleash Power.
Har modtaget blandt andet Stonewall Award og The Kessler Prize for sine bidrag til homobevægelsen og LGBT studier. 
Medlem af bestyrelsen for Jewish Voice for Peace siden 2011.

Artiklen har været bragt på Information, og publiceres her med forfatterens tilladelse.